Alle med svær psoriasis har en øget risiko for at få livsstilssygdomme og dø før tid.
Nu undersøger læge og ph.d. Kristian Kofoed fra Bispebjerg Hospital endelig ‘hvorfor’ og de første resultater ventes til sommer.
Inden for de senere år har forskere fundet ud af, at psoriasis ikke kun er en hudsygdom, men i stedet en sygdom, der påvirker hele kroppen og øger risikoen for overvægt, sukkersyge, forhøjet blodtryk, åreforkalkning samt blodpropper i hjerte og hjerne – og i værste fald en tidlig død.
Derfor har Psoriasis Forskningsfonden netop uddelt fondens største legat i år til læge og ph.d. Kristian Kofoed, hudafdelingen på Bispebjerg Hospital. Han undersøger nemlig sammenhængen mellem psoriasis og hjerte-kar-sygdomme – og om nogle af de nye psoriasisbehandlinger kan mindske risikoen for livsstilssygdomme og tidlig død.
Insulinfølsomhed hovedskurken
Mange med psoriasis har forhøjet blodtryk og er overvægtige, ligesom de har en forhøjet mængde fedtstof og sukker i blodet. Alt samme faktorer, der øger risikoen for hjertekarsygdomme. Det helt nye er, at psoriasis derudover sandsynligvis har en selvstændig negativ indflydelse. Vi tror, at det skyldes, at personer med psoriasis har en form for generel kronisk betændelsestilstand, som er med til at nedsætte følsomheden for insulin , fortæller Kristian Kofoed.
Vi ved også, at biologiske lægemidler kan bremse den kroniske betændelsestilstand og dermed muligvis øge insulinfølsomheden. Hvis vi kan dokumentere en direkte sammenhæng, kan en justeret behandling og livsstils- og kostråd begrænse deres symptomer på kort sigt og på lang sigt forebygge disse livsstilssygdomme. Behandlingen bliver derfor pludselig også til forebyggelse, til glæde for de 150.000 danskere, der lige nu har psoriasis og de 50.000 nye tilfælde, der kommer hvert år.
Hurtige resultater
Kristian Kofoed forventer, at folk med psoriasis kan få gavn af resultaterne af undersøgelsen i løbet af kort tid – men også at det kræver en ekstra indsats fra både læger og patienter:
Vi læger skal måske til at tilbyde mere struktureret kontrol med jævnlig måling af blodtryk, kolesterol og blodsukker – fx hvert år. Samtidig tyder meget på, at vi allerede tidlig i forløbet bør tilbyde en kraftig behandling, der både hurtigt giver patienterne færre hudsymptomer, men som samtidig på sigt forebygger livsstilssymptomerne og for nogen tidlig død, forklarer Kristian Kofoed, der forventer, at de på Bispebjerg Hospital har særlige retningslinjer om et år.
Meget tyder på, at folk med psoriasis skal til at leve sundere og især holde deres blodsukker og dermed stofskiftet i ro. Vejen dertil er motion samt sund kost og evt. kostomlægning, fordi nogen mad giver et uroligt stofskifte. Og naturligvis vægttab for de overvægtige .
De første endelige resultater af undersøgelsen bliver præsenteret på den næste internationale Psoriasis-kongres i Paris næste år.