Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificering® etablerer følgegruppe med sundhedseksperter

Dansk Firmaidrætsforbund præsenterede i februar 2007 et nyt banebrydende produkt: SundhedsCertificering® af de danske arbejdspladser.

SundhedsCertificering® målretter og strukturerer sundhedsarbejdet på den enkelte virksomhed. Den unikke arbejdsmetode skaber sunde rammer for medarbejderne på områderne Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (KRAMS).

En SundhedsCertificering® er ikke kun et "kvalitetsstempel" af sundhedsarbejdet. Certificeringen inkluderer også et særligt rådgivningsforløb med udgangspunkt i virksomhedens behov og erfaringer. En Sundhedskonsulent guider den enkelte virksomhed sikkert igennem forløbet fra start til slut.

Konceptet har siden opstarten i februar 2007 mødt stor opbakning og interesse fra både private og offentlige virksomheder. Bl.a. er Assens Kommunes ældreområde med i alt 850 medarbejdere i gang med at blive SundhedsCertificeret.

– Med SundhedsCertificering® sætter vi spot på vort ældreområde, som en attraktiv og vigtig arbejdsplads. Målet med projektet er først og fremmest, at medarbejderne oplever, at vi som virksomhed anerkender den indsats, de yder i hverdagen. Vi vil vise, hvor højt vi prioriterer, at de har det godt på arbejdet – til glæde for både dem selv, kolleger og borgere, siger formand for social– og seniorudvalget i Assens Kommune, Lene Due.

Dansk Firmaidrætsforbund har på nuværende tidspunkt igangsat 34 SundhedsCertificeringer® på private og offentlige virksomheder landet over. Et arbejde, der bliver nøje overvåget af en ekstern gruppe af forskere, fagfolk mv., der via en følgegruppe, superviserer og kvalitetssikrer SundhedsCertificering®. Formålet med følgegruppen er bl.a. at sikre:

– Sundhedsfaglig kvalitet og relevans
– Kvalitet og standardisering i DFIFs arbejde med SundhedsCertificering®
– Relevante og brugbare certificeringskrav

Følgegruppens medlemmer er:

– Professor Bengt Saltin, Center for Muskelforskning på Københavns Universitet
– Professor Gisela Sjøgaard, Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø:
– Læge Leif Skive, Motion Media APS
– Lektor Kaya Roessler, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
– Just Justesen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen
– Politisk konsulent Krista E. Blaabjerg, Kristelig Fagbevægelse

– I Dansk Firmaidrætsforbund er vi meget stolte og beærede over følgegruppens objektive, kritiske stillingtagen og engagement i konceptet det er med til at understrege og forstærke kvaliteten i SundhedsCertificering®, udtaler formand for Dansk Firmaidrætsforbund Peder Bisgaard.

Læs mere om SundhedsCertificering® på www.sund.dfif.dk

Billedtekst: Indenrigs– og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Kulturminister Brian Mikkelsen er ivrige fortalere for Motion på arbejdspladsen
 

Læs mere her

Specielt udviklet musik bruges til behandling af stress og angst

MusiCure CD nr. 6 "Waves" udgives nu på apotekerne i Danmark og Norge.

Ny CD udgivelse i serien MusiCure – musik som medicin, af komponisten Niels Eje, udkommer nu på de danske apoteker. Denne udgivelse har titlen "Waves" og det gennemgående tema på CDen er vand i bevægelse, som skildres i en række lydbilleder med dokumenteret beroligende og stressreducerende effekt.

Niels Ejes MusiCure indgår nu som en vigtig del af moderne stressbehandling
Flere og flere professionelle stressbehandlere, arbejdsmiljø konsulenter og større virksomheder benytter nu specielt udviklet beroligende musik i kampen mod en af vor tids folkesygdomme stress. MusiCure af Niels Eje har vist sig meget effektivt som terapi til stressede medarbejdere på alle niveauer i danske virksomheder. Bl.a. benytter de to professionelle konsulentfirmaer Markana og VileNorden dagligt MusiCure, ligesom også Danfoss og andre store virksomheder bruger MusiCure som en del af deres anti–stress tilbud til medarbejderne. Baggrunden er, at MusiCure gennem flere år er blevet positivt testet på mange tusinde patienter på sygehuse en gruppe som hører til blandt de mest udsatte angst– og stressbelastede mennesker i samfundet.

Verdens første specielt designede og videnskabeligt dokumenterede musik
MusiCure er resultatet af mere end 8 års arbejde hvor komponisten Niels Eje, i samarbejde med forskere fra flere nordiske lande og USA, har udviklet og dokumenteret en særlig form for musik, som nu udover sygehusene, også anvendes i mange former for behandling på institutioner, klinikker, virksomheder m.v. som et effektivt middel mod stress.
Det er forskergruppen Musica Humana under ledelse af overlæge Per Thorgaard, som med støtte fra Egmont Fonden, siden 1998 har gennemført kliniske studier med Niels Ejes musik og dokumenteret en overbevisende positiv effekt på mere end 5000 hospitalspatienter.

Nye forskningsresultater og anvendelsesområder
I USA er interessen for MusiCure stigende efter præsentation af nye forskningsresultater på Northwest Medical Centre i Seattle, Washington i juli i år, hvor undersøgelser med den specielt komponerede musik bl.a. har vist at man kan reducere angstniveauet markant hos hjertepatienter, og ydermere viste undersøgelserne, at størstedelen af samtlige patienter foretrak MusiCure frem for anden musik. Forskningsresultaterne blev præsenteret ved en af verdens førende sygeplejekonferencer i Toronto, Canada, og resultaterne forventes efterfølgende publiceret i det anerkendte lægefaglige tidsskrift "Critical Care Nursing".
Et stort antal private behandlere indenfor en lang række områder, bl.a. fysioterapeuter, tandlæger, stress management konsulenter, børneinstitutioner m.fl. anvender nu MusiCure som en aktiv del af deres behandling.

Unikke naturoptagelser lyd og billeder
En vigtig faktor og basis i tilblivelsen af MusiCure, er unikke optagelser af naturlyde i miljøer som er helt fri for baggrundsstøj. Komponisten Niels Eje rejser selv rundt i verden og optager naturens lyde, på steder som har enestående betingelser for helt "rene" naturmiljøer, uden den støj som omgiver os i dagligdagen. Optagelse af naturens lyde kræver stor tålmodighed og et indgående kendskab til de "akustiske" forhold i naturen. Avanceret optageudstyr, bl.a. fra danske "DPA Microphones" sikrer, at lydkvaliteten i naturoptagelserne er optimale.
Udvalgte locations hvor naturlydene optages bliver nu også optaget på film med henblik på en række audiovisuelle produktioner, som overordnet får betegnelsen "MuViCure" (Music & Visual Cure). MuViCure repræsenterer et helt nyt behandlingskoncept hvor MusiCure musikken smelter sammen med unikke billeder af fotografen Bjørn Wennerwald, og konceptet bliver netop nu klinisk testet på Århus sygehus.

MusiCure 6. "Waves" har vand i bevægelse som overordnet tema
Den nye udgivelse "MusiCure 6. Waves" handler om vandet som omgiver os, og traditionelt har lyden af vand i bevægelse en meget beroligende virkning på de fleste mennesker.
Med dette som udgangspunkt tager de enkelte kompositioner på "Waves" lytteren med på en rejse i forskellige vandverdener, som hver især repræsenterer essensen af den ro, hvile og afstressende effekt som lyden af vand formidler.
Produktionen af "Waves" har taget mere end et halvt år og indeholder mange dimensioner af musik og lyd, som tilsammen danner lydbilleder med dybe perspektiver, og naturoptagelser fra bl.a. La Gomera, Seychellerne og skandinaviske skove, kyster og vandløb.

Kort information om komponisten Niels Eje
Niels Eje er uddannet oboist og komponist fra Carl Nielsen konservatoriet i Danmark og var bl.a. gennem 1980erne ansat som solooboist i Danmarkes Radios Symfoniorkester.
Fra 1990 valgte Niels Eje at gå sine egne veje og arbejde full time som komponist, arrangør, solist og kammermusiker i Danmark og udlandet.
Niels Eje har modtaget en række priser og legater og i 1998 fik han speciel støtte fra Egmont Fonden til igangsættelse af projektet "Musica Humana" sammen med overlægerne Lars Heslet og Per Thorgaard det projekt som danner grundlaget for skabelsen af MusiCure
Niels Eje har skrevet musik til bl.a. James Galway, Safri Duo, Trio Rococo, samt til film– og teaterprojekter og som oboist har han medvirket på mere end 40 CD indspilninger, spændende fra klassisk symfonisk musik, til udgivelser med bl.a. Miles Davis, Palle Mikkelborg, Niels–Henning Ørsted Pedersen og Trio Rococo.

MusiCure forhandles eksklusivt af apotekerne i Danmark og Norge yderligere information på:
www.MusiCure.dk (om musikken) og www.MusicaHumana.dk (om forskningen).
 

Læs mere her

DR Undervisning får Werther-prisen 2006

Den særlige mediepris, Werther–prisen, går i år til DR Undervisning for tema–udsendelserne, Det gælder livet, om selvmord og selvmordsforebyggelse.

Prisen på 10.000 kroner vil blive overrakt til programmernes ansvarshavende redaktør, Thorkild Nyholm, i forbindelse med Verdensdag for selvmordsforebyggelse, World Suicide Prevention Day, den 7. september 2006.

Prisoverrækkelsen finder sted på Rigshospitalet i København, auditorium1 klokken 15.30.

Werther–prisen

Werther–prisen blev indstiftet i fjor og gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.

Selve prisen har fået sit navn efter hovedpersonen Werther i Goethes roman fra 1774, Den unge Werthers lidelser, som ender med at begå selvmord. Da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som det øvrige Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og tog sig selv af dage ved at benytte samme metode. Fænomenet beskrives i fagkredse som, Werther–effekten.

Prisens navn skal derfor minde om selve formålet med prisen, at undgå at omtale selvmord og selvmordsforsøg på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.

Formålet med prisen er at:

– forebygge gennem information
– undgå tabuisering
– modvirke smitteeffekt
– tage hensyn til og beskytte de efterladte
– oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte
Retningslinierne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO’s anbefalinger, som kan ses på www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Presse

Begrundelsen

DR Undervisning tildeles prisen for programrækken, Det gælder livet, der er produceret med støtte fra Socialministeriet. Det er en serie på i alt ni programmer om selvmord og selvmordsforsøg.

Formålet med udsendelserne har været at forebygge selvmord blandt særligt udsatte grupper gennem oplysning og information primært rettet mod pårørende og omsorgspersoner.

Det første program i rækken, Det gælder livet 1, blev sendt i maj 2006 og skildrer to unge piger og deres teenageproblemer. Mobning, ensomhed, forældres skilsmisse og håbløshed var nogle af de faktorer, som for de to piger var med til at udløse selvmordsadfærd og selvskade.

Programmet fremlægger selvmordsproblematikken blandt unge piger særdeles sobert og på en etisk og oplysende måde, der rummer såvel pigernes som forældre– og behandlerperspektivet. Samtidig giver programmet et samlet billede af, at det er nødvendigt at være opmærksom på uhensigtsmæssige mønstre hos den unge, og at have mod til at agere på baggrund heraf

Udsendelsen bærer i sin tone samt form præg af omtanke, som alt i alt er med til at fremlægge selvmordsproblematikken på en forsvarlig, oplysende og tabunedbrydende måde.

På denne baggrund vurderer vi DR Undervisnings programrække til at være et vigtigt bidrag til oplysning omkring selvmordsadfærd blandt særligt udsatte grupper, men ikke mindst blandt unge piger, som udgør en gruppe med en særlig høj selvmordsforsøgsrate. DRs udsendelser har stor rækkevidde og bidrager til foruden at formidle oplysning at videregive rådgivningsmuligheder til selvmordstruede, pårørende og omsorgspersoner.

Endnu er ikke alle programmer i kampagnen, Det gælder livet, blevet vist.
Læs mere om kampagnen på www.dr.dk/stopselvmord.

Priskommitéen

Prisen uddeles af en komité bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Anja Thomsen, tidligere medlem af Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Per Roholt, Dansk Journalistforbund og Tove Kjærgaard Clausen, Center for Selvmordsforskning. Sidste års prismodtager var journalist Inger Anneberg.

På priskomitéens vegne,
Merete Nordentoft
 

Læs mere her

Forlænget frist til årets Werther-pris

Sidste frist for at indstille kandidater til årets Werther–pris er forlænget til den 14. august.

Werther–prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.

Formålet med prisen er at fremme en etisk forsvarlig formidling af selvmordsproblematikken i de danske medier, herunder at:

– forebygge gennem information
– undgå tabuisering
– modvirke smitteeffekt
– tage hensyn til og beskytte de efterladte
– oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte

Formålet med prisen og dermed også retningslinierne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO’s anbefalinger, som kan ses på www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Presse

Prisen er på kr. 10.000, og det er anden gang prisen uddeles i forbindelse med Verdensdag for selvmordsforebyggelse, World Suicide Prevention Day, i år den 7. september 2006.

Kandidater til prisen
Enhver kan indstille en kandidat til prisen. Hvis man ønsker at indstille en kandidat, skal man opfylde følgende betingelser:

– Indstillinger skal sendes til Center for Selvmordsforskning, evt. som e–mail.

– Der skal være tale om en kort, motiveret indstilling vedlagt eksempler på eller henvisning til kandidatens arbejde

– Kandidaten skal selv kunne acceptere indstillingen

Den unge Werther
Werther–prisen har fået sit navn efter hovedpersonen i Goethes roman fra 1774, "Den unge Werthers lidelser", som ender med at begå selvmord. Da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som det øvrige Europa, hvor unge mænd der identificerede sig med Werther tog sig af dage ved at benytte samme metode. Fænomenet beskrives i fagkredse som "Werther–effekten". Prisens navn skal derfor minde om, at selve formålet med prisen er at lære af historien og bl.a. undgå at omtale selvmord og selvmordsforsøg på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.

Inspiration fra Belgien
Ideen til en mediepris for at forebygge selvmord stammer fra Belgien, hvor man indstiftede en lignende pris i 2003. Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Anja Thomsen, Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Per Roholt, Dansk Journalistforbund og Lilian Zøllner, Center for Selvmordsforskning.

Yderligere oplysninger
Læs mere om selvmord og selvmordsforskning på www.selvmordsforskning.dk
 

Læs mere her

Mænd taber sig mere end kvinder

Forskningsnyhed på Go–motion.dk:

Go–motion.dk udgiver bl.a. forskningsnyheder indenfor motion og sundhed. Denne forskningsnyhed fortæller om hvorfor der er stor forskel på vægttab for mænd og kvinder.

Stor forskel på vægttab
På trods af samme øgning i energiforbrug efter fysisk aktivitet oplever mænd og kvinder store forskelle i det resulterende vægttab.

På Kansas Universitet i USA har forskere undersøgt kønsforskelle i de to køns evne til at opnå vægttab i forbindelse med øget fysisk aktivitet.

Kosten blev ikke reguleret i undersøgelsen.
 

Læs mere her

Lægesekretærer sikrer sammenhæng og kvalitet

Invitation til pressemøde

Tirsdag 03. januar 2006 kl. 15–16 , Dansk Lægesekretærforening, HK Huset, Weidekampsgade 8, 0900 Kbh. C

Kvaliteten er i fare, hvis lægesekretærer forsvinder fra sygehusene

Ny forskningsrapport fra Aalborg Universitet dokumenterer lægesekretærernes mange opgaver og væsentlige betydning for bl.a. samarbejde og det gode patientforløb i sundhedssektoren. Værdier, som kan gå tabt, hvis sygehusene som varslet nedskærer antallet af lægesekretærer de kommende år.

På pressemødet præsenteres undersøgelsens resultater, og du kan møde forskerne og nogle af de lægesekretærer, der har medvirket i arbejdet med undersøgelsen. På mødet udleveres rapport og video. Rapporten uploades samtidig på www.dl–hk.dk.

HISTORIEN ER KLAUSULERET TIL 3. JANUAR 2006 KL. 15.

Rapporten, Hvad laver lægesekretærerne, når de ikke er sekretærer for lægerne , og den tilhørende video, Den røde tråd i den hvide verden, er resultatet af et nyt forskningsarbejde udført af lektor Pernille Bertelsen og Ph.D.–studerende Lars Botin, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet. Forskningsarbejdet er delvist finansieret af Dansk Lægesekretærforening, som organiserer mere end 10.000 lægesekretærer.

Materialet dokumenterer, hvordan lægesekretærerne på landets sygehuse fungerer som nøglepersoner for patienter, andre faggrupper og i samarbejdet med resten af sundheds¬sektoren og at kun en del af deres arbejde knytter sig til journalerne. At spare penge ved at skære markant i gruppen af lægesekretærer, som mange sygehusledelser har varslet i kølvandet på indførelsen af den elektroniske patientjournal, virker derfor helt uovervejet.

– Det er vigtigt, at man på sygehusene aktivt tager stilling til, hvordan arbejdet organiseres fremover, påpeger forskeren bag undersøgelsen, lektor Pernille Bertelsen, Aalborg Universitet. Materialet viser, at en stor og vigtig del af lægesekretærernes opgaver er uformelle. Derfor må syge¬husenes ledelser og faggrupper i fællesskab definere og formalisere, hvilke opgaver der fremover skal løses og af hvem når den elektroniske journal rulles fuldt ud. Det har stor betydning for sammenhængen og kvaliteten i arbejdet og dermed for den behandling, patienterne får, fastslår hun.

Derfor ønsker Dansk Lægesekretærforening også at rejse diskussionen om læge¬sekre¬tær¬ernes arbejde og fremtid, forklarer sekretariatsleder i foreningen, Ole Gregersen:
– Vi kan frygte, at sygehusene smider barnet ud med badevandet, hvis de overser de mange væsentlige opgaver, som lægesekretærerne løser allerede i dag, siger han. Når den elektroniske patientjournal er fuldt implementeret, bortfalder nogle journalopgaver. Men behovet for f.eks. kommunikation, koordination og kvalitetssikring vokser. Og dér har lægesekretærerne allerede i dag klare spidskompetencer, understreger Ole Gregersen.

Hvis du vil vide mere kan du kontakte:
Sekretariatsleder Ole Gregersen, Dansk Lægesekretærforening, tlf. 45 82 47 81,
mail 44og@hk.dk
Lektor Pernille Bertelsen, Aalborg Universitet, tlf. 95 35 84 31, mobil 29 61 81 26,
mail pernille@plan.aau.dk

Dansk Lægesekretærforenings medlemmer i styregruppen bag undersøgelsen:
Birgitte Ussing, Aalborg Sygehus, mobil 22 35 14 70, mail hks44bu@hk.dk
Susanne Hansen, Odense Universitetshospital, tlf. 65 41 18 18, mail hks44sh@hk.dk
Vivian Nørgård, Glostrup Amtssygehus, mobil 29 60 99 39, mail hks44vn@hk.dk
 

National aftale sikrer gratis forskningspublicering i BioMed Centrals åbne arkiver

Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF) har indgået national aftale med forlaget BioMed Central om fri adgang til at læse, downloade og publicere videnskabelige artikler i åbne arkiver inden for biologi og medicin. Aftalen vil i løbet af det næste år kunne spare danske universiteter, hospitaler og øvrige forskningsinstitutioner tusindvis af kroner ved at dække alle omkostninger i forbindelse med publicering i BioMed Centrals 120 åbne arkiver.

DEF er en netværksorganisation af de danske forskningsbiblioteker og et tværministerielt samarbejde mellem Kulturministeriet og Videnskabsministeriet. DEF–ansvarlig, Bo Öhrström, vicedirektør i Biblioteksstyrelsen, siger om aftalen med BioMed Central:
"Åbne arkiver afspejler en helt ny måde at forske og publicere på. Det gælder i første omgang den frie adgang til dugfriske forskningsresultater. Åbne arkiver er ikke alene en fordel for udbredelsen af forskningsresultater, men afspejler en helt ny udvikling inden for forskningspublicering. En national aftale som denne tilgodeser alle forskere og forskningsinstitutioner i hele Danmark, også de mindre forskningsprojekter i vækstmiljøerne."

Alle DEF–institutioner har fra 1. november adgang til BioMed Centrals åbne arkiver. Øvrige institutioner i Danmark kan få oprettet adgang ved henvendelse til bibliotekskonsulent Anette Schneider på asc@bs.dk.

Om Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek

Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF) omfatter en række projekter og udviklingsopgaver inden for IT, forskning, uddannelse og biblioteksudvikling. Det overordnede formål med disse aktiviteter er at forbedre anvendelsen af IT med henblik på at understøtte forskning og uddannelse. De seks DEF Programområder er Brugerfaciliteter, E–læring, E–publicering, Licenser, Portaler og Systemarkitektur. For yderligere oplysninger se www.deflink.dk

Om BioMed Central
BioMed Central er et uafhængigt online forlag der formidler adgang til peer–reviewed forskningsresultater inden for biologi og medicin. For yderligere oplysninger se www.biomedcentral.com.
 

Læs mere her

MUSIK SOM MEDICIN – International anerkendelse af dansk forskning indenfor området musik som medicin.

Forskningsgruppen Musica Humana styrkes nu med deltagelse af førende nordiske forskere og suppleres med omfattende undersøgelser i det øvrige Skandinavien, samt USA og Canada.
Ny CD/bog udgivelse i serien MusiCure offentliggør aktuel dokumentation fra forskningsgruppen
Musica Humana og ny musik af komponisten Niels Eje.

Musica Humana projektet

Den tværfaglige forskningsorganisation Musica Humana (lægevidenskab og musik), har siden 1998 forsket i skabelse og dokumentation af special–komponeret musik til patienter på sygehuse. En ekspertgruppe bestående af læger, sygeplejersker, musikterapeuter, psykologer, i nært samarbejde med komponisten Niels Eje, har med støtte fra Egmont Fonden arbejdet i 5 år med opgaven: at beskrive og videnskabeligt dokumentere et mere helbredende og livsbekræftende lydmiljø på fire af de største danske sygehuse, og herigennem definere og skabe den rigtige type musik til afstresning og positiv mental stimulation.

International anerkendelse af dansk forskning

Med offentliggørelsen af forskningsdokumentation og Niels Ejes specialproducerede musik, har den banebrydende danske forskning på dette område betydet en stigende international fokus på Musica Humanas positive resultater.

Nordens førende forskere indenfor anvendelse af musik i behandling, overlæge Audun Myskja (Norge) og dr.med. Ulrica Nilsson (Sverige) har nu meldt sig som aktive deltagere i Musica Humanas arbejde og vil i Oslo og Örebro forestå en række nye undersøgelser baseret på Musica Humanas forskningsprotokoller.

Sygehuse i Seattle, USA og Toronto, Canada har ligeledes indledt omfattende projekter efter den danske model.

Musik som medicin

Forskning indenfor området musik som medicin har det sidste årti været genstand for meget stor interesse fra mange sider, men Musica Humana har i modsætning til andre projekter formået, at knytte udviklingen af et specialdesignet lydmiljø sammen med en lang række praktiske undersøgelser af lydmiljøets påvirkning af patienter på sygehuse. Musica Humana adskiller sig også fra al anden forskning i anvendelse af musik i behandling ved, at introducere et meget stort antal patienter i undersøgelserne, samt påvise at det ikke er tilstrækkeligt blot, at spille musik for patienterne. Det er den strukturerede brug af musikken og valget af den helt rigtige dokumenterede musik som giver de gode resultater forskningsgruppen har kunnet påvise. Der er således lagt stor vægt på en lang række parametre i de danske undersøgelser, bl.a. hvor og hvornår der benyttes musik, i hvilken styrkegrad musikken skal afspilles og fra hvilke lydkilder. Hertil kommer anvendelsen af blindtests og kontrolgrupper og mange andre parametre, som tilsammen har gjort de danske undersøgelser enestående og værdifulde på verdensplan.

Dansk forskning i internationale fagtidsskrifter og medier

Musica Humanas forskning i lydmiljøet bliver nu også publiceret i anerkendte internationale fagtidsskrifter, hvor bl.a. "European Journal of Cardiovascular Nursing" og "Intensive and Critical Care Nursing" bringer omfattende artikler om Musica Humanas resultater. I løbet af 2001–2004 har den danske forskning desuden været præsenteret ved konferencer, symposier og kongresser i Sydney, Paris, Salzburg, Barcelona, Stockholm, Oslo, Amsterdam, Boston, samt en række sygehuse og institutioner i Danmark.
BBC World har i år bragt flere indslag om Musica Humana og MusiCure, og den internationale engelsksprogede Radio Netherlands’ specielle helsekanal har ligeledes præsenteret omfattende dækning af forskningen.

Musica Humana og MusiCure introduceres i USA

I forbindelse med præsentationen af Musica Humana og MusiCure ved konferencen "IN:FUSION" i Salzburg dette forår, blev forskningsgruppen inviteret til USA af Nordamerikas største organisation for integrering af kunst og musik i sundhedssektoren "The Society for the Arts in Healthcare" i Washington D.C.

Ved organisationens næste årsmøde i foråret 2005 skal den danske forskning præsenteres for mere end 200 sygehusrepræsentanter i USA og Canada.

MusiCure offentliggørelse af musik og dokumentation
"MusiCure" er betegnelsen for det samlede CD/bog produkt, som i lyd, tekst og billeder beskriver de resultater forskningsgruppen og komponist Niels Eje har opnået i forbindelse med skabelse og dokumentation af musik til beroligelse, og inspiration til bedre livskvalitet.
Den 26. maj udkommer den tredje CD/bog publikation i serien: "MusiCure 3. Fairy Tales", som foruden selve musikken der indgår i undersøgelserne, også bringer de seneste forskningsresultater, samt artikler og feedback fra såvel professionelle som private brugere af den specialdesignede musik.

De seneste resultater beskriver en unik ny undersøgelse, hvor den enkelte patient oplevede perioder med, og uden musik, i en række fastsatte tidsintervaller og hermed samtidigt fungerede som kontrolperson for sig selv.

Dele af resultaterne fra denne undersøgelse beskrives af overlæge Per Thorgaard i artiklen "Patienters velbefindende hænger sammen med anvendelse af musik" og kan læses i den medfølgende bog til MusiCure 3.

MusiCure kan kun fås på apoteket
På grund af de mange års videnskabelige forskning som ligger bag offentliggørelsen af MusiCure og den tilhørende dokumentation, som svarer til dokumentationen for ethvert andet lægemiddel, kan MusiCure kun købes på de danske apoteker.

Apotekerne har den rette ekspertise og erfaring til at formidle dette musikprodukt, som netop på grund af den videnskabelige dokumentation som ligger bag, er helt unik i forhold til megen anden musik der ikke har gennemgået en tilsvarende klinisk testning.

Mange anvendelsesområder for MusiCure

MusiCure musikken har vist sig, at indeholde mange helt fundamentale og basale elementer, som giver den et langt bredere spektrum af anvendelsesområder, i en lang række andre sammenhænge end supplerende patientbehandling. Mange behandlere indenfor såvel det etablerede, som det mere alternative behandlermiljø anvender MusiCure i en lang række situationer, ligesom et meget stort antal private, herunder både børn og voksne, bruger MusiCure aktivt i deres hverdag, som terapi til afstresning og oplevelse.

Musik og lyd–atmosfærer inspireret af naturen
Komponist og musiker Niels Eje har igennem fem år arbejdet med udformningen af det konceptet "MusiCure". Musikken er blevet til på baggrund af en lang række analyser og forskningsdata fra undersøgelser af musikkens virkning på kritisk syge patienter, og analyser af musik og lyds generelle virkning på mennesker. Produktionen af MusiCure er sket i flere faser, hvor studier og lydoptagelser i naturen har spillet en afgørende rolle i udformningen af musikken. Produktionen er meget langvarig og omhyggelig og musikken består af mange lag af nøje udvalgte klange og naturoptagelser, som komplementerer hinanden og tilsammen danner et 3–dimentionelt lydunivers.

MusiCure 3 Fairy Tales
På den nye CD "Fairy Tales" er musikken inspireret af de klassiske eventyr temaer og nordiske folkeeventyr, og appellerer i høj grad til lytterens fantasi og evne til at skabe indre billeder og historier. Titlen på CDen refererer ikke til nogen konkrete eventyr, men er snarere en række "rammer", som lytteren selv udfylder med fantasiens hjælp. Naturen og naturens lyde spiller igen en vigtig rolle i produktionen af musikken. Ydermere præsenteres en række enestående billeder af den skandinaviske natur i den medfølgende bog til MusiCure 3 Fairy Tales, billeder taget af fotografen Bjørn Wennerwald, som netop har modtaget den prestigefyldte "PDN Photo Annual Award 2004" i New York, for sine billeder af nordisk natur.

FOR YDERLIGERE INFORMATION, KONTAKT:

Projektkoordinator Inge Mulvad
Tlf: 45 85 49 48
Email: info@musicahumana.dk

DOWNLOAD BILLEDER (MUSICA HUMANA & MUSICURE) DIREKTE:
www.musicahumana.dk/da/MusiCure_fotos.htm
 

Læs mere her

Ny forskning skal hjælpe patienter med slidgigt

Tusindvis af danskere er plaget af slidgigt, og hvert år konstateres flere tusinde nye tilfælde af sygdommen. Forskere på IT–Universitetet og det private forskningsinstitut CCBR (Center for Clinical and Basic Research) er gået sammen om at udvikle nye teknologier, der skal være med til at forbedre den medicinske behandling.

Forskernes lup er rettet mod de patienter med slidgigt, der døjer med nedbrydelse af brusk og knogler. I dag er det i praksis ikke muligt at måle, hvor hurtigt brusken eksempelvis nedbrydes i et knæ med slidgigt. Derfor ved man ikke, hvilken effekt diverse medikamenter har på sygdommen, hvilket betyder, at det er særdeles svært for medicinalindustrien at udvikle en virkningsfuld medicin.

"Gennem vores forskning vil lægen kunne sætte tal på, hvor hurtigt et gigtramt knæ nedbrydes og dermed kunne måle direkte, hvilke medikamenter der har en virkning. Dette betyder, at det i fremtiden bliver lettere at udvikle medicin, der reelt forbedrer brusken. For patienten resulterer dette i færre smerter og større førlighed altså en markant forbedret behandling," udtaler forskningsadjunkt Erik Dam ved IT–Universitetet.

Det private forskningshospital CCBR leverer den medicinske know–how, og IT–Universitetets forskningsgruppe i Billedanalyse står for at udvikle den automatiserede metode, der ud fra en MR–scanning gør det muligt at beregne form, tykkelse og tilstand for brusken i eksempelvis et knæ med slidgigt.

Om slidgigtprojektet
For yderligere information og illustrationer, se: http://www.itu.dk/image/appl/OsteoArthritis/oa.html

Om CCBR Center for Clinical and Basic Research
CCBR er et privat forskningsinstitut. Instituttets medarbejdere beskæftiger sig primært med forskningsprojekter, der vedrører kvindens overgangsalder og de sygdomme, der opstår i årene derefter. CCBR er kendt verden over specielt for forskningsresultater inden for knogleskørhed. Læs mere om CCBR: http://www.ccbr.dk

Om IT–Universitetet i København
IT–Universitetet blev etableret 1. juli 2003 og bygger på IT–højskolen, som blev oprettet i 1999. IT–Universitetet har til formål at varetage forskning og undervisning inden for et bredt spektrum af informationsteknologiske emner, og har i dag forskningsafdelinger inden for områderne: Digital æstetik og kommunikation; Innovation; Teori; Design og brug af it.

Universitetet uddanner cand.it.’ere inden for seks forskellige linier og tilbyder desuden diplom– og masteruddannelser samt it–enkeltfagskurser inden for efter– og videreuddannelse. Stedet har i dag 1500 studerende, heraf er en tredjedel kvinder. IT–Universitetets værdigrundlag er karakteriseret ved tre kerneværdier: toneangivende, imødekommende og ansvarlig. Læs mere om IT–Universitetet i København: http://www.itu.dk

Kontaktperson:
Forskningsadjunkt Erik Dam, tlf.: 38 16 88 85, e–mail: erikdam@itu.dk

 

Læs mere her

Alle borgere får online adgang til medicinsk bibliotek

Der er nu national online adgang til det omfattende medicinske bibliotek Cochrane for alle borgere i Danmark. Aftalen om national adgang til Cochrane–biblioteket er foreløbig 3–årig og resultatet af et samarbejde mellem Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek, Amtsrådsforeningen og Videns– og Forskningscenter for Alternativ Behandling.

Cochrane–biblioteket udgives på engelsk og indeholder over 1.800 lægevidenskabelige oversigtsartikler. Her kan man søge oplysninger om gavnlige og skadelige virkninger af behandlinger og om forebyggelse i sundhedsvæsenet. Ved hjælp af detaljerede søgninger kan man finde oplysninger på kryds og tværs af artiklerne.

Arne Rolighed, direktør for Kræftens Bekæmpelse og medlem af bestyrelsen for Videns– og Forskningscenter for Alternativ Behandling, ser adgangen til det medicinske bibliotek som en naturlig udvikling i det han kalder, den ’moderne patientkultur’. "Vi har i dag en patientkultur, hvor patienter og borgere i almindelighed aktivt går ind i deres behandlingsforløb.

Det ligger i tiden at patienten tager langt mere ansvar i forløbet ved selv at søge information om, være med til at tilrettelægge og blive taget med på råd om, behandlingsmuligheder", påpeger Arne Rolighed. Kræftens Bekæmpelse har et stærkt rådgivningsnetværk af fagfolk, psykologer, læger mv. der på årsbasis rådgiver mere end 26.000 patienter.

Adgangen til online biblioteket er vigtig, som en nem og enkel adgang til aktuel og opdateret viden for rådgivere såvel som patienter, og Arne Rolighed fortsætter: "For vores rådgivningsenheder og rådgivere i Kræftens Bekæmpelse er adgangen til kvalificeret viden et væsentligt redskab i rådgivningen til patienter der måske er i tvivl om – eller blot ønsker dybere viden om og indsigt i – deres behandlingsforløb og sygdom. For de selvhjulpne, stærke patienter, er det et afgørende redskab til selv at søge viden af høj kvalitet".

Cochrane–samarbejdet er et uafhængigt netværk af mere end 10.000 læger, forskere, patienter og andre interesserede. Formålet med samarbejdet er at indsamle, kritisk vurdere, sammenfatte og formidle pålidelig information om virkninger af behandling og forebyggelse.

Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek er et samarbejde mellem danske forskningsbiblioteker. Den nationale aftale om adgang til Cochrane–biblioteket er et vigtigt led i opfyldelse af visionen om online adgang til kvalitetsselekteret og aktuel viden til studerende og forskere ved Danmarks højere læreanstalter såvel som andre brugergrupper og den brede befolkning i almindelighed.

Alle borgere i Danmark kan få adgang til Cochrane–biblioteket fra Den fælles offentlige sundhedsportal, www.sundhed.dk, fra Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek, www.deff.dk, fra Videns– og Forskningscenter for Alternativ Behandling, www.vifab.dk, og fra Det Nordiske Cochrane Center, www.cochrane.dk.

Yderligere oplysninger:
Anette Schneider, asc@bs.dk, tlf. 3373 3373
Biblioteksstyrelsen, Nyhavn 31E, 1051 Kbh. K
 

Læs mere her