Privathospitaler: Vi kan fedmeoperere lige så billigt som i udlandet

Stadig flere overvægtige lader sig fedmeoperere i udlandet. Unødvendigt, mener danske privathospitaler, der efter prisnedsættelser oplyser at have nået samme prisniveau som deres kolleger i fx Belgien og Tyskland.

De skærpede adgangskrav til fedmeoperation i offentligt regi, som trådte i kraft for godt to år siden, har ført til et markant fald i antallet af udførte operationer herhjemme. Stramningerne har også betydet, at stadig flere overvægtige vælger selv at betale for indgrebene, når de ikke længere kan komme i betragtning til operation på det offentliges regning. Selvbetalerne søger samtidig i stigende grad mod hospitaler i udlandet.

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) advarer mod at fravælge danske udbydere af fedmeoperationer til fordel for udenlandske privathospitaler.

En fedmeoperation er et omfattende indgreb, hvor god efterfølgende opfølgning og vejledning er nødvendig. Samtidig skal man være opmærksom på, at patientforsikringen ikke dækker, hvis behandlingen er foretaget i udlandet. Vigtigst af alt er dog, at den danske overvægtskirurgi er i international topklasse. Det viser flere rapporter, udtaler sekretariatschef Naomi Pagh Abudi fra BPK.

Patientflugten til udlandet undrer overlæge, professor, dr.med. Peter Funch-Jensen hos Aleris-Hamlet Hospitaler, der er Danmarks største private udbyder af fedmeoperationer.

Patienterne rejser udenlands, fordi de mener at kunne spare penge, eller fordi de tror, at de skærpede adgangskrav til en skatteyderbetalt fedmeoperation også gælder selvbetalere på privathospitaler. Det er ganske unødvendigt, for privathospitalerne herhjemme har i flere omgange nedsat priserne, og man kan sagtens blive fedmeopereret på et dansk privathospital, selvom man ikke lever op til de stramme adgangskrav til en skatteyderbetalt operation, siger fedmekirurgenoverlægen, der fra tid til anden får henvendelser fra udenlandsk opererede, som efterfølgende har oplevet komplikationer eller mangler vejledning til fx diæten.

Han oplyser, at landets privathospitaler har ledig kapacitet inden for fedmekirurgi grundet færre henviste patienter fra det offentlige system, og at en gastric bypass fedmeoperation efter flere prisnedsættelser koster godt 65.000 kr. alt inklusive, herunder forundersøgelse og to års opfølgning.

Det svarer til de priser for tilsvarende operationer på belgiske og tyske privathospitaler, som annonceres herhjemme. Der er altså ikke længere væsentlige besparelser at hente i vore sydlige nabolande, konkluderer Peter Funch-Jensen.

Aleris-Hamlet Hospitaler er med mere end 40 forskellige specialeområder samt afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus Danmarks største og bredeste privathospital. www.aleris-hamlet.dk.

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK, har 34 medlemsvirksomheder og repræsenterer ca. 80 % af omsætningen i den private hospitalssektor i Danmark. Brancheforeningen, der er en del af Dansk Erhverv, arbejder for at varetage medlemmernes politiske interesser samt forbedre rammevilkårene for landets privathospitaler. www.privatehospitaler.dk

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *