Hver tolvte kvinde klar til plastikkirurgi i 2016

Otte procent af landets kvinder overvejer at lægge sig under kniven for at ændre udseendet i løbet af 2016. Interessen for kosmetisk plastikkirurgi er mere end dobbelt så stor i København som i Nordjylland.Antallet af plastikoperationer er eksploderet siden årtusindskiftet. Hvad der blev set som ren futurisme tilbage i 1970’erne, er i dag en reel og accepteret løsning for personer, der er utilfredse med deres udseende. I en ny analyse foretaget af Voxmeter for Aleris-Hamlet Hospitaler svarer otte procent af de adspurgte kvinder, at de i løbet af 2016 enten forventer eller overvejer at få foretaget for eksempel en brystforstørrende operation, et ansigtsløft eller en fedtsugning. Det svarer til, at hver tolvte kvinde går med planer om at lade sig operere for at forskønne den fysiske fremtoning. Bo Jønsson, specialeansvarlig overlæge i plastikkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler, mener, at den store interesse er udtryk for en generel holdningsændring i samfundet.

– I dag er plastikkirurgi ikke længere tabuiseret. Vi oplever et større fokus på det naturlige look nu. For langt de fleste handler det ikke om at få de største bryster eller den flotteste modelkrop. Vi oplever en tendens til, at kvinderne blot gerne vil ligne sig selv for nogle år tilbage, så de kan forblive attraktive på jobmarkedet og i deres personlige relationer. Kvinderne gør det i høj grad for deres egen skyld, fordi kosmetisk kirurgi giver et boost til selvværdet, siger Bo Jønsson.

Undersøgelsen viser, at 6,3 procent af de adspurgte kvinder er i overvejelsesfasen, mens 1,7 procent decideret forventer at bestille tid til at en plastikkirurgisk operation i år. Det svarer til omkring 32.000 kvinder i alderen fra 18 til 69 år.

Store regionale forskelle

Hvor i landet man bor, har stor betydning for holdningen til plastikkirurgi. Undersøgelsen viser nemlig store regionale forskelle på, hvor mange der overvejer at få foretaget en operation. Mens hver niende kvinde i Region Hovedstaden går med operationstanker, er det kun hver tyvende i Region Nordjylland – altså under halvt så mange.

– Vi oplever stigende interesse for kosmetisk kirurgi på alle vores hospitaler, og det er tydeligt, at efterspørgslen er markant størst i Storkøbenhavn. Man kan kun gætte på en forklaring. Ud over den større åbenhed, som kendetegner metropoler, kan det også skyldes, at andelen af kvinder under 40 er større i hovedstadsområdet. Og de udgør et segment, som i større udstrækning end gennemsnittet benytter sig af plastikkirurgi, siger Bo Jønsson.

Blandt de kosmetiske plastikoperationer er brystforstørrende operationer mest populære. Det skyldes ikke mindst, at muligheden for at forstørre brysterne med eget fedt suget fra lår eller mave har udvidet målgruppen til kvinder, der ønsker sig et mere natuligt udseende uden implantater. Brystløft, korrektion af øjenlåg og maveløft indtager henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen.

Fakta
Aleris-Hamlet Hospitaler er – med mere end 40 specialer og afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus – Danmarks største og bredest dækkende privathospital. Hospitalet udfører over 11.500 operationer hvert år. www.aleris-hamlet.dk

Læs mere her

Vigtig bog om funktionelle lidelser

Mange patienter føler sig ofte besværlige. Flere og flere har oplevet at blive sendt hjem fra lægen uden en forklaring på deres smerter. Og i enkelte tilfælde er patienter blevet beskyldt for at overdrive eller lyve om de symptomer, som forhindrer dem i at fungere, som de plejer.
Et stort antal af disse patienter har en funktionel lidelse.

En sygdom som rammer omkring 300.000 danskere. Funktionelle lidelser giver fysiske symptomer som træthed, smerter og føleforstyrrelser, og man kan forstå det som en sygdom, hvor både hjernen og kroppen er i en alarmtilstand og ikke fungerer normalt.

”Funktionelle lidelser – viden, samtaler og sygehistorier” er den første populærvidenskabelige bog om denne store sygdomsgruppe. I bogen fortæller fagfolk om forskellige behandlingsmetoder og fremlægger konkrete redskaber til, hvordan patienter med en funktionel lidelse kan få livskvaliteten tilbage. Slutkapitlerne indeholder rørende og fængende patientinterviews, der giver et unikt indblik i livet for patienter med en diffus og i mange tilfælde invaliderende sygdom.

Bogen henvender sig ikke kun til sundhedsprofessionelle. Mange patienter, pårørende og andre interesserede vil kunne læse og få glæde af denne bog.

”Funktionelle Lidelser –viden, samtaler og sygehistorier” er skrevet af Lene H. S. Toscano, som er speciallæge i almen medicin og ansat som overlæge på Aarhus Universitetshospital. Hun er desuden uddannet journalist og har gennem en årrække arbejdet med patienter med svære og langvarige funktionelle lidelser.

Læs mere her

Skønhed i fokus, når titusinder af østjyder tager på livsstilsmesse

Aleris-Hamlet, der tilbyder landets bredeste program af kosmetiske behandlinger, deles med Medex om stor stand på Liv & Stil i Aarhus. Her kan man blandt andet blive klogere på plastikkirurgi og de populære fillerbehandlinger. Skønhed i fokus, når titusinder af østjyder tager på livsstilsmesse
Aleris-Hamlet, der tilbyder landets bredeste program af kosmetiske behandlinger, deles med Medex om stor stand på Liv & Stil i Aarhus. Her kan man blandt andet blive klogere på plastikkirurgi og de populære fillerbehandlinger.

Aleris-Hamlet, der driver privathospital på Brendstrupgårdsvej i Skejby, viser sit udvalg af kirurgiske og ikke-kirurgiske kosmetiske behandlinger på Liv & Stil i Scandinavian Congress Center den 7. og 8. februar – begge dage klokken 10.00-17.00. På messen har Aleris-Hamlet sammen med Medex Bio Science Cosmetics samlet et bredt udvalg af foryngende behandlinger på stand 25.

Der vil være mulighed for en gratis hudanalyse, og derudover udloddes 50 gratis forundersøgelser til brystforstørrende operationer og andre kosmetiske behandlinger. De gratis forundersøgelser, der hver har en værdi af 800 kroner, går til de 50 første, der booker en tid på messen.

Østjyder vilde med fillerbehandling

Traditionelt er der stor interesse blandt østjyderne for at høre nærmere om filleren Restylane, der sprøjtes i ansigtet for at tilføre ekstra fylde og udglatte rynker. – Vi har i 2014 oplevet en stigning i Restylane-behandlinger på 13 procent i Aarhus, så det giver god mening, at folk kan komme forbi og høre nærmere om behandlingen og de muligheder, som den giver, siger Line Winther Therkildsen, kosmetisk sygeplejerske hos Aleris-Hamlet.

På messen er det også muligt at få en snak med Aleris-Hamlets plastikkirurger. De kan blandt andet fortælle om, hvordan det nu er muligt at flytte overskydende fedt fra eksempelvis balderne og sprøjte det ind i brysterne, så man på den måde får en naturlig brystforstørrelse.

Medex: Få mere ud af kosmetiske operationer

I sine klinikker på Aleris-Hamlet Hospitaler tilbyder Medex hudbehandling før og efter kosmetiske operationer. Ifølge Lise Frølund, PR hos Medex, kan man på messen følge behandlingen e-Dermastamp® samt høre om, hvordan biomedicinsk hudpleje kan forbedre effekten af for eksempel Botox/Azzalure og Restylane.

– Botox og fillers gør moden og ældet hud fyldig og spændstig i de dybere lag. Hvis hudoverfladen fortsat ser ujævn og furet ud efter behandling, kan man med fordel supplere med fugtgivende og regenererende ansigtspleje. På den måde vil huden generelt fremstå endnu yngre og mere spændstig, fortæller hun.

Messen forventes at blive besøgt af titusinder af østjyder. Ud over skønhedsprodukter og foryngende behandlinger er der på messen inspiration til bolig og mode. Arrangementet henvender sig både til kvinder og mænd.

Fakta: Mød Aleris-Hamlet og Medex Bio Science Cosmetics på stand 25 til messen Liv & Stil i Scandinavian Congress Center. Både lørdag den 7. februar og søndag den 8. februar er der mulighed for at vinde præmier. De heldige vinder en Restylane-behandling eller en hudplejeserie fra Medex. Derudover kan man messen igennem møde bl.a. ansigts- og brystspecialister med mulighed for personlige minikonsultationer.

Læs mere her

Først rigtig lykkelig efter fedmeoperation: Store Jørn levede på en løgn

Den 31-årige sønderjyde Jørn Kou Jørgensen var den glade, tykke dreng, som udadtil levede et lykkeligt liv, men bag det store ydre gemte sig en anden historie. Først efter Jørn fik en fedmeoperation og gik fra 162 til 92 kilo, blev han rigtig glad. – Mit liv var ikke dårligt. Jeg synes, jeg havde det godt, men levede på en løgn. Inderst inde vidste jeg godt, at folk snakkede om mig og pegede fingre. Sådan beskriver Jørn Kou Jørgensen sit liv som svært overvægtig. Selvom sønderborgenseren blev ramt af den ene skuffelse efter den anden på grund af overvægten, klarede han sig igennem livet ved at gemme sig bag en facade som den glade og tykke dreng. – Inderst inde var jeg ulykkelig, og jeg forsøgte at opretholde en facade over for omverdenen, forklarer Jørn Kou Jørgensen.

Sidste år gennemgik Jørn en fedmeoperation på Aleris-Hamlet Hospitaler i Aarhus, der hjalp ham med at tabe 70 kilo. – Jeg gik fra at veje 162 lidt før operationen til at veje 92 kilo i dag. Nu er jeg rigtig lykkelig. Og jeg kan godt se, at jeg levede mit liv på en stor løgn inden operationen, siger han.

For stor til gokart

Jørn Kou Jørgensen ville de samme ting som kammeraterne, men på grund af de mange ekstra kilo var det ikke nemt at leve et liv som alle andre. – På grund af min overvægt måtte jeg pænt stå over, når vennerne kørte gokart, og livet som svært overvægtig var heller ikke foreneligt med forlystelsesparker, forklarer kundeservicemedarbejderen og fortsætter: – Naturligvis var jeg skuffet over ikke at kunne være med, men jeg tog det altid på overfladen med et smil.

Heller ikke i nattelivet var de 162 kilo en oplagt wingman. Mens Jørns kammerater havde held hos det modsatte køn, var der aldrig nogen, der viste ham interesse. Det gjorde heller ikke selvtilliden større.

Var sur på verden

For Jørn Kou Jørgensen blev erkendelsen et vendepunkt, da han langt om længe blev overbevist om, at en fedmeoperation var det rigtige. I juli 2013 fik sønderborgenseren foretaget en såkaldt gastric bypass fedmeoperation, der ændrer mavesækkens funktion, så man opnår en hurtigere mæthedsfornemmelse. – Det er fantastisk. Jeg fortryder kun, at jeg ikke blev opereret for mange år siden. Livet er sjovere, når man ikke hele tiden skal bruge tiden på at være sur på verden, fortæller en tilfreds Jørn Kou Jørgensen.

Efter Jørn har nået en normal vægt, er overskuddet til at møde nye mennesker blevet større, og i dag er han ikke bange for, hvad fremmede tænker, når han møder dem.

Måtte selv betale

Tidligere kunne mange svært overvægtige danskere få en fedmeoperation på det offentliges regning. Efter reglerne på området er blevet ændret, er mange afskåret fra den mulighed, og derfor blev Jørn Kou Jørgensen nødt til selv at betale for operationen på et privathospital. Han er yderst tilfreds med forløbet hos Aleris-Hamlet, der foretog operationen.

– Jeg var positivt overrasket over mit møde med privathospitalet, hvor jeg følte mig meget velkommen og ikke bare som et nummer i rækken. Mine faste kontaktpersoner fulgte og servicerede mig gennem hele forløbet både før, under og efter behandlingen, forklarer han.

Gastric bypass er en kikkertoperation, som kombinerer deling af mavesækken i to lommer med en delvis frakobling af tyndtarmen. Dermed opnås både øget mæthedsfornemmelse og en forringet evne til at optage føden hos den opererede, hvorved vægttab muliggøres over tid.

Læs mere her

Bliv klar til livets udfordringer med mindfulness Mindfulness på Havarthigården, Holte

Det moderne liv kan være svært at håndtere. Kravene er mange, mulighederne er utallige og tempoet er ofte hæsblæsende. Med MBSR mindfulness kan du lære at tackle livets op- og nedture, få mere ro i krop og sind og styrke dine relationer til andre. MBSR mindfulness er et evidensbaseret program, som er internationalt anerkendt og bl.a. anvendes til håndtering af stress, kroniske smerter, sygdom. Travlhed og stress er parametre vi alle må forholde os til. Hverdagen er fyldt med deadlines, projekter og rigtig mange afbrydelser i form af e-mails, sms´er og beskeder fra Facebook og andre sociale medier. Det har sin pris at vi kan være ”på” hele tiden, hvilket blandt andet kan ses på antallet af stress sygemeldte danskere, som i øjeblikket vurderes at være 35.000. Mange døjer også med smerter eller uro i kroppen og tankerne og har svært ved at sove eller falde til ro.

I 1979 udviklede Jon Kabat-Zinn fra University of Massachusetts Medical School MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction) som et særligt program til at hjælpe patienter med stress, kroniske smerter m.v. Programmet er i dag internationalt anerkendt og anvendes på hospitaler m.v. i hele verden, og programmets utrolige resultater er underbygget af mange års videnskabelig forskning og dokumentation. Programmet har vist sig uhyre virkningsfuldt indenfor stress- og smertehåndtering, behandling af depression, angst, overspisning m.m., men kan også med stort udbytte anvendes til personlig udvikling og fordybelse.

Videnskabeligt dokumenteret metode
MBSR og mindfulness meditation er videnskabeligt veldokumenteret og har vist yderst virkningsfuldt i forhold til at:

• Forebygge og håndtere stress
• Få ro på tankerne og kroppen
• Styrke kommunikation og forbedre relationer
• Øge fokus og koncentrationsfærdigheder i en hektisk hverdag
• Træne nærværet og evnen til at leve i nuet
• Håndtere livets op- og nedture
• Selvindsigt og videreudvikling
• Ændre håndtering af smerter, spændinger eller i uro i kroppen.
• Blive mere bevidst om ”automatiske” reaktioner og give flere handlingsmuligheder
• Styrke evnen til at træffe beslutninger

Mindfulness på Havarthigården
I forbindelse med den uddannelse som MBSR mindfulness instruktør som jeg er i gang, starter jeg et prøvehold op på Havarthigården i Holte. Kurset starter den 22. oktober 2014 kl. 19 og består af et intensivt gruppeforløb med 10 undervisningsgange, kursusmaterialer og cd´ere til brug for træning hjemme og det hele er inklusiv i kursusprisen på 1500,- kr. inklusiv moms. Undervisningen består af en blanding af meditation, yoga, gruppeøvelser samt indføring i både den teoretiske og den praktisk del af mindfulness. Der er plads til 10 deltagere og kurset er åbent for alle – uanset erfaringer med meditation eller ej.

Læs mere her

Finansloven tilgodeser telemedicin

Regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance er enige om at afsætte tre mia. kr. i perioden 2009–2012 til medfinansiering af investeringer i ny arbejdskraftbesparende teknologi. Det kan blive et gennembrud for den sydfynske patientkuffert, der gør det muligt at udskrive patienter med rygerlunger efter mindre end 48 timers indlæggelse.

Igennem knap to år har Medicinsk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus satset målrettet på at udvikle en patientkuffert, som gør, at patienter med KOL (rygerlunger) kan sendes hjem efter mindre end 48 timers indlæggelse for i eget hjem at blive tilset og behandlet af læge eller specialuddannet sygeplejerske fra hospitalet. Patientkufferten indeholder forskelligt medicinsk udstyr, og lægen kan sammen med patienten foretage helbredsmålinger. Patient og læge kan samtidig se og tale med hinanden via et videokonferencesystem.

Ny i international sammenhæng
Jeg glæder mig over den opmærksomhed, vores projekt får som eksempel på et arbejdsbesparende initiativ i finansloven, siger ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus. Vi har udviklet en behandlingsmetode, som er helt ny i international sammenhæng, og hvor den kliniske dokumentation nu så småt er på plads. Ingen andre i verden har leveret den dokumentation for virkningen af telemedicinske modeller, som vi er tæt på at have.

Det er godt for brugerne, som med dette projekt opnår langt større fleksibilitet, siger administrerende direktør på OUH Jens–Otto S. Jeppesen. I løsningen er den patientoplevede kvalitet sat i hovedsædet. Det er det ene. Det andet er, at projektet frigør personale, og det vigtigt i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor. Derfor er vi meget interesserede i at indgå i denne type af projekter, som også kræver tæt samarbejde mellem det offentlige og det private.

Flere end 50 patienter har benyttet kufferten, og de foreløbige resultater er så overbevisende, at modellen er et godt eksempel på udviklingsmuligheder inden for rammen af de tre mia. kr., der er afsat på finansloven til udvikling af velfærdsteknologi.

Dette arbejde understøtter OUH’s rolle i Region Syddanmark som udviklingscenter i overensstemmelse med den plan, der politisk er vedtaget af vores regionsråd, siger Jens–Otto S. Jeppesen. Vi er i front på dette område på verdensplan, og jeg håber, at projektet nu får politisk opmærksomhed under indsatsen for udvikling af velfærdsteknologier, som omtales direkte i Finansloven.

Løsningen er udarbejdet i samarbejde med MedCom, de sydfynske kommuner og det private IT–firma (GiTS – Medisat®, Odense).

De forskellige projektforslag vil blive bedømt af et udvalg af regionale og kommunale chefer samt private eksperter, der har erfaring med arbejdskraftbesparende teknologier. Regeringen vil med afsæt i udvalgets forslag udarbejde et udspil med konkrete forslag til investeringer. Der udmøntes første gang midler på finansloven for 2009.

Mere information
Administrerende direktør, Jens–Otto S. Jeppesen, OUH Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus, 23 46 65 19
Ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus, 23 28 34 60
 

Læs mere her

Ny digital vidensdeling optimerer diagnose- og behandlingsforløb inden for gigtsygdomme

Praktiserende læger, speciallæger og andre professionelle behandlere får med Reumadoktor.dk nu nem og hurtig adgang til opdateret og praksisrelevant viden om diagnosticering, udredning og behandling af gigtsygdommene rheumatoid artrit (RA), psoriasisartrit og artrose.

Kristian Steengaard–Pedersen, der er professor i reumatologi ved Aarhus Universitet og specialeansvarlig overlæge ved Reumatologisk Afdeling, Århus Universitetshospital,
er adviser på Reumadoktor.dk, og han vurderer, at hjemmesiden vil give praktiserende læger og andre professionelle behandlere en nem og hurtig adgang til gigtspecialisternes ekspertise:

"Reumadoktor dækker specialet reumatologi, som varetager diagnostik, behandling, rehabilitering og forebyggelse af bevægeapparatets medicinske sygdomme. Sitet er specielt udviklet med øje for de praktiserende lægers travle arbejdsdag, men kan også tjene som opslags– og lærebog for medicinstuderende, biomekanik–, fysioterapi– og ergoterapiuddannelserne, kiropraktorer, reumatologiske sygeplejersker, fysio– og ergoterapeuter samt reumatologer, ortopædkirurger og andre lægelige specialer. Forfatterne er alle speciallæger i reumatologi, der sikrer, at alle vejledninger og anbefalinger er evidensbaserede, løbende opdateret samt i overensstemmelse med internationale anbefalinger (EULAR, ACR, UpToDate, Cochrane mv.)", udtaler Kristian Steengaard–Pedersen.

Særligt RA er en kompleks sygdom med mange manifestationer, der kræver en tidlig korrekt diagnose samt en hurtig og effektiv behandling, så leddestruktion og fysisk invaliditet vidt muligt undgås. Vigtigheden heraf er netop styrket, idet Den europæiske sammenslutning af reumatologiske specialeselskaber, EULAR, fornyeligt har udsendt 12 nye rekommandationer for diagnostik og behandling af tidlig artrit med særligt fokus på RA.

Reumadoktor.dk giver, i samspil med en interaktiv model over ACR–klassifikationskriterier for RA, et unikt grundlag til at udføre diagnoseprocessen ved hjælp af 6 videoklip, der i henhold til internationale retningslinjer viser, hvordan 6 specifikke ledregioner skal undersøges.

Dialog og forståelse mellem behandler og patient
Patienten forventer i stigende grad at få indsigt og deltagelse i egen sygdom og behandling, hvilket har en væsentlig betydning for patientens compliance. Reumadoktor.dk kommer dette behov i møde med et omfattende patientområde. Kristian Steengaard–Pedersen udtaler:

"Reumadoktors patientområde har først og fremmest for øje at formidle viden til den enkelte patient, men kan også lette de professionelle behandleres formidlende arbejde, idet der kan henvises til yderligere råd og vejledning. Det er intentionen, at Reumadoktors patientområde kan forbedre den gensidige dialog og forståelse mellem den professionelle behandler og patienten".

Prescriba, som har udviklet og ejer Reumadoktor.dk, har indgået en 3–årig distributions– og sponsoraftale med Roche Danmark a/s. Indholdet, som er udviklet i samarbejde med førende specialister på området, følger de til enhver tid gældende retningslinjer for diagnostik, forebyggelse og behandling af gigt, nationale såvel som internationale.
 

Læs mere her

Når fædre rammes af fødselsdepression…

…sker det af samme grund, som når mødre gør det

Singler har Dating, musikere har Myspace. Nu har forældre fået babyinfo.dk. Siden er et nyt mødested for gravide og nybagte forældre. På babyinfo.dk kan man blandt andet få svar på hvordan man behandler fædres fødselsdepressioner, som er et stort og overset problem.

Hvert år rammes 4–5.000 nybagte danske fædre af en fødselsdepression

At blive forældre er en gevaldig livsomvæltning både praktisk og psykologisk, både for far og mor. Det er når den omvæltning føles overvældende og uhåndterbar, at nybagte forældre risikerer at få en fødselsdepression – og det gælder begge forældre.

En fødselsdepression påvirker barnets udvikling

Chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen peger på undersøgelser, der viser at 40% af de børn, som hare haft en forædre med fødselsdepression, udvikler følelses– eller indlæringsmæssige problemer senere hen bl.a. i i skolealderen.

Der er meget nybagte forældre skal lære at håndtere, og de er naturligvis på udkig efter viden og mennesker med erfaringer, de kan lære af. Men tiden er knap, og de praktiske gøremål er mange.

Et "Myspace for forældre"

Derfor går mange gravide og forældre på internettet. Men er det nok, og er det godt nok

Nej, det er ikke nok. Det ved alle. Nettet er et redskab ikke en erstatning. Og nej, vi synes ikke stederne på nettet for nybagte forældre er gode nok.

Derfor har vi søsat babyinfo.dk.

Singler har Dating, musikere har Myspace. Nu har forældre fået babyinfo.dk.

babyinfo.dk er et nyt mødested for nybagte forældre. Det er et forum for både fædre og mødre og med plads til både det nye, sjove og svære ved at blive forældre. At bliver forældre er forbundet med nye ting, nyt tanker og nye erfaringer og babyinfo.dk giver brugerne mulighed for at udveksle med hinanden.

Der vil være plads til god gammeldags ammestuesnak, og der vil være mulighed for at udveksle erfaringer og tips og blive klogere på sig selv i rollen som forældre.

babyinfo.dk er et bibliotek. Forældre får adgang til ny forskning og viden blandt andet fra Juliane Marie Centret under Rigshospitalet, hvor der forskes i den psykologiske omvæltning, som barnefødsel er for de nybagte forældre.

 

Læs mere her

Ny viden om årsagerne til depression

Hver femte dansker får en depression i løbet af livet. Forskerne ved endnu ikke, hvad sygdommen skyldes, men et nyt ph.d.–projekt underbygger to nye teorier om, hvordan biologiske faktorer i hjernen er involveret i sygdommen.

En af fem danskere får i løbet af sit liv en depression, og forskerne kender langt fra årsagen. Men en ny ph.d.–afhandling kommer et skridt nærmere kortlægningen af depressionens biologi. Håbet er, at den nye viden kan bidrage til en mere effektiv depressionsbehandling.

I sin ph.d.–afhandling viser molekylærbiolog Birgit Egeskov Bonefeld, at sygdommen kan skyldes, at bestemte gener i arvematerialet er mere udtrykte i bestemte områder af hjernen hos de mennesker, som får en depression. Forskerne har længe vidst, at signalstoffet serotonin spiller en rolle i forbindelse med depression, men denne viden er dog langt fra tilstrækkelig til at forklare sygdommen. Eksempelvis lykkepiller fungerer ved omgående at øge koncentrationen af serotonin i hjernen alligevel tager det 3–4 uger, før lykkepillerne begynder at virke.

"De nye resultater kan være med til at gøre os klogere på, hvilke andre faktorer end serotonin, der spiller en rolle ved depression. Som det er nu, ved vi faktisk ikke, hvad der rent biologisk sker i hjernen på mennesker, der er deprimerede. Med min forskning har jeg forsøgt at beskrive andre faktorer i sygdomsbilledet og den viden er en forudsætning for at blive bedre til at behandle depression," siger Birgit Egeskov Bonefeld.

Forsvaret af ph.d.–projektet er offentligt og finder sted den 26. oktober kl. 14.00 i Auditoriet på Aarhus Universitetshospital, 8240 Risskov. Titlen på projektet er "Molecular Mechanisms in Treatment and Pathology of Depression Special focus on the nitric oxide system and metabolism of inositol hexakisphosphate".
 

Læs mere her

Fokus på tandpleje i sygehusvæsenet kan redde liv

Patienter, der bliver indlagt på hospitalet, kan i yderste konsekvens dø af mangelfuld mundhygiejne. Patienter rammes bl.a. af lungebetændelse, der i visse tilfælde skyldes dårlig tandpleje. Dansk Tandplejerforening har derfor valgt tandpleje i det offentlige sygehusvæsen som tema for den internationale tandplejerdag onsdag den 10. oktober.

– Tidligere på året kunne man i fagpressen læse om patienter, der blev ramt af livsfarlig lungebetændelse på intensivafdelinger, og hvor årsagen var mangelfuld mundhygiejne. Indlagte patienters mundhygiejne er generelt en overset problemstilling i hospitalsregi. Derfor har vi valgt det som årets tema i forbindelse med den internationale tandplejerdag, udtaler Elisabeth Gregersen, formand for Dansk Tandplejerforening.

Særligt fokus på hospitalsindlagte

Den internationale tandplejerdag skal sætte fokus på en forbedring af mundhygiejnen på danske hospitalsafdelinger. En tidligere undersøgelse har bl.a. vist at 65 % af de hospitalsindlagte patienter på en intensiv afdeling havde bakterier i plakken, som kan medføre lungebetændelse. Samme bakterie blev kun fundet hos 16 % af patienterne i almindelig tandlægepraksis.

– Vores målsætning er at sætte fokus på manglen på tandpleje i hospitalsregi. Alle sygehusafdelinger bør have en standard for mundhygiejne. Desuden bør relevante sygehusafdelinger, herunder intensivafdelinger, have ansat eller tilknyttet tandplejere på konsulentbasis på samme måde, som der i dag findes hygiejne– og udviklingssygeplejersker på sygehusene, siger Elisabeth Gregersen.

Den internationale tandplejerdag 2007

På selve dagen har Dansk Tandplejerforening fået en aftale med intensivafdelingen på Hillerød Hospital, hvor personalet vil blive informeret om korrekt mundhygiejne. Hospitalet har i forvejen fokus på mundpleje, men vil gerne lære mere om god mundpleje af deres forskellige svage patienter. Ud over en lang række besøg på andre danske hospitalsafdelinger vil foreningen desuden udsende artikler, debatoplæg mv. om behovet for at forbedre mundhygiejnen for hospitalsindlagte patienter.

Patienter, der er svækket på grund af alder eller alvorlig sygdom, og som derfor ikke er i stand til at tage vare på deres egen mundhygiejne under indlæggelse, er naturligvis en af de primære målgrupper for en styrket indsats på området. Men også andre patientgrupper kan have særlige problemer, som kræver en øget opmærksomhed på mundhygiejnen.
 

Læs mere her