Alt for mange arbejdspladser slipper for let, når det gælder medarbejdernes sundhed. Det mener to ernæringseksperter, der nu kalder på virksomhedsledernes opmærksomhed.
Overvægt på arbejdspladsen er et stigende problem
Overvægt er et stigende problem i Danmark, og det gælder også i arbejdsstyrken. Det er et problem, virksomhederne skal blive bedre til at tage hånd om i fremtiden, mener to eksperter. "Vi synes det er vigtigt, at arbejdsmarkedets ledere tager bedre hånd om problematikken, dels for at sikre den enkelte medarbejders trivsel, sundhed og fastholdelse på arbejdsmarkedet, dels for at sikre produktiviteten" udtaler ernærings– og sundhedskonsulent Claus Brandstrup fra sundhedsformidlerne.dk, der også er formand for Landsforeningen for overvægtige, Adipositasforeningen.
Alarmerende tal
Overvægt medfører næsten 1,9 millioner ekstra fraværsdage fra arbejdet hvert år og produktionstabet for samfundet opgøres til hele 6,3 milliarder kroner. Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der for Sundhedsstyrelsen har lavet den første brede analyse af, hvordan forskellige risikofaktorer har indflydelse på danskernes sundhed. Overvægt betragtes som et alvorligt samfundsproblem, blandt andet idet det udgør en risikofaktor for en lang række livsstilssygdomme, som diabetes type 2, hjerte–kar sygdomme og sygdomme i bevægeapparatet.
Arbejdsmarkedet skal selv tage ansvar
"Det er op til arbejdsmarkedets parter at sikre trivsel og sundhed hos alle, så vi ikke udstøder bestemte grupper, herunder overvægtige" siger Søren Kristensen, wellness–coach og specialist i human ernæring hos sundhedsformidlerne.dk. Der er i dag ca. 1,7 mio. overvægtige danskere og det forudses, at overvægten vil være et stigende problem på arbejdsmarkedet. Erhvervslivet må derfor forsøge at indrette sig herefter, og ifølge sundhedsformidlerne at tage et større ansvar for medarbejdernes trivsel.
Konference for ledere
Sundhedsformidlerne.dk arrangerer i slutningen af oktober en konference for virksomhedsledere, med fokus på overvægt på arbejdspladsen. Konferencen har som mål at give konkrete eksempler på, hvordan arbejdspladsen bedst muligt håndterer overvægt hos medarbejdere, og fokuserer herunder på en række sundhedsfremmende initiativer. Der vil blive præsenteret flere interessante oplægsholdere, bl.a. tv–lægen Peter Qvortrup Geisling og fremtidsforsker Johan Peter Paludan. Oplægsholderne vil fra forskellige vinkler belyse, de udfordringer arbejdspladsen står overfor. Konferencens konferencier er journalist og nyhedsvært på TV Avisen Vibeke Hartkorn.