Midtjyske hospitaler må kæmpe om specialiserede behandlinger

Sundhedsstyrelsen har fået hjemmel til at bestemme placeringen af specialfunktioner på hospitalerne. Det betyder, at en række specialiserede ryg- og nakkeoperationer fremover kun kan foretages tre steder i Region Midtjylland.

Den nye sundhedslov giver Sundhedsstyrelsen mulighed for at afgøre, på hvilke offentlige og private hospitaler et antal komplekse behandlinger fremover må foretages. I Region Midtjylland får det den konsekvens, at antallet af såkaldte højt specialiserede rygkirurgiske behandlingssteder bliver reduceret til 3.

I dag udføres de ryg- og nakkeoperationer, der anses for højt specialiserede, seks steder i regionen alle beliggende i Århus. Det drejer sig i det offentlige system om neuro- hhv. ortopædkirurgisk afdeling på Århus Sygehus og derudover om fire af byens privathospitaler. Et af dem er AROS Privathospital i Skejby, hvor ryg- og neurokirurgen Masoud Mojaza afventer Sundhedsstyrelsens afgørelse med spænding.

De to første autorisationer vil helt sikkert gå til de to afdelinger på Århus Sygehus, som også udfører operationerne i dag. Det skyldes først og fremmest sygehusets status som universitetshospital. Til gengæld er vi på privathospitalerne mere end spændte på, hvem af os der løber med den tredje autorisation, for vi har alle fire stor erfaring og et professionelt apparat i ryggen, siger han.

Billigere end det offentlige

En lang række operationer i rygsøjlen bliver berørt af centraliseringen. Det gælder bl.a. ved diskusprolaps i lænderyggen og nakkeregionen, forsnævring af rygmarvs- og nerverodskanaler i nakkeregionen eller lænderygsøjlen samt stivgørende operationer i lænderyggen. Ifølge Masoud Mojaza, der har 12 års kirurgisk erfaring bag sig, udføres disse operationer i dag billigere på privathospitalerne end på de offentlige sygehuse.

Det beløb, som vi får på privathospitalerne for at udføre den slags operationer, ligger faktisk 20-25% under, hvad de offentlige sygehuse får, siger kirurgen, som er blandt de personer i Danmark, der i forhold til sin anciennitet har udført flest af de højt specialiserede ryg- og nakkeoperationer. Det drejer sig bl.a. om 490 dokumenterede operationer for diskusprolaps i lænderyggen og tilsvarende om 620 operationer for diskusprolaps og forsnævring af nerverodskanaler i nakkeregionen. Masoud Mojaza har igennem fem år arbejdet i den private sektor, hvor han især har beskæftiget sig med operation af ventelistepatienter, som er henvist gennem aftaler med regionerne.

Snarlig afgørelse
Hos AROS Privathospital forventer man i midten af februar at modtage Sundhedsstyrelsens svar på, om hospitalets ansøgning er kommet i betragtning. Herefter skal Region Midtjylland udmønte implementeringen senest ved udgangen af 2010, med mindre andet aftales.
Efter suspensionen af ventetidsgarantien er ophørt, udgør højt specialiseret behandling af ventelistepatienter fra det offentlige system godt 80% af vores forretningsgrundlag på det rygkirurgiske område. Afgørelsen får altså meget stor betydning for os, ligesom den gør for de andre berørte privathospitaler, slutter Masoud Mojaza.

###

Links til billedmateriale:

Aros Privathospital i Århus er blandt de seks kandidater til fremover at udføre højt specialiserede ryg- og nakkeoperationer i Region Midtjylland.

Kirurg Mazoud Mojaza håber også fremover at kunne udføre højt specialiserede ryg- og nakkeoperationer på AROS Privathospital.

AROS Privathospital forventer i midten af februar at modtage Sundhedsstyrelsens svar på, om hospitalets ansøgning er kommet i betragtning.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *