Nyt lærerigt online-spil om mad og mælketænder

For de mindste – og deres forældre!

Tandogmund.dk har netop lanceret et pædagogisk websted med onlinespil og andre digitale aktiviteter, der henvender sig både til de små med mælketænder og de lidt ældre med visdomstænder – men helst til dem alle på samme tid.

Når det handler om pædagogisk underholdning til børn, har Danmark altid været et forgangsland. Ikke mindst inden for fjernsyn og TV er utallige danske kvalitetsprodukter blevet eksporteret til hele verden. Det samme gør sig nu gældende inden for pædagogiske computerspil til børn, det man også kalder "leg–og–læring". Det nye interaktive online–spil fra www.tandogmund.dk er et lysende eksempel på denne positive tendens.

Tandogmund.dk computerspillet er bygget op omkring fantasiuniverset Tandsylvanien. Heri fortælles interaktive historier, og det er muligt at spille spil, se tegnefilm, besvare quiz’er m.v. Tandsylvanien tager de mindste i hånden og guider dem på en lærerig og fantasifuld måde igennem den magiske forandring, der indtræffer, når man får sin første rokketand og frem til den dag, hvor de nye, blivende tænder er vokset frem. På samme tid lærer de i Tandsylvanien børn såvel som voksne at det ikke er helt ligegyldigt, hvad man putter i munden. For megen slik og sodavand får konsekvenser for tænderne!

“Det er første gang, sådan et initiativ lanceres i Danmark”, udtaler initiativtager til spillet og redaktør for tandogmund.dk, overtandlæge Henning Lehmann Bastian. "Og vi håber naturligvis, at det også kan blive en del af undervisningen i skolen, det er jo helt oplagt", fortsætter han. Og om vi kan lide det eller ej, så vokser de mindste i dag op i en tid, hvor de selv i højere grad end tidligere står med ansvaret for, hvad de spiser, og hvordan de plejer deres tænder. Som led i denne læringsproces er Tandsylvanien et glimrende værktøj, både for børnene, forældrene og ikke mindst skolen.

Kort om spillet
Opgaverne og de små spil indlagt i Tandsylvanien er forskelligartede og flotte. Det hele afvikles i Browseren via det udbredte Macromedia Flash–plugin. Stilen er inspireret af de tegnefilm, børnene allerede er fortrolige med, og de flotte animationer og farverige tegninger skaber et sjovt univers, de små omgående identificerer sig med. På denne måde er et online–produkt som Tandsylvanien perfekt egnet til digital godnatlæsning eller lærerig hygge mellem eksempelvis far og søn. Spillet henvender sig til børn i alderen 6–12 år.

Tandogmund.dk vedligeholdes af web– og kommunikationsbureauet O2 Danmark og online–spillet Tandsylvanien er blevet til i samarbejde med den danske børnespilproducent Tihii.com.

Om Tandogmund.dk
Tandogmund.dk er en uafhængig informationskanal, der gør tandlægefaglig viden på højt fagligt niveau tilgængelig for alle. Formålet med kanalen er at højne folkesundheden ved at gøre befolkningen mere bevidst om bl.a. tand–, mund– og kæbesygdomme samt deres opståen.

Læs meget mere om informationskanalen på www.tandogmund.dk eller kontakt redaktør og overtandlæge ved Kæbekirurigsk Afdeling, Odense Universitetshospital, Henning Lehmann Bastian på tlf. 66 12 05 41.
 

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *