Nu Indoor Cycling Instruktør uddannelse i Danmark med Europæiske akkreditering

Branchen har i lang tid været domineret at korte weekendkurser, og der har inden for cykelinstruktørområdet været behov for instruktører der kan mere end bare arbejde ud fra standardkoncepter. At Work Skolen lancerede i foråret 2013 uddannelsen til Indoor Cycling Instruktør som netop nu er blevet godkendt af den Europæiske brancheforening, EHFA.

Som Indoor Cycling Instruktør fra At Work Skolen får man en professionel uddannelse og bliver professionel inden for branchen, udtaler Camilla Gregersen og fortsætter: Forskellen på vores uddannelse og mange andre uddannelser er, at vore Indoor Cycling Instruktør uddannelse bygger på 120 lektioners blended learning, hvilket vil sige at undervisningen veksler mellem e-learning og praktisk undervisning i et fitnesscenter.

Uddannelsen giver vores Indoor Cycling Instruktører den nødvendige teoretiske viden indenfor basal anatomi og fysiologi, generel træningslære og generel sundhed, samt praktisk erfaring som cykelinstruktør med læren om kommunikation, programplanlægning og målgrupper.

Som uddannet Indoor Cycling Instruktør fra At Work Skolen kan du anvende din uddannelse i hele Europa. Med uddannelsen opnår du en blåstempling og dermed en europæisk godkendelse af undervisningsindholdet.

Skoleleder Camilla Gregersen udtaler: Vi er utrolig glade for at være Danmarks første til at kunne tilbyde denne uddannelse godkendt af European Health and Fitness Association, EHFA. Denne godkendelse åbner op for en del muligheder for vores uddannede cykelinstruktører. Godkendelsen giver bl.a. mulighed for, at vores elever kan medbringe deres eksamensbevis i alle europæiske lande og på baggrund af dette kunne arbejde med det som de er uddannet til, nemlig at instruere andre i Indoor Cycling.

Indoor Cycling Instruktør er ikke den eneste EHFA-godkendte uddannelse som At Work Skolen kan tilbyde, for også Fitnessinstruktør og Personlig træner har opnået denne europæiske godkendelse.

At Work Skolen er en uddannelsesvirksomhed der udbyder kurser og uddannelser inden for sundheds- og livsstilsområdet. Uddannelserne vægter et højt fagligt niveau og en høj professionalisme.

At Work Skolen har siden 1994 uddannet inden for det sundhedsfaglige og tilbyder i dag uddannelser til fitnessinstruktør, personlig træner, sundheds- og Livsstilscoach, kostvejleder, slankekonsulent, massør, sportsmassør, løbecoach (løbetræner), Mindfulness Instruktør, Positiv Psykologi Vejleder, Zoneterapeut, samt kurser indenfor idrætsskader, Børn & Overvægt, aktiv ernæring, helbredstjek, wellnessmassage m.v.

For yderligere information kontakt venligst
At Work Skolen a/s
Skoleleder Camilla Hilbrands
www.atwork.dk
Telefon 44 48 61 00
camilla@atwork.dk

Læs mere her

Unigel brystimplantater er korrekt certificeret

De tjekkiske myndigheder har meddelt, at det bemyndigede organ Institute for Testing and Certification (ITC) efter de tjekkiske myndigheders vurdering har certificeret UNIGEL brystimplantater korrekt og i henhold til gældende regler. Konklusionen bygger på en række inspektioner og undersøgelser udført af de tjekkiske myndigheder og underbygger, at implantatet overholder alle kravene i EU-lovgivningen.

Sundhedsstyrelsen har tidligere vurderet, at der ikke er fagligt belæg for at mistænke, at der foreligger en sundhedsfaglig risiko ved anvendelsen af Unigel brystimplantaterne fra Sewoon Medical Co. Ltd., som adskiller sig fra andre mærker af brystimplantater. Unigel brystimplantater blev udelukkende benyttet af det nu lukkede Glostrup Privathospital. Den tidligere ansvarlige læge på Glostrup Privathospital har oplyst Sundhedsstyrelsen om, at 129 kvinder har fået indopereret Unigel brystimplantater. Sundhedsstyrelsen har modtaget en liste med navne og adresser på de pågældende kvinder, og styrelsen har fået oplysninger om implantaternes identifikationsnumre.

Unigel brystimplantater er certificeret af det tjekkiske bemyndigede organ ITC, Institute for Testing and Certification, som den 24. januar 2011 har udstedt certifikater til Sewoon Medical Co. Ltd., der gav virksomheden adgang til at markedsføre produktet i EU.

ITC har kontrolleret dokumentationen for Unigel samt kontrolleret, at Sewoon Medical Co. Ltd. opfylder kravene i EU-lovgivningen til fabrikanter og medicinsk udstyr.

ITC har i forbindelse med certificering af Unigel blandt andet konkluderet, at produktet lever op til kravene i de internationale standarder ISO 14607, Ikke-aktive kirurgiske brystimplantater Særlige krav og ISO 14630, ikke-aktive implantater Generelle krav .

ITC har i deres eget testlaboratorium ekstraordinært gentaget en række test af de væsentlige mekaniske egenskaber af Unigel i henhold til den internationale standard ISO 14607, Ikke-aktive kirurgiske brystimplantater Særlige krav . Testen viser, at Unigel lever op til kravene i de internationale standarder:

Test på ydermembranen (emne skæres ud og testes)

Svejsestyrke i henhold til ISO 14607, Annex B, clause B.2
Membranstyrke i henhold til ISO 14607, Annex B, clause B.2

Test på hele implantatet (hele implantatet testes)

Statisk brudstyrke i henhold til ISO 14607, Annex E, clause E.3
Slagstyrke i henhold til ISO 14607, Annex E, clause E.2
Træthed, fatigue i henhold til ISO 14607, Annex E, clause E.1

ITC har været under mistanke for ikke at udføre deres arbejde med certificering af medicinsk udstyr korrekt; en mistanke, som de tjekkiske myndigheder tidligere har afvist. Sundhedsstyrelsen anmodede derfor i oktober 2012 de tjekkiske myndigheder om at undersøge, om ITC og Unigel opfyldte kravene i EU-lovgivningen. De tjekkiske myndigheder fremsendte efter flere rykkere en rapport i maj 2013, der understøttede, at ITC havde udførte sit arbejde i forbindelse med certificeringen korrekt, og at Unigel opfylder kravene i lovgivningen. Rapporten gav anledning til supplerende spørgsmål fra Sundhedsstyrelsen, som de tjekkiske myndigheder besvarede tilfredsstillende.

Sundhedsstyrelsen har været bisidder ved en af de inspektioner, som de tjekkiske myndigheder gennemførte hos ITC. Konklusionen fra denne inspektion var, at ITC generelt opfyldte kravene til bemyndigede organer i henhold til direktivet om medicinsk udstyr, og at der ikke var konkrete forhold, som tydede på, at de ikke var i stand til at vurdere sikkerhed og ydeevne ved brystimplantater. Denne konklusion er understøttet af flere informationer fra de øvrige inspektioner af ITC.

Det er de tjekkiske myndigheder, der har myndighedsansvar for ITC og for kontrol af det bemyndigede organs arbejde, ligesom det er de tjekkiske myndigheder, der har den direkte adgang til det tekniske og sundhedsfaglige materiale, som ITC har lagt til grund for certificeringen af Unigel og fabrikanten. Derfor er det de tjekkiske myndigheder, der har ansvaret for at udrede sagen vedrørende Unigel.

Sundhedsstyrelsen har efter kommunikationen i maj 2013 efterlyst de tjekkiske sundhedsmyndigheders samlede konklusion vedrørende Unigel brystimplantatet. Denne er nu fremsendt fra de tjekkiske myndigheder. Det fremgår heraf, at de tjekkiske myndigheder gentagne gange har inspiceret det bemyndigede organ ITC og ikke har fundet afvigelser af betydning. De tjekkiske myndigheder har i denne forbindelse haft særlig opmærksomhed på forholdene vedrørende Unigel. De tjekkiske myndigheders samlede konklusion er, at det bemyndigede organ ITC har certificeret Unigel korrekt og i henhold til gældende regler, hvilket understøtter, at Unigel overholder alle krav i EU-lovgivningen.

Læs mere her

Viborgs hjertelæger konfererer via video

Med et nyt videokonference-system kan hjertelægerne i Viborg via kamera og storskærme holde konference med hjertekirurger og andre specialister i bl.a. Aalborg og Skejby.

Torsdag den 26. august forventer lægerne at holde den første hjerteklapkonference med Aalborg, og det sparer tid for både patienter og læger.

Det er allerede en succes. Sådan siger specialeansvarlig overlæge Per Dahl Christensen fra Regionshospitalet Viborg om den nye videokonference-løsning, som i morgen skal forbinde ham med hjertespecialister på Aalborg Sygehus.

Lægerne testede videoløsningen i sidste uge med prøvekonference, og da fungerede teknikken og de to skærme til formidling. På den ene skærm kan lægerne se hinanden og på den anden vise de forskellige undersøgelser af den pågældende patientens hjerte.

Via skærmene kan specialisterne i f.eks. Aalborg og Skejby også læse med på patientens journal, og hvad der ellers er relevant for at stille den rigtige diagnose og finde den bedste behandling.

– Det bliver en kæmpe succes. Vi kan tale med vores vigtigste sparringspartnere, videoudstyret er simpelt at betjene, og konferencerne kan holdes inden for arbejdstiden.

– Det betyder også, at sekretærerne kan få konferencebeslutningerne samme dag, og så får patienterne brev med den kommende behandlingsmulighed hurtigere end ellers, forklarer Per Dahl Christensen, der også er medlem af Region Midtjyllands hjertestyregruppe og selvsagt har glædet sig til video-løsningen.

Løsningen er tidsbesparende for de hjertemedicinske overlæger, der tidligere var nødt til at tage bilen og bruge kostbar tid på landevejene.

Herudover betyder videokonferencen, at mange flere læger har mulighed for at være med og lære. Og i Viborg er det nemt, for modsat nogle af de andre hospitaler er konferenceanlægget sat op lige i hjertekulen af ambulatoriet og ikke i et afsides konferencelokale. Det betyder også, at systemet lettere kan bruges i akutte situationer.

– Det er helt perfekt. Vi kan i princippet have patienten liggende lige inde ved siden af, mens vi drøfter billederne med en hjertelæge fra et andet hospital. Det kræver blot, at man laver en aftale med en læge i den anden ende, som tænder for videokonferencen der, forklarer Per Dahl Christensen.

I Viborg kan man holde telemedicinske konferencer via regionens datanet med Skejby, Randers, Horsens og Silkeborg, og inden længe kommer Herning også med. Aalborg er via internettet også koblet på systemet som samarbejdspartner og et af landets fire hjertecentre.

Yderligere oplysninger:
– Per Dahl Christensen, specialeansvarlig overlæge, hjertemedicinsk afsnit, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 2625

– Hans Henriksen, business manager og ansvarlig for videokonferenceløsningen, Atea, tlf. 3078 0478

– Lene Christensen, kommunikationschef, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 3345 / 5183 6020

Læs mere her

Verdens Mentale Sundhedsdag er filmdag i Region Sjælland

Den 10. oktober markerer Region Sjælland Verdens Mentale Sundhedsdag med film, der sætter fokus på posttraumatisk stress og mani. Filmene Brødre og Gaven ledsages af oplæg af fagpersoner inden for psykiatri.

Der er stadig mange misforståelser og mangler åbenhed, når det gælder psykisk sygdom:

– På trods af, at psykisk sygdom rammer hver anden familie i Danmark, er psykisk sygdom stadig ikke noget, vi taler åbent om. Der mangler stadig meget viden. Det håber vi, at arrangementer som film og foredrag kan gøre op med. Selve formålet med Verdens Mentale Sundhedsdag, som markeres verden over hvert år 10. oktober, er at sætte fokus på psykisk sygdom og mental sundhed, fortæller Anne Mette Billekop, leder af PsykInfo, der tilbyder gratis rådgivning om psykisk sygdom og psykiatrien, blandt andet fra PsykInfo s afdeling i Næstved.

Gaven i Næstved
I Næstved er PsykInfo og Bio Næstved er gået sammen om at vise Niels Gråbøls spillefilm Gaven efterfulgt af et foredrag om mani med speciallæge i psykiatri, Lasse Mørup. Arrangementet foregår søndag 10. oktober kl. 10.

Søndagsarrangementet giver alle interesserede mulighed for at få mere viden om, hvad mani egentlig er, og stille spørgsmål til egne og andres oplevelser.

Brødre i Solrød
Posttraumatisk stress også kaldet PTSD er en psykisk sygdom, som man kan blive ramt af, hvis man har været udsat for traumatiske oplevelser for eksempel under krig. Susanne Biers spillefilm Brødre handler blandt andet om, hvordan PTSD kan ramme en familie.

Søndag 10. oktober kl. 10 kan du se Brødre i Solrød Bio og bagefter få viden om PTSD af psykolog Mette Essendrop fra Klinik for traumatiserede flygtninge i Psykiatrien Region Sjælland.

Tilmelding
Det er gratis at se både film og foredrag. Man skal blot henvende sig til PsykInfo for at få et tilmeldingsnummer.

Du kontakter PsykInfo på tlf. 70 25 02 60, mail: psykinfo(AT)regionsjaelland.dk eller sms 21 78 38 33. Husk at angive, om det er en tilmelding til Næstved, Solrød eller begge arrangementer.

Med arrangementerne markerer PsykInfo Region Sjælland Verdens Mentale Sundhedsdag, som hvert år markeres verden over med arrangementer, som sætter fokus på mental sundhed.

Læs mere om PsykInfo Region Sjælland på www.regionsjaelland.dk/psykinfo.

Yderligere oplysninger
Anne Mette Billekop, leder af PsykInfo, tlf. 70 25 02 60
Thomas Larsen, kommunikationskonsulent, tlf. 20 60 00 14

PsykInfo tilbyder gratis anonym rådgivning på tlf. 70 25 02 60 mandag-onsdag og fredag kl. 9-15, torsdag kl. 13-18.

I Ringstedgade 73 i Næstved er der åben dør mandag og onsdag kl. 9-15.

Læs mere her

To regionale specialtilbud bliver til ét

Tale & Høre Instituttet med hovedafdeling i Risskov og Børn og Unge Centret Rehabilitering med hovedafdeling i Århus midtby fusionerer.

Institut for Kommunikation og Handicap Tale, Høre og Specialrådgivning. Det er navnet på et nyt specialiseret tilbud under Region Midtjylland som bliver en realitet ved årsskiftet.

Det nye specialtilbud er resultatet af en fusion mellem Tale & Høre Instituttet med hovedafdeling i Risskov og Børn og Unge Centret Rehabilitering med hovedafdeling i Århus midtby.

Formålet med fusionen er at samle ekspertisen fra de to institutioner. Dermed får borgerne et mere målrettet tilbud, hvor ekspertviden fra begge enheder kan indgå i tilbuddet til borgeren.

Tæt samarbejde
De to institutioner tilbyder i dag ambulant udredning, rådgivning og undervisning til borgere med forskellige typer handicap. I forvejen har de to institutioner et tæt samarbejde, for eksempel om borgere med senhjerneskader eller autisme.

Forstander for det nye Institut for Kommunikation og Handicap Tale, Høre og Specialrådgivning bliver John Jørgensen, der i dag er forstander på Tale & Høre Instituttet.

Undervisningen og rådgivningen fortsætter fra de hidtidige adresser.

Flere oplysninger:
Forstander John Jørgensen kan kontaktes på telefon 8728 9401
Centerchef Søren Johnsen (Region Midtjylland): telefon 8728 4041

Fakta:
Tale & Høre Instituttet tilbyder ydelser inden for kommunikationshandicap (tale, høre og sprog)

Børn og Unge Centret tilbyder ambulant behandling og rådgivning til familier til børn og unge med handicap.

Tilsammen beskæftiger de to tilbud 176 medarbejdere.

Læs mere her

Hjemmeplejen i Tommerup kåret til årets sundeste offentlige arbejdsplads

Dansk Firmaidrætsforbund har den 2. oktober kåret Hjemmeplejen i Tommerup under ældreområdet i Assens Kommune til årets sundeste offentlige arbejdsplads 2008 på HR–messen i Øksnehallen i København. Hjemmeplejen i Tommerup Kommune har gennemført Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificeringsforløb med imponerende resultater til følge.

Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetsstempler Dansk Firmaidrætsforbund virksomheder, der lever op til fastlagte krav med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, rygning, alkohol, motion og stress.

Udvælgelsen er foretaget af SundhedsCertificerings eksterne følgegruppe bestående af professor Gisela Sjøgaard, lektor Kaya Roessler, læge Leif Skive samt politisk konsulent Krista Blaabjerg.

Følgegruppen har begrundet kåringen på følgende vis:

Hjemmeplejen i Tommerup har udvist en unik, kreativ og humoristisk tilgang til sundhedsarbejdet. Særligt skal gruppens motionsaktiviteter og kommunikationsindsats fremhæves, hvilket vidner om fantasifuldhed og variation samt en positiv og motiverende tilgang til sundhedsarbejdet. Ligeledes skal det fremhæves at gruppen, på trods af få erfaringer med sundhedsfremme på arbejdspladsen samt vanskelige forudsætninger med mange udearbejdende medarbejdere, er kommet særdeles langt på kort tid.

Michael Bjørn, ældrechef i Assens Kommune, udtaler:

– Vi er utrolig stolte af at få denne hæder. Projektet har givet vort sundhedsarbejde et meget markant skridt fremad og har samtidig skabt en masse gode synergier omkring kommunens ældreområde.

SundhedsCertificering er en håndsrækning til de arbejdspladser, der arbejder for en sundere hverdag. Certificeringen sætter ord og handling på sundhedsfremme på arbejdspladsen og ruster virksomhederne til at opbygge en kvalificeret sundhedsindsats.

En SundhedsCertificering bygger på to grundsten:

– Vejledning af sundhedskonsulenter – Dansk Firmaidrætsforbunds sundhedskonsulenter vejleder løbende den enkelte virksomhed i processen omkring sundhedsfremme med fokus på emner som sundhedsstrategi, sundhedsbudget, organisering, handleplan og handling.

– Certificering, som kræver at virksomheden kan dokumentere et struktureret, strategisk sundhedsfremmende arbejde samt at virksomheden kan dokumentere evaluering af initiativer og aktiviteter med henblik på varige forbedringer.

Siden projektets start i februar 2007 har Dansk Firmaidrætsforbund igangsat mere end 40 SundhedsCertificeringer på private og offentlige arbejdspladser landet over.

Læs mere om SundhedsCertificering på www.sund.dfif.dk

Pressekontakt:
Projektleder Rikke Døssing
61 20 59 13

Afdelingsleder, kommunikation
Jesper Ræbild
23 29 80 67

Billedtekst:

Ældrechef i Assens Kommune, Michael Bjørn, og teamleder Kirsten Busch fra hjemmeplejen i Tommerup modtager prisen som årets sundeste offentlige arbejdsplads. I baggrunden kollegerne fra hjemmeplejen i Tommerup, som deltog ved prisoverrækkelsen. Foto John Thrane.
 

Læs mere her

Dansk Firmaidrætsforbund kårer – Årets sundeste private arbejdsplads 2008

Når Dansk Firmaidrætsforbund den 2. oktober kårer årets sundeste private arbejdsplads 2008 på HR–messen i Øksnehallen i København, er det med IT–virksomheden Logica, Sparekassen Farsø og tekstilvirksomheden Kvadrat, som nominerede. Fælles for disse virksomheder er, at de alle har gennemført Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificeringsforløb med imponerende resultater til følge.

Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetsstempler Dansk Firmaidrætsforbund virksomheder, der lever op til fastlagte krav med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, rygning, alkohol, motion og stress.

Nomineringen er foretaget af SundhedsCertificerings eksterne følgegruppe bestående af professor Gisela Sjøgaard, lektor Kaya Roessler, læge Leif Skive samt politisk konsulent Krista Blaabjerg.

Følgegruppen har begrundet nomineringen på følgende vis:

Logica:

Logica har et stærk og velorganiseret sundhedsarbejde, der går på tværs af ledelse, HR– og kommunikationsafdeling samt lokale sundhedsambassadører og aktivitetsforeninger. På den måde bakkes der op omkring og opfordres til lokalt ejerskab og engagement. Særligt på kostområdet gøres en imponerende sundhedsfremmende indsats, der rækker ud over frokosten i kantinen med kreative og nytænkende løsninger. Logica sætter endvidere høje kvalitetskrav til deres samarbejdspartnere på sundhedsområdet.

Sparekassen Farsø:

Sparekassen Farsø praktiserer en medarbejderinvolvering, hvor det er tydeligt, at medarbejdernes værdier, ønsker og behov ligger til grund for sundhedsarbejdet. Sparekassen har desuden nøje prioriteret ressourcerne ud fra et sundhedsmæssigt aspekt, hvor der sættes stærkest ind der, hvor medarbejderne ønsker det, og hvor der er størst behov/mangler. Desuden har Sparekassen Farsø en bred pallet af motionstilbud, som tilgodeser forskellige målgrupper og forudsætninger (køn, aldersgrupper, motionserfaring mv.) Endelig bør sparekassens sociale ansvar fremhæves, da sparekassen gennem sit sundhedsarbejde viser et ønske om at gøre en indsats, der "rækker ud over sig selv" og ind i lokalsamfundet.

Kvadrat:

Kvadrat har arbejdet grundigt og vedholdende med sundhedsarbejdet. Virksomheden har en sund kantine af høj kvalitet, men har også vist kreativitet, nytænkning og udvikling på andre områder af sundhedsarbejdet. Særligt bør fremhæves den høje grad af medarbejderinvolvering, både i udarbejdelsen af medarbejderpolitikker, men også i praksis, hvor man har ønsket at videregive ejerskab og ansvar til nøglepersoner i virksomheden.

Udviklingschef i Sparekassen Farsø, Gert Hosbond, udtaler:

– Vi er utrolig glade for at blive nomineret til "årets sundeste private arbejdsplads 2008". Det betragter vi som en ekstern vurdering, der tilkendegiver, at vort arbejde har kvalitet. Når vi har behandlingstilbud til vore medarbejdere, f.eks. ved skuldersmerter, er vi også nødt til at være forebyggende på sundhedsområdet med SundhedsCertificeringen har vi fået sat struktur på sundhedsarbejdet og har fået bygget bro mellem den forebyggende indsats og vore behandlingstilbud.

SundhedsCertificering er en håndsrækning til de arbejdspladser, der arbejder for en sundere hverdag. Certificeringen sætter ord og handling på sundhedsfremme på arbejdspladsen og ruster virksomhederne til at opbygge en kvalificeret sundhedsindsats.

En SundhedsCertificering bygger på to grundsten:

– Vejledning af sundhedskonsulener – Dansk Firmaidrætsforbunds sundhedskonsulenter vejleder løbende den enkelte virksomhed i processen omkring sundhedsfremme med fokus på emner som sundhedsstrategi, sundhedsbudget, organisering, handleplan og handling.

– Certificering, som kræver at virksomheden kan dokumentere et struktureret, strategisk sundhedsfremmende arbejde samt at virksomheden kan dokumentere evaluering af initiativer og aktiviteter med henblik på varige forbedringer.

Siden projektets start i februar 2007 har Dansk Firmaidrætsforbund igangsat mere end 40 SundhedsCertificeringer på private og offentlige virksomheder landet over.
 

Læs mere her

Dansk Firmaidrætsforbund i offensiven: Vil oprette regionale firmaidrætscentre otte steder i Danmark

Dansk Firmaidrætsforbund afholder den 15. november 2008 ekstraordinært repræsentantskabsmøde på Hotel Comwell i Middelfart. Det sker blandt andet for at træffe beslutning om et nyt banebrydende satsningsområde – oprettelse af regionale firmaidrætscentre over hele landet allerede i 2009. Idéen bag firmaidrætscentrene er, at centrene, i samarbejde med foreningerne, skal være opsøgende overfor virksomhederne og udvikle aktiviteter indenfor firmaidræt og sundhedsfremme.

Forbundsformand Peder Bisgaard, der i Danmarks tredjestørste idrætsorganisation står i spidsen for ca. 330.000 firmaidrætsudøvere, udtaler:

– Vi vil oprette otte regionale firmaidrætscentre i større danske byer i det kommende år. Centrene forventes placeret i København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Ringkøbing, Kolding samt Næstved og skal virke som bindeled mellem de enkelte firmaidrætsforeninger, Dansk Firmaidrætsforbund og virksomhederne.

Et regionalt center vil som minimum blive bemandet med følgende personale:

– En firmaidrætssælger, der skal synliggøre og afsætte firmaidrætsforeningernes aktiviteter via direkte kontakt med områdets virksomheder
– En foreningskonsulent, der skal servicere de nævnte firmaidrætsforeninger
– Sekretærfunktion

Derudover er der mulighed for, at centrene efterfølgende udvides med konsulenter, der skal gennemføre motions– og sundhedsaktiviteter på områdets arbejdspladser.

Peder Bisgaard påpeger følgende i relation til firmaidrættens bevæggrunde for at opruste markant regionalt og lokalt:

– Nuværende og potentielle brugere af vore foreningers aktiviteter efterspørger professionalitet og individualitet både hvad angår selve aktiviteten og i rådgivningen omkring aktiviteten. Vi har på den bagrund behov for en stærkere personalemæssig forankring i storbyerne. Firmaidrætsforeningernes frivillige ledere bør suppleres af fuldtidsansatte professionelle medarbejdere, der målrettet kan honorere medlemmernes og de potentielle medlemmers ønsker og krav.

Peder Bisgaard pointerer endvidere:

– Når Dansk Firmaidrætsforbund i disse år har særligt fokus på de større danske byer, skyldes det, at vi rent faktisk anser de større byer for værende i besiddelse af det største fremtidige medlemspotentiale. Dansk Firmaidrætsforbunds primære målgruppe, og samtidig vor niche, er de ansatte på danske virksomheder. Og de større danske virksomheder er i vid udstrækning centreret omkring de større danske byer. Vi oplever et stort fokus på firmaidræt i virksomhederne både som social samværsform medarbejderne imellem, som rekrutteringsinstrument, personalegode, sygdomsforebygger og "imageskaber" generelt. Der er dermed gode forudsætninger for, at Dansk Firmaidrætsforbund kan komme mere "til biddet" regionalt og lokalt, pointerer Peder Bisgaard.

Yderligere information:

Peder Bisgaard
Forbundsformand
Tlf. 2445 3015

Jesper Ræbild
Afdelingsleder, kommunikation
Tlf. 2329 8067
 

Læs mere her

Afskedigelser varslet på Rigshospitalet

Rigshospitalet tilpasser sin kapacitet til færre patienter fra Region Sjælland
Region Sjælland har indgået en aftale med Region Syd, der betyder at en række sjællandske patienter overgår til behandling andre steder end på Rigshospitalet. I konsekvens heraf tilpasser Rigshospitalet nu sin kapacitet til det ændrede patientunderlag og de færre behandlinger.

På den baggrund er Rigshospitalets VirksomhedsMedUdvalg (VMU) i dag orienteret om, at der med udgangen af maj måned påtænkes afskediget 28 personer. Endvidere påtænkes væsentlige stillingsændringer for 9 personer.

– For de medarbejdere, der bliver berørt af tilpasningen, er det en meget beklagelig situation, og det berører mig dybt at skulle sige uønsket farvel til højt kvalificerede medarbejdere, siger hospitalsdirektør Torben Stentoft. Som hospital er Rigshospitalet nødt til at forandre sig med det samfund, vi eksisterer i, og overordnet set har tilpasningen ikke betydning for Rigshospitalets specialer og strategi, slutter Torben Stentoft.

Evt. henvendelse til Torben Stentoft via kommunikationschef Marianne Uldall, tlf. 26 73 04 95

Læs mere her

Nyt internetbaseret socialt netværk kan øge livskvaliteten for alle, der er berørt af sygdom eller handicap

Patienter, handicappede og pårørende kan få et bedre liv ved at dele deres historie, glæder, sorger og tanker med andre i samme situation. Nu kan dette lade sig gøre på tværs af patientforeninger og handicaporganisationer.

I disse dage lanceres et nyt og anderledes socialt online netværk, der henvender sig til patienter, handicappede og deres pårørende uanset diagnose, lidelse eller tilstand.

www.Livsnettet.dk tilbyder døgnet rundt mulighed for sparring, deling, støtte og ’hjælp til selvhjælp’. Den ene bruger får muligheden for at lære af de andres brugeres erfaringer.

"Vi tror på, at der et behov for at netværk på tværs. En ting er, hvad det offentlige system, patientforeninger og private netværk tilbyder af ressourcer, tid og muligheder, og noget andet er de behov, de berørte tilsyneladende har", siger Janne Wind, en af initiativtagerne bag netværket. "Når vi oplever så store forandringer i vores hverdag, som sygdom eller handicap ofte medfører, er de faser, vi gennemlever, de samme. Processerne er almenmenneskelige, og vi har alle brug for at føle os forstået, uden at skulle påtage os en sygdomsidentitet."

Livsnettet er en nystiftet non–profit forening, der er skræddersyet til at fokusere på den enkelte brugers egen historie, oplevelser og erfaringer i en upartisk og neutral ramme, hvor brugeren gratis og uforpligtende kan deltage og bidrage. Netværket tilbyder den enkelte bruger ejerskab, valgmuligheder og et fællesskab, hvor der kan skabes og vedligeholdes relationer og kommunikation i øjenhøjde.

"Det er vores mål at skabe øget trivsel og større følelse af identitet hos den enkelte. Og så det væsentlige at tale sammen om alt det, vi kan, i stedet for at fokusere på det, vi ikke kan", fortæller Janne Wind og fortsætter, "vi mener, at den mest uudnyttede ressource i sundhedsvæsenet er dem, der er berørt af sygdom eller handicap. Netop derfor er udgangspunktet for Livsnettet brugernes egen viden og historie".

Facebook viser, at vi ikke længere ønsker at være anonyme. Vi danskere har i dag et stærkt ønske om at skabe og fremvise egen identitet. Vi trives ved at være en del af et fællesskab, være i tæt kontakt med vores netværk og have muligheden for at kunne kommunikere døgnet rundt med ligesindede.

Janne Wind understreger at Livsnettet ikke er en konkurrent til patientforeningerne, men et moderne supplement. "Patientforeningerne tilbyder ekspertviden og rådgivning indenfor den specifikke sygdom, hvor Livsnettet fokuserer på det sociale aspekt, deling af erfaringer og det at skabe netværk. Brugerne af Livsnettet hjælper andre, til at hjælpe sig selv.

Vi stiller naturligvis gerne op til interview enten ´in real life´ eller pr tlf.
Vi kan henvise til relevante ´cases´, brugere af netværket og videnspersoner, i fald dette ønskes.
 

Læs mere her