Faste læger skal sikre borgere på plejehjem bedre behandling

Nyt forsøg med fast tilknyttede læger på plejehjem skal sikre større faglig indsigt og styrke samarbejdet mellem borgere, plejeperso­nale og læger.

Et nyt 2-årigt forsøg igangsat af Social- og Integrationsministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal give borgere på udvalgte plejehjem mulighed for at skifte til en fast tilknyttet læge, som kommer fast på plejehjemmet hver uge. Det er frivilligt for borgerne, om de ønsker at skifte fra deres nuværende læge.

Den fast tilknyttede læge skal udover at fungere som borgernes praktiserende læge også rådgive og vejlede plejepersonalet i for eksempel medicinhåndtering og behandling af døende personer.

Formålet med forsøget er at undersøge, om brug af fast tilknyttede læger på plejehjem kan sikre øget faglig indsigt samt et bedre tværfagligt samarbejde mellem plejepersonale og læger. Det skal bl.a. undersøges, om fast tilknyttede læger kan give mulighed for bedre håndtering af medicinforbruget hos ældre på plejehjem samt færre uhensigtsmæssige indlæggelser.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:

Jeg håber, at vi med de fast tilknyttede læger kan styrke fagligheden og ikke mindst dialogen mellem plejepersonale og læger på vores plejehjem til glæde for de mange ældre, der hver dag er afhængige af en højt kvalificeret pleje og behandling. Ældrekommissionen kom tidligere på året med en anbefaling om, at der indføres fast tilknyttede læger på plejehjem. Med dette forsøg får vi nu afklaret, om modellen reelt giver området et løft.

Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag siger:

Jeg håber, at projektet kan medvirke til at styrke den sundhedsfaglige kvalitet på plejecentrene. Vi ved fra bl.a. embedslægernes tilsyn med plejecentrene, at der på nogle områder er rum for forbedring. Projektet skal gøre os klogere på, om et tættere samarbejde mellem en bestemt praktiserende læge, som har sin faste gang på plejecentret, kan medvirke til forbedre de ældres sundhed og forebygge behov for sygehusindlæggelse.

Forsøget løber fra 15. august 2012 til 31. marts 2014 på otte udvalgte plejecentre i fem kommuner (Viborg, Horsens, Odense, Furesø og København). Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI gennemfører en effektevaluering af forsøget. Der er afsat 5,1 millioner til projektet.

Læs mere her

Infotavler til alle landets akutmodtagelser

Regionernes Sundheds-it har med årsskiftet gennemført målet om elektroniske infotavler på alle landets store akutmodtagelser. Tavlerne er med til at forhindre de fejl, som stress og et hektisk arbejdsmiljø ofte kan medføre. Og så forbedrer tavlerne arbejdsgangen og giver personalet overblik over alle aktiviteter på afdelingen, og patientsikkerheden forbedres.

Tidligere var det ikke ualmindeligt, at papirlapper og sedler med personlige kommentarer var opsat på et stort centralt whiteboard på landets akutmodtagelser. Nu er alle informationer samlet på elektroniske touch-tavler, hvor læger og sygeplejersker let kan se, hvilke patienter der kræver behandling først. Og samtidig kan informationen fra tavlerne tilgås fra afdelingens computere og eventuelle andre tavler i tilstødende lokaler. Projektet er endnu et vigtigt pejlemærke, som Regionernes Sundheds-it har gennemført på tværs af Danmark.

Akutmodtagelser håndterer stadigt flere patienter, og samtidig skal personalet sørge for høj ensartet kvalitet døgnet rundt. Akuttavlerne hjælper læger og sygeplejersker med at have et konstant overblik over, hvor mange patienter, der venter, hvad de venter på, og hvor kritisk deres tilstand er. Det er et resultat af regionernes samarbejde og er med til at forbedre patientsikkerheden på alle større akutmodtagelser i hele landet, siger Jens Andersen, formand for Regionernes Sundheds-it.

Tavlerne giver et elektronisk overblik, som er ens alle steder. Ændrer vi på patient-informationen i den ene ende af afdelingen, er det også øjeblikkeligt ændret i den anden ende, så vi slipper for at løbe frem og tilbage og opdatere. Alle har samme overblik, uanset hvor de befinder sig. Det er også helt afgørende, at det er så nemt at bruge. Touch-systemet gør det meget nemt for personalet at klikke sig på og af, og alle har overblik over, hvor i processen de selv og deres kollegaer er i forhold til behandlingen af en patient, siger Ove Gaardboe, ledende overlæge på akutafdelingen på Hospitalsenheden Horsens.

Mere tid til patienterne, mindre registrering
Landets læger og sygeplejersker oplever, at infotavlerne har skabt mere overskud og større arbejdsglæde, og systemet har været en stor hjælp i situationer med spidsbelastninger. Desuden viser en helt ny undersøgelse af brugen af tavlerne på akutafdelingen i Holbæk, at sygeplejerskerne bruger 11 procent mere af deres tid hos patienterne, efter de nye tavler er blevet sat op. “Det er en betragtelig forøgelse og i den ønskede retning”, udtaler Morten Hertzum, lektor i datalogi på Roskilde Universitet, som har forestået undersøgelsen.

De positive erfaringer fra Holbæk kan flere af landets akutafdelinger nikke genkendende til. Det handler ikke kun om at sætte strøm til et almindeligt gammeldags whiteboard. De nye tavler giver helt nye muligheder, fordi vi kan tilgå oplysningerne både på tavlerne og på computere på patientstuerne. Hvor vi tidligere havde tidskrævende arbejdsgange med papirer, som skiftede hænder mange gange, så har vi nu fået mulighed for at ændre og effektivisere arbejdsgangene på grund af tavlerne. Vi kan gribe lynhurtigt ind, fordi vi ikke skal slå patienterne op i forskellige systemer, siger Poul Mossin, ledende oversygeplejerske i akutafdelingen på Køge Sygehus.

Personalets arbejde kan basalt set deles i to, nemlig pleje-/behandlingsarbejde og registreringsarbejde. Problemet er, at registreringsarbejdet ofte tager tid, som vi kunne have brugt på patienterne. Tavlerne løfter en del af registreringsarbejdet af vores skuldre, så vi får tid til at gøre det, vi er sat i verden for, nemlig at tage os af patienterne, siger Jørn Munkhof Møller, ledende overlæge i Akut- og Traumecenteret på Aalborg Sygehus.

Fakta om infotavlerne
Store touch-skærme er placeret centrale steder på akutmodtagelserne med overblik over alle patienters data.
På nogle hospitaler er skærmene integreret med computere på patientstuerne, og personalet kan foretage filtersøgninger på bl.a. tilskadekomne, indlagte og meldte patienter.
Alle akutte informationer kan ajourføres med det samme via skærmene, og personalet er derfor hele tiden opdateret med de seneste patientinformationer.
Systemet alarmerer personalet i tilfælde af unormale blodprøver og sørger for, at særligt akutte patienter prioriteres højest.
Alle disse funktioner blev tidligere håndteret manuelt i forskellige registreringssystemer.

Tavlerne er indført på akutmodtagelserne på følgende hospitaler:
Region Nordjylland: Sygehus Thy-Mors, Sygehus Vendsyssel og Aalborg Sygehus.
Region Midtjylland: Hospitalsenheden Horsens, Regionshospitalet Herning, Regionshospitalet Holstebro, Regionshospitalet Randers, Regionshospitalet Viborg og Skive samt Århus Universitetshospital Skejby.
Region Syddanmark: OUH Svendborg, OUH Odense, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland Haderslev og Aabenraa.
Region Sjælland: Holbæk Sygehus, Køge Sygehus, Nykøbing Falster Sygehus og Slagelse Sygehus.
Region Hovedstaden: Bispebjerg Hospital, Herlev Hospital, Hillerød Hospital og Hvidovre Hospital.

Yderligere information
Formand for RSI Jens Andersen, RSI telefon 57 87 50 02
Ledende overlæge Ove Gaardboe, akutafdelingen, Hospitalsenheden Horsens telefon 78 42 52 52
Ledende oversygeplejerske Poul Mossin, akutafdelingen, Køge Sygehus telefon 30 45 95 62
Ledende overlæge Jørn Munkhof Møller, Akut- og Traumecenteret, Aalborg Sygehus telefon 99 32 67 50
Lektor Morten Hertzum, Datalogi, Roskilde Universitet telefon 46 74 30 77

Om RSI
Regionernes Sundheds-it (RSI) blev dannet i februar 2010 og er regionernes fælles organisation for samarbejde om sundheds-it. RSI arbejder efter 24 pejlemærker, som skal gennemføres inden udgangen af 2013.

Læs mere her

Livsstils Mekka skifter navn

Livsstil Mekka i det nordlige Horsens, som er kendt for effektive behandlinger, super uddannelsessted og wellness der forkæler helt i top, har valgt at skifte navn.

Navnet bliver fremover Jysk Fysiologisk Sundhedscenter, hvor din krop stadigvæk er i centrum.
Vi forstærker vores samarbejde med Jysk Fysiologisk Massage Institut som ligger i Århus, og har gjort det i de sidste 16 år. Skolen står for den bedste kvalitet indenfor massage, og de flytter nu afdelingen her til Horsens.

Vi er stolte af at kunne tilbyde massøruddannelsen og mange spændende kurser her i Jysk Fysiologisk Sundhedscenter i Horsens.
Det vil ligeledes åbne op for virksomhederne i Horsens kan få dygtige massører ud på deres arbejdsplads, så de kan få enten forebygget eller behandlet skavanker eller skader. Her har i en garanti for at det er kvalifiserede massører, da skolen håndplukker de bedste for jer.
Eleverne på skolen er også frisk på en dag, hvor de i forbindelse med personalefest/aften kan komme ud som et frisk pust midt i festen/mødet der er mange nye muligheder i det.

Jysk Fysiologisk Sundhedcenter.
Angående vore behandlinger på stedet:

Vi ønsker resultat indenfor 3 behandlinger, eller sender vi dig videre til vores dygtige samarbejdspartnere.
Vi skræddersyer din behandling, og benytter os af blandt andet massage, akupunktur og zoneterapi, hvor du kun betaler for den tid vi bruger.

Sundhedscentret vil stadig danne ramme for:

Kvalitets bevidste uddannelser
Effektiv behandlings sted
Spændende foredrag
Wellness

Vores smukke omgivelser er stadig de samme, og i har mulighed for at samle en gruppe, hvor vi kan lave en hyggelig aften eller dag for jer.

Kom til reseption den 27 nov. Fra 10-14, hvor børn får gratis julekalender, og voksne kaffe og gratis prøvemassage, husk at tage et håndklæde med at ligge på, ellers springer vi dig over 

Læs mere her