Mange patienter med vitamin B12-mangel kan slippe for indsprøjtninger

En ny test kan afgøre, om patienten skal have livslang behandling med vitamin B12-indsprøjtninger.
Hovedparten af de patienter, der i dag er i behandling med vitamin B12-indsprøjtninger, kan nøjes med en daglig vitaminpille. Det er konklusionen på et nyt arbejde, der viser, at en simpel vitamin B12-optagelsestest kan afsløre hvilke patienter, der har brug for en livslang behandling med indsprøjtning af vitamin B12.

Optagelsestesten undersøger, om vitamin B12 stiger i blodet, når patienten i to dage har indtaget en testdosis af vitaminet.

I undersøgelsen deltog 44 patienter, som i mindst ét år havde været i behandling med vitamin B12 indsprøjtninger. Behandlingen blev stoppet, og optagelsestesten blev gennemført, så snart patientens vitamin B12 i blodet var faldet til normale værdier.

Kun ni patienter fik et test resultat, der tydede på, at de ikke kunne optage vitamin B12, og de genoptog straks fortsat behandling med indsprøjtninger. De øvrige 35 patienter optog vitamin B12 men blev for en sikkerheds skyld ordineret fortsat behandling med en daglig vitamin pille med 9 mikrogram vitamin B12 .

Patienterne blev tilbudt fortsatte undersøgelser, og 25 af dem tog i mod tilbuddet. Op til fem år efter ophør med indsprøjtninger af vitamin B12 var patienternes vitamin B12 status fortsat helt normal.
Studiets resultater sandsynliggør, at mange af de patienter, der i dag behandles med vitamin B12 indsprøjtninger, ikke behøver en sådan behandling. Resultaterne viser derudover, at man ved gennemførelse af en simpel vitamin B12 optagelsestest kan fastslå, om patienten behøver behandling med indsprøjtninger. Vitamin B12 optagelsestesten tilbydes i dag fra Klinisk Biokemisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.

Fakta
Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel:
Hvas AM, Morkbak AL, Hardlei TF, Nexo E. The vitamin B12 absorption test, CobaSorb, identifies patients not requiring vitamin B12 injection therapy. Scand J Clin Lab Invest 2011

Flere informationer
Overlæge Anne-Mette Hvas, tlf. 89 49 51 00

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *