Rødvinsmedicin fokus for international konference i Danmark

Nu vil verdens førende eksperter sætte fokus på resveratrol; det gode stof i rødvin, som menes at kunne forebygge kræft, modvirke hjertekarsygdomme og sænke aldringsprocessen

Det har siden slutningen af 1990 erne været en antagelse hos mange forskere, at resveratrol, en antioxidant, som bl.a. findes i rødvin, har en gavnlig indvirkning på vort helbred og endog kan forebygge visse sygdomme. Hvis man følger nyhedsstrømmen, vil man dog vide, at stoffet i øjeblikket er omdrejningspunkt for en ophedet debat på internationalt niveau. Nu vil forskere fra hele verden i regi af Roskilde Universitet forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned i diskussionen om stoffets gavnlige virkning.

Nye forsøgsresultater offentliggjort så sent som i sidste uge har peget på en gavnlig effekt af medicin, der efterligner resveratrol, men samtidig har nyheden om, at medicinalfirmaet GlaxoSmithKline har måttet standse deres forsøg i Danmark og Storbritannien med patienter med knoglemarvkræft, givet alle, der er interesseret i resveratrol, en masse at tale om. Forsøgene blev stoppet, fordi forsøgspersonerne udviklede komplikationer, som kan føre til nyrefejl. Det er dog endnu uklart, om det er medicinen eller sygdommen, der forårsagede komplikationerne.

Fokuseret forskning

En ting synes dog sikker stoffet resveratrol fortjener mere forskning med et klarere fokus. Konferencen Resveratrol2010 er derfor et forsøg på at samle kræfterne og etablere et fokus for den fremtidige forskning. Konferencen bliver den første internationale videnskabelige konference under temaerne resveratrol og sundhed og samler førende forskere fra hele verden til et 3½-dages intensivt møde. Formålet med konferencen er at indsamle, opsummere og diskutere de sidste 10 års videnskabelige arbejde inden for resveratrol.

Forskningen i resveratrols effekt på den menneskelige organisme løber rigtig stærkt i disse år, og jeg tror, at de første resultater fra kliniske undersøgelser af resveratrols kræftforebyggende effekt vil blive præsenteret på konferencen til september, siger lektor Ole Vang, Roskilde Universitet.

Konferencens synlige resultat vil være en række rapporter med den nyeste opdatering på området og en anbefaling for retningen af fremtidig videnskabelig forskning og anbefalinger for anvendelse af resveratrol. Rapporterne vil blive offentliggjort af New York Academy of Sciences i Annals of New York Academy of Science i en særudgave. Endvidere håber arrangørerne at kunne få finansieret, at det vil være muligt for unge mennesker at møde verdens forskere inden for resveratrol for at give dem lyst til naturvidenskabelig forskning generelt og særligt dette spændende område.

Resveratrol2010 finder sted den 13.-16. september 2010 i Danmark. Konferencen er arrangeret af Biokemisk Forening, IDA, EU, Øresund Food og Roskilde Universitet ved lektor Ole Vang, som bl.a. forsker i, hvordan resveratrol kan medvirke til at øge kommunikationen mellem cellerne og dermed forhindre, at cellerne deler sig uhæmmet, som det sker i den senere del af kræftudviklingen. Sammen med studerende på Institut for Natur, System og Modeller er Ole Vang pt. i gang med at studere de mekanismer i cellen, som resveratrol påvirker.

For yderligere information om Resveratrol2010-konferencen besøg www.resveratrol2010.com eller kontakt lektor Ole Vang, Institut for Natur, System og Modeller, Roskilde Universitet, e-mail: ov(at)ruc.dk, tlf: 4674 2552 eller kommunikationsmedarbejder Camilla Buchardt, Kommunikationsenheden, Roskilde Universitet, e-mail, camilbu(at)ruc.dk. tlf: 4674 3346.

Læs mere her

Nyt syn på vitaminers betydning

Vitaminer har ikke kun betydning for at undgå mangelsygdomme. De har også indflydelse på vores generelle sundhed. Det viser den seneste vitaminforskning, som blev præsenteret på den første internationale vitaminkonference, som DTU Fødevareinstituttet var hovedarrangør af.

Vitaminer blev oprindelig opdaget ved, at folk, der fik for lidt vitaminer, fik mangelsygdomme. K-vitamin påvirker eksempelvis blodets evne til at størkne, mangel på C-vitamin kan give skørbug, og mangel på D-vitamin hos børn kan resultere i engelsk syge.

Men den nyeste forskning afslører, at vitaminer måske har en langt større betydning for vores generelle sundhed, end vi hidtil har antaget. Det stod klart, da en række af verdens førende vitaminforskere var samlet i København til den første internationale vitaminkonference.

Vitaminer påvirker flere af kroppens funktioner
“Fokus i vitaminforskningen er ved at skifte fra de livstruende mangelsygdomme over til, at vitaminerne også har indvirkning på mange af kroppens funktioner,” fortæller seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet, som var primus motor for konferencen.

“Vi skal øjensynlig til at se på vitaminer som sundhedsfremmende komponenter, og billedet er langt mere nuanceret, end vi hidtil har troet,” uddyber hun.

På konferencen blev nye hollandske studier for eksempel præsenteret, som peger på, at K-vitamin ikke kun har betydning for blodets evne til at størkne, men også har indflydelse på risikoen for forkalkning af blodårer, på knogler og regulering af celledeling. En teori er, at udvikling af mangelsygdomme sker, hvis kroppen har en lav vitaminstatus, mens højere niveauer af K-vitaminet på længere sigt mindsker risikoen for andre sygdomme. Forskerne er imidlertid langtfra kommet til bunds i vitaminets rolle for kroppens funktioner, viser konferencens oplæg.

Det samme gælder D-vitamin, som ikke kun afhjælper, at børn får mangelsygdommen engelsk syge, men også nedsætter risikoen for fald og frakturer hos ældre. Helt nye danske undersøgelser tyder desuden på, at D-vitamin har indflydelse på kroppens immunforsvar.

Også hvad angår C-vitamin, viser nye forskningsresultater, at vitaminet tilsyneladende påvirker kroppen på andre måder end hidtil antaget. Danske dyreforsøg peger for eksempel på, at lavt C-vitaminindhold i nyfødtes blod kan påvirke udviklingen af hjernen.

“De nye forskningsresultater viser, at vitaminforskningens fokus har flyttet sig. Men det er vigtigt at slå fast, at de nye resultater endnu ikke giver tilstrækkelig dokumentation til at rykke ved eksisterende anbefalinger om dagligt indtag af de forskellige vitaminer for forskellige befolkningsgrupper”, understreger Jette Jakobsen.

Den første internationale vitaminkonference
Den første internationale vitaminkonference blev holdt i København den 19.- 21. maj med 183 deltagere fra 32 lande. Konferencen dækkede alle aspekter ved de 13 vitaminer, lige fra indholdet i vores fødevarer, indtaget gennem kosten og til virkningen på vores sundhed. Omdrejningspunktet var betydningen af de analytiske metoder for at finde og undersøge vitaminerne i forbindelse med ernæringsforskning, fødevaredatabanker og deklarationskontrol. Konferencen var arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Øresund Food.

Det er planen at holde den anden internationale vitaminkonference om to år – igen med København som værtsby.

Se også Fødevarestyrelsens anbefalinger vedrørende vitaminer på altomkost.dk.

Læs mere her

Nye forskningsfaciliteter giver muligheder for erhvervslivet

De nye forskningsfaciliteter giver helt nye muligheder for materialeundersøgelser, der kan komme danske virksomheder til gavn.
To af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter på vej
I de kommende år vil to af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter, neutronstråleanlægget European Spallation Source (ESS) og røntgensyn-krotronen MAX IV, blive bygget i Lund.

Nye muligheder for materialeundersøgelser
Faciliteterne giver helt nye muligheder for materialeundersøgelser, der kan komme danske virksomheder til gavn.

Relevant for fx fødevaresektoren og medicinalindustrien
Det kan for eksempel være inden for områder som fødevaresektoren, medicinalindustriens anvendelse af enzymer og proteiner, energi- og miljøsektorens udvikling af brændselsceller og test af konstruktioner og materialer.

Industriportal for virksomheder
DTU opretter derfor i samarbejde med blandt andet Region Hovedstaden, Københavns Universitet (KU) og Dansk Industri en industriportal, hvor virksomheder kan få hjælp til at finde løsninger på deres materialeproblemer.

3D Imaging testcenter
Denne industriportal bygges op som et såkaldt 3D Imaging testcenter og skal medvirke til en effektiv udnyttelse af ESS og MAX IV inden for 3D-billeddannelse, som er meget vigtig for industrivirksomheder.

Skal tiltrække internationale forskere og virksomheder til hovedstaden
Projektet er støttet af Vækstforum Hovedstaden og EU’s regionalfond og er et led i et større strukturfondsprojekt kaldet ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen , der kan øge hovedstadens evne til at tiltrække internationale forskere og virksomheder inden for materiale- og Life Science-områderne. Centret skal fungere som forløber for et fuldt udbygget testcenter til 50 millio-ner kroner.

Står færdige i 2015 og 2019
Røntgensynkrotronen MAX IV vil stå færdig i 2015, mens neutronstråleanlægget ESS er klar til brug i 2019. De to faciliteter vil være fantastiske værktøjer til at se dybt ind i materialer og lave f.eks. meget detaljerede tredimensionelle billeder af materialernes sammensætning og vise den atomare struktur og atomernes bevægelser.

Skal bygge bro mellem forskning og erhvervsliv
3D Imaging-centret vil bygge bro mellem forskning og erhvervsliv, sådan at flere danske virksomheder end i dag kan benytte analyser og karakterisering af materialer på højt detaljeret niveau.

Forventninger til øget vækst
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen har store forventninger til Region Hovedstadens muligheder for øget vækst i forbindelse med ESS og MAX IV:

Skal udvide samarbejdet over landegrænserne
Det er helt enestående, at vi får to så stærke forskningsfaciliteter i vores baghave, og da vi gerne vil være globalt konkurrencedygtige inden for væsentlige områder som materialer, energiteknologier og Life Science, er det tydeligt, at vi skal udvide samarbejdet over landegrænserne , siger regionsrådsformanden.

Satsning for hele Øresundsregionen
Regionsrådsformanden fortsætter:
Med strukturfondsprojektet er universiteterne og virksomhederne i Region Hovedstaden rigtig godt gearet til at kunne udnytte mulighederne optimalt, for ESS og MAX IV er en satsning for hele Øresundsregionen.

Tager udgangspunkt i virksomhedernes konkrete problemstillinger
Jane Hvolbæk Nielsen, der er institutdirektør på DTU Fysik, understreger, at det nye testcenter vil tage udgangspunkt i virksomhedernes konkrete problemstillinger:

Test af materialers styrke og holdbarhed
Ideen med testcentret er, at virksomhederne ikke behøver at være eksperter på røntgenstråler og billeddannelse. Det er netop det, der er vores kompetence. Derfor kan virksomheder komme og præsentere et materiale, der for eksempel mangler styrke eller holdbarhed , siger institutdirektøren.

Også test af nye produkter
Institutdirektøren fortsætter:
Og så vil vi sammen se på, hvilke tests der skal foretages, for at de kan komme videre. Jane Hvolbæk Nielsen understreger desuden, at undersøgelserne også foretages i forbindelse med et helt nyt produkt, hvor man gerne vil have et bedre kendskab til materialerne.

Én indgang for de danske virksomheder
Hun suppleres af institutleder på Niels Bohr Institutet (KU), Robert Feidenhans’l, der fremhæver, at danske virksomheder på den måde vil få én indgang til at udnytte de to faciliteter:

Unikke muligheder i forskningen
ESS og MAX IV supplerer hinanden på en måde, som giver fuldstændig unikke muligheder i forskningen, og som vil give et løft til hele Øresundsregionen, hvor der kan blive opbygget et kolossalt stærkt fagligt miljø; for KU s vedkommende særligt inden for Life Science-området , siger institutlederen.

Skaber kontakt mellem virksomheder og studerende
Institutlederen fortsætter:
Jeg ser dette projekt som en unik indgang til at skabe kontakt mellem virksomheder og studerende, som kan samarbejde om at udnytte de nye faciliteter.

Kan udnyttes til produktudvikling og kvalitetssikring
Dette løft til forskningen vil kunne udnyttes direkte af dansk erhvervsliv til produktudvikling, produktoptimering og kvalitetssikring; det vil sikre den industrielle innovation og understøtte teknologiske virksomheder.

DI-direktør hilser centret velkommen
Direktør i DI Lars Goldschmidt, som også sidder i bestyrelsen for ESS, hilser derfor testcentret velkommen:

Vigtigt at udvikle materialer og processer
For industriens virksomheder er der overordentligt store og vigtige muligheder i at kunne udvikle materialer og processer på en helt ny måde, og her er det afgørende, at der er et sted, hvor de kan komme med deres udfordringer og søge svar på dem , siger DI-direktøren.

Nøgle til mere produktivitet, vækst og beskæftigelse
DI-direktøren fortsætter:
Vi er meget glade for, at der nu bliver etableret en indgang for virksomheder i Danmark til at kunne udnytte ESS og MAX IV, for vi ser hele tiden, at det er evnen til at kunne mestre nye materialer på en god og konkurrencedygtig måde, der er nøglen til mere produktivitet, vækst og beskæftigelse.

For yderligere informationer:

Jane Hvolbæk Nielsen, institutdirektør, DTU Fysik, jane@fysik.dtu.dk, 4525 3222
Robert Feidenhans l, institutleder, Niels Bohr Institutet (KU), robert@fys.ku.dk, 3532 0397
Fakta om strukturfondsprojektet ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen :

Testcentret forventes at starte sine aktiviteter i løbet af 2013, og planen er, at der i 2017 er tilknyttet omkring 50 små og store danske virksomheder på tværs af brancher.
Ud over testcentret indeholder strukturfondsprojektet også studiebesøgs-programmer til ESS og MAX IV for gymnasieelever, studerende, forskere og teknologiske virksomheder i hovedstadsregionen samt et HR-netværk mellem forskningsinstitutioner og myndigheder, der kan øge hovedstadens evne til at tiltrække internationale forskere og virksomheder inden for materiale- og Life Science-områder.
Partnerne i projektet er DTU, Københavns Universitet, Region Hovedsta-den, Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Vidensby, Scion DTU, COBIS, Copenhagen Capacity og Dansk Industri.

Læs mere her