Mange danskere tager kosttilskud, selvom få har brug for dem

Seks ud af ti danskere bruger et kosttilskud, selvom størstedelen får tilstrækkelige mængder af langt de fleste vitaminer og mineraler fra kosten alene. For mange er brugen af kosttilskuddene unødvendig, men for nogle kan den føre til for høje indtag af vitaminer og mineraler. Det viser en ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet.Selvom der ikke er anbefalinger til den generelle befolkning om at tage kosttilskud, spiser seks ud af ti danskere mindst et vitamin og/eller mineraltilskud.

Problemer med D-vitamin og jern
Langt de fleste får dækket deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten. D-vitamin og jern er dog de to gennemgående undtagelser. Vi får dækket hovedparten af D-vitaminbehovet via sollyset om sommeren, men om vinteren er kosten den væsentligste kilde til D-vitamin. Stort set alle får for lidt D-vitamin fra kosten. Desuden får kvinder i den fødedygtige alder for lidt jern.

Nye tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at 62% af de 11-17-årige og 34% af de voksne med meget høj sandsynlighed indtager for lidt D-vitamin fra kosten. Selv blandt kosttilskuds-brugere er der risiko for, at 35% af de 11-17-årige og 26% af de 18-50-årige har et utilstrækkeligt D-vitaminindtag.

For jern er indtaget fra kosten utilstrækkeligt blandt 79% af de 14-17-årige piger og 53% af de 18-50-årige kvinder. Blandt brugere af kosttilskud er der markant færre med utilstrækkeligt indtag, men der er stadig 27% af de unge piger på 14-17 år, der indtager for lidt jern.

Risiko for alt for høje indtag
Gennem kosten alene er det de færreste, der har et indtag af vitaminer og mineraler, der overskrider de øvre tolerable grænser. Dog overskrider nogle 4-10-årige grænserne for A-vitaminet retinol (30%) og zink (22%) gennem kosten alene, fordi de spiser større mængder af fødevarer, som er rige på disse næringsstoffer. Det kan fx være leverpostej.

Forbrug af kosttilskud fører ikke overraskende til en stigning i andelen af specielt 4-6-årige, der overskrider de øvre tolerable grænser for retinol (43%), jern (45%) og zink (73%). Blandt henholdsvis 7-10 årige og 11-14-årige brugere overskrides grænserne for zink (46 og 25%) og i mindre grad retinol (21 og 10%). Ligeledes er der i mindre grad overskridelser af retinol og zink blandt voksne brugere.

”I modsætning til en varieret og sæsonbestemt kost har et tilskud altid det samme høje indhold af vitaminer og mineraler. Regelmæssige brugere af kosttilskud kan derfor ende med at overskride de øvre tolerable grænser gennem længere tid,” siger seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet Anja Biltoft-Jensen.

Længerevarende overskridelser er betænkelige. Det er især tilfældet med A-vitamin i form af retinol, hvor den øvre tolerable grænsefor den generelle befolkning er fastsat med henblik på at beskytte mod leverskader.

Kosttilskud med omtanke
”Størstedelen af danskerne har ikke brug for at tage et kosttilskud, da en sund og varieret kost samt soleksponering med omtanke er den bedste måde at få dækket behovet for langt de fleste vitaminer og mineraler. Hvis folk alligevel ønsker et kosttilskud, så vælg det med omtanke,” råder Anja Biltoft-Jensen.

”Køb så vidt muligt tilskud med mindre end 100% af referenceindtaget for A-vitamin og zink i alle tilskud samt jern i børnetilskud for at undgå et indtag, der er højere end det, vi anser for tolerabelt. Undgå også megadoser, med mindre din læge har tilrådet det, for for det kan være farligt at give børn såvel som voksne for høje doser af vitaminer og mineraler. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at børn får produkter beregnet til børn,” understreger hun.

Læs mere her

Amish-folk bevæger sig dobbelt så meget som voksne danskere

Voksne danskere bevæger sig generelt mere end amerikanerne men mindre end australierne – og væsentligt mindre end amish-folk i Canada. Det viser en sammenligning af forskellige befolkningers aktivitetsniveau fra DTU Fødevareinstituttet.Hver tredje dansker tager mindre end de anbefalede 7.500 skridt om dagen og kan dermed betegnes som fysisk inaktive. Det viser tal fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet fra DTU Fødevareinstituttet, som ved hjælp af skridttællere har kortlagt, hvor meget danskerne bevæger sig.

En sammenligning med andre landes befolkninger – hvor skridttælling har været anvendt – viser, at danskere er mere aktive end finner, japanere og amerikanere, ligeså aktive som belgiere, men mindre aktive end australiere. Amerikanere og japanere kan betegnes som let aktive, mens danskere, finner og belgiere er moderat aktive, og australiere er moderat aktive til aktive.

Voksne danskeres aktivitetsniveau er halveret på 150 år
Det højeste antal skridt i nyere tid er dog målt blandt amish-folki Canada, som i udstrakt grad lever uden brug af moderne teknologi. I gennemsnit tager en voksen amish 16.000 skridt dagligt – næsten dobbelt så meget som en voksen dansker.

”Hvis man ser amish-folkets aktivitetsniveau som et udtryk for aktivitetsniveauet i gamle dage og voksne danskeres aktivitetsniveau som et udtryk for aktivitetsniveauet i det 21. århundrede, tyder det på, at aktivitetsniveauet næsten er halveret i løbet af de sidste 150 år ,” siger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.

Meget store omkostninger ved fysisk inaktivitet
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO beløber omkostningerne forbundet med fysisk inaktivitet sig til 1.000-2.000 kr. om året for hver borger i Europa i form af øgede udgifter til sundhedsvæsenet samt produktionstab som følge af sygefravær og tidlig død.

Hvis disse tal overføres til Danmark, er de samfundsøkonomiske omkostninger af fysisk inaktivitet på mellem 5,7 og 11,4 milliarder kr. årligt.

Læs mere her

Danske kvinder bevæger sig mindre

Hver tredje dansker kan betegnes som fysisk inaktive, viser tal fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet fra DTU Fødevareinstituttet. Det skyldes især et fald i danske kvinders aktivitetsniveau. Flere kvinder bevæger sig mindre end anbefalet, mens færre kan betegnes som aktive eller meget aktive.Regelmæssig fysisk aktivitet gavner både helbred og humør. Ved at røre sig kan mennesker blandt andet forebygge hjerte-karsygdomme, type 2 diabetes, overvægt, visse kræftformer og depression.

DTU Fødevareinstituttet har sammenlignet voksne danskeres aktivitetsniveau i 2007-2008 og i 2011-2012 for at se udviklingen i fysisk aktivitet. Danskernes aktivitetsniveau er kortlagt ved hjælp af skridttællere og den tid, deltagerne brugte på at cykle, er omregnet til skridt og talt med.

Kvinder mindre aktive
Hver tredje dansker kan i dag betegnes som fysisk inaktive. Det skyldes blandt andet, at danske kvinder bevæger sig markant mindre end tidligere. I gennemsnit tager kvinder i 2011-2012 1.100 færre skridt per dag, end de gjorde i 2007-2008.

Det betyder, at andelen af kvinder, som tager mindre end de anbefalede 7.500 skridt om dagen, er steget fra 24% til 31% i undersøgelsesperioden fra 2007 til 2012. Samtidig er andelen af kvinder, der tager mindst 10.000 skridt dagligt, faldet fra 53% til 40%.

”Kvinderne er i de senere år blevet mere inaktive og overvægtige. Derfor er kvinder også vigtige at fokusere på i det sundhedsfremmende arbejde,” siger seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet.

Ændrede transportformer og mere skærmtid
Ændringer i danskernes transportvaner har formentligt bidraget til det faldende aktivitetsniveau. I hvert fald viser statistikken, at flere har taget bilen, og at færre er hoppet på cyklen i løbet af de sidste par årtier. Samtidig er den gennemsnitlige skærmtid på et årti øget med en time dagligt for en voksen dansker.

”Folk, som gerne vil røre sig mere i løbet af en almindelig dag, kan komme langt ved at lave nogle små ændringer i hverdagen. Tag cyklen eller gå, når du har mulighed for det – og log af Facebook og gå en tur i stedet. Det er ikke nødvendigt at få sved på panden for at være fysisk aktiv,” siger Jeppe Matthiessen.

Læs mere her

Advarsel mod produktet Ginseng Kianpi Pil

Fødevarestyrelsen advarer mod at indtage produktet Ginseng Kianpi Pil grundet indhold af udeklarerede stoffer.Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA (U.S Food and Drug Administration) har udsendt en advarsel mod produktet Ginseng Kianpi Pil, idet produktet formodes at indeholde udeklarerede lægemiddelstoffer, glukokortikoid (dexametason) og allergimiddel (cyproheptadin). Derfor advarer Fødevarestyrelsen nu også de danske forbrugere.

Fødevarestyrelsen har tidligere advaret mod produktet på grund af produktets indhold af roden af planten Polygonum multiflorum Thunb. Roden er blevet risikovurderet af DTU Fødevareinstituttet. Det vurderes, at Polygonum multiflorum Thunb kan have skadelige effekter på leveren.

Ginseng Kianpi Pil markedsføres fra udenlandske hjemmesider herunder den dansksprogede hjemmeside www.powerfullbody.com. Hjemmesiden henvender sig til de danske forbrugere, men er registreret i udlandet, og dermed ikke underlagt de danske myndigheders kontrol. Fødevarestyrelsen har modtaget oplysninger fra SKAT i Københavns Lufthavn om, at der indenfor de seneste måneder har været indført adskillige private forsendelser indeholdende produktet Ginseng Kianpi Pil.

Gode råd til forbrugerne
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at være varsomme i forbindelse med køb af kosttilskud på internettet, især fra udenlandske hjemmesider. Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.

Tjek Fødevarestyrelsens hjemmeside altomkost.dk , hvis du vil sikre dig, at et kosttilskud er registreret til markedsføring i Danmark, og dermed omfattet af Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol.

Læs mere her

Advarsel mod kosttilskud med indhold af amfetaminlignede stoffer

Fødevarestyrelsen advarer de danske forbrugere mod kosttilskudsproduktet 7 Phenylstack, der blandt andet indeholder planteingrediensen Acacia rigidula. DTU, Fødevareinstituttets risikovurdering peger på, at planten Acacia rigidula, kan have skadelige effekter på reproduktions- og bevægelsessystemet.

Derudover har planten Acacia rigidula et naturligt indhold af forskellige amfetaminlignede stoffer herunder stofferne -phenyl-ethyl-amin ( -PEA) og N,N-di-methyl-phenyl-ethyl-amin (N,N-DMPEA).
Amfetaminlignede stoffer kan forårsage forhøjet blodtryk, som i værste tilfælde kan føre til hjerneblødninger.

Produktet 7 Phenylstack markedsføres til de danske forbruger fra den svensk registrerede hjemmeside www.bodystore.dk. Fødevarestyrelsen har taget kontakt til de svenske myndigheder.

Gode råd til forbrugerne
Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet.

Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.

Hvis du vil sikre dig, at et produkt er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan du finde oplysninger om registrerede kosttilskud på www.altomkost.dk

Læs mere her

Advarsel mod kosttilskud fra to udenlandske hjemmesider

Fødevarestyrelsen har i forbindelse med en internetkontrol konstateret markedsføring af en række potentielt farlige kosttilskudsprodukter, der indeholder planteingrediensen Tribulus terrestris. Produkterne markedsføres udelukkende fra udenlandske hjemmesider, men er rettet mod danske forbrugere. Hjemmesiderne, hvorfra produkterne markedsføres, er registreret i henholdsvis Tyskland og Sverige. Fødevarestyrelsen har orienteret både de tyske og svenske fødevaremyndigheder.

Kosttilskudsprodukterne fra den svenskregistrerede hjemmeside www.bodystore.dk omfatter:

• T-1500 hardcore, 100 tabs fra Chained Nutrition
• Tribooster 2000mg fra Biotech
• Tribulus, 100 kapsler fra Optimum Nutrition
• Tribulus terrestris Ultra Strong 1600 mg fra IronMaxx

Produkterne, som har været markedsført fra en tyskregistreret hjemmeside, er blevet fjernet fra hjemmesiden. Det drejer sig som følgende produkter:

• Tribulus terrestris fra Weider
• Tri-Complex Tribulus fra Weider
• Hardcore Devils Growth Kaps fra Best Body
• Testo X-Plode + PTK fra Weider

Alle ovennævnte produkter er blevet risikovurderet af DTU Fødevareinstituttet. Det vurderes, at Tribulus terrestris kan have skadelige effekter på leveren og centralnervesystemet.

Fund af udeklarerede stoffer
Fødevarestyrelsen kom på sporet af de nævnte produkter, da de tjekkiske fødevaremyndigheder i første omgang fandt spor af stofferne androstenedion og tetrahydrocannabinol (THC) i kosttilskudsproduktet Tribulus terrestris fra producenten Weider.

Der foreligger ingen oplysninger om, at det testede parti – med lot-nummer L:41023041/9 og mindst holdbarhed 31/08/2016 – skulle være blevet markedsført i Danmark.

Vær varsom ved køb på nettet
Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet.

Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.

Hvis du vil sikre dig, at et produkt er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan du finde oplysninger om registrerede kosttilskud på www.altomkost.dk

Læs mere her

Advarsel mod hjemmesiden biovea.dk

Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod hjemmesiden biovea.dk, da der forekommer markedsføring af potentielt farlige kosttilskudsprodukter. Fødevarerejseholdet, Kosttilskudsgruppen har på hjemmesiden i alt fundet 20 kosttilskud, der kan indeholde potentielt farlige stoffer og planteingredienser. Det drejer sig om følgende ingredienser:

– Withania somnifera (Ashwaganda)
– Pausinystalia johimbe (Yohimbe)
– Citrus Aurantium (synefrin) og koffein
– Tribulus terrestris
– Cimicifuga racemosa (Black Cohosh)
– Huperzin A

De nævnte ingredienser er alle risikovurderet af eksperter fra DTU Fødevareinstituttet.

Risikovurderingerne peger på, at planten Withania somnifera også kendt under navnet Aswaganda kan skade lever og nyrer, mens planten Pausinystalia johimbe kan påvirke blodkarrene samt blodtrykket negativt.

Kombinationen af Citrus Aurantium (synefrin) og koffein kan give hjerte-karproblemer samt påvirke centralnervesystemet. Planten Tribulus terrestris kan forårsage leverskader samt påvirke nerve- og hormonsystemet. Cimicifuga racemosa også kendt under navnene sort slangerod, sølvlysrod og black cohosh kan forårsage leverskader, mens stoffet Huperzin A, selv i små doser, kan påvirke centralnervesystemet og give akutte muskelrystelser og inkontinens.

Hjemmesiden biovea.dk henvender sig til danske forbrugere, men er ikke registreret i Danmark og er dermed ikke underlagt den danske lovgivning. Hjemmesiden er registreret i Frankrig og Fødevarerejseholdet, Kosttilskudsgruppen har kontaktet de franske myndigheder.

Vær varsom ved køb på nettet
Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet.

Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.

Hvis du vil sikre dig, at et produkt er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan du finde oplysninger om registrerede kosttilskud på www.altomkost.dk

Læs mere her

Advarsel – 40 ulovlige kosttilskud på prozis.com

Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at købe kosttilskud fra den dansksprogede hjemmeside prozis.com, efter at Fødevarerejseholdet, Kosttilskudsgruppen har fundet omkring 40 kosttilskud, som kan indeholde farlige stoffer og ingredienser.

Leverskader, hjerteproblemer og hjerneblødninger er blandt de potentielle bivirkninger ved flere af produkterne.

Kosttilskuddene markedsføres bl.a. som muskelopbyggende eller fedtforbrændende og som energi- og testosteronboostere. Produkterne indeholder bl.a. følgende stoffer og ingredienser:

– Pausinystalia johimbe
– Synefrin og koffein
– Tribulus terrestris
– Withania somnifera
– Cimicifuga racemosa
– Huperzin A
– 1,3-dimethylamylamin (DMAA)

Planteingredienserne samt stofferne er alle risikovurderet af eksperter på DTU, Fødevareinstituttet.

Risikovurderingerne peger på, at planten Pausinystalia johimbe kan påvirke blodkarrene samt blodtrykket, mens kombinationen af synefrin og koffein kan give hjerte-karproblemer samt påvirke centralnervesystemet. Planten Tribulus terrestris kan forårsage leverskader samt påvirke nerve- og hormonsystemet. Cimicifuga racemosa også kendt under navnene sort slangerod, sølvlysrod og black cohosh kan forårsage leverskader, mens Withania somnifera både kan skade lever og nyrer.

Stoffet Huperzin A kan, selv i små doser, påvirke centralnervesystemet og give akutte muskelrystelser og inkontinens. Et indtag af stoffet 1,3-dimethylamylamin, også kendt som DMAA, kan give akutte alvorlige effekter som hjerneblødninger og hjerteproblemer.

Hjemmesiden prozis.com henvender sig til danske forbrugere, men er ikke registreret i Danmark og er dermed ikke underlagt den danske lovgivning. Hjemmesiden er tilsyneladende registreret i Portugal og Fødevarestyrelsen vil derfor kontakte de portugisiske myndigheder.

Vær varsom ved køb på nettet
Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet.

Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.
Hvis du vil sikre dig, at et produkt er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan du finde oplysninger om registrerede kosttilskud på altomkost.dk.

Læs mere her

Dansk medikotek-virksomhed på vej mod verdensmarkedet

Medikotekvirksomheden Chempaq passerer den første vigtige milepæl i udviklingen af unikt mini–blodanalyseapparat. En verdenssucces for den danske virksomhed er indenfor rækkevidde i kraft af dygtige medarbejdere, investorer og gode patenter, mener direktør Peter Halken.

Chempaq, en af de nyeste spin–out virksomheder fra Mikroelektronik Centret på DTU, har netop passeret den første altafgørende test af virksomhedens bæredygtighed. I uafhængige undersøgelser har Chempaq´s mikro–teknologi vist sig at være helt og fuldt på højde med de laboratorieteknikker, som i dag anvendes til blodanalyse.

Mini–analysatoren, der ventes introduceret på verdensmarkedet i 2004, kan lette livet for kræftpatienter i kemoterapi, idet de fra hjemmet kan måle effekten af behandlingen. Dermed kan patienterne spares for hyppige hospitalsbesøg. Hidtil har patienterne været nødsaget til regelmæssigt at opsøge specialiserede hospitalsafdelinger med det nødvendige udstyr. Med Chempaqs analysator bliver hverdagen for en kemopatient næsten at sammenligne med en diabetikers, siger Peter Halken.

Markedet for Chempaq´s analysator ventes at være endog meget stort, og investorerne bag Chempaq – InnFond p/s, Symbion Capital I A/S og Vækstfonden – forventer, at mini–blodanalysatoren med fordel vil kunne erstatte alle hidtidige apparater til måling af kræftpatienters blodceller. Disse apparater koster i dag op mod en million kroner stykket.

Rekruttering af fagligt stærke kompetencer er for nye forskningsintensive virksomheder som Chempaq altafgørende for succes. Her har Chempaq gjort et scoop med den nylige rekruttering af videnskabelig direktør Björn Ekberg, der med syv års erfaring som udviklingschef i en verdensledende svensk diagnostikvirksomhed nu
står for den forsatte kemiske udvikling og afprøvning af Chempaq´s analysator.

Björn Ekberg bor i Sverige, men valgte at skifte arbejdet i et veletableret svensk firma ud med opstarts–virksomheden Chempaq: "Det er selvfølgelig ikke uden risiko, at deltage i udviklingsarbejdet i en helt ny virksomhed. Der er ingen garantier.

På den anden side kender jeg branchen og kan se, at Chempaq har kompetencerne og teknologien til at nå målene," siger han. Han valgte at skifte til Chempaq pga. af spændingen ved at udvikle et helt nyt produkt og muligheden for at være med helt fra start i en ny virksomhed.

Flere nye ansættelser er undervejs, ligesom alliancer med kommercielle aktører indenfor den medicinske branche skal indledes, siger Peter Halken. I øjeblikket søges en klinisk udviklingschef samt en ekspert, der kan lede den fortsatte udvikling af de elektroniske komponenter i analysatoren.

"Det er vigtigt, at vi på dette stadie i virksomhedens udvikling får placeret de rigtige kompetencer på nøgleposter, så vi kan leve op til de krav, som en kraftig vækst stiller til organisationen," siger Peter Halken
 

Læs mere her

Internationalt gennembrud for brystkræftbehandling

Brystkræftpatienter kan se frem til en mere effektiv behandling med langt færre bivirkninger takket være nye forskningsresultater

Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har opdaget en metode til at forudsige, om nogle af de mest anvendte typer kemoterapi vil virke på den enkelte brystkræftpatient eller ej. Inden for et år eller to vil disse resultater kunne bruges af lægerne i praksis, så brystkræftpatienter hurtigere får den mest effektive behandling og dermed også færre bivirkninger. Resultaterne som er skabt i samarbejde med amerikanske forskere fra bl.a. Harvard Medical School blev offentliggjort i tidskriftet Nature Medicine for nylig.

Vigtigt gennembrud

Ved behandling af brystkræft kombineres fjernelse af kræftsvulsten oftest med kemoterapi for at forhindre spredning af kræften. Men for alle de mest almindelige typer kemoterapi gælder det, at medicinen kun virker effektivt på ca. 20-30 % af patienterne. De resterende 70 % vil ikke få andet ud af behandlingen end alvorlige bivirkninger såsom hjerteproblemer og hårtab.

Derfor står de behandlende læger over for nogle svære valg, når de skal beslutte, hvilken type kemoterapi de skal give patienten. Ofte er de tvunget til at prøve forskellige behandlinger for at finde frem til den, der virker. Det skyldes, at der mangler metoder til at forudsige, hvordan den enkelte kræftpatient vil reagere på en bestemt type medicin.

Derfor mener professor Zoltan Szallasi, der leder forskerholdet fra DTU Systembiologi, at de nye resultater er et vigtigt gennembrud:

Vi kan nu begynde at forudsige, hvilken type kemoterapi der skal gives eller ikke gives til en bestemt patient. Vi er også begyndt at forstå, hvorfor nogle typer medicin virker eller ikke virker på forskellige typer kræftceller.

Færre bivirkninger for 500 kræftpatienter

Helt konkret har forskerne ved hjælp af bioinformatik og genekspressionsanalyse opdaget, at nogle af de mest anvendte typer af kemoterapi, anthracycliner, ikke har nogen effekt på en bestemt gruppe af brystkræftpatienter. Fælles for disse patienter er, at de alle har en høj aktivitet (overekspression) af et bestemt gen på det 8. kromosom. Det får den effekt, at medicinen aldrig når ind i kræftcellens kerne.

Zoltan Szallasi anslår, at ca. 500 brystkræftpatienter om året i Danmark vil falde i denne gruppe. Med den nye viden har man fået en robust metode til at forudsige, om en brystkræftpatient vil respondere på anthracyclin eller ej. Det betyder altså, at en stor gruppe patienter vil kunne sparres for unødige bivirkninger og hurtigt sættes i behandling med en anden type kemoterapi.

Samtidig er dette et vigtigt skridt ind i en personaliseret tilgang til kræftbehandlingen, og det kan få store konsekvenser, fortæller Zoltan Szallasi:

Når vi bliver i stand til at forudsige, hvilken medicin der virker på den enkelte patient, så kan vigtige stoffer, som ellers var kasseret på grund af for lav succesrate, komme i spil igen.

Læs mere her