Fødevarestyrelsen har i forbindelse med en internetkontrol konstateret markedsføring af en række potentielt farlige kosttilskudsprodukter, der indeholder planteingrediensen Tribulus terrestris. Produkterne markedsføres udelukkende fra udenlandske hjemmesider, men er rettet mod danske forbrugere. Hjemmesiderne, hvorfra produkterne markedsføres, er registreret i henholdsvis Tyskland og Sverige. Fødevarestyrelsen har orienteret både de tyske og svenske fødevaremyndigheder.
Kosttilskudsprodukterne fra den svenskregistrerede hjemmeside www.bodystore.dk omfatter:
T-1500 hardcore, 100 tabs fra Chained Nutrition
Tribooster 2000mg fra Biotech
Tribulus, 100 kapsler fra Optimum Nutrition
Tribulus terrestris Ultra Strong 1600 mg fra IronMaxx
Produkterne, som har været markedsført fra en tyskregistreret hjemmeside, er blevet fjernet fra hjemmesiden. Det drejer sig som følgende produkter:
Tribulus terrestris fra Weider
Tri-Complex Tribulus fra Weider
Hardcore Devils Growth Kaps fra Best Body
Testo X-Plode + PTK fra Weider
Alle ovennævnte produkter er blevet risikovurderet af DTU Fødevareinstituttet. Det vurderes, at Tribulus terrestris kan have skadelige effekter på leveren og centralnervesystemet.
Fund af udeklarerede stoffer
Fødevarestyrelsen kom på sporet af de nævnte produkter, da de tjekkiske fødevaremyndigheder i første omgang fandt spor af stofferne androstenedion og tetrahydrocannabinol (THC) i kosttilskudsproduktet Tribulus terrestris fra producenten Weider.
Der foreligger ingen oplysninger om, at det testede parti med lot-nummer L:41023041/9 og mindst holdbarhed 31/08/2016 skulle være blevet markedsført i Danmark.
Vær varsom ved køb på nettet
Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet.
Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker. Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.
Hvis du vil sikre dig, at et produkt er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan du finde oplysninger om registrerede kosttilskud på www.altomkost.dk