Specielt udviklet musik bruges til behandling af stress og angst

MusiCure CD nr. 6 "Waves" udgives nu på apotekerne i Danmark og Norge.

Ny CD udgivelse i serien MusiCure – musik som medicin, af komponisten Niels Eje, udkommer nu på de danske apoteker. Denne udgivelse har titlen "Waves" og det gennemgående tema på CDen er vand i bevægelse, som skildres i en række lydbilleder med dokumenteret beroligende og stressreducerende effekt.

Niels Ejes MusiCure indgår nu som en vigtig del af moderne stressbehandling
Flere og flere professionelle stressbehandlere, arbejdsmiljø konsulenter og større virksomheder benytter nu specielt udviklet beroligende musik i kampen mod en af vor tids folkesygdomme stress. MusiCure af Niels Eje har vist sig meget effektivt som terapi til stressede medarbejdere på alle niveauer i danske virksomheder. Bl.a. benytter de to professionelle konsulentfirmaer Markana og VileNorden dagligt MusiCure, ligesom også Danfoss og andre store virksomheder bruger MusiCure som en del af deres anti–stress tilbud til medarbejderne. Baggrunden er, at MusiCure gennem flere år er blevet positivt testet på mange tusinde patienter på sygehuse en gruppe som hører til blandt de mest udsatte angst– og stressbelastede mennesker i samfundet.

Verdens første specielt designede og videnskabeligt dokumenterede musik
MusiCure er resultatet af mere end 8 års arbejde hvor komponisten Niels Eje, i samarbejde med forskere fra flere nordiske lande og USA, har udviklet og dokumenteret en særlig form for musik, som nu udover sygehusene, også anvendes i mange former for behandling på institutioner, klinikker, virksomheder m.v. som et effektivt middel mod stress.
Det er forskergruppen Musica Humana under ledelse af overlæge Per Thorgaard, som med støtte fra Egmont Fonden, siden 1998 har gennemført kliniske studier med Niels Ejes musik og dokumenteret en overbevisende positiv effekt på mere end 5000 hospitalspatienter.

Nye forskningsresultater og anvendelsesområder
I USA er interessen for MusiCure stigende efter præsentation af nye forskningsresultater på Northwest Medical Centre i Seattle, Washington i juli i år, hvor undersøgelser med den specielt komponerede musik bl.a. har vist at man kan reducere angstniveauet markant hos hjertepatienter, og ydermere viste undersøgelserne, at størstedelen af samtlige patienter foretrak MusiCure frem for anden musik. Forskningsresultaterne blev præsenteret ved en af verdens førende sygeplejekonferencer i Toronto, Canada, og resultaterne forventes efterfølgende publiceret i det anerkendte lægefaglige tidsskrift "Critical Care Nursing".
Et stort antal private behandlere indenfor en lang række områder, bl.a. fysioterapeuter, tandlæger, stress management konsulenter, børneinstitutioner m.fl. anvender nu MusiCure som en aktiv del af deres behandling.

Unikke naturoptagelser lyd og billeder
En vigtig faktor og basis i tilblivelsen af MusiCure, er unikke optagelser af naturlyde i miljøer som er helt fri for baggrundsstøj. Komponisten Niels Eje rejser selv rundt i verden og optager naturens lyde, på steder som har enestående betingelser for helt "rene" naturmiljøer, uden den støj som omgiver os i dagligdagen. Optagelse af naturens lyde kræver stor tålmodighed og et indgående kendskab til de "akustiske" forhold i naturen. Avanceret optageudstyr, bl.a. fra danske "DPA Microphones" sikrer, at lydkvaliteten i naturoptagelserne er optimale.
Udvalgte locations hvor naturlydene optages bliver nu også optaget på film med henblik på en række audiovisuelle produktioner, som overordnet får betegnelsen "MuViCure" (Music & Visual Cure). MuViCure repræsenterer et helt nyt behandlingskoncept hvor MusiCure musikken smelter sammen med unikke billeder af fotografen Bjørn Wennerwald, og konceptet bliver netop nu klinisk testet på Århus sygehus.

MusiCure 6. "Waves" har vand i bevægelse som overordnet tema
Den nye udgivelse "MusiCure 6. Waves" handler om vandet som omgiver os, og traditionelt har lyden af vand i bevægelse en meget beroligende virkning på de fleste mennesker.
Med dette som udgangspunkt tager de enkelte kompositioner på "Waves" lytteren med på en rejse i forskellige vandverdener, som hver især repræsenterer essensen af den ro, hvile og afstressende effekt som lyden af vand formidler.
Produktionen af "Waves" har taget mere end et halvt år og indeholder mange dimensioner af musik og lyd, som tilsammen danner lydbilleder med dybe perspektiver, og naturoptagelser fra bl.a. La Gomera, Seychellerne og skandinaviske skove, kyster og vandløb.

Kort information om komponisten Niels Eje
Niels Eje er uddannet oboist og komponist fra Carl Nielsen konservatoriet i Danmark og var bl.a. gennem 1980erne ansat som solooboist i Danmarkes Radios Symfoniorkester.
Fra 1990 valgte Niels Eje at gå sine egne veje og arbejde full time som komponist, arrangør, solist og kammermusiker i Danmark og udlandet.
Niels Eje har modtaget en række priser og legater og i 1998 fik han speciel støtte fra Egmont Fonden til igangsættelse af projektet "Musica Humana" sammen med overlægerne Lars Heslet og Per Thorgaard det projekt som danner grundlaget for skabelsen af MusiCure
Niels Eje har skrevet musik til bl.a. James Galway, Safri Duo, Trio Rococo, samt til film– og teaterprojekter og som oboist har han medvirket på mere end 40 CD indspilninger, spændende fra klassisk symfonisk musik, til udgivelser med bl.a. Miles Davis, Palle Mikkelborg, Niels–Henning Ørsted Pedersen og Trio Rococo.

MusiCure forhandles eksklusivt af apotekerne i Danmark og Norge yderligere information på:
www.MusiCure.dk (om musikken) og www.MusicaHumana.dk (om forskningen).
 

Læs mere her

Region Hovedstadens Blodbank vinder Den Danske Logistikpris 2011

Prisen tildeles blandt andet fordi akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % .

Overbevisende styring af forsyningskæderne
Lego har gjort det, flere af erhvervslivets sværvægtere som Danfoss og Arla Foods har gjort det taget prisen som danmarksmestre i logistik og supply chain management. Men i år tegner der sig et nyt billede. Region Hovedstadens Blodbank, Rigshospitalet, har med overbevisende styring af forsyningskæderne gjort sin entré i toppen af listen, der i alle årene ellers har været forbeholdt de fremmeligste private virksomheder.

Første gang en offentlig virksomhed løber med pisen
Det er første gang i Logistikprisens 18-årige historie, at en offentlig virksomhed løber med Logistikprisen. Og det siger ikke så lidt. For supply chain management (SCM) er, om noget, en disciplin, der traditionelt set har hørt til i det private erhvervsliv, hvor man igennem de seneste mange årtier har optimeret forsyningskæderne ved at styre de forskellige led, der kæder leverandør, producent, lagerbeholdning, distributør og slutbruger sammen med mindst muligt spild og størst muligt udbytte.

Blodbanksorganisationer lagt sammen
Region Hovedstaden valgte i 2008 at sammenlægge de tre eksisterende blodbanksorganisationer bestående af 10 tappesteder i én samlet organisation med base på Rigshospitalet, og efter fusionen har Blodbanken på få år formået at nytænke, udvikle og forandre blodforsyningen i hele regionen ved at sætte supply chain management på dagsordenen i et miljø, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence og vel at mærke på en måde, hvor det bruges som løftestang for innovation.

Robust blodforsyning
Dommerkomitéens begrundelse for udpegningen lyder bl.a., at … akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % … blodbanken er på flere punkter førende internationalt, også fra en forskningsmæssig vinkel.
Forandringerne, som i høj grad har været båret frem af hele medarbejderstaben i Blodbanken, har ført til en mere effektiv anvendelse af blodet i dets forskellige bestanddele og blodprodukter, og med det er visionen om en robust blodforsyning på kort tid blevet til virkelighed.

Hele teamet inddraget
Det kan vi godt være stolte over, lyder det fra centerdirektør Bettina Lundgren, Diagnostisk Center, Rigshospitalet. Den logistiske udfordring spænder fra frivillig bloddonation til blodtransfusion af korrekt match; i en lægehelikopter, på Rigshospitalet, et stort akut hospital eller et mindre nærhospital i Region Hovedstaden, og at løfte den opgave kræver en talentfuld ledelse, der forstår at forene faglig udvikling og drift til gavn for patientbehandlingen ved at inddrage hele teamet af ressourcebevidste, innovative medarbejdere.

Fra tappested til slutbruger
Blodbankens medarbejdere og ledelse har som et stærkt team vist viljen til forandring og på egen hånd udviklet et skræddersyet, realtidsbaseret IT-system, som gør det muligt at holde øje med lagerbeholdningen real time og samtidig styre blodforsyningen hele vejen fra tappested til slutbruger og helt ned til styring af blodets blandingsforhold under transfusioner ved operationsbordet fx hos patienter med livstruende blødning.

Har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv
Modellen er i supply chain-sammenhæng helt unik. En effektiv og intelligent forsyningsstyring, der har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv, som ellers ville være tabt. Og supply-systemet, der følger blodets sammensætning ned til mindste detalje og kan matche patientens behovsprofil i transfusionsøjeblikket, vækker allerede stor international opmærksomhed. Foreløbige tal fra opgørelser af patienter med livstruende blødning viser overlevelsesrater, der er steget med op til 50 %, efter at de nye tiltag med blodforsyningen og sammensætningen af blodkomponenterne ved transfusion er indført.

Ikke akut mangel på blod i fremtiden
Men historien om blodlogistikken stopper ikke her. De nye tiltag tæller bl.a. også et patient-blood-management-system og et kommende donor-booking-system. Tiltag, som skal sikre, at der ikke i fremtiden bliver akut mangel på blod i regionen.

Skal styre efterspørgslen på blod
Vi er nødt til at tage højde for befolkningsudviklingen og tænke den ind i vores måde at arbejde med blodforsyningen fremadrettet, siger Morten Bagge, Klinikchef for Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet og fortsætter: Allerede om 10-15 år vil samfundet opleve et væsentligt øget behov for blod til behandlinger, alt imens der vil være betydeligt færre donorer at tappe fra. Og det er et problem, hvis vi ikke begynder at forberede os på det. Derfor bygger visionen om en robust blodforsyning på flere områder. Et af de mange nye tiltag er bl.a. et blood management program, som skal sikre, at vi udover at styre kapaciteten af blodforsyningen også har mulighed for at styre efterspørgslen fx ved hjælp af forebyggende behandling inden indlæggelse, siger Morten Bagge.

Web-baseret donor-bookingsystem på vej
Der er derfor også et web-baseret, interaktivt donor-bookingsystem på vej, siger chefbioanalytiker Susan Mathiasen, ligeledes fra Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet.
Her kan den enkelte donor selv følge behovet for blod i forhold til den aktuelle blodsituation i Blodbanken herunder lagerbeholdning, blodtypemangel, donorstatistik og helbredsdata.

Udsnit af dommerkomitéens begrundelse
Ledelsen af blodbanken har været både forudseende, innovative og ambitiøse omkring udviklingen af SCM-konceptet. De har vist, at det er muligt at optimere ressourcer i den offentlige sektor, de har skabt imponerende resultater langs hele værdikæden fra indsamling af donorblod, produktion og lagring af blodkomponenter og blodprodukter med kort holdbarhed ved at udvikle kundetilpassede leverancemodeller. Dommerkomitéen udtrykker stor anerkendelse for det store entreprenørskab og evnen til at sætte Danmark på verdenskortet inden for et område, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence .

Den Danske Logistikpris uddeles årligt i et samarbejde mellem effektivitet.dk og IDA Produktion & Logistik

Læs mere på: www.logistikkonferencen.dk

Læs mere her

Innovativ healing art produkt vinder årets Liljepris

Liljeprisen er den danske Oscar inden for oplevelsesøkonomien. Prisen gives til en virksomhed eller et produkt, der på nye innovative måder kombinerer kreative erhverv med det øvrige erhvervsliv.

Prisen blev uddelt ved Eksportrådets og Center for Kultur og Oplevelsesøkonomis (CKO) årlige konference og vinderen blev Chromalex.

Chromalex er et kunstnerisk billede, der hele tiden er i forandring. Derfor kaldes det også Det Digitale Maleri. Motivet på skærmen udvikler sig langsomt og harmonisk fra et smukt naturbillede over abstrakte farver til et nyt naturbillede og det har en beroligende effekt. Forløbet varer cirka 45 minutter. Avanceret software sørger for, at motivet interagerer med omgivelserne bl.a. årstid, døgnrytme og solens placering, og det betyder, at man aldrig ser det samme motiv igen. Chromalex henvender sig især til venteværelser og behandlingsrum i sundhedsvæsenet.

Kriterier
For at blive indstillet til årets Liljepris skal man:
– Tænke nyt og innovativt. Det kan eksempelvis være nye partnerskaber, nye teknologier, kommunikationsformer, ny brug af kompetencer, nye forretningsmodeller, ny viden, nye fortællinger, nye organisationsformer osv.

– Kombinerer oplevelser og forretning. Virksomheden skal have en klar sammenkobling mellem arbejdet med oplevelser og virksomhedens forretning.

– Være rollemodel for andre. Virksomhedens eksempel skal rumme et klart læringspotentiale for andre virksomheder.

De tre parter, som står bag udviklingen af Chromalex; Modulex A/S, Playscapes og Redia A/S har formået at opfylde alle disse kriterier.

Juryens motivation:
Skiltevirksomheden Modulex har siden 2011 samarbejdet med virksomhederne Playscapes og Redia og udviklingsarbejdet er resulteret i et digitalt maleri, Chromalex . Et unikt produkt, der forener lægevidenskab, kunst og teknologi. Dette digitale, interaktive maleri er i første omgang udviklet til sygehuse, nærmere bestemt til kræftafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor det er testet med succes over for patienter, pårørende og personale. Chromalex er et bevis på, at hele velfærdsområdet kan have gavn af at fokusere på oplevelser i innovationen frem for blot teknisk innovation .

Af tidligere modtagere af Liljeprisen kan nævnes: Danfoss Universe, Kreative Alliancer og Volcano Management.

Læs mere her