Påske med et twist af natur og neon

Twist de traditionelle påskeelementer med det moderne. Brug anderledes materialer, planter og frække farveindslag, og skab dit helt eget personlige påskeunivers, lyder opfordringen fra nyt, dansk indretningsfirma

Et bud på en anderledes og samtidig personlig påskepynt kommer fra fotograf Sofie Helsted og indretningsarkitekt Mille Fly, kendt bl.a. fra tv-programmet “Fra skrot til slot . De to kvinder driver sammen firmaet Fly + Helsted, der beskæftiger sig med bl.a. butiks- og boligindretning.

Neon og natur
– Til opgaven har vi taget afsæt i os selv. Vi arbejder meget med visualisering, og vores tilgang til tingene er humoristisk og skæv. Neon er helt oppe i tiden, så derfor bliver neongule æg helt naturligt det toneangivende, påskede indslag i bordpynten,

siger Mille Fly og fortsætter, – Det neongule indslag giver et frækt modspil til det klassiske, Musselmalede stel, mens de planter, vi bruger som pynt på bordet, ikke styles, men fremstår rå . Som en sjov lille detalje har vi ladet et æg hænge ned i vasen sammen med planten.

– Vi har bl.a. brugt violer og perlehyancinter, hvis blå farve matcher stellet, mens den blå anemones gule blomst snakker med de gule indslag på bordet.

Æstetik og sammenhæng
Æstetik og sammenhæng betyder meget for Sofie Helsted og Mille Fly. Derfor har de fx brugt glasvaser til planterne på bordet til at skabe et rent og transparent udtryk, som videreføres af potteplanten i vindueskarmen.

– Hos os får planterne lov til bare at være planter , strukturen i bladene og farven er det dekorative element, mens det er sammensætningen med vaser eller fade, som får det hele til at spille sammen. Vi har fx lavet et fad med æg og chokolade, som skaber dialog mellem det grønne, gule og blå, siger Mille Fly.

Påske og forår to sider af samme sag
– Pynten er fleksibel og kan hurtigt ændre karakter mens æggene gør arrangementet her til et påskeunivers, har du almindeligt forår igen, når æggene fjernes efter højtiden, slutter Mille Fly.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *