Konference sætter fokus på de svageste patienter

De lider af sygdomme som sukkersyge, dårligt hjerte, rygerlunger og infektioner. Mange af dem er kronisk syge ældre, og de fylder godt på de danske sygehus¬afdelinger. De medicinske patienter står således i dag for mere end 4 ud af 10 indlæggelser. Og både befolkningens aldring og væksten i de såkaldte livsstilssygdomme tyder på, at den andel vil vokse i de kommende år.

Det er baggrunden for en konference onsdag den 18. januar på Christians¬borg. Her mødes sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen med topfigurer fra resten af sundhedsvæsenet. På dagsordenen er en af sundheds¬væsenets største, men sjældent diskuterede udfordringer: Hvordan kan vi tilrette¬lægge indsatsen for de medicinske patienter på en mere hensigtsmæssig måde end i dag.

Undersøgelser, der præsenteres på konferencen, viser, at hver femte medicinske patient, der indlægges akut, slet ikke har behov for sygehusbehandling. Og cirka en tredjedel af sengedagene ligger patienterne blot og venter på en under¬søgelse eller på, at der bliver skaffet fx hjemmehjælp, så de kan udskrives. Det er ikke blot spild af patienternes tid, men også af de knappe sundhedskroner.

"Såvel spildtid som uhensigtsmæssige indlæggelser svækker den faglige kvalitet i sundhedsvæsenet. Men det er også symptomer på, at vi i sundhedsvæsenet mangler en overordnet diskussion af, hvordan vi i fremtiden skal tilrettelægge behandlingen af de medicinske patienter. Det er den diskussion, vi med konferencen gerne vil sætte på dagsordenen," siger Thomas Gjørup, formand for Dansk Selskab for Intern Medicin.

Selskabet har arrangeret konferencen i samarbejde med Indenrigs– og Sundheds¬ministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og H:S. På konferencen samles omkring 150 inviterede nøglepersoner fra alle dele af sundhedsvæsenet for at høre om udfordringerne og om gode erfaringer med at håndtere dem. Dagen giver også flere bud på den nødvendige koordinering af de medicinske patientforløb i de nye regioner og kommuner.

Foruden sundhedsministeren taler blandt andet: Medicinaldirektør Jens Kr. Gøtrik, direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Finn Kamper–Jørgensen, Viborgs amtsborgmester Bent Hansen og borgmester Vagn Ry, Horsens. Hertil kommer en række ledende læger og sygeplejersker fra det medicinske område. Det fulde program kan ses på www.dsim.dk.

Konferencen er lukket for tilmelding, men journalister kan få adgangskort ved at kontakte Charlotte Stryhn, Dansk Selskab for Intern Medicin, telefon 3544 8407 eller e–mail cs@dadl.dk senest den 17. januar.
 

Læs mere her

Cykeldele.dk – cyklisternes nye shoppingsted.

Outlet-cykler.dk, har gennem det sidste år vokset sig populær på internettet. Som konsekvens heraf har indehaveren Thomas Hansen valgt at købe det nedlagte posthus i Kjellerup, mellem Viborg og Silkeborg, for at bruge det som base og lager til hans nye webshop cykeldele.dk. Det gamle posthus, som lager.
Outlet-cykler.dk har fået større og større efterspørgsel på deres cykeldele. Det har indehaveren Thomas Hansen nu taget konsekvensen af og oprettet en ny webshop, cykeldele.dk. Thomas Hansen har ligeledes købt det gamle posthus i Kjellerup, som han bruger til base og hvor en stor del af vareudbuddet ligger på lager, så varen kan afsendes samme dag den bliver solgt, indtil kl. 17.00.

”Det er en stor fordel at have tingene på lager” udtaler Thomas Hansen ”Kunderne er meget tilfredse med at varerne, udover at de sælges til de bedste priser, også bliver leveret hurtigt til kundens hjemmeadresse.”

Ventetiden skal ned!
Det er i begyndelsen de mest efterspurgte varer, der vil være på lager, som cykelhjelme, bagagebærere, bremser, dæk og cykelflasker, med mere. Planen er, med tiden, at få alle udbudte varer på lager. Det skal ske hurtigst muligt, så der ikke er den store ventetid for kunden, fra køb til levering, på nogen af varerne.

”Det er meget vigtig for os, at kunne servicere vores kunder bedst muligt og hurtigst muligt, så de får en god oplevelse, når de besøger webshoppen.”

Posten leverer dagen efter.
Alle varer der sendes ud fra cykeldele.dk, bliver efterset og nænsomt pakket, så de kan klare transporten uden problemer, til købers adresse.

Varerne bliver sendt med Post Danmark, så ved man hvornår posten kommer, kan man regne med at modtage sin pakke på dette tidspunkt, dagen efter købet. Dog med forbehold for forsinkelser i postvæsnet.

Man kan også vælge et bestemt udleveringssted gennem Post Danmark, hvis man ikke er hjemme, til at modtage pakken.

Reklamationsret er det samme.
Cykeldele.dk yder 24 måneders reklamationsret i henhold til købeloven, det er samme reklamationsret, som man har i en fysisk butik. Man skal også her huske at gemme sin kvittering/faktura, da denne samtidig fungerer som garantibevis. Der er dog visse situationer, hvor garantien ikke gælder, dem kan man læse mere om i webshoppen.

Som udgangspunkt er det hurtigt, nemt, sikkert og billigt at handle på cykeldele.dk.

Læs mere her

Medicinfri lindring af smerter i led og muskler

Mange døjer med led– og muskelsmerter, men nu er det muligt at dæmpe smerterne hurtigt og effektivt med ny kølende gel med ingefær. De fleste kender til generende smerter i led og muskler. I bedste fald er de ubehagelige, i værste fald kan de næsten umuliggøre en almindelig hverdag. Uanset om smerterne er akutte eller kroniske, skyldes gigt, forkert arbejds–stilling, overbelastning eller skader, er der brug for effektiv lindring af smerter, hævelse og ubehag. Foruden smertestillende tabletter og gigtmedicin findes nu også en blidere løsning eller et supplement til den medicinske behandling. Kulde uden ispose Kulde er et godt, medicinfrit alternativ, som ikke alene virker smertelindrende, men også påvirker den proces i huden der skaber hævelse og rødme. For mange betyder kuldebehandling en pose frosne ærter eller en ispose på det smertende sted. Men her bør man være varsom, da der kan opstå frostskader ved forkert anvendelse. Isposer må højst bruges på huden i op til 20 minutter ad gangen, men heldigvis er det muligt og enklere at køle smerterne ned i længere tid. Zingiberin Ice er en ny, fysioterapeutisk kølende gel, der smøres på det ømme punkt og hurtigt sænker hudtemperaturen i området med 4–5 grader. Zingiberin Ice indeholder et specielt ingefærekstrakt, som op–tages hurtigt og effektivt ved hjælp af en unik, avanceret teknologi; LipoCap. Dette patenterede, ingefærberigede biokompleks er kendt fra kosttilskuddet Zingiberin, der har god effekt på ømme og stive led og muskler. Zingiberin–kapslerne kan med fordel kombineres med den nye Zingiberin Ice til udvortes brug. Sportsskader Zingiberin Ice kan anvendes af alle med ømme led og muskler. Den er også effektiv til smerter og hævelser efter en forkert bevægelse, når vi overbelaster et led eller en muskel eller kommer til skade ved sport og motion. Susanne Munk Lauritsen ser mange af disse skader til daglig og kender også selv alt til dem fra sin karriere som målvogter for Viborg Håndboldklub og det kvindelandshold der flere gange vandt guld til Danmark. "Zingiberin Ice er et virkelig godt, medicinfrit alternativ, som går fint hånd i hånd med anden smertebehandling af ledproblemer", siger Susanne Munk Lauritsen. Virkningen holder længe, i op til 4 timer, hvorefter man igen kan smøre et tyndt lag på, hvis der stadig er rødme, hævelse og ømhed. Zingiberin Ice er udviklet af Ferrosan og fås i Matas, helsekostforretninger og på mange apoteker. Yderligere oplysninger: Ferrosan Danmark A/S, tlf. 39 68 57 04. Billedetekst: "Zingiberin Ice er et virkelig godt, medicinfrit alternativ, som går fint hånd i hånd med anden smertebehandling af ledproblemer", siger Susanne Munk Lauritsen. Se flere billeder og andre pressemeddelelser på http://www.presseprofilen.dk
 

Ressourcestærke kvinder steriliseres med ESSURE

Var det noget at blive steriliseret uden ar
For mange danske kvinder ender valget om en sterilisation med både ar og fuld narkose, men sådan behøver det ikke at være.

I stedet kan de blive steriliseret ved at få opereret en mikro–indsats, kaldet ESSURE, ind i æggelederne – under lokalbedøvelse og ambulant.

Anæstesisygeplejerske Jette Brandt på 39 år er en af de få danske kvinder, der er blevet steriliseret med ESSURE. Det skete for fire år siden. Dengang fandt hun selv oplysninger om metoden på nettet og fandt også selv ud af, at hun kunne få indgrebet på Glostrup Hospital.

– Jeg var glad for, at behandlingen kunne foretages i lokal bedøvelse og ikke fuld bedøvelse, og at jeg slap for ar. Jeg ville vælge denne behandling igen, da det gik hurtigt og med meget få smerter efterfølgende, siger hun.

Jette Brandt er prototypen på den type kvinder, der bliver steriliseret på netop denne måde: De er ressourcestærke og finder selv deres oplysninger på nettet.

Gynækolog og overlæge Lotte Clevin, Hvidovre Hospital er en af de læger, der anbefaler metoden. Selv har hun kun steriliseret få kvinder med ESSURE. Men hun opfordrer de praktiserende gynækologer til at begynde at efterspørge metoden noget mere, for så vil de offentlige hospitaler måske begynde at tilbyde den.
Dog bruger hun ESSURE på sit bijob som gynækolog på Allerød Privathospital.

Bruges i resten af den vestlige verden
I USA og resten af Europa er over 100.000 kvinder blevet steriliseret på denne måde igennem de sidste 10 år, og især i Frankrig er det en almindelig måde at blive steriliseret på. Metoden er så småt begyndt at vinde indpas i Danmark, hvor den har været på markedet i seks til syv år.
Gynækolog og overlæge dr. med, Per Lundorff, Regionshospitalet Viborg er en af de læger, der bruger metoden mest. Han har steriliseret omkring 30 kvinder på den måde de sidste fire år, og han kan mærke, at metoden bliver mere og mere efterspurgt.
–Flere af de praktiserende læger kender metoden nu, og den er især god til overvægtige, meget tynde kvinder eller kvinder, der tidligere er blevet opereret i maven flere gange, da de har en øget risiko for at få komplikationer ved en kikkertoperation. Jeg vil mene, at der er en økonomisk gevinst med implantatet ESSURE, da udgifterne til ESSURE oplagt i lokal bedøvelse opvejer udgifterne til fuld narkose, overvågning efter operationen samt eventuelle udgifter ved komplikationer, som kan opstå ved kikkertoperationen ved standardmetoden. Der er ikke nogen ulemper ved ESSURE. Måske bortset fra at der i modsætning til de tidligere metoder ikke er nogen vej tilbage, siger han.
Indtil videre bliver kvinder steriliseret med ESSURE på Glostrup Hospital, Falster Sygehus, Regionalhospitalet Viborg samt enkelte privathospitaler.

Fakta
Tidligere er danske kvinder blevet steriliseret ved, at små klips stikkes via to huller ind i maven, hvorefter de klemmer æggelederne sammen. Den metode giver to ar på ½ til 1 centimeter.
ESSURE er så meget mere skånsom, fordi den føres ad naturlig vej op gennem skeden og livmoderen. Den sættes ind i hver af kvindens æggeledere. I løbet af de næste tre måneder vokser kroppens væv ind i Mikro–indsatserne og blokerer på den måde æggelederne, hvorefter sæden ikke kan komme ind og befrugte ægget.
Typisk er kvinden lokalbedøvet under indgrebet, som varer cirka en halv time. Hun får ingen ar, da kirurgerne ikke skærer i huden. Dog virker metoden først efter omkring tre måneder.
Mikro–indsatserne indeholder eller frigiver ingen hormoner som østrogen og progesteron. Metoden er 99,8 procent sikker, hvilket er omkring det samme som en almindelig sterilisation.
8000 gynækologer i USA udfører sterilisation med ESSURE.

Kontakt
Jette Brandt, ida2797b@post.cybercity.dk eller 36 96 95 99 (bosiddende i USA, hvor tiden er ni timer bagud dansk tid så ring venligst efter kl.17.00.)

Lotte Clevin, gynækolog og overlæge, Hvidovre Hospital: 36 32 65 25 eller lotte.clevin@hvh.regionh.dk

Per Lundorff, gynækolog, overlæge dr. med, Regionshospitalet Viborg, 89 27 27 27 eller per.lundorff@sygehusviborg.dk

Henrik Schjødt, Administrerende direktør i KEBO MED, 36 39 80 33, 40 57 46 60 eller hesc@kebomed.dk

Du kan læse mere på http://www.kebomed.dk/flx/dk/produkter/sterilisation/
 

Læs mere her

Sundhedsminister trækker i lægekittel i Viborg

Mandag eftermiddag, den 22. februar, trækker sundhedsminister Jakob Axel Nielsen i lægekittel og går i vagt med en reservelæge i den nye akutafdeling A24 på Regionshospitalet Viborg.

Første spadestik til det nye akuthus er ikke taget endnu, men alligevel er Regionshospitalet Viborg efter åbning af en ny akutafdeling for medicinske og organkirurgiske patienter og med en nyrenoveret skadestue godt på vej med at indføre Sundhedsstyrelsens nye principper for modtagelse af akutte patienter.

Hvor den akutte patient tidligere blev modtaget af yngste reservelæge, arbejder landets akutmodtagelser nu frem mod, at den akutte patient modtages og undersøges af et team af relevante specialister. Denne omlægning er en stor udfordring for akuthospitalerne og deres ansatte organisatorisk, arbejdsmæssigt, bygningsmæssigt og ikke mindst med hensyn til uddannelse. Men samtidig et stort kvalitativt løft for patienterne.

Det er udfordringerne i denne udvikling, arrangørerne vil indvie sundhedsministeren i på en eftermiddag on location . Jakob Axel Nielsen kommer blandt andet til at opleve et vagtskifte i akutafdelingen. Senere deler han vagt en times tid med reservelæge Hans Kristian Sangill Brødløs og får på den måde et personligt indblik i, hvordan hverdagen former sig for yngre læger og for det øvrige personale i en akutafdeling med de nuværende opgaver og de muligheder, fremtiden byder på. Grundlæggende får ministeren en overordnet introduktion til Regionshospitalet Viborg af hospitalsledelsen med de store udbygningsplaner i særligt fokus.

Resultat af blogindlæg
Besøget er kommet i stand, efter at en reservelæge på Regionshospitalet Viborg blev opmærksom på en blog-korrespondance på Yngre Lægers hjemmeside. Her udtrykte ministeren interesse for selv at opleve, hvordan lægers arbejdsvilkår er.

– Vi var enige om, at vi ville prøve at få ministeren til Viborg og at akutafdelingen af flere grunde ville være velegnet til formålet. Så vi bød os til, og der gik ikke lang tid, før vi havde en aftale, siger fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på Regionshospitalet Viborg Claus Thygesen.

– Jeg glæder mig til at komme tæt på både patienter og personale på Regionshospitalet Viborg. Det er et sygehus, som står over for at gennemføre store forbedringer på det akutte område i de kommende år. Kvalitetsfonden og Region Midtjylland har afsat 1.150 mio. kr. bl.a. til en fælles akutmodtagelse i Viborg, og det stiller store krav ikke mindst til personalet. Det arbejde ser jeg frem til at høre om, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Fakta

– Akutafdelingen rummer for øjeblikket 26 senge til akutte medicinske og organkirurgiske patienter
– Oplevelsesturen i virkeligheden på et dansk akuthospital er arrangeret af Yngre Læger i samarbejde med hospitalsledelsen.

Møde for pressen
Som afslutning på vagten stiller sundhedsministeren sig til rådighed for pressen på akutafdelingen. Men dels af hensyn til ministerens muligheder for at få et normalt indblik i hverdagen på akutafdelingen, og dels af hensyn til de akutte patienter får pressen ikke lejlighed til at være med på vagten.

– Mød sundhedsministeren i akutafdeling A24 (indgang fra etage 4 i trafikcentret) klokken 17.00 til 17.30.
Hospitalsledelsen og akutafdelingens daglige ledelse være til rådighed for pressen samtidig

– For kontakt til akutafdelingens daglige ledelse, eventuelt ønske om på forhånd at besøge akutafdelingen, for information om fotomuligheder på dagen eller for yderligere baggrundsinformation, kontakt:

Kommunikationsmedarbejder Susanne Overgaard, kommunikationsafdelingen, Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup, 89 27 25 93

Læs mere her

Det går godt med Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse Hvordan har du det

Det nationale helbredstjek er i fare. Sådan lyder det i dagens udgave af Jyllands-Posten. Men det billede kan sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, som er ansvarlig for Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse slet ikke genkende.

– Det går faktisk rigtig godt med at få folk til at svare. Vi runder i dag 60% deltagelse, og hver dag bringer postvæsenet nye kasser med udfyldte spørgeskemaer, fortæller Finn Breinholt Larsen og forklarer:

– Region Midtjylland lavede i 2006 en tilsvarende undersøgelse af danskernes helbred og endte dengang på den flotte svarprocent 69.
Sammenlignet med sidst ligger vores svarprocent på nuværende tidspunkt på nogenlunde samme niveau.

– Men når det er sagt, har vi også visse udfordringer. Fx har vi svært ved at få svar fra indvandrere og ældre kvinder. Ligesom vi også har haft problemer med at få de unge mænd til at svare.

Man kan stadig nå at deltage
Finn Breinholt Larsen understreger, at man stadig kan nå at indsende spørgeskemaet.

– Hvert eneste svar tæller, og de der svarer, er med til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen, siger Finn Breinholt Larsen og fortsætter:

– Man ikke kan sætte nogen håndfast grænse for, hvor høj svarprocenten skal være for at undersøgelsen kan bruges. Jo højere, jo mere pålidelige er data. Det allerbedste ville være 100%. Det når vi aldrig. Men med de 60% vi allerede har nu, er vi godt på vej til at få et datasæt i hus af høj kvalitet.

Fakta om undersøgelsen
52.400 borgere fra 16 år og op modtager et spørgeskema, herunder også borgere af anden etnisk baggrund end dansk.

Der indgår 2.500 personer fra hver kommune, dog 8200 fra Århus Kommune.
Undersøgelsen i Region Midtjylland gennemføres af regionens Center for Folkesundhed i samarbejde med regionens 19 kommuner.

Undersøgelsen er endel af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Svarprocent den 12.marts 2010, fordelt på de enkelte kommuner

Pct. Kommune
65 – Favrskov
65 – Skanderborg
62 – Syddjurs
62 – Odder
62 – Hedensted
61 – Viborg
61 – Hering
60 – Struer
60 – Lemvig
60 – Randers
60 – Silkeborg
60 – Skive
60 – Ringkøbing-Skjern
59 – Holstebro
59 – Norddjurs
59 – Ikast-Brande
58 – Samsø
57 – Horsens
57 – Århus
60 – Region Midtjylland

Læs mere og hent grafik og fakta på :
http://www.hvordanhardudet.rm.dk

Læs mere her

Daglige pollental fra Viborg

Bioanalytikerne på Regionshospitalet Viborg går nu i gang med dagligt at indfange pollen, så allergikerne i det jyske også har aktuelle tal at navigere efter, når snue og kløe skal dæmpes. Allerede sidst på eftermiddagen i dag fredag kan de første daglige pollenvarslinger fra Viborg ses på bl.a. astma-allergi.dk og tekst-tv.

Det lune og solrige forårsvejr har fået birken til at springe ud og sprede pollen, og derfor er det med kort varsel blevet nødvendigt at gå fra ugentlige til daglige pollenmålinger. Hver morgen kl. 9 – også i weekenderne – skifter bioanalytikerne den opsamlingstromle eller glasplade, der sidder i pollenfælden på taget ud for 7. etage.

Ledende bioanalytiker Bodil Andersen og bioanalytiker Lisbeth Søttrup skifter tromle i pollenfælden på Regionshospitalet Viborg. På tromlen sidder et særligt filter, der opsamler pollen (foto: Regionshospitalet Viborg).

Dagens materiale med det indfangede pollen skal hver dag sendes til København, hvor pollenbiologer hos Astma-Allergi Danmark analyserer og omsætter det til tal. Pollentallene bliver kombineret med vejrudsigten, og det giver mulighed for at lave en varsling om koncentrationen af pollen i luften det kommende døgn. Sol og varme øger antallet af pollen i luften, mens regn og skyer dæmper pollenmængden.

Lige nu er det altså blevet sæson for birkepollen, mens det fra slutningen af maj er græspollen, der er flest af, og i en periode sidst på sommeren topper bynke. De daglige målinger fra Regionshospitalet Viborg vil forsætte, indtil sæsonen for pollen er overstået omkring 1. september. Ifølge Astma-Allergi Danmark er der ca. 1 mio. pollenallergikere herhjemme, og de fleste af dem er allergiske over for pollen fra birk og græs.

Den aktuelle situation med askeskyen fra vulkanudbruddet i Island har ikke umiddelbart nogen indflydelse på pollenmålingerne, da skyen befinder sig i luftlag i flere kilometers højde. Tromlerne i pollenfælderne kan på et tidspunkt muligvis opfange små partikler fra asken i lighed med f.eks. partikler fra trafikken.

Pollenfælden på Regionshospitalet Viborg har været i brug hvert år siden 1979, og det er dermed en af de mest kontinuerlige og ældste pollenopsamlere i Europa. Med pollenfælden på taget af DMI i København, der blev sat op i 1977, er Viborg-fælden med til at sikre, at Danmark har et helt unikt statistisk og videnskabeligt materiale om pollen.

Bioanalytikernes arbejde med at skifte tromle i pollenfælden og få materialet sendt til København finansieres af Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup og Viborg Kommune.

Yderligere oplysninger hos ledende bioanalytiker Bodil Andersen, Regionshospitalet Viborg, 8927 2045 / 2933 9420 og hos lægelig ansvarlig, overlæge Lars G. Hansen, Regionshospitalet Viborg, 8927 2846 / 2122 2195

Janne Sommer, pollenbiolog og leder af Dagens Pollental, Astma-Allergi Danmark, 2548 6808

Læs mere her

Medicinsk afdeling får ny ledende overlæge

Henning Borregaard Danielsen er ansat som ledende overlæge på Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerups medicinske afdeling.

Siden marts 2009 har han været konstitueret i stillingen. Overgangen til varig ansættelse sker formelt pr. 1. maj 2010.

Som ledende overlæge får Henning Danielsen det overordnede ledelsesansvar for medicinsk afdeling sammen med oversygeplejerske Marianne Jensen, som er hans sygeplejefaglige partner i afdelingsledelsen. Den ledende overlæge er hovedansvarlig for afdelingens lægelige behandling.

Henning Danielsen bliver en del af hospitalets ledelsesgruppe og får dermed et medansvar for at rådgive hospitalsledelsen og regionsrådet om den kommende udbygning af Regionshospitalet Viborg til 1.150 millioner kroner. Planen for udbygningen og renoveringen af hospitalet skal forelægges for regionsrådet til sommer og skal senere godkendes i regeringen.

Henning Danielsen er 56 år. Han tog lægevidenskabelig embedseksamen i 1980 og blev speciallæge i nefrologi (medicinske nyresygdomme) i 1991 og i intern medicin i 1992.

Den lægelige videreuddannelse har Henning Danielsen fået på hospitalerne i Århus. Han kom til Regionshospitalet Viborg som 1. reservelæge vinteren 1993. 1. december 1993 blev han udnævnt til overlæge på medicinsk afdeling.

Henning Danielsen har været specialeansvarlig overlæge for medicinsk afdelings nefrologiske sektion fra 1995 og frem til konstitutionen som ledende overlæge i 2009. Flere gange tidligere har han påtaget sig funktionen som stedfortræder for afdelingens ledende overlæge.

Henning Danielsen har herudover engageret sig meget i uddannelsesforhold. Han er klinisk lektor ved Aarhus Universitet og har som sådan et særligt ansvar for lægestuderendes klinikophold på i medicinsk afdeling. Desuden er han netop udnævnt til inspektor i intern medicin (nefrologi). I den funktion besøger han andre hospitalers nyremedicinske funktioner for at gennemgå de pågældende afdelingers uddannelsesforhold for yngre læger. Nævnes skal det også, at han siden 2007 har været formand for det nefrologiske specialeråd i Region Midtjylland.

Henning Danielsen bor i Højbjerg sammen med sin hustru, som er tandlæge. Sammen har de fire børn, hvoraf to bor hjemme.

Fakta om medicinsk afdeling i Viborg og Skive:

* Medicinsk afdeling er hospitalets største og mest specialiserede.

* Afdelingen behandler patienter med medicinske sygdomme i hjerte, nyrer, mave og tarm, lever, hormonkirtler, lunger, huden samt blod- og kræftsygdomme.

* Afdelingen rummer 107 sengepladser i Viborg og 35 i Skive.

* Afdelingens funktioner samles i Viborg sidst på året.

* Medicinsk afdeling har desuden en meget stor aktivitet med flere end 67.000 besøg om året i ambulatorier og dagafsnit, herunder et stort dialyseafsnit.

* Alt i alt er der 485 ansatte i medicinsk afdeling.

Yderligere oplysninger:
Cheflæge Christian Møller-Nielsen, telefon direkte 8927 2553.
Ledende overlæge Henning Danielsen, telefon direkte 8927 2868.

Læs mere her

Bent Hansen lukkede Regionshospitalet Kjellerup

Med en symbolsk nedtagning af skiltet over hovedindgangen til dagkirurgien og sårcentret lukkede regionsrådsformand Bent Hansen officielt for al hospitalsaktivitet i Kjellerup.

– Lukningen i dag har intet med jeres indsats at gøre. Det her handler kun om strukturudviklingen, for I har kun gjort det godt!

Sådan understregede både Bent Hansen og hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard over for de rigtig mange tidligere og nuværende ledere og medarbejdere, der var mødt op for at tage afsked med Regionshospitalet Kjellerup som arbejdsplads og behandlingssted, da der i dag var “lukke-slukke-reception” på hospitalet.

– Jeg vil gerne pænt kippe med flaget for 96 års arbejde til gavn for patienter og for hele området, og så vil jeg markere det, som vi vel alle synes er lidt træls, sagde Bent Hansen, inden han besteg malerstigen for at pille skiltet ned over indgangspartiet til det hospital, der har været hårdt ramt af årtiers ændringer i sygehusstrukturen.

Blot en halv time inden regionsrådsformanden holdt lukke-talen, havde den sidste patient forladt hospitalets sårcenter. Den uigenkaldeligt sidste patient, der blev behandlet på hospitalet i Kjellerup. På det dagkirurgiske afsnit blev de sidste operationer udført tirsdag, og i dag var operationsstuerne fyldt med flyttekasser og udstyr, der skal køres til Viborg og lidt af det også til Silkeborg.

Bent Hansen mente, det var bedrøveligt at skulle lukke et velfungerende og effektivt hospital som det i Kjellerup, men understregede samtidig, at aktiviteten skal ned, for at regionen kan styre gennem den økonomiske krise.

– Der er ikke noget, Kjellerup har gjort, der er selvforskyldt. I har lavet 1. klasses kvalitet, og I kan som medarbejdere gå herfra med rank ryg, sagde hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard ved receptionen i den nu sengetomme dagkirurgiske opvågning/modtagelse.

Da den første del af Regionshospitalet Kjellerup åbnede i 1914 som Syge- og Epidemihuset i Kjellerup , var der fokus på, at patienter højst skulle transporteres 1 time i hestevogn. Derfor var der dengang også vedtaget planer om sygehuse i Roslev, Aalestrup og Bjerringbro.

– Jeg er glad for, at de politiske beslutninger ikke blev til noget, for så skulle jeg også bare have været ude og pille skilte ned der. Men det pudsige er, at argumenter som nærhed, specialisering og kvalitet, der lå til grund for beslutningerne dengang, også er de argumenter, vi hører i debatten i dag, fortalte Bent Hansen.

Med lukningen af hospitalet i Kjellerup skifter hele hospitalsenheden fra dags dato navn til Regionshospitalet Viborg, Skive. Tilbygningen ved Regionshospitalet Kjellerup, hvor dagkirurgisk afsnit og sårcentret de seneste år har holdt til, er fortsat ejet af Region Midtjylland.

Fakta kort
– Syge- og Epidemihuset i Kjellerup blev indviet 21. februar 1914.

– Kjellerup Sygehus blev i 1951 inddelt i en medicinsk og en kirurgisk afdeling.

– I 1994 blev Kjellerup Sygehus stedet for Viborg Amts plastikkirurgi og dermatologi.

– Kjellerup Sygehus blev fra 1. januar 2000 fusioneret med Viborg Sygehus.

– Kjellerup Sygehus blev i 2003 en del af fusionen med Skive under navnet Sygehus Viborg.

– Efter strukturreformen fra januar 2007 ændrede de fusionerede hospitaler navn til Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup.

Læs mere her

Viborg-patienter får hjælp på privathospital

Region Midtjylland har lavet aftale med privathospitalet Endoskopiklinikken Århus, så patienter fra Regionshospitalet Viborg hurtigt kan blive undersøgt. Det drejer sig om patienter henvist til kikkertundersøgelse af mave og/eller tarm.

Den seneste tid har der været en del berettiget undren fra patienter, der har modtaget en tid til behandling på Regionshospitalet Viborg så langt frem som i 2014. Det drejer sig både om nyhenviste patienter og patienter, der skal til kontrolundersøgelse på organkirurgisk ambulatorium. Men det vækker naturligvis undren, at man som patient får tildelt en tid, der ligger flere år frem, når der for de nyhenviste eksisterer en behandlingsgaranti på en måned.

– Vi ved godt, at 2014 kan virke helt absurd. Men lovgivningen er imidlertid sådan, at vi i indkaldelsesbrevet skal give patienten en præcis undersøgelses- eller behandlingsdato. Havde vi givet en tid engang i 2011, havde nogle måske slet ikke studset over det og søgt et andet sted hen. Vi ville helst bare skrive, at man hurtigst muligt skal kontakte Patientkontoret, så patienterne hurtigt kan blive undersøgt, og så der ikke bliver misforståelser, forklarer Regionshospitalet Viborgs chefsygeplejerske Tove Kristensen.

Patientkontoret i Region Midtjylland hjælper nu patienterne fra Regionshospitalet Viborg til en tid på Endoskopiklinikken i Århus, så de hurtigt kan komme til. Rigtig mange er allerede henvist dertil, og på mandag bliver de første Viborg-patienter undersøgt i Århus. Med den nye særaftale kan Endoskopiklinikken Århus modtage 30-50 patienter om ugen fra Regionshospitalet Viborg, og patienterne, der benytter denne ordning, har også mulighed for befordringsgodtgørelse.

Et ekstra brev til patienter
Men at finde helt derind i papirerne, hvor informationen om Patientkontoret er, har ikke været let for alle patienter. Kuverten indeholder to standardskrivelser, som er skabeloner fra Region Midtjylland. Det er en indkaldelse og et informationsark. Herudover kan der være pjecer og andet i kuverten. I håb om at gøre det mere indlysende for patienterne, hvor vigtigt det er, at de kontakter Patientkontoret, har Regionshospitalet Viborg suppleret med en ekstra skrivelse. Den skal benyttes til nogle patienter, når der er lange udsigter til behandling i Viborg.

– Vi har nu lavet et supplerende brev, så forhåbentlig færre patienter bliver fortvivlede. Det er klart, at mange bliver oprørte over en tid flere år frem, og så læser de måske ikke alle skrivelserne i kuverten til ende. Men med det ekstra brev og med regionens aftale med Endoskopiklinikken, er der gjort mest muligt, for at ingen skal føle sig ladt i stikken, understreger Tove Kristensen.

Når organkirurgisk afdeling i Viborg har skåret drastisk i antallet af kikkertundersøgelser, hænger det sammen med både besparelser og pres på personalet på grund af mange akutte patienter. Derfor har afdelingen været tvunget til at reducere i antallet af ambulante undersøgelser, da de mest syge skal behandles først.

Aftalen med Endoskopiklinikken Århus gælder foreløbig frem til 1. oktober.

Læs mere her