Regeringens liberaliseringsforslag lukker mange apoteker i udkantsdanmark

Apotekerne undrer sig over de initiativer, som regeringen vil gennemføre på apoteksområdet. Forslagene er set før, og det er kendt, at forbrugerne risikerer at betale en høj pris for dem. Apoteker i udkantsdanmark risikerer lukning, og adgangen til medicin bliver mere besværlig, hvis regeringen får gennemført sin politik.

– Det kan umuligt være meningen med en politik, som skal gavne danskerne i hverdagen, at en stor del af befolkningen risikerer at miste adgangen til et apotek i deres nærområde. Der bliver muligvis kortere mellem apotekerne i byerne, hvor der i forvejen er en god dækning. Til gengæld kan det medføre apotekslukninger i udkantsdanmark, siger formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen.

Regeringen foreslår i forbindelse med Vækstforums møde i denne uge bl.a. en lempelse af reglerne for åbningstider. Det bliver positivt modtaget i Apotekerforeningen, som i forvejen arbejder på forslag, som skal øge tilgængeligheden, serviceniveauet og patientsikkerheden på apotekerne.

Omvendt vækker det undren, at regeringen vil slække på reguleringen af området, og bl.a. overvejer at afskaffe udligningsordningen mellem apotekerne. Udligningsordningen betyder, at store apoteker i byerne yder driftstilskud til små apoteker i tyndt befolkede egne. Det er den mekanisme, som sikrer, at alle danskere har nem og hurtig adgang til medicin, og hvis den bliver fjernet, vil apoteker i 26 kommuner være lukningstruede, viser tidligere beregninger fra Apotekerforeningen.

– Fordelen ved det nuværende system er, at alle borgere hurtigt kan få den nødvendige medicin til de samme priser over hele landet. At alle borgere har adgang til rådgivning om den medicin, de modtager. Og at alle er omfattet af den sikkerhed og sundhedsfaglige rådgivning, der omgærder udlevering af medicin på apotekerne. Vi fanger dagligt syv fejl, som ville have ført til indlæggelse. Så det er svært at se en gevinst ved at ændre den ordning, siger Niels Kristensen.

Han er helt enig med statsminister Lars Løkke Rasmussen i, at det er vigtigt at have fokus på borgernes behov, men understreger, at regeringens tanker på apoteksområdet vil forringe forholdene for forbrugerne.

– De særlige regler for kopimedicin betyder, at priserne er blandt de laveste i EU. Det skyldes dels stærk konkurrence, dels at apotekerne sikrer udlevering af den billigste medicin. Ventetiden på apotekerne er barberet ned til under fire minutter de seneste år. Og dertil kommer en høj produktivitet, som bl.a. bekræftes i den McKinsey-rapport, som ligger bag regeringens forslag, siger Niels Kristensen.

Han peger på, at medicinpriserne og apoteksavancen i Danmark er blandt Europas laveste, og priserne på den medicin, som kun må forhandles på apotekerne er faldet med 33 pct. siden 2000. Ifølge Konkurrencestyrelsen betyder det, at priserne er 14 procent lavere end EU-gennemsnittet.

– I regeringens egen formulering lyder opgaven til Vækstforum, at det skal ruste dansk økonomi til fornyet vækst . Det forekommer paradoksalt, at det skulle kunne ske gennem apotekslukninger i udkantsområderne, som i forvejen døjer med blandt andet høj arbejdsløshed, lægemangel og sygehuslukninger. Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil mange ældre patienter i yderområderne ikke have mulighed for at komme på apoteket i deres eget nærområde, men vil være henvist til e-handel, postordrehandel eller en længere rejse for at komme på apotek, siger Niels Kristensen.

FAKTA
Konkurrencestyrelsen fremlagde i februar en undersøgelse, hvor udligningsordningen også var i spil. Dengang viste Danmarks Apotekerforenings tal, at apoteker i følgende kommuner ville være truet af lukning:

Sorø
Rebild
Stevns
Jammerbugt
Ringkøbing-Skjern
Varde
Bornholm
Faxe
Tønder
Guldborgsund
Slagelse
Kalundborg
Viborg
Vejle
Hjørring
Horsens
Thisted
Hedensted
Svendborg
Vordingborg
Frederikshavn
Silkeborg
Faaborg-Midtfyn
Næstved
Holstebro
Sønderborg

Læs mere her

Knap 1 mio. store danskere koster 14 mia.

Udover de individuelle fysiske og psykiske omkostninger er fedme i dag en stor økonomisk byrde for samfundet. Oven i de 14 mia. kroner kommer over 2.000 årlige fedmeoperationer, som koster yderligere 180 mio.

Mange lader tankerne flyve hen over Atlanten, når snakken falder på fedme. Man ser fastfood-slottenes gyldne buer samt tykke amerikanere, der propper sig med burgere og pommes frittes. Men dette billede er ikke længere forbeholdt USA. Næsten 20 pct. af Danmarks befolkning er nemlig svært overvægtige med komplikationer som type 2 diabetes, højt blodtryk og hjerte-kar-sygdomme til følge. Komplikationer som for mange betyder en tidlig død.

Kræver politiske løsninger
Disse følgesygdomme koster samfundet milliarder af kroner i hospitalsregninger, sygefravær og dødsfald i den erhvervsdygtige alder. Er det op til samfundet at finde løsninger på dette voksende problem, eller vil det være et overgreb på individets ret til at leve sit liv, som vedkommende selv ønsker Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udarbejdet en rapport omkring sundhedsproblemerne i verden og herunder fedmeproblemerne. Rapporten sætter handling på dagsordenen, og her er forståelsen af fedme som et socialt problem første skridt. Den understreger vigtigheden af de politiske beslutningsprocesser og pointerer, at de politiske myndigheder må arbejde sammen på tværs af funktionsområder for at finde løsninger.

Lavere afgifter på frugt og grønt
Det er De Danske Vægtkonsulenter enig i. Slankefirmaet har i 29 år hjulpet danskerne til en sundere livsstil ved hjælp af ernæringsmæssig rigtigt sammensat mad. Direktør Thomas Møberg gør dog opmærksom på, at det først og fremmest er individets ansvar at leve sundt. Men regeringen kan gøre meget for at dæmme op for problemet. Blandt andet kunne lavere afgifter på frugt og grønt hjælpe forbrugerne til at træffe de rigtige valg ude i supermarkederne, siger han. Fødevareøkonomisk Institut har foretaget undersøgelser, der tyder på, at danskernes forbrugsvaner og sammensætning af kost kan påvirkes af ændringer i forholdet mellem priser på forskellige fødevarer. I teorien vil en prisændring på frugt og grønt, der svarer til en halvering af momsen, således kunne stimulere forbruget med op til 10 pct. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste i begyndelsen af 2009 at sænke momsen på sunde fødevarer. Men fra 1. januar 2010 blev afgifterne på blandt andet chokolade hævet.

Kilder:
Teknologi-Rådet, Fedme som samfunds-problem. Høring for Folketingets Sundhedsudvalg WHO (2008), Closing the gap in a generation: Health equity through action on the social determinants of health Fødevareøkonomisk Institut: www.foi.life.ku.dk/Nyheder/Arkiv/Afgifter-der-slanker.aspx

Læs mere her