Regeringens liberaliseringsforslag lukker mange apoteker i udkantsdanmark

Apotekerne undrer sig over de initiativer, som regeringen vil gennemføre på apoteksområdet. Forslagene er set før, og det er kendt, at forbrugerne risikerer at betale en høj pris for dem. Apoteker i udkantsdanmark risikerer lukning, og adgangen til medicin bliver mere besværlig, hvis regeringen får gennemført sin politik.

– Det kan umuligt være meningen med en politik, som skal gavne danskerne i hverdagen, at en stor del af befolkningen risikerer at miste adgangen til et apotek i deres nærområde. Der bliver muligvis kortere mellem apotekerne i byerne, hvor der i forvejen er en god dækning. Til gengæld kan det medføre apotekslukninger i udkantsdanmark, siger formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen.

Regeringen foreslår i forbindelse med Vækstforums møde i denne uge bl.a. en lempelse af reglerne for åbningstider. Det bliver positivt modtaget i Apotekerforeningen, som i forvejen arbejder på forslag, som skal øge tilgængeligheden, serviceniveauet og patientsikkerheden på apotekerne.

Omvendt vækker det undren, at regeringen vil slække på reguleringen af området, og bl.a. overvejer at afskaffe udligningsordningen mellem apotekerne. Udligningsordningen betyder, at store apoteker i byerne yder driftstilskud til små apoteker i tyndt befolkede egne. Det er den mekanisme, som sikrer, at alle danskere har nem og hurtig adgang til medicin, og hvis den bliver fjernet, vil apoteker i 26 kommuner være lukningstruede, viser tidligere beregninger fra Apotekerforeningen.

– Fordelen ved det nuværende system er, at alle borgere hurtigt kan få den nødvendige medicin til de samme priser over hele landet. At alle borgere har adgang til rådgivning om den medicin, de modtager. Og at alle er omfattet af den sikkerhed og sundhedsfaglige rådgivning, der omgærder udlevering af medicin på apotekerne. Vi fanger dagligt syv fejl, som ville have ført til indlæggelse. Så det er svært at se en gevinst ved at ændre den ordning, siger Niels Kristensen.

Han er helt enig med statsminister Lars Løkke Rasmussen i, at det er vigtigt at have fokus på borgernes behov, men understreger, at regeringens tanker på apoteksområdet vil forringe forholdene for forbrugerne.

– De særlige regler for kopimedicin betyder, at priserne er blandt de laveste i EU. Det skyldes dels stærk konkurrence, dels at apotekerne sikrer udlevering af den billigste medicin. Ventetiden på apotekerne er barberet ned til under fire minutter de seneste år. Og dertil kommer en høj produktivitet, som bl.a. bekræftes i den McKinsey-rapport, som ligger bag regeringens forslag, siger Niels Kristensen.

Han peger på, at medicinpriserne og apoteksavancen i Danmark er blandt Europas laveste, og priserne på den medicin, som kun må forhandles på apotekerne er faldet med 33 pct. siden 2000. Ifølge Konkurrencestyrelsen betyder det, at priserne er 14 procent lavere end EU-gennemsnittet.

– I regeringens egen formulering lyder opgaven til Vækstforum, at det skal ruste dansk økonomi til fornyet vækst . Det forekommer paradoksalt, at det skulle kunne ske gennem apotekslukninger i udkantsområderne, som i forvejen døjer med blandt andet høj arbejdsløshed, lægemangel og sygehuslukninger. Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil mange ældre patienter i yderområderne ikke have mulighed for at komme på apoteket i deres eget nærområde, men vil være henvist til e-handel, postordrehandel eller en længere rejse for at komme på apotek, siger Niels Kristensen.

FAKTA
Konkurrencestyrelsen fremlagde i februar en undersøgelse, hvor udligningsordningen også var i spil. Dengang viste Danmarks Apotekerforenings tal, at apoteker i følgende kommuner ville være truet af lukning:

Sorø
Rebild
Stevns
Jammerbugt
Ringkøbing-Skjern
Varde
Bornholm
Faxe
Tønder
Guldborgsund
Slagelse
Kalundborg
Viborg
Vejle
Hjørring
Horsens
Thisted
Hedensted
Svendborg
Vordingborg
Frederikshavn
Silkeborg
Faaborg-Midtfyn
Næstved
Holstebro
Sønderborg

Læs mere her

Slip cykelglæden løs på Store Cykeldag

Søndag den 19. juni er Store Cykeldag over hele landet. Det vil Sønderborg Kommune gerne markere sammen med alle cykelvenner i kommunen. Pump familiens cykler og mød op på slotspladsen foran Sønderborg Slot kl. 10, så cykler vi sammen til Knøs´Gård i Høruphav.

Vi følger en ny cykelrute, der bringer os igennem Sønderskoven og nogle meget smukke udsigtspunkter. Medbring din egen madkurv, så byder vi på en lille forfriskning, når vi ankommer til Knøs´Gård. Vi serverer den dejligste bondegårdsis, og når du har nydt den, kan du kigge indenfor i kommunens sundhedsbus og høre om sund kost og forebyggelse af sportsskader. Forhåbentlig vil personalet her fortælle dig, at en enkelt is ikke gør nogen skade- og da slet ikke, når du har cyklet en lang tur først.

– Sønderborg Kommune har lige vedtaget en cykelhandlingsplan, der skal gøre os til Syddanmarks mest cyklende kommune i 2028. Det skal vi nok nå, og vi kan da passende starte med en fælles cykeltur på Store Cykeldag. Jeg garanterer for en flot rute og håber på dejligt cykelvejr, siger Inge Olsen, direktør for teknik- og miljø.

Formanden for teknik- og muiljøudvalget i Sønderborg Kommune, Peter Hansen, cykler selv i spidsen og leder cykelkaravanen på rette vej. Og han får følgeskab af Inge Olsen, direktør for teknik og miljø.

Yderligere oplysninger hos direktør Inge Olsen på tlf. 8872 5196 / 2790 5196.

Læs mere her

Stol på Motionen en succes

Ved hjælp af 40 frivillige, uddannede instruktører er der igennem det sidste års tid oprettet 14 motionshold i Sønderborg Kommunes dagcentre, plejecentre og i boligområder rundt om i kommunen. Her deltager ca. 170 borgere hver uge i motion for mindre mobile ældre.

Projektet blev søsat efteråret 2009 som led i Sønderborg Kommunes sundhedspolitik og strategiplan.
Formålet er at bevare og styrke funktionsevnerne, så de ældre bedre kan klare sig selv. En tillægsgevinst er den glæde, som det sociale fællesskab skaber.

På holdene mødes hver uge en gruppe glade ældre og ikke mindst de mange dygtige og engagerede frivillige instruktører. Det store og trofaste fremmøde ved motionen tager vi som udtryk for, at deltagerne er glade for at være med.

Sønderborg Kommune, afdelingen Forebyggelse og Sundhedsfremme, slipper projektet foråret 2012.
For at langtidssikre Stol på Motionen er der blandt de frivillige instruktører dannet en forening, hvis opgave det er at danne netværk blandt instruktørerne, tilbyde inspirationskurser og erfaringsudveksling efter projektperiodens udløb.

Stol på Motionen kan opleves og afprøves på Ramblaen den 4. august.

Yderligere oplysninger fås ved projektkoordinator Anna Elisabeth Aagaard, mobil 27 90 04 60.

(Anna Elisabeth hjælper gerne med at etablere kontakt til motionssteder, brugere og frivillige instruktører, hvis det er ønskeligt i forbindelse med en omtale).

Læs mere her

Sunde madvaner mod hjertesygdomme og type 2 diabetes

Har du anden etnisk baggrund end dansk, og har du enten en hjertesygdom eller type 2 diabetes, så tilbyder Sønderborg Kommune nu et forløb, hvor du kan lære meget mere om sunde madvaner. Du er velkommen til at tage et familiemedlem eller en veninde med.

Du kommer til at lære noget om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til sund mad, når du har hjertesygdom eller type 2 diabetes.

– Sammen skal vi lave sund mad med udgangspunkt i både din egen madkultur og dansk madkultur. Jeg er sikker på, at vi kan lære en masse af dig om den madkultur, som du kender ud og ind. Og på samme måde kan vi sikkert lære dig et tip eller to om de sunde dele af den danske madkultur, der jo også har sine fede sider, siger sundhedsvejleder Henriette Daabeck fra Sundhedscentret i Sønderborg Kommune.

Vi mødes fire gange til tre timers undervisning og praktisk madlavning hver anden uge. Det koster ikke noget, og kræver ikke henvisning af nogen art.

Det første hold starter op onsdag den 17. august, kl. 16 19. Vi mødes i Træningskøkkenet i Sundhedscentret, Grundtvigs Allé 150 i Sønderborg. Næste hold starter op onsdag den 12. oktober.

Du tilmelder dig til forløbet ved at ringe til Sundhedscentret på tlf. 8872 4182. Du kan også sende en mail til Sundhedscentret(AT)sonderborg.dk.

Fakta om type 2 diabetes

Kaldes også gammelmandssukkersyge eller aldersdiabetes. Ved type 2 diabetes er det ikke altid nødvendigt at tilføre insulin ved indsprøjtninger, ofte kan behandlingen styres ved hjælp af motion, kost og til tider tabletter. Type 2 diabetes rammer oftest overvægtige voksne.

Yderligere oplysninger hos sundhedsvejleder Henriette Daabeck på tlf. 8872 6287.

Læs mere her