Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificering® etablerer følgegruppe med sundhedseksperter

Dansk Firmaidrætsforbund præsenterede i februar 2007 et nyt banebrydende produkt: SundhedsCertificering® af de danske arbejdspladser.

SundhedsCertificering® målretter og strukturerer sundhedsarbejdet på den enkelte virksomhed. Den unikke arbejdsmetode skaber sunde rammer for medarbejderne på områderne Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (KRAMS).

En SundhedsCertificering® er ikke kun et "kvalitetsstempel" af sundhedsarbejdet. Certificeringen inkluderer også et særligt rådgivningsforløb med udgangspunkt i virksomhedens behov og erfaringer. En Sundhedskonsulent guider den enkelte virksomhed sikkert igennem forløbet fra start til slut.

Konceptet har siden opstarten i februar 2007 mødt stor opbakning og interesse fra både private og offentlige virksomheder. Bl.a. er Assens Kommunes ældreområde med i alt 850 medarbejdere i gang med at blive SundhedsCertificeret.

– Med SundhedsCertificering® sætter vi spot på vort ældreområde, som en attraktiv og vigtig arbejdsplads. Målet med projektet er først og fremmest, at medarbejderne oplever, at vi som virksomhed anerkender den indsats, de yder i hverdagen. Vi vil vise, hvor højt vi prioriterer, at de har det godt på arbejdet – til glæde for både dem selv, kolleger og borgere, siger formand for social– og seniorudvalget i Assens Kommune, Lene Due.

Dansk Firmaidrætsforbund har på nuværende tidspunkt igangsat 34 SundhedsCertificeringer® på private og offentlige virksomheder landet over. Et arbejde, der bliver nøje overvåget af en ekstern gruppe af forskere, fagfolk mv., der via en følgegruppe, superviserer og kvalitetssikrer SundhedsCertificering®. Formålet med følgegruppen er bl.a. at sikre:

– Sundhedsfaglig kvalitet og relevans
– Kvalitet og standardisering i DFIFs arbejde med SundhedsCertificering®
– Relevante og brugbare certificeringskrav

Følgegruppens medlemmer er:

– Professor Bengt Saltin, Center for Muskelforskning på Københavns Universitet
– Professor Gisela Sjøgaard, Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø:
– Læge Leif Skive, Motion Media APS
– Lektor Kaya Roessler, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
– Just Justesen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen
– Politisk konsulent Krista E. Blaabjerg, Kristelig Fagbevægelse

– I Dansk Firmaidrætsforbund er vi meget stolte og beærede over følgegruppens objektive, kritiske stillingtagen og engagement i konceptet det er med til at understrege og forstærke kvaliteten i SundhedsCertificering®, udtaler formand for Dansk Firmaidrætsforbund Peder Bisgaard.

Læs mere om SundhedsCertificering® på www.sund.dfif.dk

Billedtekst: Indenrigs– og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Kulturminister Brian Mikkelsen er ivrige fortalere for Motion på arbejdspladsen
 

Læs mere her

Sundhedsminister trækker i lægekittel i Viborg

Mandag eftermiddag, den 22. februar, trækker sundhedsminister Jakob Axel Nielsen i lægekittel og går i vagt med en reservelæge i den nye akutafdeling A24 på Regionshospitalet Viborg.

Første spadestik til det nye akuthus er ikke taget endnu, men alligevel er Regionshospitalet Viborg efter åbning af en ny akutafdeling for medicinske og organkirurgiske patienter og med en nyrenoveret skadestue godt på vej med at indføre Sundhedsstyrelsens nye principper for modtagelse af akutte patienter.

Hvor den akutte patient tidligere blev modtaget af yngste reservelæge, arbejder landets akutmodtagelser nu frem mod, at den akutte patient modtages og undersøges af et team af relevante specialister. Denne omlægning er en stor udfordring for akuthospitalerne og deres ansatte organisatorisk, arbejdsmæssigt, bygningsmæssigt og ikke mindst med hensyn til uddannelse. Men samtidig et stort kvalitativt løft for patienterne.

Det er udfordringerne i denne udvikling, arrangørerne vil indvie sundhedsministeren i på en eftermiddag on location . Jakob Axel Nielsen kommer blandt andet til at opleve et vagtskifte i akutafdelingen. Senere deler han vagt en times tid med reservelæge Hans Kristian Sangill Brødløs og får på den måde et personligt indblik i, hvordan hverdagen former sig for yngre læger og for det øvrige personale i en akutafdeling med de nuværende opgaver og de muligheder, fremtiden byder på. Grundlæggende får ministeren en overordnet introduktion til Regionshospitalet Viborg af hospitalsledelsen med de store udbygningsplaner i særligt fokus.

Resultat af blogindlæg
Besøget er kommet i stand, efter at en reservelæge på Regionshospitalet Viborg blev opmærksom på en blog-korrespondance på Yngre Lægers hjemmeside. Her udtrykte ministeren interesse for selv at opleve, hvordan lægers arbejdsvilkår er.

– Vi var enige om, at vi ville prøve at få ministeren til Viborg og at akutafdelingen af flere grunde ville være velegnet til formålet. Så vi bød os til, og der gik ikke lang tid, før vi havde en aftale, siger fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på Regionshospitalet Viborg Claus Thygesen.

– Jeg glæder mig til at komme tæt på både patienter og personale på Regionshospitalet Viborg. Det er et sygehus, som står over for at gennemføre store forbedringer på det akutte område i de kommende år. Kvalitetsfonden og Region Midtjylland har afsat 1.150 mio. kr. bl.a. til en fælles akutmodtagelse i Viborg, og det stiller store krav ikke mindst til personalet. Det arbejde ser jeg frem til at høre om, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Fakta

– Akutafdelingen rummer for øjeblikket 26 senge til akutte medicinske og organkirurgiske patienter
– Oplevelsesturen i virkeligheden på et dansk akuthospital er arrangeret af Yngre Læger i samarbejde med hospitalsledelsen.

Møde for pressen
Som afslutning på vagten stiller sundhedsministeren sig til rådighed for pressen på akutafdelingen. Men dels af hensyn til ministerens muligheder for at få et normalt indblik i hverdagen på akutafdelingen, og dels af hensyn til de akutte patienter får pressen ikke lejlighed til at være med på vagten.

– Mød sundhedsministeren i akutafdeling A24 (indgang fra etage 4 i trafikcentret) klokken 17.00 til 17.30.
Hospitalsledelsen og akutafdelingens daglige ledelse være til rådighed for pressen samtidig

– For kontakt til akutafdelingens daglige ledelse, eventuelt ønske om på forhånd at besøge akutafdelingen, for information om fotomuligheder på dagen eller for yderligere baggrundsinformation, kontakt:

Kommunikationsmedarbejder Susanne Overgaard, kommunikationsafdelingen, Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup, 89 27 25 93

Læs mere her

Det går godt med Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse Hvordan har du det

Det nationale helbredstjek er i fare. Sådan lyder det i dagens udgave af Jyllands-Posten. Men det billede kan sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, som er ansvarlig for Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse slet ikke genkende.

– Det går faktisk rigtig godt med at få folk til at svare. Vi runder i dag 60% deltagelse, og hver dag bringer postvæsenet nye kasser med udfyldte spørgeskemaer, fortæller Finn Breinholt Larsen og forklarer:

– Region Midtjylland lavede i 2006 en tilsvarende undersøgelse af danskernes helbred og endte dengang på den flotte svarprocent 69.
Sammenlignet med sidst ligger vores svarprocent på nuværende tidspunkt på nogenlunde samme niveau.

– Men når det er sagt, har vi også visse udfordringer. Fx har vi svært ved at få svar fra indvandrere og ældre kvinder. Ligesom vi også har haft problemer med at få de unge mænd til at svare.

Man kan stadig nå at deltage
Finn Breinholt Larsen understreger, at man stadig kan nå at indsende spørgeskemaet.

– Hvert eneste svar tæller, og de der svarer, er med til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen, siger Finn Breinholt Larsen og fortsætter:

– Man ikke kan sætte nogen håndfast grænse for, hvor høj svarprocenten skal være for at undersøgelsen kan bruges. Jo højere, jo mere pålidelige er data. Det allerbedste ville være 100%. Det når vi aldrig. Men med de 60% vi allerede har nu, er vi godt på vej til at få et datasæt i hus af høj kvalitet.

Fakta om undersøgelsen
52.400 borgere fra 16 år og op modtager et spørgeskema, herunder også borgere af anden etnisk baggrund end dansk.

Der indgår 2.500 personer fra hver kommune, dog 8200 fra Århus Kommune.
Undersøgelsen i Region Midtjylland gennemføres af regionens Center for Folkesundhed i samarbejde med regionens 19 kommuner.

Undersøgelsen er endel af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Svarprocent den 12.marts 2010, fordelt på de enkelte kommuner

Pct. Kommune
65 – Favrskov
65 – Skanderborg
62 – Syddjurs
62 – Odder
62 – Hedensted
61 – Viborg
61 – Hering
60 – Struer
60 – Lemvig
60 – Randers
60 – Silkeborg
60 – Skive
60 – Ringkøbing-Skjern
59 – Holstebro
59 – Norddjurs
59 – Ikast-Brande
58 – Samsø
57 – Horsens
57 – Århus
60 – Region Midtjylland

Læs mere og hent grafik og fakta på :
http://www.hvordanhardudet.rm.dk

Læs mere her

Daglige pollental fra Viborg

Bioanalytikerne på Regionshospitalet Viborg går nu i gang med dagligt at indfange pollen, så allergikerne i det jyske også har aktuelle tal at navigere efter, når snue og kløe skal dæmpes. Allerede sidst på eftermiddagen i dag fredag kan de første daglige pollenvarslinger fra Viborg ses på bl.a. astma-allergi.dk og tekst-tv.

Det lune og solrige forårsvejr har fået birken til at springe ud og sprede pollen, og derfor er det med kort varsel blevet nødvendigt at gå fra ugentlige til daglige pollenmålinger. Hver morgen kl. 9 – også i weekenderne – skifter bioanalytikerne den opsamlingstromle eller glasplade, der sidder i pollenfælden på taget ud for 7. etage.

Ledende bioanalytiker Bodil Andersen og bioanalytiker Lisbeth Søttrup skifter tromle i pollenfælden på Regionshospitalet Viborg. På tromlen sidder et særligt filter, der opsamler pollen (foto: Regionshospitalet Viborg).

Dagens materiale med det indfangede pollen skal hver dag sendes til København, hvor pollenbiologer hos Astma-Allergi Danmark analyserer og omsætter det til tal. Pollentallene bliver kombineret med vejrudsigten, og det giver mulighed for at lave en varsling om koncentrationen af pollen i luften det kommende døgn. Sol og varme øger antallet af pollen i luften, mens regn og skyer dæmper pollenmængden.

Lige nu er det altså blevet sæson for birkepollen, mens det fra slutningen af maj er græspollen, der er flest af, og i en periode sidst på sommeren topper bynke. De daglige målinger fra Regionshospitalet Viborg vil forsætte, indtil sæsonen for pollen er overstået omkring 1. september. Ifølge Astma-Allergi Danmark er der ca. 1 mio. pollenallergikere herhjemme, og de fleste af dem er allergiske over for pollen fra birk og græs.

Den aktuelle situation med askeskyen fra vulkanudbruddet i Island har ikke umiddelbart nogen indflydelse på pollenmålingerne, da skyen befinder sig i luftlag i flere kilometers højde. Tromlerne i pollenfælderne kan på et tidspunkt muligvis opfange små partikler fra asken i lighed med f.eks. partikler fra trafikken.

Pollenfælden på Regionshospitalet Viborg har været i brug hvert år siden 1979, og det er dermed en af de mest kontinuerlige og ældste pollenopsamlere i Europa. Med pollenfælden på taget af DMI i København, der blev sat op i 1977, er Viborg-fælden med til at sikre, at Danmark har et helt unikt statistisk og videnskabeligt materiale om pollen.

Bioanalytikernes arbejde med at skifte tromle i pollenfælden og få materialet sendt til København finansieres af Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup og Viborg Kommune.

Yderligere oplysninger hos ledende bioanalytiker Bodil Andersen, Regionshospitalet Viborg, 8927 2045 / 2933 9420 og hos lægelig ansvarlig, overlæge Lars G. Hansen, Regionshospitalet Viborg, 8927 2846 / 2122 2195

Janne Sommer, pollenbiolog og leder af Dagens Pollental, Astma-Allergi Danmark, 2548 6808

Læs mere her

Medicinsk afdeling får ny ledende overlæge

Henning Borregaard Danielsen er ansat som ledende overlæge på Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerups medicinske afdeling.

Siden marts 2009 har han været konstitueret i stillingen. Overgangen til varig ansættelse sker formelt pr. 1. maj 2010.

Som ledende overlæge får Henning Danielsen det overordnede ledelsesansvar for medicinsk afdeling sammen med oversygeplejerske Marianne Jensen, som er hans sygeplejefaglige partner i afdelingsledelsen. Den ledende overlæge er hovedansvarlig for afdelingens lægelige behandling.

Henning Danielsen bliver en del af hospitalets ledelsesgruppe og får dermed et medansvar for at rådgive hospitalsledelsen og regionsrådet om den kommende udbygning af Regionshospitalet Viborg til 1.150 millioner kroner. Planen for udbygningen og renoveringen af hospitalet skal forelægges for regionsrådet til sommer og skal senere godkendes i regeringen.

Henning Danielsen er 56 år. Han tog lægevidenskabelig embedseksamen i 1980 og blev speciallæge i nefrologi (medicinske nyresygdomme) i 1991 og i intern medicin i 1992.

Den lægelige videreuddannelse har Henning Danielsen fået på hospitalerne i Århus. Han kom til Regionshospitalet Viborg som 1. reservelæge vinteren 1993. 1. december 1993 blev han udnævnt til overlæge på medicinsk afdeling.

Henning Danielsen har været specialeansvarlig overlæge for medicinsk afdelings nefrologiske sektion fra 1995 og frem til konstitutionen som ledende overlæge i 2009. Flere gange tidligere har han påtaget sig funktionen som stedfortræder for afdelingens ledende overlæge.

Henning Danielsen har herudover engageret sig meget i uddannelsesforhold. Han er klinisk lektor ved Aarhus Universitet og har som sådan et særligt ansvar for lægestuderendes klinikophold på i medicinsk afdeling. Desuden er han netop udnævnt til inspektor i intern medicin (nefrologi). I den funktion besøger han andre hospitalers nyremedicinske funktioner for at gennemgå de pågældende afdelingers uddannelsesforhold for yngre læger. Nævnes skal det også, at han siden 2007 har været formand for det nefrologiske specialeråd i Region Midtjylland.

Henning Danielsen bor i Højbjerg sammen med sin hustru, som er tandlæge. Sammen har de fire børn, hvoraf to bor hjemme.

Fakta om medicinsk afdeling i Viborg og Skive:

* Medicinsk afdeling er hospitalets største og mest specialiserede.

* Afdelingen behandler patienter med medicinske sygdomme i hjerte, nyrer, mave og tarm, lever, hormonkirtler, lunger, huden samt blod- og kræftsygdomme.

* Afdelingen rummer 107 sengepladser i Viborg og 35 i Skive.

* Afdelingens funktioner samles i Viborg sidst på året.

* Medicinsk afdeling har desuden en meget stor aktivitet med flere end 67.000 besøg om året i ambulatorier og dagafsnit, herunder et stort dialyseafsnit.

* Alt i alt er der 485 ansatte i medicinsk afdeling.

Yderligere oplysninger:
Cheflæge Christian Møller-Nielsen, telefon direkte 8927 2553.
Ledende overlæge Henning Danielsen, telefon direkte 8927 2868.

Læs mere her

Bent Hansen lukkede Regionshospitalet Kjellerup

Med en symbolsk nedtagning af skiltet over hovedindgangen til dagkirurgien og sårcentret lukkede regionsrådsformand Bent Hansen officielt for al hospitalsaktivitet i Kjellerup.

– Lukningen i dag har intet med jeres indsats at gøre. Det her handler kun om strukturudviklingen, for I har kun gjort det godt!

Sådan understregede både Bent Hansen og hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard over for de rigtig mange tidligere og nuværende ledere og medarbejdere, der var mødt op for at tage afsked med Regionshospitalet Kjellerup som arbejdsplads og behandlingssted, da der i dag var “lukke-slukke-reception” på hospitalet.

– Jeg vil gerne pænt kippe med flaget for 96 års arbejde til gavn for patienter og for hele området, og så vil jeg markere det, som vi vel alle synes er lidt træls, sagde Bent Hansen, inden han besteg malerstigen for at pille skiltet ned over indgangspartiet til det hospital, der har været hårdt ramt af årtiers ændringer i sygehusstrukturen.

Blot en halv time inden regionsrådsformanden holdt lukke-talen, havde den sidste patient forladt hospitalets sårcenter. Den uigenkaldeligt sidste patient, der blev behandlet på hospitalet i Kjellerup. På det dagkirurgiske afsnit blev de sidste operationer udført tirsdag, og i dag var operationsstuerne fyldt med flyttekasser og udstyr, der skal køres til Viborg og lidt af det også til Silkeborg.

Bent Hansen mente, det var bedrøveligt at skulle lukke et velfungerende og effektivt hospital som det i Kjellerup, men understregede samtidig, at aktiviteten skal ned, for at regionen kan styre gennem den økonomiske krise.

– Der er ikke noget, Kjellerup har gjort, der er selvforskyldt. I har lavet 1. klasses kvalitet, og I kan som medarbejdere gå herfra med rank ryg, sagde hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard ved receptionen i den nu sengetomme dagkirurgiske opvågning/modtagelse.

Da den første del af Regionshospitalet Kjellerup åbnede i 1914 som Syge- og Epidemihuset i Kjellerup , var der fokus på, at patienter højst skulle transporteres 1 time i hestevogn. Derfor var der dengang også vedtaget planer om sygehuse i Roslev, Aalestrup og Bjerringbro.

– Jeg er glad for, at de politiske beslutninger ikke blev til noget, for så skulle jeg også bare have været ude og pille skilte ned der. Men det pudsige er, at argumenter som nærhed, specialisering og kvalitet, der lå til grund for beslutningerne dengang, også er de argumenter, vi hører i debatten i dag, fortalte Bent Hansen.

Med lukningen af hospitalet i Kjellerup skifter hele hospitalsenheden fra dags dato navn til Regionshospitalet Viborg, Skive. Tilbygningen ved Regionshospitalet Kjellerup, hvor dagkirurgisk afsnit og sårcentret de seneste år har holdt til, er fortsat ejet af Region Midtjylland.

Fakta kort
– Syge- og Epidemihuset i Kjellerup blev indviet 21. februar 1914.

– Kjellerup Sygehus blev i 1951 inddelt i en medicinsk og en kirurgisk afdeling.

– I 1994 blev Kjellerup Sygehus stedet for Viborg Amts plastikkirurgi og dermatologi.

– Kjellerup Sygehus blev fra 1. januar 2000 fusioneret med Viborg Sygehus.

– Kjellerup Sygehus blev i 2003 en del af fusionen med Skive under navnet Sygehus Viborg.

– Efter strukturreformen fra januar 2007 ændrede de fusionerede hospitaler navn til Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup.

Læs mere her

En gedigen klassiker er parat til nye udfoldelser

Du kender den sikkert fra din skoletid den lille skammel, der blev flyttet rundt overalt i gymnastiksalen efter lærerens anvisninger. Nu har den fået en renæssance som et dekorativt og enkelt redskab til at få styrket krop og muskler og samtidig er skamlen udformet som et smukt møbel, man ikke behøver at gemme af vejen.

Plastik-Kettlebells, elastikker, Hula Hoop ringe, stepbænke og vægte bliver hurtigt lagt væk efter endt brug, men nu får en lille skammel gymnastikøvelser og boligindretning til at gå op i en højere enhed. For det er praktisk, at gymnastikredskaberne ikke kommer for langt væk, så man husker at bruge dem i løbet af en travl hverdag.

Der er en særlig sjæl og nostalgi over den rustikke gymnastikbænk, som sagtens kan blive stående fremme som bord eller flyttes rundt i huset efter behov. Fra stue til soveværelse, fra soveværelse til gæsteværelse eller måske hen foran TV et For skamlen er lille, handy og så let som en liter mælk.

Gymnastikskamlen har gennem generationer været en del af de klassiske redskaber i skolernes gymnastiksale, for dette enkle redskab er faktisk nok til at styrke kroppen dagligt. Den fungerer som et multiredskab, der kan bruges til rigtig mange af de øvelser, som kvinder gerne vil styrke kroppen med som f.eks. step, armbøjninger, mavebøjninger og træning af overarme og brystmuskulatur.

Det er A-Sport i Skive, der i tæt samarbejde med Virklund Sport, har relanceret gymnastikskamlen, som Virklund Sport selv satte i produktion tilbage i 1960 erne. Det enkle design og den gedigne udformning i massivt fyr med skridsikre ben har ikke ændret sig siden starten, hvor skamlen fandt sin form på Virklund Gymnastik- og Skolemonterings eget snedkeri.

Den dag i dag opfordrer gymnastikskamlen børn og voksne til utallige gymnastiske og motoriske øvelser. Og så er den selvfølgelig altid ved hånden, når man skal nå noget på den øverste hylde.

Gymnastikskamlen forhandles over nettet på: www.a-sport.dk

Læs mere her

Viborgs hjertelæger konfererer via video

Med et nyt videokonference-system kan hjertelægerne i Viborg via kamera og storskærme holde konference med hjertekirurger og andre specialister i bl.a. Aalborg og Skejby.

Torsdag den 26. august forventer lægerne at holde den første hjerteklapkonference med Aalborg, og det sparer tid for både patienter og læger.

Det er allerede en succes. Sådan siger specialeansvarlig overlæge Per Dahl Christensen fra Regionshospitalet Viborg om den nye videokonference-løsning, som i morgen skal forbinde ham med hjertespecialister på Aalborg Sygehus.

Lægerne testede videoløsningen i sidste uge med prøvekonference, og da fungerede teknikken og de to skærme til formidling. På den ene skærm kan lægerne se hinanden og på den anden vise de forskellige undersøgelser af den pågældende patientens hjerte.

Via skærmene kan specialisterne i f.eks. Aalborg og Skejby også læse med på patientens journal, og hvad der ellers er relevant for at stille den rigtige diagnose og finde den bedste behandling.

– Det bliver en kæmpe succes. Vi kan tale med vores vigtigste sparringspartnere, videoudstyret er simpelt at betjene, og konferencerne kan holdes inden for arbejdstiden.

– Det betyder også, at sekretærerne kan få konferencebeslutningerne samme dag, og så får patienterne brev med den kommende behandlingsmulighed hurtigere end ellers, forklarer Per Dahl Christensen, der også er medlem af Region Midtjyllands hjertestyregruppe og selvsagt har glædet sig til video-løsningen.

Løsningen er tidsbesparende for de hjertemedicinske overlæger, der tidligere var nødt til at tage bilen og bruge kostbar tid på landevejene.

Herudover betyder videokonferencen, at mange flere læger har mulighed for at være med og lære. Og i Viborg er det nemt, for modsat nogle af de andre hospitaler er konferenceanlægget sat op lige i hjertekulen af ambulatoriet og ikke i et afsides konferencelokale. Det betyder også, at systemet lettere kan bruges i akutte situationer.

– Det er helt perfekt. Vi kan i princippet have patienten liggende lige inde ved siden af, mens vi drøfter billederne med en hjertelæge fra et andet hospital. Det kræver blot, at man laver en aftale med en læge i den anden ende, som tænder for videokonferencen der, forklarer Per Dahl Christensen.

I Viborg kan man holde telemedicinske konferencer via regionens datanet med Skejby, Randers, Horsens og Silkeborg, og inden længe kommer Herning også med. Aalborg er via internettet også koblet på systemet som samarbejdspartner og et af landets fire hjertecentre.

Yderligere oplysninger:
– Per Dahl Christensen, specialeansvarlig overlæge, hjertemedicinsk afsnit, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 2625

– Hans Henriksen, business manager og ansvarlig for videokonferenceløsningen, Atea, tlf. 3078 0478

– Lene Christensen, kommunikationschef, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 3345 / 5183 6020

Læs mere her

Flere afskedigelser på vej på Regionshospitalet Viborg, Skive

Siden udgangen af 2009 har Regionshospitalet Viborg, Skive reduceret i antallet af medarbejdere med flere end 100. Nu er der fremlagt en spareplan for 2011, der i værste fald kan betyde, at yderligere 200 medarbejdere mister deres arbejde.

Regionshospitalet Viborg, Skive skal i 2010 og 2011 spare godt 110 mio. kroner. En del besparelser er allerede effektueret i 2010, og nu skal der iværksættes spareinitiativer for 60 mio. kroner i 2011.

Besparelserne skyldes bl.a., at Regionshospitalet Viborg, Skive i 2009 behandlede langt flere patienter end forventet – og flere end der var finansiering til. Samtidig har regionen pålagt hospitalerne rammebesparelser (grønthøster) som en del af regionens spareplan.

Lukker senge
Som led i besparelserne for 2010 har hospitalet bl.a. indført ansættelsesstop, lukket dagkirurgien i Kjellerup, reduceret afdelingsbudgetterne, indført vikarstop mv. Blandt spareplanerne for 2011 er en videreførelse af ansættelsesstoppet, lukning af 22 senge, yderligere reduktion af afdelingernes budgetter og så reduceres der i antallet af aktive operationsstuer. Konsekvensen af besparelserne vil blive endnu færre ansatte på Regionshospitalet Viborg, Skive.

– Det er ikke usandsynligt, at hospitalet med udgangen af 2011 har 300 færre medarbejdere end i 2009. Det er en dramatisk situation for hospitalet, men det er nødvendigt, for at vi kan leve op til vores eget og regionens krav om budgetoverholdelse i 2012, forklarer hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard.

Afskedigelser rammer bredt
Han og den øvrige hospitalsledelse forventer, at også de kommende afskedigelser kan komme til at ramme bredt blandt hospitalets forskellige faggrupper. Herudover er der en forventning om, at det skærpede ansættelsesstop og nogle medarbejderes mulighed for frivillig afgang kan mindske antallet af kolleger, der ufrivilligt vil være nødt til forlade hospitalet.

På aktivitetssiden vil besparelserne primært ramme de elektive funktioner som f.eks. dagkirurgi. Som akuthospital har Regionshospitalet Viborg, Skive en stor og forpligtende opgave med at tage sig af de mest syge først. Udviklingen er stadig flere akutte patienter, bl.a. har hospitalet overtaget en del af de akutte patienter fra Silkeborg.

Fakta
Regionshospitalet Viborg, Skive har aktuelt:
– 2.961 ansatte
– 480 hospitalssenge
– 37 hotelsenge.

Flere oplysninger
Hospitalsdirektør, Jens Anton Dalgaard: 78 44 10 02
Cheflæge, Christian Møller-Nielsen: 78 44 10 03 / 20 98 56 01
Chefsygeplejerske Tove Kristensen: 78 44 10 04

Læs mere her

Endeligt tilsagn fra regeringen til udbygning af Regionshospitalet Viborg

Region Midtjylland og Regionshospitalet Viborg har i dag modtaget det endelige tilsagn, der betyder, at regeringen yder finansiel støtte til en udbygning og renovering af Regionshospitalet Viborg for i alt 1,164 mia.

Regionshospitalet Viborg vil dermed blive det første hospital i regionen med en fuldt udbygget akutmodtagelse, hvor speciallæger modtager alle akutte patienter.

Allerede i januar 2009 gav regeringen Region Midtjylland et forhåndstilsagn om 1,164 mia. kroner. Siden er der lavet et omfattende planlægningsarbejde, der tager udgangspunkt i det fremtidige patientgrundlag (ca. 230.000 indbyggere) og lever op til alle kravene til et fremtidens akuthospital. I november anbefalede regeringens rådgivende udvalg, Erik Juhl-udvalget, at regeringen gav endeligt tilsagn til byggeplanerne, hvilket er sket den 22. december 2010 med en formel underskrift fra sundhedsministeren.

– Brevet med underskriften er en dejlig julegave – både til Region Midtjylland og til Regionshospitalet Viborg. En meget stor del af pengene skal gå til at bygge en stor, moderne akutmodtagelse, som vil være med til at cementere Regionshospitalet Viborgs status som fuldt udbygget akuthospital. Det glæder mig, at regeringen har udvist forståelse for, at vi har behov for at forbedre vores hospitaler, så vi kan leve op til vores mission om at skabe et sundhedssystem i verdensklasse, siger direktør i Region Midtjylland Ole Thomsen.

Færdigt 2018
Regeringen har lagt vægt på, at ud- og ombygningen af Regionshospitalet Viborg vil udgøre en forbedring for patientbehandlingen. Der er bl.a. tænkt i nye muligheder for arbejdstilrettelæggelse, logistik og ikke mindst patientforløb.

Udvidelsen af Regionshospitalet Viborg, som regeringen har prioriteret, omfatter nybygning af 29.100 m2, ombygning af eksisterende bygninger (bl.a. højhuset) og opførelsen af et nyt p-hus. Fra det nye parkeringshus vil patienterne få direkte adgang til behandlingsbygningen og den nye hovedindgang.

– I en glidende overgang vil hospitalet blive moderniseret og udbygget – og stå helt færdigt i 2018. Sengestuerne bliver fx anderledes med færre senge, større fleksibilitet og patientsikkerhed. Samtidig er vi så privilegerede, at vi får en ny og moderne bygningsmasse, der kan være rammen om alle de lægefaglige specialer i Viborg. Det vil komme alle patienterne til gode, siger hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard.

Akuthospital
Regionshospitalet Viborg er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland og skal tage imod alle de akutte patienter fra Viborg, Skive og Silkeborg kommuner. Derfor fylder et nyt, stort akuthus med fælles akutmodtagelse naturligvis meget i projektet.

– Den nye tilbygning med bl.a. nyt akuthus vil sikre optimale faciliteter til akutbehandling. Vi har allerede indført, at forskellige specialister samarbejder, når den akutte patient skal udredes. Men akuthuset vil give os langt bedre fysiske rammer, så vi kan gøre det endnu bedre, forklarer cheflæge Christian Møller-Nielsen.

Foruden akuthus og p-hus er der bl.a. planlagt en udbygning af operationsfaciliteter, billeddiagnostik, et auditorium og ny hovedindgang. Samtidig skal paraplegifunktionen (for genoptræning af rygmarvsskadede) ved Søndersø udvides, da Viborg er udpeget som det vestdanske behandlingssted for den type patienter.

Tidsplanen for nybyggeriet og ombygningen i Viborg strækker sig frem til 2018. Første spadestik til både parkeringshus og akuthus forventes at blive taget i 2011.

Med det endelige tilsagn kan regeringen gradvist frigive penge til byggeriet. Byggeriet finansieres af både regionen og staten. Staten giver godt 60 procent fra kvalitetsfonden, mens der skal ydes en medfinansiering fra Region Midtjylland på knap 40 procent.

Fakta:
Se hele byggeansøgningen:
http://www.regionshospitalet-viborg.dk/om+hospitalet/byggeprojekt+2010-2018

Mere om regeringens investering i sygehusbyggeri:
http://www.regioner.dk/Sundhed/Sygehusbyggeri.aspx

Brevet fra sundhedsministeren.

Yderligere oplysninger:
Direktør, Region Midtjylland, Ole Thomsen: 2146 9807

Hospitalsdirektør Jens Anton Dalgaard: 7844 1002 / 2172 6969
Cheflæge Christian Møller-Nielsen: 7844 1003 / 2098 5601

AC-fuldmægtig, projektafdelingen, Jeppe Juul Hansen: 5149 1174
Leder, projektafdelingen, Fritz Skytte: 7844 1501

Illustrationer: Arkitema Architects

Læs mere her