Advarsel mod produktet Ginseng Kianpi Pil

Fødevarestyrelsen advarer mod at indtage produktet Ginseng Kianpi Pil grundet indhold af udeklarerede stoffer.Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA (U.S Food and Drug Administration) har udsendt en advarsel mod produktet Ginseng Kianpi Pil, idet produktet formodes at indeholde udeklarerede lægemiddelstoffer, glukokortikoid (dexametason) og allergimiddel (cyproheptadin). Derfor advarer Fødevarestyrelsen nu også de danske forbrugere.

Fødevarestyrelsen har tidligere advaret mod produktet på grund af produktets indhold af roden af planten Polygonum multiflorum Thunb. Roden er blevet risikovurderet af DTU Fødevareinstituttet. Det vurderes, at Polygonum multiflorum Thunb kan have skadelige effekter på leveren.

Ginseng Kianpi Pil markedsføres fra udenlandske hjemmesider herunder den dansksprogede hjemmeside www.powerfullbody.com. Hjemmesiden henvender sig til de danske forbrugere, men er registreret i udlandet, og dermed ikke underlagt de danske myndigheders kontrol. Fødevarestyrelsen har modtaget oplysninger fra SKAT i Københavns Lufthavn om, at der indenfor de seneste måneder har været indført adskillige private forsendelser indeholdende produktet Ginseng Kianpi Pil.

Gode råd til forbrugerne
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at være varsomme i forbindelse med køb af kosttilskud på internettet, især fra udenlandske hjemmesider. Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.

Tjek Fødevarestyrelsens hjemmeside altomkost.dk , hvis du vil sikre dig, at et kosttilskud er registreret til markedsføring i Danmark, og dermed omfattet af Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol.

Læs mere her

Hjertestarter syvdobler overlevelseschancen ved hjertestop

Hvert år får 3.500 danskere pludselig hjertestop. Chancen for at overleve er markant størst, hvis der er en person til stede, som kan førstehjælp, og der er adgang til en hjertestarter. Men mindre end hver femte dansker kan udføre korrekt hjerte-lungeredning, og der er stadig mange private og offentlige arbejdspladser, som ikke har en hjertestarter hængende.

Omkring 3.500 danskere får hvert år hjertestop uden for landets hospitaler. Et hjertestop kommer ofte uden forvarsel, og hvad der sker umiddelbart efter hjertestoppet, er helt afgørende for, om personen overlever.

Hvor mange minutter der præcis er at gøre med, er individuelt og afhænger af årsagen til hjertestoppet. Men vi ved, at jo hurtigere der bliver anvendt en hjertestarter og påbegyndes en korrekt hjerte-lungeredning, desto større er chancerne for at overleve. Hvis en person i nærheden kan give hjerte-lungeredning ligger overlevelsesprocenten på 6-10 pct., og hvis der også er en hjertestarter til rådighed, kommer vi helt op i 60-70 pct. chance for at overleve et hjertestop, forklarer Linda Sachmann fra Helpan & HelpanSafety.

Overarbejde øger risiko for hjertestop
Det er en skrøne, at det kun er ældre mennesker, der får hjertestop også unge og midaldrende udsættes for det. Folk, der arbejder mange timer dagligt og ikke spiser ordentligt, udgør en stor risikogruppe, og i det hele taget er mennesker, der ikke lytter til kroppens signaler og tager for hårdt fat, i risikozonen.
Det kan være folk, der overmotionerer med fx rigtig megen spinning, eller 50-årige mænd, som pludselig begynder at løbe maraton. Men det er selvfølgelig også folk i den modsatte grøft, som ikke bevæger sig nok, spiser forkert og er overvægtige, der risikerer at få hjertestop, fastslår Linda Sachmann.

Hjertestarter redder liv
Under de rette betingelser kan mange reddes. Det er imidlertid kun cirka 20 procent af den danske befolkning, der har stiftet bekendtskab med førstehjælp og heraf er mange rustne i disciplinen. Dertil kommer, at der ofte er langt til den meget vigtige hjertestarter.
Der er blevet længere til sygehusene, og der kan snildt kan gå 20 minutter, før ambulancen når frem til den hjertestopsramte. Derfor bør der være en hjertestarter på fx offentlige institutioner, plejehjem, større virksomheder, byggepladser etc., men også fx i bybusser, der jo typisk kører i tætbefolkede områder, siger Linda Sachmann og understreger samtidig, at hjertestarteren ikke kan stå alene. Der er klart størst overlevelseschance, hvis personen med hjertestop får hjælp af én, der er opdateret i sin hjerte-lunge-redning.

Lær førstehjælp på 4 timer
Helpan uddanner hvert år 4000-4500 personer i førstehjælp. På blot 4 timer kan man lære at anvende en hjertestarter og indøve korrekt hjerte-lungeredning. Anskaffer man sig en hjertestarter gennem HelpanSafety medfølger et gratis kursus i brugen af den, så alle på arbejdspladsen ved, hvordan den virker. HelpanSafety kommer også og gennemgår bygningen og hjælper med at få hjertestarteren ophængt det strategisk rigtige sted. En række danske kommuner samt virksomheder som SKAT, DSB og Arriva tog har allerede været på kursus hos Helpan & HelpanSafety.

Pressefoto af: Laerdal

Læs mere her