Jan Falk Villadsen fra Sahva til produktionschef i Ortos AS

Den 35–årige Jan Falk Villadsen, Strib, er ansat som produktionschef i den nye medarbejder–ejede bandagistvirksomhed, Ortos AS.

– Det er en kolossal udfordring, ikke mindst fordi kravet fra vores kunder er, at vi fra starten skal levere service og støttemidler, der er klart bedre end konkurrenternes.

Ellers har vi ingen berettigelse. Men det kan vi også, fordi vi kun ansætter de bedste og mest erfarne bandagister i Danmark, siger den netop tiltrådte produktionschef, Jan Falk Villadsen, Ortos AS.

Startede selv som ortopæditekniker
Jan har en baggrund som ortopæditekniker med en videreuddannelse som produktionsteknolog. Inden han tiltrådte hos Ortos, var han proceskoordinator for konkurrenten Sahva, hvor han blandt andet arbejdede som tekniker og fremstillede proteser, behandlingsbandager m.m.

– Ud over fremstilling af de tekniske hjælpemidler til fysisk handicappede, så er det arbejdet med udvikling og kvalitetsstyring, der har min interesse. Så derfor er stillingen som produktionschef et ønskejob for mig, siger Jan Falk Villadsen, der står for at opbygge Ortos’ værksted i Odense, hvor proteser og andre hjælpe– og støttemidler til kunderne opbygges og tilpasses på basis af komponenter fra branchens bedste underleverandører.

Om Ortos AS
Ortos AS i Odense er en ny dansk bandagistvirksomhed, der er i færd med at flytte branchen fra et håndværksfag til et højteknologisk servicefag. Medarbejderne er medejere af virksomheden og garanterer med deres personlige engagement og erfaring for, at den personlige betjening går hånd i hånd med udvikling og ny teknologi.

– Vores tilbud til kunderne er service, livskvalitet og velvære, og vi yder individuel hjælp til fortsat rehabilitering i form af genoptræning, terapi og undervisning. Ortos opbygger og tilpasser enhver form for kropsbårne hjælpemidler som proteser, korsetter, specialsyet fodtøj og kosmetiske proteser.

Løsningerne leverer vi, så snart kunden er klar. Som en del af vores service kan vores kunder få råd og vejledning uden for almindelig arbejdstid, siger Jan Falk Viladsen.

Kunderne er såvel den enkelte borger, som læger og hospitaler, kommuner og regioner samt selvstændige bandagister og håndskomagere i Danmark.

Ortos AS Kvalitet i bevægelser
 

Læs mere her