Bandagist Helle Harbo går til Ortos AS

Den erfarne bandagist Helle Harbo, Hindevad, har fra 1. august 2007 fået nyt job som bandagist hos Ortos AS, der udelukkende ansætter fagfolk med mange års erfaring.

– Selv om jeg fortsætter med at lave det, som jeg altid har gjort, er det et utroligt spændende jobskifte, fordi min nye arbejdsplads – som jo også er nystartet – gør meget ud af uddannelse af medarbejderne, service, udvikling af produkterne og høj kvalitet i løsningerne, siger bandagist Helle Harbo, Ortos AS.

Kort om Helle
Den 39–årige Helle Harbo er uddannet på Hälsohögskolan i Jönköping i Sverige. Helle var i kandidatturnus ved BandagistCentret i Århus/Randers, inden hun blev ansat som bandagist hos Sahva A/S i Århus i 1994. Her har hun blandt andet arbejdet tæt sammen med den neurokirurgiske afdeling på Århus Kommune Hospital om udvikling og tilpasning af korsetter og hjelme til nyopererede samt voksne med sygdomme i muskler og nerver. I 2000 rykkede Helle sydpå til Vejle, hvor hun fortsatte arbejdet med alle former for ortoser som korsetter til nyopererede eller hjælpemidler til knæ, ankel og fod til patienter med polio og sclerose samt til patienter med medfødt hjerneskade.

– I de senere år har jeg i øvrigt haft mulighed for at arbejde en del med børn i skoler og på institutioner, lige som jeg har oparbejdet en god portion erfaring med blandt andet brystproteser og kompressionsstrømper efter mål, siger bandagist Helle Harbo, Ortos AS, der også tilpasser bløde korsetter til stomipatienter og patienter med knogleskørhed.

Om Ortos AS
Ortos AS i Odense er en nyetableret dansk bandagistvirksomhed, der er i færd med at flytte branchen fra et håndværksfag til et højteknologisk servicefag.

– Som medarbejder er jeg samtidig medejer af virksomheden. Det ser jeg som en garanti for, at vi trækker på vores personlige engagement og erfaring, så den individuelle betjening af kunden går hånd i hånd med udvikling og ny teknologi, siger Helle Harbo.

Ortos’ primære tilbud til kunderne er service, livskvalitet og velvære, og virksomheden yder individuel hjælp til fortsat rehabilitering i form af genoptræning, terapi og undervisning. Ortos fremstiller og tilpasser enhver form for kropsbårne hjælpemidler til fysisk handicappede som proteser, korsetter, specialsyet fodtøj og kosmetiske proteser. Løsningerne leveres, når kunden er klar, og Ortos følger op med hjælp og vejledning også uden for almindelig åbningstid.

Kunderne er den enkelte borger, læger og behandlingspersonale, kommuner og regioner, samt selvstændige bandagister og håndskomagere i Danmark.

Alle produkter er baseret på komponenter fra branchens største og bedste underleverandører og tilpasset på eget værksted i Odense.

Ortos AS Kvalitet i bevægelser
 

Læs mere her

Storstilet velgørenhedsprojekt på QXL.dk til støtte for Angelman-foreningen

Fodbold– og ishockeyklubber, standuppere, virksomheder og pokerstjerne har doneret effekter og tid til over 50 auktioner til fordel for arbejdet med Angelman–børn.

Frem til og med den 2. september kan man støtte Angelman–børn ved at byde på en af de 57 auktioner på QXL.dk, hvor en lang række danskere virksomheder og private – har doneret dvd’er, bøger, tid, middage, skønhedsbehandlinger, tøj osv. Pengene fra auktionen går ubeskåret til Angelman–foreningen.

– Indtægterne fra auktionerne kommer til at gå til vores helt lavpraktiske arbejde, der letter hverdagen for familierne og børn med Angelman–diagnose. Vi afholder løbende arrangementer eksempelvis snart en kommunikationsdag, hvor vi taler med forældrene om, hvordan de bedst kommunikerer med deres Angelman–børn, og hjælper dem med at fremstille og laminere piktogrammer, der kan bruges i dagligdagen hjemme og i institutioner. Senere har vi et arrangement, hvor betalte eksperter fortæller forældre, hvad de kan gøre for at hjælpe børnene og sig selv på en række områder. Her inviterer vi også familier fra Foreningen for sjældne diagnoser. Eftersom der ikke er så mange med hver enkelt diagnose, kan det være svært for dem at skaffe ressourcer til sådanne arrangementer. Og de kan måske også have glæde af vores eksperter. Som vi nu forhåbentlig har råd til at invitere oftere de skal jo gerne betales, siger Lars Bo Warnisch, der er formand for Angelman–foreningen og far til Anna, der er født i 2003 og har en Angelman–diagnose.

Børn med Angelman–diagnosen er kærlige, sociale og omgængelige, men desværre også udviklingshæmmede, og har blandt andet meget svært ved at kommunikere, selv om man ved, at børnene forstår meget mere end de giver indtryk af. Man har påvist, at en tidlig og vedvarende indsats kan gøre en meget stor forskel for indlæringsprocessen, og dermed hjælpe børn og familier til en lettere hverdag og fremtid. Derfor bruger Angelman–foreningen meget tid på at hjælpe forældre i denne proces.

– Der er mange, der har det godt i Danmark, og har "overskud" på kontoen deriblandt os hos QXL.dk. Derfor vil vi gerne være med til at støtte velgørende projekter, der hjælper de af os i samfundet, der har brug for vores overskud. Det betyder, at det er gratis at sælge på QXL.dk, når der er tale om et velgørende projekt, der er aftalt i samarbejde med os så kan indtægterne fra auktionerne gå direkte derhen, hvor de gør en forskel, siger Jacob N. Masters, adm. direktør i QXL.dk.

Flere oplysninger om Angelman–diagnosen og Angelman–foreningen på www.angelman.dk og hos Lars Bo Warnisch, mobil 22 24 87 73.

Donationer til auktionerne
Rune Klan, FC Midtjylland, Herfølge Fodboldklub, Lalandia, Brøndby Fodboldklub, Restaurant Krudtuglen, FC København, Royal Mint, Rosendahl, Strandhotellerne/Seawest, LFA, Frem Fodboldklub, Nik & Jay, Hundige Kroen, Danparcs Løgstør, Caspar Reiff, Esbjerg Fodboldklub, CREAM, Leide, AAB, OB, Randers FC, FC Nordsjælland,
Nordsjælland Cobras, Global Goal Home, AB, Silkeborg Fodboldklub, Næstved Fodboldklub, Sønderjyske Fodboldklub,
Jane Aamund, Fredericia Fodboldklub, Kolding Fodboldklub, Theo Jørgensen.

Om QXL.dk
QXL.dk er Danmarks største online handelsplads med ca. 500.000 registrerede medlemmer, og allerede mere end 4 millioner i Europa. Hver uge sættes gennemsnitlig 1.400.000 varer til salg på QXL.dk, fordelt på masser af spændende auktioner og varer til fast pris. Klik ind på www.qxl.dk for mere information.
 

Læs mere her

Fremtidens fælles patientjournal til eksamen

På hele regionens vegne udruller Regionshospitalet Randers & Grenaa 1. februar et ambitiøst bud på fremtidens elektroniske patientjournal. Det kan være første skridt på vej mod en fælles patientjournal i hele regionen.

I over et år har læger, sygeplejersker og øvrigt sundhedspersonale på Regionshospitalet Randers & Grenaa arbejdet tæt sammen med it-eksperter om at forberede overgangen fra papirjournaler til en elektronisk patientjournal (EPJ).

Regionshospitalet Randers & Grenaa bliver det første hospital i Region Midtjylland til at tage alle dele af Århus-EPJ Columna i brug på et helt hospital. På baggrund af erfaringerne fra Randers og Grenaa skal regionsrådet i 2010 beslutte, om systemet skal erstatte de fem forskellige journalsystemer, som regionens otte hospitaler bruger i dag.

Det nye system giver et bedre og samlet overblik over behandlingen, så det vil kunne styrke patientsikkerheden og kvaliteten af behandlingerne. Samtidig vil det også fjerne mange dobbeltregistreringer, som tager tid fra patientkontakten. Nu kan lægerne, uanset hvor de er på hospitalet, altid have journalen ved hånden og på alle tider af døgnet læse og skrive i den, siger cheflæge Morten Noreng.

Regionshospitalet Randers & Grenaa bliver et af de første hospitaler i Danmark, som tager en elektronisk patientjournal i brug, der så gennemført samler alle oplysninger om behandlingsforløbet i én løsning. Ud over sundhedspersonalets mange journalnotater om patienterne kan systemet f.eks. håndtere booking af operationer, oplysninger om medicinering, svar på blodprøver, udskrivningsbreve og indberetninger til landspatientregisteret.

Vi får nu en fælles journal for patienten, og det er en stor forandring, for hidtil har hver faggruppe ført hver sin papirjournal, og vi har haft forskellige it-systemer, som ikke snakker sammen, siger Morten Noreng.

I opstartsfasen vil der være support døgnet rundt på alle hospitalets afdelinger, og it-eksperter overvåger sammen med hospitalets EPJ-organisation udrulningen for at være klar til at træde til i tilfælde af problemer.

Det er et kæmpe projekt at digitalisere et helt hospital med mere end 30.000 indlæggelser og over 100.000 ambulante behandlinger om året. Men jeg tror på, at vi får et godt arbejdsredskab til gavn for både patienter og medarbejdere. Selvfølgelig kræver det tid at lære at bruge et nyt system, men med undervisning og omfattende support på alle niveauer skal vi nok klare de problemer, der vil opstå undervejs, siger Morten Noreng.

Som led i forberedelserne til udrulningen har medarbejderne også arbejdet med at optimere arbejdsgange i den enkelte afdeling og på tværs af afdelinger.

Læs om milepæle for EPJ :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/EPJ/100127_Milep%C3%A6le%20i%20EPJ-udviklingen.pdf

Læs om EPJ i tal :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/EPJ/100127_EPJ%20i%20tal.pdf

Læs om “Hvad er EPJ” :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/EPJ/100127_Hvad%20er%20EPJ.pdf

Læs mere om EPJ i RegioMidtjylland :
http://www.regionmidtjylland.dk/sundhed/organisation/kvalitet+og+sundhedsdata/sundhedsinformatik/opgaver/epj+-+elektroniske+patientjournaler

Læs mere om EPJ på Regionshospitalet Randers og Grenaa :
http://www.regionshospitalet-randers.dk/

Flere oplysninger

Cheflæge Morten Noreng, Regionshospitalet Randers & Grenaa 8910 2019 / 2240 9260 / —–

Direktør Gert Sørensen, Regionshospitalet Randers & Grenaa 8910 2074 / 2286 3266 / —–

Læs mere her

Ny ledelse i Regionspsykiatrien Vest

Regionspsykiatrien i Herning og Holstebro gør sig klar til det nye vestjyske storsygehus.

Regionspsykiatrierne i Holstebro og Herning bliver lagt sammen rent ledelsesmæssigt 1. maj 2010. Dermed er psykiatrien klar til at flytte ind i det kommende storsygehus i Vestjylland, når det står færdigt om knap ti år. Indtil da vil den nye samlede psykiatri holde til i de nuværende bygninger i Herning og Holstebro.

Det er en erfaren ledelsen, der skal stå i spidsen for Regionspsykiatrien Vest, som den nye sammenlægning kommer til at hedde. Ledende overlæge bliver Inge Lund Petersen, der i dag er ledende overlæge i Regionspsykiatrien Holstebro og ledende oversygeplejerske bliver Kirsten Krogh, der i dag er ledende oversygeplejerske i Regionspsykiatrien Herning.

Kirsten Krogh er uddannet sygeplejerske fra Århus Kommunehospital i 1971. Hun arbejdede de første ti år som sygeplejerske på Århus Universitetshospital, Risskov, hvorefter hun i 1981 kom til psykiatrien i Herning. I 1984 blev hun afdelingssygeplejerske og i 1998 ledende oversygeplejerske i Regionspsykiatrien Herning.

Kirsten Krogh har ud over sin sygeplejeuddannelse taget en diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Sygeplejehøjskole og har også taget Ringkjøbing Amts lederuddannelse.

Den nye ledende overlæge i Regionspsykiatrien Vest, Inge Lund Petersen, har været ledende overlæge i psykiatrien i Holstebro siden 2002. Hun blev i 1987 uddannet læge fra Odense Universitet. Hun havde oprindelig planlagt at blive praktiserende læge, men hun blev fanget af psykiatrien, da hun var under uddannelse. Hun har arbejdet på psykiatriske afdelinger i Herning, Silkeborg, Randers, Risskov, Holstebro og Thisted indtil hun kom tilbage til Holstebro for at blive ledende overlæge. Nu glæder hun sig til de nye udfordringer i Regionspsykiatrien Vest.

– Vi vil arbejde for at få skabt sammenhæng og enhedsfølelse, så uansat om medarbejderne i dag arbejder i Holstebro eller Herning, skal de opleve, at de er en aktiv og betydende del af Regionspsykiatri Vest, siger Inge Lund Petersen.

Både Inge Lund Petersen og Kirsten Krogh vil i deres lederjob have fokus på en fortsat udvikling af kvaliteten i behandlingen, så patienterne får den bedst mulige behandling, og det er muligt på grund af de dygtige medarbejdere, der bliver taget med på råd.

– Vi vil fortsat arbejde for, at vi har et godt arbejdsmiljø præget af fokus på opgaven, engagement, faglig stolthed og god dialog, siger Kirsten Krogh.

Flere oplysninger
Ledende overlæge Inge Lund Petersen, tlf. 9912 5694
Ledende oversygeplejerske Kirsten Krogh, tlf. 9927 2426

Læs mere her

Det går godt med Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse Hvordan har du det

Det nationale helbredstjek er i fare. Sådan lyder det i dagens udgave af Jyllands-Posten. Men det billede kan sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, som er ansvarlig for Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse slet ikke genkende.

– Det går faktisk rigtig godt med at få folk til at svare. Vi runder i dag 60% deltagelse, og hver dag bringer postvæsenet nye kasser med udfyldte spørgeskemaer, fortæller Finn Breinholt Larsen og forklarer:

– Region Midtjylland lavede i 2006 en tilsvarende undersøgelse af danskernes helbred og endte dengang på den flotte svarprocent 69.
Sammenlignet med sidst ligger vores svarprocent på nuværende tidspunkt på nogenlunde samme niveau.

– Men når det er sagt, har vi også visse udfordringer. Fx har vi svært ved at få svar fra indvandrere og ældre kvinder. Ligesom vi også har haft problemer med at få de unge mænd til at svare.

Man kan stadig nå at deltage
Finn Breinholt Larsen understreger, at man stadig kan nå at indsende spørgeskemaet.

– Hvert eneste svar tæller, og de der svarer, er med til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen, siger Finn Breinholt Larsen og fortsætter:

– Man ikke kan sætte nogen håndfast grænse for, hvor høj svarprocenten skal være for at undersøgelsen kan bruges. Jo højere, jo mere pålidelige er data. Det allerbedste ville være 100%. Det når vi aldrig. Men med de 60% vi allerede har nu, er vi godt på vej til at få et datasæt i hus af høj kvalitet.

Fakta om undersøgelsen
52.400 borgere fra 16 år og op modtager et spørgeskema, herunder også borgere af anden etnisk baggrund end dansk.

Der indgår 2.500 personer fra hver kommune, dog 8200 fra Århus Kommune.
Undersøgelsen i Region Midtjylland gennemføres af regionens Center for Folkesundhed i samarbejde med regionens 19 kommuner.

Undersøgelsen er endel af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Svarprocent den 12.marts 2010, fordelt på de enkelte kommuner

Pct. Kommune
65 – Favrskov
65 – Skanderborg
62 – Syddjurs
62 – Odder
62 – Hedensted
61 – Viborg
61 – Hering
60 – Struer
60 – Lemvig
60 – Randers
60 – Silkeborg
60 – Skive
60 – Ringkøbing-Skjern
59 – Holstebro
59 – Norddjurs
59 – Ikast-Brande
58 – Samsø
57 – Horsens
57 – Århus
60 – Region Midtjylland

Læs mere og hent grafik og fakta på :
http://www.hvordanhardudet.rm.dk

Læs mere her

EPJ nu fuldt udrullet i Randers

Hele Regionshospitaltet Randers har nu taget den nye, samlede EPJ i brug. Dermed er den tredje, og sidste etape i udrulningen af det fulde EPJ-system sat i værk.

Det EPJ-system, der nu rulles ud i Randers er en udbygning af det såkaldte “Århus-EPJ”. Men til forskel for det system, der kører på de øvrige hospitaler i det tidligere Århus Amt, har systemet i Randers integreret stort set alle patientoplysninger i det samme, elektroniske system.

De afdelinger, der nu kommer med på systemet i Randers er Kirurgisk Afdeling, Ortopædkirurgiske Afdeling og Urologisk Afdeling.

Læring tager tid
– I de første par timer har der været lidt knas med nogle computere, som ikke havde fået installeret den nye version af EPJ, men det er der nu taget hånd om de fleste steder. Stemningen på afsnittene er præget af ro og en positiv tilgang, selvom det tager tid at lære de mange nye funktioner at kende. Selvfølgelig er der mange spørgsmål, men superbrugerne er meget erfarne og gode til at yde hurtig hjælp, siger projektleder Thomas Stadil Pinstrup.

Døgnet rundt de næste 14. dage står superbrugerne klar til at hjælpe personalet på de tre afdelinger med at lære den nye samlede EPJ at kende.

På baggrund af erfaringerne fra Randers og Grenaa skal regionsrådet i 2010 beslutte, om systemet skal erstatte de fem forskellige journalsystemer, som regionens otte hospitaler bruger i dag.

Læs mere om EPJ i Region Midtjylland :
http://www.regionmidtjylland.dk/sundhed/organisation/kvalitet+og+sundhedsdata/sundhedsinformatik/opgaver

Læs mere her

Regionshospitalet Randers bygger ny akutmodtagelse

Regionsrådet i Region Midtjylland godkendte onsdag første fase i byggeriet af en ny topmoderne akutmodtagelse på Regionshospitalet Randers.

Regionsrådets godkendelse markerer starten på det byggeri, som skal danne rammen om fremtidens nye akutmodtagelse på Regionshospitalet Randers.

– Med beslutningen får vi mulighed for at skabe de rammer, der kan sikre endnu bedre kvalitet i behandling af de akutte patienter. Vi kan nu bygge en akutmodtagelse, hvor alle akutte patienter modtages ét sted og straks mødes af et tværfagligt team af speciallæger og specialsygeplejersker, siger cheflæge Morten Noreng.

– Der er sat en milepæl i hospitalets historie, og beslutningen markerer, at hospitalet har en hovedrolle i regionens fremtidige akutte beredskab. Det er glædeligt, at politikerne i en økonomisk svær tid prioriterer en styrket akutbehandling, og vi vil gøre alt for at løfte opgaven, siger Morten Noreng.

Byggeriet af den nye akutmodtagelse er opdelt i tre faser og vil, når det står færdigt, udvide hospitalet med omkring 11.000 m2.

– Det er et projekt, som har været lang tid undervejs, og det bliver nok også først primo 2012, at vi kan tage det første spadestik. Ikke desto mindre kan vi nu tage fat på det konkrete arbejde med at forberede byggeriet, siger Morten Noreng.

Som en del af forberedelsen til udbygningen af hospitalet godkendte Regionsrådet også opførelsen af et parkeringshus i 2011. Parkeringshuset vil med sine 10.000 m2 forbedre parkeringsforholdene markant for patienter, pårørende og medarbejdere.

Akutplan for hele regionen
Regionsrådet vedtog i 2007 en akutplan for Region Midtjylland, der samler akutmodtagelserne på i alt fem hospitaler herunder Regionshospitalet Randers.

Akutplanen bygger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som cheflæge Morten Noreng ved Regionshospitalet Randers på vegne af Region Midtjylland var stærkt involveret i at udforme.

Læs mere om byggeriet på http://www.regionshospitalet-randers.dk

Yderligere information og kommentarer :
Morten Noreng, cheflæge, tlf. 8910 2019 / 2240 9260
Gert Sørensen, hospitalsdirektør, tlf. 8910 2074 / 2286 3266

Læs mere her

Tilfredse børnefamilier i Horsens og Hedensted

Børneafdelingen på hospitalet i Randers modtager hvert år omkring 1100 børn fra Horsens og Hedensted kommuner. Afstanden til trods er 9 ud af 10 af børnefamilierne tilfredse med behandlingen, viser en undersøgelse fra Region Midtjylland.

Godt eller virkelig godt. Sådan lyder det positive svar fra 94% af de børnefamilier fra Horsens og Hedensted, der er blevet spurgt om deres samlede indtryk af behandlingen på Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers.

– Vi tager det som et kæmpe skulderklap til hele afdelingen, at familierne på trods af afstanden er positive og tilfredse med indlæggelsen her hos os i Randers, siger ledende overlæge på Børneafdelingen, Lene Rytter.

Siden 2008 har Regionshospitalet Horsens samarbejdet med Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers om behandlingen af syge børn fra Horsens og Hedensted kommuner.

Indlæggelser sker i Randers, mens ambulant behandling og opfølgning sker i børneambulatoriet på hospitalet i Horsens, som varetages af speciallæger fra Randers. Tidligere blev syge børn henvist til Kolding Sygehus.

Tryghed vigtig
91% af indlagte familier fra Horsens og Hedensted kommuner giver udtryk for, at de har fået en god modtagelse på afdelingen i Randers, og er trygge når barnet udskrives.

– Vi er meget opmærksomme på, at afstanden fra hjemmet i Horsens eller Hedensted til hospitalet her i Randers kan gøre nogen utrygge.

Derfor bestræber vi os på, at begge forældre i vidst mulige omfang kan blive på afdelingen eller på Patienthotellet, siger Lene Rytter.

– Vi kan selvfølgelig stadig forbedre os på nogle områder, som f.eks. at blive bedre til at informere om ventetiden ved modtagelse og mellem undersøgelser. Vi er hele tiden er opmærksomme på at skabe bedst mulige forhold for indlagte børn og deres forældre, siger Lene Rytter.

Undersøgelsen af patienttilfredsheden er udført af Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.

Yderligere information
– Lene Rytter, ledende overlæge, Børneafdelingen, Regionshospitalet Randers, tlf. 8910 2700 / 2218 9414

– Nina Søndergaard, oversygeplejerske, Børneafdelingen, Regionshospitalet Randers, tlf. 8910 2710 / 2962 7665

– Læs mere om Børneafdelingen på http://www.regionshospitalet-randers.dk

Læs mere her

Viborgs hjertelæger konfererer via video

Med et nyt videokonference-system kan hjertelægerne i Viborg via kamera og storskærme holde konference med hjertekirurger og andre specialister i bl.a. Aalborg og Skejby.

Torsdag den 26. august forventer lægerne at holde den første hjerteklapkonference med Aalborg, og det sparer tid for både patienter og læger.

Det er allerede en succes. Sådan siger specialeansvarlig overlæge Per Dahl Christensen fra Regionshospitalet Viborg om den nye videokonference-løsning, som i morgen skal forbinde ham med hjertespecialister på Aalborg Sygehus.

Lægerne testede videoløsningen i sidste uge med prøvekonference, og da fungerede teknikken og de to skærme til formidling. På den ene skærm kan lægerne se hinanden og på den anden vise de forskellige undersøgelser af den pågældende patientens hjerte.

Via skærmene kan specialisterne i f.eks. Aalborg og Skejby også læse med på patientens journal, og hvad der ellers er relevant for at stille den rigtige diagnose og finde den bedste behandling.

– Det bliver en kæmpe succes. Vi kan tale med vores vigtigste sparringspartnere, videoudstyret er simpelt at betjene, og konferencerne kan holdes inden for arbejdstiden.

– Det betyder også, at sekretærerne kan få konferencebeslutningerne samme dag, og så får patienterne brev med den kommende behandlingsmulighed hurtigere end ellers, forklarer Per Dahl Christensen, der også er medlem af Region Midtjyllands hjertestyregruppe og selvsagt har glædet sig til video-løsningen.

Løsningen er tidsbesparende for de hjertemedicinske overlæger, der tidligere var nødt til at tage bilen og bruge kostbar tid på landevejene.

Herudover betyder videokonferencen, at mange flere læger har mulighed for at være med og lære. Og i Viborg er det nemt, for modsat nogle af de andre hospitaler er konferenceanlægget sat op lige i hjertekulen af ambulatoriet og ikke i et afsides konferencelokale. Det betyder også, at systemet lettere kan bruges i akutte situationer.

– Det er helt perfekt. Vi kan i princippet have patienten liggende lige inde ved siden af, mens vi drøfter billederne med en hjertelæge fra et andet hospital. Det kræver blot, at man laver en aftale med en læge i den anden ende, som tænder for videokonferencen der, forklarer Per Dahl Christensen.

I Viborg kan man holde telemedicinske konferencer via regionens datanet med Skejby, Randers, Horsens og Silkeborg, og inden længe kommer Herning også med. Aalborg er via internettet også koblet på systemet som samarbejdspartner og et af landets fire hjertecentre.

Yderligere oplysninger:
– Per Dahl Christensen, specialeansvarlig overlæge, hjertemedicinsk afsnit, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 2625

– Hans Henriksen, business manager og ansvarlig for videokonferenceløsningen, Atea, tlf. 3078 0478

– Lene Christensen, kommunikationschef, Regionshospitalet Viborg, Skive, tlf. 8927 3345 / 5183 6020

Læs mere her

Unødvendig centralisering af ortopædkirurgien

Centraliseringsskruen har fået en tak for meget i Sundhedsstyrelsens specialeplan for ortopædkirurgien. Det mener Region Midtjylland, som giver udtryk for sin bekymring i et høringsbrev.

– Ingen tvivl om, at vi går ind for centralisering og samling af specialerne, når det er til gavn for patienterne. Det er det, vi selv har gjort. Men i deres udspil til specialeplan for ortopædkirurgien, har Sundhedsstyrelsen strammet centraliseringsskruen en tak for meget, så ulemperne ved centraliseringen overstiger fordelene, siger formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Forventer Sundhedsstyrelsen lytter
Hvis Sundhedsstyrelsen ikke ændrer sin specialeplan, betyder det blandt andet risiko for tab af lægelig ekspertise og svækkelse af patientbehandlingen på akuthospitalerne indenfor de forskellige hovedområder indenfor ortopædkirurgien.

Centraliseringen udfordrer dermed Region Midtjyllands organisation med fem akuthospitaler og Regionshospitalet Silkeborg som særligt elektivt hospital med fokus på lidelser i bevægeapparatet.

For nogle patienter vil det betyde længere til hospitalet uden at patienterne efter Region Midtjyllands mening vil få en bedre behandling.

– Vores administration har udformet et et høringssvar til Sundhedsstyrelsen i samråd med regionens lægelige eksperter, og de er enige i, at nogle af de forslag til centralisering, Sundhedsstyrelsen kommer med, ikke vil forbedre behandlingen, siger Bent Hansen.

Han sætter sin lid til, at Sundhedsstyrelsen nu vil lytte til Region Midtjyllands fagligt begrundede indsigelser, og ændre specialeplanen.

Fakta
Region Midtjylland har blandt andet følgende bemærkninger til Sundhedsstyrelsens specialeplan for ortopædkirurgien:

Rygkirurgi
Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at der kommer en fornyet ansøgningsrunde. I den forbindelse har Region Midtjylland gjort opmærksom på, at blandt andet Silkeborg har en meget dygtig afdeling indenfor rygkirurgi

Skulderområdet
Region Midtjylland er uenig i Sundhedsstyrelsens opdeling af området i regionsspecialer og hovedspecialer. Med Sundhedsstyrelsens udmelding ville Holstebro, Silkeborg og Randers miste funktionen. Men Region Midtjyllands lægelige specialister vurderer, at der er et stort nok og endda voksende volumen til, at alle afdelinger kan varetage opgaven, og samtidig opretholde en høj standard. Selvfølgelig forudsat, at det sker i et tæt samarbejde mellem afdelingerne.

Konsekvensen ved at flytte funktionen kan være, at det går ud over den brede faglighed på afdelingen. Dermed kan der ske en svækkelse i kvaliteten af patientbehandlingen på akuthospitalet.

Højt specialiseret håndkirurgi på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus
Region Midtjylland er uenig i Sundhedsstyrelsens udmelding om, at hospitalet ikke længere skal varetage den højtspecialiserede håndkirurgi. Hospitalet har flere højtspecialiserede læger til at varetage områderne, afdelingen har et tæt samarbejde med Rigshospitalet og er dybt involveret i forskning og internationalt samarbejde. Samtidig vurderer de faglige eksperter, at patientunderlaget er tilstrækkeligt til, at de højt specialiserede funktioner inden for håndkirurgi kan opretholdes.

I forhold til behandlingen af traumepatienter, forekommer det i øvrigt uhensigtsmæssigt, hvis hospitalet bliver frataget muligheden for at behandle patienterne færdigt, men må standse den operative behandling og sende patienten til Odense.

Fakta om specialeplanlægning

Sundhedsstyrelsen kan bestemme, hvilke hospitaler, der kan have hvilke specialer på regionsniveau og højt specialiseret niveau.

Efter en længere proces fastlagde Sundhedsstyrelsen i løbet af foråret rammerne for placeringen af næsten alle specialer undtagen inden for ortopædkirurgien. Region Midtjylland arbejder nu på at indrette sig efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Specialeplanen for ortopædkirurgien har nu været til kommentering hos blandt andet regionerne. Fredag den 27. august sendte Region Midtjylland sit svar til Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen endelige udmelding om planlægningen af specialerne inden for ortopædkirurgien forventes ultimo oktober 2010.

Efter Sundhedsstyrelsens endelige udmelding går administrationen i Region Midtjylland i gang med at planlægge de eventuelle justeringer, specialeplanen giver anledning til at foretage. Det sker i samarbejde med hospitalerne og specialerådene.

Ændringer der får konsekvens for regionens hospitalsplan skal vedtages af regionsrådet.

Læs mere på Region Midtjyllands hjemmeside

Læs Region Midtjyllands svar til Sundhedsstyrelsens udmelding om ortopædkirurgien

Flere oplysninger
Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 8728 5010 / 2944 5783
Afdelingschef Christian Boel: 8728 4430 / 2374 9162

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer

Læs mere her