Nordeuropas førende fagmesse for sundheds- og velfærdsindustrien: Stærkere nordisk samarbejde vil skabe øgede eksportmuligheder

Et styrket nordisk samarbejde kan skabe øgede eksportmuligheder for teknologier og service inden for social- og sundhedsområdet. Det mener Nordeuropas førende fagmesse for sundheds- og velfærdsindustrien, Health & Rehab Scandinavia, som afholdes i d. 9.-11. september i Bella Center. Health & Rehab Scandinavia, som er Nordeuropas førende fagmesse for social-, sundheds- og hjælpemiddelområdet, sætter i år fokus på, hvordan de nordiske lande kan bruge hinandens erfaringer og viden til at sikre en øget udbredelse af skandinavisk velfærdsteknologi.

Potentialet i et øget samarbejde og en større vidensdeling ligger i et fælles nordisk marked, som kan åbne op for nye eksportmuligheder.

”De nordiske lande står over for mange af de samme udfordringer i velfærdssektoren, og derfor giver det mening at samarbejde på tværs af landegrænserne. Markedet i Norden i dag er fragmenteret, og vi ønsker at styrke det fælles marked, således at virksomheder både kan se mulighederne og har lettere adgang til hele Norden. siger projektleder Dennis C. Søndergaard fra Nordens Velfærdscenter, som deltager med konferencen ”Hvordan styrker vi det fælles nordiske marked for velfærdsteknologi ”. Han fortsætter:

”Det siger sig selv, at det er mere attraktivt for nye leverandører på velfærdsteknologiområdet, hvis deres potentielle marked er 26 millioner mennesker over eksempelvis 5,5 millioner i Danmark. En styrkelse af et fælles nordisk marked vil styrke mulighederne for at eksempelvis danske virksomheder kan sælge deres produkter i resten af Norden og dermed danne dette et grundlag for større eksportmuligheder,”

Chefkonsulent Grit Munk fra Ingeniørforeningen IDA, der afholder konferencen ”Fra opfinderens skrivebord til borgerens hjem – bedst mulig udbredelse af velfærdsteknologi” sammen med den norske og svenske ingeniørforening, NITO og Sveriges Ingenjörer, ser også et stort potentiale i, at der udveksles erfaringer, ideer og forsknings- og udviklingsresultater mellem de tre lande.

”Norden har mange ligheder både befolkningsmæssigt og i vores indretning af samfundet, f.eks. omkring den offentlige sektor, som spiller en stor rolle i netop udbredelse af nye teknologier på sundheds- og velfærdsområdet. Samtidig er det hver for sig relativt små hjemmemarkeder. Ved at styrke det samarbejde, som allerede så småt er i gang, kan vi skabe en mere solid platform for forskning, virksomheder og ikke mindst forbedrede forhold for borgere og sundhedspersonalet. Vi har valgt at sætte fokus på, hvordan vi skaber bånd mellem udvikling og implementering bl.a. med eksempler fra telemedicin og psykiatri som jo har meget politisk fokus i øjeblikket.”

Hos Healthcare DENMARK er også udlandets interesse for skandinaviske produkter og viden tydelig.

“I Skandinavien er vi langt fremme med løsninger og teknologi inden for rehabilitering. Og i Danmark især er der et stort fokus på velfærdsteknologi til ældre- og handicapområdet. Det fokus og vores ekspertise giver genlyd i udlandet, hvilket vi tydeligt mærker i Healthcare DENMARK. Der er stor interesse fra andre lande i at besøge Health & Rehab-messen. I forbindelse med messen er Healthcare DENMARK eksempelvis vært for delegationer fra Frankrig, Polen, Rusland og Ægypten. De skal både besøge messen, men vi tager dem også med ud i danske kommuner og på udvalgte plejehjem,” fortæller Healthcare DENMARKs direktør, Hans Erik Henriksen.

www.health-rehab.com

Læs mere her

Finansloven tilgodeser telemedicin

Regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance er enige om at afsætte tre mia. kr. i perioden 2009–2012 til medfinansiering af investeringer i ny arbejdskraftbesparende teknologi. Det kan blive et gennembrud for den sydfynske patientkuffert, der gør det muligt at udskrive patienter med rygerlunger efter mindre end 48 timers indlæggelse.

Igennem knap to år har Medicinsk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus satset målrettet på at udvikle en patientkuffert, som gør, at patienter med KOL (rygerlunger) kan sendes hjem efter mindre end 48 timers indlæggelse for i eget hjem at blive tilset og behandlet af læge eller specialuddannet sygeplejerske fra hospitalet. Patientkufferten indeholder forskelligt medicinsk udstyr, og lægen kan sammen med patienten foretage helbredsmålinger. Patient og læge kan samtidig se og tale med hinanden via et videokonferencesystem.

Ny i international sammenhæng
Jeg glæder mig over den opmærksomhed, vores projekt får som eksempel på et arbejdsbesparende initiativ i finansloven, siger ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus. Vi har udviklet en behandlingsmetode, som er helt ny i international sammenhæng, og hvor den kliniske dokumentation nu så småt er på plads. Ingen andre i verden har leveret den dokumentation for virkningen af telemedicinske modeller, som vi er tæt på at have.

Det er godt for brugerne, som med dette projekt opnår langt større fleksibilitet, siger administrerende direktør på OUH Jens–Otto S. Jeppesen. I løsningen er den patientoplevede kvalitet sat i hovedsædet. Det er det ene. Det andet er, at projektet frigør personale, og det vigtigt i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor. Derfor er vi meget interesserede i at indgå i denne type af projekter, som også kræver tæt samarbejde mellem det offentlige og det private.

Flere end 50 patienter har benyttet kufferten, og de foreløbige resultater er så overbevisende, at modellen er et godt eksempel på udviklingsmuligheder inden for rammen af de tre mia. kr., der er afsat på finansloven til udvikling af velfærdsteknologi.

Dette arbejde understøtter OUH’s rolle i Region Syddanmark som udviklingscenter i overensstemmelse med den plan, der politisk er vedtaget af vores regionsråd, siger Jens–Otto S. Jeppesen. Vi er i front på dette område på verdensplan, og jeg håber, at projektet nu får politisk opmærksomhed under indsatsen for udvikling af velfærdsteknologier, som omtales direkte i Finansloven.

Løsningen er udarbejdet i samarbejde med MedCom, de sydfynske kommuner og det private IT–firma (GiTS – Medisat®, Odense).

De forskellige projektforslag vil blive bedømt af et udvalg af regionale og kommunale chefer samt private eksperter, der har erfaring med arbejdskraftbesparende teknologier. Regeringen vil med afsæt i udvalgets forslag udarbejde et udspil med konkrete forslag til investeringer. Der udmøntes første gang midler på finansloven for 2009.

Mere information
Administrerende direktør, Jens–Otto S. Jeppesen, OUH Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus, 23 46 65 19
Ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus, 23 28 34 60
 

Læs mere her

DFA A/S introducerer Nikon TE2000 – et mikroskop med unik ergonomi og optik, der igen flytter grænserne

Nikon har siden 1925 været en af verdens førende producenter af mikroskoper. Igennem mere en 75 år har navnet Nikon været synonym med innovation og kvalitet. Eksempelvis er det mere end 8 år siden Nikon flyttede grænserne for optisk ydeevne ved at udvikle de kendte CFI60 objektiver, som blev introduceret sammen med de første mikroskoper i Eclipse–serien. Med TE2000 er Eclipse–serien blevet udvidet med en helt ny generation af omvendte mikroskoper en generation, der un–derstreger Nikons ry, som en producent, der flytter grænser.

Nikon ECLIPSE TE2000
Nikon ECLIPSE TE2000 leveres i tre versioner, der kan sammensættes efter individuelle krav og behov. Unik ergonomi opnås med vippetubus samt bl.a. motorisering af henholdsvis objektiv revol–ver, kondensor, finfokus og fluerosenssystem. Desuden er TE2000 designet således, at samtlige betjeningsgreb er monteret forrest på mikroskopet og forstørrelsen kan umiddelbart øges med 1,5x på to af modellerne to yderligere fordele, der minimerer belastningen af brugeren.

Nikon TE2000s specielle design giver mulighed for kombination af flere samtidige applikationer. Bl.a. kan mikromanipulation, laser mikro dissektion, FRAB og konfocal mikroskopi kombineres. Af andre fordele ved TE2000 kan nævnes:

Op til fem porte til montering af kameraer

Vælg mellem COOLPIX 4500 og 5000, der giver yderligere muligheder for makrofotografering eller mikroskop dedikerede kameraer som DN100 og DXM1200, der sammen med EclipseNet – øger softwaren TE2000s fleksibilitet.

Noise terminator.
Forbedrer det optiske signal/støj forhold ved at eliminere utilsigtet lys.

Kontrol/stabilitet
Nanopræcis Z–akse kontrol og forøget stabilitet giver fremragende 3D billeder.

Opløsning og arbejdsafstand.
CFI60 uendelighedskorrigeret objektivsystem giver exceptionel god opløsning med høj numerisk apertur (N.A.) og lang arbejdsafstand.

Nikon mikroskoper
Igennem mere end 75 år har Nikon manifesteret sig som en leverandør af højkvalitetsprodukter in–den for mikroskoper og kameraer. Sortimentet inkluderer produkter til den industrielle såvel som til den offentlige sektor, hvor optiske egenskaber, som et stort billedfelt, høj numerisk apparatur (N.A.) tillige med ergonomi, er essentielle for valg af producent.

DFA A/S
DFA A/S blev etableret i 1961 med det primære formål at distribuere Nikon kameraer og tilbehør til det danske marked. I 1969 blev Nikons mikroskoper optaget i DFAs sortiment og i 1999 blev sor–timentet yderligere udvidet med bl.a. køleskab, frysere, inkubatorer, pipetter, recirulationskølere, termiske blokke og mikrotestplader.
 

Læs mere her

Nej til ideologisk korstog mod den offentlige sektor

I oplægget til denne uges møde i Vækstforum går regeringen direkte i kødet på den offentlige sektor, der nærmest betragtes som en klods om benet frem for en forudsætning for vækst. Konkret lægger regeringen op til privatisering, udlicitering og en evindelig konkurrenceudsætning af den offentlige sektor, og det vil hverken gavne danskerne eller erhvervslivet.

– Jeg er bekymret over den strategi, som regeringen lægger for dagen i forhold til den offentlige sektor. Regeringens oplæg handler om at give den offentlige sektor en over nakken i stedet for at sikre innovation og udvikling. Det er ærgerligt, fordi der virkelig er brug for at få den offentlige sektor positivt i spil, hvis vi skal lykkes med at skabe mere vækst. Områder som velfærdsteknologi, medicin og grøn vækst har stort potentiale, udtaler LO-formand Harald Børsting

Harald Børsting fortsætter:

– Der er ikke belæg for at tro, at tvangsprivatisering eller udlicitering gør tingene billigere. Det mest grelle eksempel har været overbetalingen af privathospitalerne. Den offentlige sektor er i det store og hele fokuseret på at levere gratis velfærdsservice til borgerne inden for stramme budgetter. Dertil kommer, at klassiske statstjenester som politi, forsvar og retssystem slet ikke egner sig til udlicitering eller privatisering. Regeringens oplæg til Vækstforum ligner i bekymrende grad et ideologisk korstog frem for reelle initiativer til at styrke konkurrencen.

LO er enig i, at konkurrencen bør styrkes i en række sektorer. Det kan være en god idé at se nærmere på markedet for byggevarer og deres standarder. eller konkurrencen inden for nogle af de liberale erhverv, fx apotekere og tandlæger, dog skal man være opmærksom på, at det skal ske uden skade for befolkningen i landområderne. Og intentionerne om at stramme op i Konkurrencelovens strafbestemmelser, så man bl.a. kan fængsles for grove overtrædelser er fornuftige.

Hvad angår grøn vækst med udgangspunkt i klimakommissionens anbefalinger, savner LO især fokus på energirenovering af den eksisterende bygningsmasse. En storstilet isoleringsindsats og investering i intelligente huse vil på en gang både yde et markant bidrag til sænke vores CO2-udslip og skabe job i de arbejdsløshedsramte håndværksfag.

Læs mere her

Region Hovedstadens Blodbank vinder Den Danske Logistikpris 2011

Prisen tildeles blandt andet fordi akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % .

Overbevisende styring af forsyningskæderne
Lego har gjort det, flere af erhvervslivets sværvægtere som Danfoss og Arla Foods har gjort det taget prisen som danmarksmestre i logistik og supply chain management. Men i år tegner der sig et nyt billede. Region Hovedstadens Blodbank, Rigshospitalet, har med overbevisende styring af forsyningskæderne gjort sin entré i toppen af listen, der i alle årene ellers har været forbeholdt de fremmeligste private virksomheder.

Første gang en offentlig virksomhed løber med pisen
Det er første gang i Logistikprisens 18-årige historie, at en offentlig virksomhed løber med Logistikprisen. Og det siger ikke så lidt. For supply chain management (SCM) er, om noget, en disciplin, der traditionelt set har hørt til i det private erhvervsliv, hvor man igennem de seneste mange årtier har optimeret forsyningskæderne ved at styre de forskellige led, der kæder leverandør, producent, lagerbeholdning, distributør og slutbruger sammen med mindst muligt spild og størst muligt udbytte.

Blodbanksorganisationer lagt sammen
Region Hovedstaden valgte i 2008 at sammenlægge de tre eksisterende blodbanksorganisationer bestående af 10 tappesteder i én samlet organisation med base på Rigshospitalet, og efter fusionen har Blodbanken på få år formået at nytænke, udvikle og forandre blodforsyningen i hele regionen ved at sætte supply chain management på dagsordenen i et miljø, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence og vel at mærke på en måde, hvor det bruges som løftestang for innovation.

Robust blodforsyning
Dommerkomitéens begrundelse for udpegningen lyder bl.a., at … akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % … blodbanken er på flere punkter førende internationalt, også fra en forskningsmæssig vinkel.
Forandringerne, som i høj grad har været båret frem af hele medarbejderstaben i Blodbanken, har ført til en mere effektiv anvendelse af blodet i dets forskellige bestanddele og blodprodukter, og med det er visionen om en robust blodforsyning på kort tid blevet til virkelighed.

Hele teamet inddraget
Det kan vi godt være stolte over, lyder det fra centerdirektør Bettina Lundgren, Diagnostisk Center, Rigshospitalet. Den logistiske udfordring spænder fra frivillig bloddonation til blodtransfusion af korrekt match; i en lægehelikopter, på Rigshospitalet, et stort akut hospital eller et mindre nærhospital i Region Hovedstaden, og at løfte den opgave kræver en talentfuld ledelse, der forstår at forene faglig udvikling og drift til gavn for patientbehandlingen ved at inddrage hele teamet af ressourcebevidste, innovative medarbejdere.

Fra tappested til slutbruger
Blodbankens medarbejdere og ledelse har som et stærkt team vist viljen til forandring og på egen hånd udviklet et skræddersyet, realtidsbaseret IT-system, som gør det muligt at holde øje med lagerbeholdningen real time og samtidig styre blodforsyningen hele vejen fra tappested til slutbruger og helt ned til styring af blodets blandingsforhold under transfusioner ved operationsbordet fx hos patienter med livstruende blødning.

Har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv
Modellen er i supply chain-sammenhæng helt unik. En effektiv og intelligent forsyningsstyring, der har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv, som ellers ville være tabt. Og supply-systemet, der følger blodets sammensætning ned til mindste detalje og kan matche patientens behovsprofil i transfusionsøjeblikket, vækker allerede stor international opmærksomhed. Foreløbige tal fra opgørelser af patienter med livstruende blødning viser overlevelsesrater, der er steget med op til 50 %, efter at de nye tiltag med blodforsyningen og sammensætningen af blodkomponenterne ved transfusion er indført.

Ikke akut mangel på blod i fremtiden
Men historien om blodlogistikken stopper ikke her. De nye tiltag tæller bl.a. også et patient-blood-management-system og et kommende donor-booking-system. Tiltag, som skal sikre, at der ikke i fremtiden bliver akut mangel på blod i regionen.

Skal styre efterspørgslen på blod
Vi er nødt til at tage højde for befolkningsudviklingen og tænke den ind i vores måde at arbejde med blodforsyningen fremadrettet, siger Morten Bagge, Klinikchef for Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet og fortsætter: Allerede om 10-15 år vil samfundet opleve et væsentligt øget behov for blod til behandlinger, alt imens der vil være betydeligt færre donorer at tappe fra. Og det er et problem, hvis vi ikke begynder at forberede os på det. Derfor bygger visionen om en robust blodforsyning på flere områder. Et af de mange nye tiltag er bl.a. et blood management program, som skal sikre, at vi udover at styre kapaciteten af blodforsyningen også har mulighed for at styre efterspørgslen fx ved hjælp af forebyggende behandling inden indlæggelse, siger Morten Bagge.

Web-baseret donor-bookingsystem på vej
Der er derfor også et web-baseret, interaktivt donor-bookingsystem på vej, siger chefbioanalytiker Susan Mathiasen, ligeledes fra Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet.
Her kan den enkelte donor selv følge behovet for blod i forhold til den aktuelle blodsituation i Blodbanken herunder lagerbeholdning, blodtypemangel, donorstatistik og helbredsdata.

Udsnit af dommerkomitéens begrundelse
Ledelsen af blodbanken har været både forudseende, innovative og ambitiøse omkring udviklingen af SCM-konceptet. De har vist, at det er muligt at optimere ressourcer i den offentlige sektor, de har skabt imponerende resultater langs hele værdikæden fra indsamling af donorblod, produktion og lagring af blodkomponenter og blodprodukter med kort holdbarhed ved at udvikle kundetilpassede leverancemodeller. Dommerkomitéen udtrykker stor anerkendelse for det store entreprenørskab og evnen til at sætte Danmark på verdenskortet inden for et område, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence .

Den Danske Logistikpris uddeles årligt i et samarbejde mellem effektivitet.dk og IDA Produktion & Logistik

Læs mere på: www.logistikkonferencen.dk

Læs mere her