Ny bog om yoga for seniorer

Yoga hitter over hele landet, ikke mindst blandt danskere over 50 år. Nu giver en ny bog målrettet mod seniorer en grundig indføring i yogaens historie samt masser af illustrerede yogaøvelser og programmer til at modvirke de skavanker, vi alle oplever med alderen. SUND KROP, STÆRKT SIND er skrevet af en af Danmarks mest erfarne yogalærere, Iben Bertelsen, der i en årrække har drevet sit eget yogacenter i Gilleleje i Nordsjælland. Iben Bertelsen har siden 1990 undervist i yoga for alle aldersgrupper og niveauer og har desuden uddannet danske yogalærere.

Om bogens målgruppe siger Iben Bertelsen:

”Du har nået en alder og er et sted i dit liv, hvor der er mere plads og overskud til dig selv. Det er aldrig for sent at tage en udfordring op, og jeg kan garantere dig, at hvis du yder en overkommelig indsats, vil du blive belønnet så rigeligt. Yoga har så meget at tilbyde, er så mangfoldigt og spændende et univers, det er blot at tage en rask beslutning og komme i gang.”

Bogen, SUND KROP, STÆRKT SIND indeholder mere end 60 forskellige yogaøvelser og tre sammenhængende yogaprogrammer. Ved hver enkelt øvelse er en grundig vejledning og illustration til, hvordan man udfører dem samt en beskrivelse af præcis, hvilke skavanker øvelserne modvirker.

”Det hænder ofte, at mennesker, der af en eller anden grund har opgivet deres krop og deres personlige velvære, finder tilbage til glæden ved at røre sig, at være aktive, at mærke sig selv og deres krop gennem yogaens utallige muligheder”, fortæller Iben Bertelsen.

I bogen er der desuden personlige historier fra Lene, Christian, Susanne, Ellen og Lise, der alle er i aldersgruppen 60 til 80 år og alle har mærket, hvilken gavn yogaen har haft på deres krop og sind.

Bogen udkommer d. 11. december 2014 på TURBINE forlaget

Sund krop, stærkt sind – yoga for dig på 50+ / Iben Bertelsen. TURBINE, Aarhus 2014. ISBN: 9788771419320. 144 sider. Vejledende pris: 249,95 kr.

For yderligere information, kontakt til relevante casepersoner og interview kan både forfatter og forlag kontaktes:
Forfatter Iben Bertelsen post@yogagilleleje.dk, tlf.nr: 2277 2677
Redaktør Christina Lund christina@turbine.dk, tlf.nr: 2329 5474

Læs mere her

Storstilet velgørenhedsprojekt på QXL.dk til støtte for Angelman-foreningen

Fodbold– og ishockeyklubber, standuppere, virksomheder og pokerstjerne har doneret effekter og tid til over 50 auktioner til fordel for arbejdet med Angelman–børn.

Frem til og med den 2. september kan man støtte Angelman–børn ved at byde på en af de 57 auktioner på QXL.dk, hvor en lang række danskere virksomheder og private – har doneret dvd’er, bøger, tid, middage, skønhedsbehandlinger, tøj osv. Pengene fra auktionen går ubeskåret til Angelman–foreningen.

– Indtægterne fra auktionerne kommer til at gå til vores helt lavpraktiske arbejde, der letter hverdagen for familierne og børn med Angelman–diagnose. Vi afholder løbende arrangementer eksempelvis snart en kommunikationsdag, hvor vi taler med forældrene om, hvordan de bedst kommunikerer med deres Angelman–børn, og hjælper dem med at fremstille og laminere piktogrammer, der kan bruges i dagligdagen hjemme og i institutioner. Senere har vi et arrangement, hvor betalte eksperter fortæller forældre, hvad de kan gøre for at hjælpe børnene og sig selv på en række områder. Her inviterer vi også familier fra Foreningen for sjældne diagnoser. Eftersom der ikke er så mange med hver enkelt diagnose, kan det være svært for dem at skaffe ressourcer til sådanne arrangementer. Og de kan måske også have glæde af vores eksperter. Som vi nu forhåbentlig har råd til at invitere oftere de skal jo gerne betales, siger Lars Bo Warnisch, der er formand for Angelman–foreningen og far til Anna, der er født i 2003 og har en Angelman–diagnose.

Børn med Angelman–diagnosen er kærlige, sociale og omgængelige, men desværre også udviklingshæmmede, og har blandt andet meget svært ved at kommunikere, selv om man ved, at børnene forstår meget mere end de giver indtryk af. Man har påvist, at en tidlig og vedvarende indsats kan gøre en meget stor forskel for indlæringsprocessen, og dermed hjælpe børn og familier til en lettere hverdag og fremtid. Derfor bruger Angelman–foreningen meget tid på at hjælpe forældre i denne proces.

– Der er mange, der har det godt i Danmark, og har "overskud" på kontoen deriblandt os hos QXL.dk. Derfor vil vi gerne være med til at støtte velgørende projekter, der hjælper de af os i samfundet, der har brug for vores overskud. Det betyder, at det er gratis at sælge på QXL.dk, når der er tale om et velgørende projekt, der er aftalt i samarbejde med os så kan indtægterne fra auktionerne gå direkte derhen, hvor de gør en forskel, siger Jacob N. Masters, adm. direktør i QXL.dk.

Flere oplysninger om Angelman–diagnosen og Angelman–foreningen på www.angelman.dk og hos Lars Bo Warnisch, mobil 22 24 87 73.

Donationer til auktionerne
Rune Klan, FC Midtjylland, Herfølge Fodboldklub, Lalandia, Brøndby Fodboldklub, Restaurant Krudtuglen, FC København, Royal Mint, Rosendahl, Strandhotellerne/Seawest, LFA, Frem Fodboldklub, Nik & Jay, Hundige Kroen, Danparcs Løgstør, Caspar Reiff, Esbjerg Fodboldklub, CREAM, Leide, AAB, OB, Randers FC, FC Nordsjælland,
Nordsjælland Cobras, Global Goal Home, AB, Silkeborg Fodboldklub, Næstved Fodboldklub, Sønderjyske Fodboldklub,
Jane Aamund, Fredericia Fodboldklub, Kolding Fodboldklub, Theo Jørgensen.

Om QXL.dk
QXL.dk er Danmarks største online handelsplads med ca. 500.000 registrerede medlemmer, og allerede mere end 4 millioner i Europa. Hver uge sættes gennemsnitlig 1.400.000 varer til salg på QXL.dk, fordelt på masser af spændende auktioner og varer til fast pris. Klik ind på www.qxl.dk for mere information.
 

Læs mere her

3.801 kilometer på elcykel

Karin Olsen fra Nordsjællands Hospital er med i projekt ”Test en elcykel”. Siden 1. april har hun cyklet 3.801 kilometer. Flere end 200 elcykler i projektet
Hvis alle danskere var som Karin Olsen fra Hundested, skulle vi hurtigt blive en sund, klimavenlig nation uden køer på vejene. Sammen med over 200 andre elcyklister sprang Karin Olsen den 1. april 2014 op på en lånt elcykel, og siden har hun nærmest ikke haft tid til at holde pause.

Har cyklet 3.801 kilometer
Hun har i alt cyklet 3.801 kilometer på den elektriske jernhest på turen fra sit hjem i Hundested til sit arbejde på Nordsjællands Hospital. Det svarer til, at hun har taget en frisk cykeltur til Rom og hjem igen.

Motion og miljø
– Projektet ”Test en elcykel” har været en god mulighed for mig – jeg har både fået rørt mig noget mere, undgået at sidde fast i trafikken og samtidig tænkt lidt på miljøet. Men det har også givet mig meget kollegialt, fortæller Karin Olsen.

Elcykler populære på Nordsjællands Hospital
Også arbejdsgiveren er positiv overrasket over Karin og kollegernes engagement i projektet.

”Jeg tager hatten af for Karin og hendes kolleger. De er gået 100 procent ind i projektet og har fået noget rigtig godt ud af det – både sundhedsmæssigt og kollegialt. Ligesom de har oplevet en lettelse ved ikke at skulle forholde sig til trafik og parkering. Generelt er elcyklerne rigtig populære her på Nordsjællands Hospital. Der er stadig omkring 60 medarbejdere på venteliste til næste heat,” siger vicedirektør for Nordsjællands Hospital, Peter Mandrup Jensen.

Svarer til 3,5 gange rundt om Jorden
Karin Olsen har ikke været den eneste elcyklist på de danske landeveje. Hun har haft selskab af 233 andre projektdeltagere, og sammen har de cyklet Danmark tyndt. De har siden den 1. april tilbagelagt 141.024 km. Det svarer til, at de har cyklet 3,5 gange rundt om Jorden, eller at de har ræset frem og tilbage mellem København og Beijing 10 gange.

Har gjort op med indgroede vaner
Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje har sammen med klimaorganisationen, Gate 21, sat projekt ”Test en el-cykel” i værk. Leder af projektet, Anna Thormann fra Gate 21 er glad for den fantastiske start, som “Test en elcykel” har fået og deltagernes engagement og motivation.

– Det er jo imponerende, hvor langt Karin har cyklet – hun kunne have cyklet hele vejen til Rom og hjem igen. Deltagerne har i det hele taget været utroligt engagerede, og der har været meget tæt løb. Nogen har sågar været på cykeltur i weekenden for at cykle kilometer ”hjem” i konkurrencen med kollegerne lokalt og nationalt, siger Anne Thormann og fortsætter:

– Det er fedt at se, for vi ved alle, hvor svært det er at gøre op med indgroede vaner og lade bilen stå til fordel for både sundhed, trængsel og miljøet. Vi har fået en rigtig god start på “Test en elcykel” og nu glæder vi os til, at andet heat går i gang 1. juli 2014.

Om ”Test en elcykel”
Projektet ”Test en elcykel” tilbyder ansatte, der normalt kører i bil og har mere end fem kilometer til arbejde, at prøve en elcykel i tre måneder. De næste elcyklister kører af sted 1. juli 2014.

Kampagnens målsætning er, at tre ud af fem testpersoner efter prøveperiodens ophør vælger at pendle til arbejde på en elcykel. Hvis dette lykkedes, vil det betyde mindre trængsel på vejene og en årlig CO2-reduktion på i alt 410 tons i det samlede projekt.

Partnerne i Test en elcykel er Region Hovedstaden, sammen med 8 kommuner. Projektet er støttet af Vejdirektoratets Cykelpulje.

Læs mere her

Ny elcykel-kampagne skal få flere til at cykle til arbejde

Mandag den 3. marts 2014 indleder Gentofte Kommune og syv andre kommuner sammen med otte hospitaler den toårige kampagne ”Test en elcykel”. Kampagnen skal vise borgerne, at der er mange fordele ved at tage elcyklen, frem for bilen, til arbejde.

”Test en elcykel – og få en flyvende start på en sundere hverdag”. Sådan lyder opfordringen, når otte kommuner og otte hospitaler i Region Hovedstaden fra uge 10 kickstarter den kampagne, der skal få flere pendlere til at bruge transporttiden som daglig motion.

Kampagnen ”Test en elcykel” tilbyder Gentofte-borgere, der normalt kører i bil og har mere end fem km til arbejde, at prøve en elcykel i tre måneder. I prøveperioden har testpersonerne mulighed for at konkurrere mod hinanden om at køre flest kilometer og flest ture på elcyklen. Cykelturene kortlægges via en app, som testpersonerne henter ned på deres smartphone. På websitet www.testenelcykel.dk kan deltagerne se de tilbagelagte ture og deres placering på ranglisten.

Borgere i Gentofte Kommune kan tilmelde sig kampagnen på www.testenelcykel.dk

Største fælles fremstød
Kampagnen er det største, samlede danske fremstød for elcykler til dato. Samlet set kommer 1.700 personer i perioden 1. april 2014 til 1. juni 2016 til at prøvekøre en elcykel. 1. april kører de første 20 testpersoner i Gentofte af sted på en elcykel. Kampagnens målsætning er, at tre ud af fem testpersoner efter prøveperiodens ophør, vælger at pendle til arbejde på en elcykel. Flere elcykler på vejene vil kunne nedbringe trængslen og CO2-udledningen fra transporten.

Mange flere kan få gavn af elcyklen
”Elcyklen er et oplagt transportmiddel til personer, der gerne vil dyrke daglig motion, men som ikke ønsker at møde svedige op på arbejde. Eller som har svært ved at tage sig sammen til at cykle, hvis det blæser eller er bakket. I kampagnen ”Test en elcykel” får borgerne mulighed for at afprøve, om elcyklen passer ind i deres dagligdag,” fortæller formand for Teknik og Miljøudvalget i Gentofte Kommune Lisbeth Winther.

Fakta
Partnerne i ”Test en elcykel” er: Kommunerne: Albertslund, Ballerup, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odense og Roskilde. Følgende hospitaler i Region Hovedstaden: Bornholm, Herlev, Rigshospitalet, Frederiksberg & Bispebjerg, Glostrup, Gentofte, Amager & Hvidovre, samt Nordsjælland.
Kampagnens budget er ca. 7,5 mio. kr., hvoraf Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje støtter projektet med knap 5 mio. kr.

Læs mere her

Privat lægevagt har dundrende succes

Patienter af alle slags kimer det private vagtlægefirma, Privatlægen, ned som aldrig før bl.a. efter kritiske artikler om den offentlige lægevagt. Fælles for patienterne er deres ulyst til at vente i mange timer på hjælpen og en voksende skepsis over for det offentlige sundhedssystem

Nogen har telefonnummeret kodet ind i mobilen. Andre har det siddende på køleskabet. Og atter andre går på nettet – og finder lynhurtigt privatlaegen.dk .

Siden to unge og initiativrige læger i 2006 etablerede det private vagtlægefirma, Privatlægen, i København, omegnskommunerne og Nordsjælland er det kun gået én vej fremad. Stik imod manges forudsigelser viste det sig nemlig, at stadig flere danskere gerne betaler 1.400 kr. af egen lomme for at få besøg af Privatlægen uden timelang venten som i det offentlige sundhedssystem.

Antallet af patienter er vokset støt, måned efter måned og gør det stadig. I dag har Privatlægen 10 læger tilknyttet.

De seneste måneders store og kritiske mediefokus på den offentlige lægevagt har også medført en voldsom stigning i antallet af henvendelser fra patienter i løbet af sommeren. Læge Tue Christoffersen, der er én af de to initiativtagere til Privatlægen, er ikke i tvivl om, at patient-boomet bl.a. skyldes mediernes omtale af den offentlige lægevagt.

Vi har i juni og juli haft 60-70 pct. flere patienter end normalt i sommermånederne, og flere patienter har direkte henvist til artikler om vagtlæger som årsag til, at de opsøgte os. Men derudover oplever vi også, at folk vender tilbage. De finder ud af, at det er rigtigt, hvad vi siger nemlig at vi kommer hjem til dem uden forhandling og at vi har god tid til at være grundige og det vil mange altså gerne betale for. Og hurtighed og god tid er vores vigtigste servicemål, for det er netop nogle af de ydelser, som det offentlige ikke har ressourcerne til, siger Tue Christoffersen.

Han afviser, at Privatlægen er med til at udhule og ødelægge det offentlige sundhedssystem.
Vi er et supplement til det offentlige og er derfor netop ikke afløsere for folks egen læge. Man kan sige at vi betragter os selv som en fremskudt skadestue, afslutter læge Tue Christoffersen.

Læs mere her

Kun de rige bliver vaccineret mod livmoderhalskræft

I Ishøj er knap 10 procent af de 19-23-årige blevet vaccineret mod livmoderhalskræft. I Hørsholm er det tilsvarende tal 51 procent. Det viser en ny opgørelse over, hvor mange der er blevet vaccineret mod HPV. Den afslører, at HPV-vaccinen slet ikke er slået igennem i de aldersgrupper, som selv skal betale.

Nordsjælland er det sted i Danmark, hvor flest unge kvinder er blevet vaccineret mod livmoderhalskræft. Modstykket findes på Københavns vestegn og i udkantsområderne. Her har meget få valgt at betale de 3.500 kr., det koster at blive vaccineret. Det viser en nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, der har opgjort antallet af solgte vacciner.

HPV-vaccinen har siden 1. januar 2009 været et gratis tilbud til alle piger i 12-årsalderen. Det samme tilbud har piger født i 1993-1995 haft, men kun til udgangen af 2010. Kvinder født før 1993 har selv skullet betale for vaccinen. Og selv om vaccinen nu har været på markedet i mere end to år, er det foruroligende få, som har valgt selv at betale for at blive vaccineret.

-På landsplan er det kun 7,4 procent af de 23-29-årige, der er blevet vaccineret, og for de 19-22-årige er det 22,3 procent. Det er alt for få. Skal tallet for alvor op, bliver vaccinen nødt til at være et gratis tilbud for alle kvinder op til 26 år. Vi kan se af vores undersøgelser, at de unge kvinder kender vaccinen og gerne vil have den, men prisen får dem til at vælge den fra, siger Iben Holten, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Vaccination redder liv
Ifølge Kræftens Bekæmpelses beregninger vil ca. 2040 kvinder kunne undgå livmoderhalskræft, og ca. 650 liv vil kunne reddes, hvis alle 16-26-årige bliver vaccineret. Dertil kommer de flere tusinde keglesnit, som også vil kunne undgås. Et helt særligt problem er den store ulighed, som egenbetalingen har resulteret i.

I Brøndby er det således 2,5 procent af kvinderne født i 1982-88, der er blevet vaccineret, mens det tilsvarende tal i Hørsholm er 18,7 procent. For kvinder født i 1989-92 er polerne Ishøj og Hørsholm, hvor henholdsvis 9,6 og 51 er blevet vaccineret.

-Det er iøjnefaldende, at den sociale skævvridning er så stærk. Der er sket en lille stigning af antallet af kvinder, der bliver vaccineret, men stigningen er størst de steder, hvor der i forvejen er mange, der er vaccineret. Det er vigtigt at alle grupper i samfundet bliver beskyttet og ikke kun dem i Nordsjælland, siger Iben Holten.

Vaccine bør være gratis op til 26 år
Inden længe vil en udbudsrunde for indkøb af HPV-vaccinationer blive afsluttet. Det vil føre til markant billigere vacciner og dermed millionbesparelser for staten, viser erfaringerne fra udlandet. De penge bør bruges til at dække den engangsudgift, det er at vaccinere alle kvinder op til 26 år gratis, mener direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen:

-Vi står med en kræftsygdom, som stort set kan udryddes med vaccination og screening, og det skal vi udnytte. Det er helt uforståeligt, at vi ikke allerede har gjort alt, hvad vi kan for at vaccinere os mod denne kræftsygdom. Vi ved at prisen falder nu, og det bør give anledning til, at Folketinget bruger det overskud til at give gratis vaccine til alle kvinder op til 26 år. Lad nu være med at tage penge væk fra kræftforebyggelse, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Få tallene for hver enkelt kommune på tlf. 3525 7530 eller 3525 7536

Kontaktinformation:
Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse, 35257530 / 20330845
Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, 21242316
For vaccinationstal:
Caroline Winkel, projektleder i Kræftens Bekæmpelse, 35257536

Læs mere her

Cykelløb i hjertet af København

Elitegadeløb med professionelle ryttere, motionscykelløb i Storkøbenhavn og Københavns centrum samt cykelløb på Københavns Befæstningsrute, der fører deltagerne forbi byens gamle befæstningsværker. Alt dette og meget mere er på programmet, når Copenhagen Cycling søndag den 29. august endnu en gang inviterer hele den cykelglade familie til Københavns største cykelløb.

Allerede nu tegner dette års Copenhagen Cycling til at blive større end nogensinde. Med motionscykelløb i flere afskygninger og et stærkt besat felt i eliteløbet, der består af ryttere fra den hjemlige topelite og flere professionelle, er der lagt op til en sand lækkerbisken for cykelelskere.

Copenhagen Cycling er igen i år udviklet i tæt samarbejde med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

En cykelbegivenhed for hele familien
Tilskuer eller aktiv cykelrytter, eliteudøver eller motionist – Københavns største cykelløb byder på cykling for enhver smag.

De ambitiøse kan deltage i det 128 km lange motionsløb, der kommer i to udgaver. En race-udgave og et mere klassisk motionscykelløb. Begge udgaver fører rytterne op ad strandvejen til Humlebæk, indover Nordsjælland og via Vestegnen tilbage til Københavns centrum. For dem der bare ønsker at nyde København på mere afslappet vis, er der mulighed for at deltage i det 25 km lange cykel-sightseeing løb i hjertet af København Fulgt af en 40 personers MC-eskorte samt politiets motorcykler.

Befæstningsløbet Ny rute langs gamle befæstningsværker
Som noget nyt byder Copenhagen Cycling i år på cykelløb på Københavns Befæstningsrute, der er udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og 9 kommuner i Storkøbenhavn. Deltagerne kommer rundt med direkte udsyn til en række af de gamle befæstningsværker samt en længere tur på hele 14 km langs Vestvolden. En særdeles spændende og smuk anlagt rute på i alt 68 km.

Befæstningsløbet vil samtidig være en styrkeprøve for 13 børn og unge med alvorlige medfødte hjertefejl. Efter initiativ fra Børnehjertefonden har de, via et nøje planlagt træningsprogram henover forår og sommer, trænet sig op til at kunne gennemføre Befæstningsrutens 68 km.

Revanche i Rundt om Christiansborg
Dagen afsluttes med eliteløbet Rundt om Christiansborg , der tæller flere professionelle ryttere. Her dyster rytterne på den historiske og udfordrende 1,4 km lange rundstrækning Rundt om Christiansborg , der skal gennemkøres 50 gange. På hver omgang skal der i Bryghusgade passeres et 300 meter langt brostens-stykke. Kræs for specialisterne og en stor pinsel for alle andre.

Der forhandles i øjeblikket med Nicki Sørensen og Michael Mørkøv, så en nervepirrende revanche fra 2008 kan komme på tale.

Både motions- og eliteløb har start og mål ved Christiansborg Slotsplads, der dagen igennem tilbyder et væld af underholdende tilbud og aktiviteter for hele familien. Den landskendte cykelekspert Henrik Jul Hansen vil blandt andet deltage i Befæstningsløbet og efterfølgende underholde i målområdet med anekdoter fra en menneskealder i cykelsporten.

Bike City Copenhagen
Copenhagen Cycling er en del af Bike City Copenhagen. Som den første by i verden er København udnævnt som Bike City af UCI, den internationale cykelunion. Bike City Copenhagen byder på seks cykelløb for den absolutte verdenselite i løbet af den fire årige periode – Fordelt på to World Cup-afdelinger på både bane og BMX samt verdensmesterskaber på såvel bane som landevej. Derudover er der tilføjet flere elitemesterskaber og en lang række motionscykelløb siden opstarten af Bike City Copenhagen. Bag projektet står bl.a. Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen. Læs mere på www.bikecitycopenhagen.com

Tilmelding
Læs mere om Copenhagen Cycling på www.copenhagencycling.dk. Her er det samtidig muligt at tilmelde sig de forskellige cykelløb. Det er også muligt at tilmelde sig på selve dagen.

Samarbejdspartnere
Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Rigspolitiets Idrætsforening, Danmarks Cykle Union, UCI Bike City Copenhagen, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Event Company, Københavns Befæstning og Ultimate Sports Service.

Arrangør
Rigspolitiets Idrætsforening og Dansk Cykle Union, Distrikt Sjælland

Læs mere her

gigant i ryggen

Challenge Copenhagen, som er den største sportslige tilskuerbegivenhed i Danmark, har fået en af it-branchens helt store spillere bag sig. Triatlonstævnet på den fulde jernmandsdistance har netop tegnet et hovedsponsorat med it-giganten KMD. Samtidig udvides sommerens arrangementer til at indeholde flere korte motionstriatlon, og sammen vil KMD og arrangørerne fra YWC udvide motionskonceptet til yderlige danske byer og øge publikumsoplevelsen.

Triatloneventen Challenge Copenhagen, der med stor succes for første gang blev afholdt midt i København i august 2010, har netop tegnet et hovedsponsorat med it-koncernen KMD. Aftalen gælder i første omgang for de næste tre år.

Sidste år tiltrak begivenheden over 125.000 tilskuere i København. I år udvides med et løb på den halve iron-distance i Aarhus 3. juli samt motionstriatlon på 1/10 af den velkendte iron-distance – det såkaldte 4:18:4 motionstriatlon (400 meter svømning/18 km cykling/4 km løb) i både København og Aarhus.

Hovedsponsoratet giver bl.a. KMD titelrettigheder til YWC Sports tre triatlonkoncepter, der i fremtiden kommer til at hedde KMD Challenge Copenhagen, KMD Challenge Aarhus og KMD 4:18:4.

Vi er begejstrede for at kunne indgå et samarbejde om den største tilskuerbegivenhed på dansk grund. For os har triatlon været den helt rigtige sport at involvere os i, da den oplever en voksende og bred interesse. Og så harmonerer triatlon godt med, at rigtig mange af vores medarbejdere hvert år deltager i mange af de store motionsløb , fortæller KMD direktør Karen Nielsen.

Det er naturligvis en stor hjælp for os, at vi nu bliver bakket op af en af landets største it-virksomheder. Det giver os den fornødne platform til at kunne indfri vores ambitioner om at gøre KMD Challenge til en af verdens mest prestigefyldte triatlonevents samt højne service og oplevelse for de professionelle, deltagere, motionisterne og ikke mindst de mange tilskuere , fortæller YWC direktør Thomas Veje Olsen, der står bag KMD Challenge.

KMD Challenge har vokseværk

Indtil nu har 1.750 og 1.100 meldt sig til til henholdsvis KMD Challenge Copenhagen og KMD Challenge Aarhus. Det er er en vækst på cirka 20 % siden sidste år og begge stævner er de største i Nordeuropa på de respektive distancer.

Vi lægger op til, at det bliver en folkefest i både København og Aarhus, og KMD og YWC går også ind i samarbejdet med en fælles ambition om at forbedre publikums- og deltageroplevelsen , fortæller Thomas Veje Olsen.

Publikumsoplevelsen skal blandt andet løftes ved hjælp af digitale redskaber.

Som it-virksomhed bliver det spændende at være med til at udvikle KMD Challenge sammen med YWC på den digitale front. Vi ser rigtig gode udviklingsmuligheder på publikumssiden, både i sommerens arrangementer og på den lidt længere bane , siger Karen Nielsen.

Planen med det nye samarbejde er også at udvide med nye byer fra 2012.

Vi har oplevet så stor opbakning i København og Aarhus, at det har været helt naturligt for os at se på, om ikke vi kunne udvide til også at have et par andre af de store danske byer med. Vi er i øjeblikket i dialog med et par stykker og lur mig, om ikke vi har to nye med fra næste år , fortæller YWC direktør Thomas Veje Olsen.

I år bliver de digitale tilbud primært resultatservice på sms og storskærme samt aktiv anvendelse af de sociale medier. Smartphones er næste skridt på vejen.

Om KMD Challenge
KMD Challenge Copenhagen er triatlon på fuld iron-distance. Dvs. 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. Sidste år var der var 125.000 tilskuere langs ruten, der bl.a. byder på svømning ved Amager Strandpark, cykling i Nordsjælland og opløb foran Christiansborg. Løbet finder i 2011 sted den 14. august.

KMD Challenge Aarhus er på den halve iron-distance, hvilket vil sige 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb. Ruten fører bl.a. løberne igennem kunstmuseet ARoS og har målstreg ved Tangkrogen og den sidste dag med udendørsudstillingen Sculptures by the Sea. Datoen er 3. Juli i 2011.

KMD 4:18:4 er triatlon for motionister, og distancen svarer til 1/10 iron-distance hvilket vil sige 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb. I 2011 bliver KMD 4:18:4 afviklet 11. og 12. august i København og 1. juli i Aarhus. Allerede fra 2012 er der lagt op til flere løbsdage i København og Aarhus, samtidig med at arrangementet udvides til at omfatte to andre større byer, der sandsynligvis bliver Odense og Aalborg. I 4:18:4 kan alle deltage og der kræves ikke specielt udstyr kun svømmetøj, standardcykel, et par løbesko og gå-på-mod!

KMD Challenge-events og KMD 4:18:4 arrangeres af YWC Sports, der har licens fra den verdensomspændende Challenge-familie til at afholde triatlonarrangementer i Skandinavien.

Læs mere om alle løb på www.challengecopenhagen.dk

Om KMD
KMD hører til blandt de største it-virksomheder i Danmark og har i knap 40 år arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag it-løsninger og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark. KMD har en årlig omsætning på knap 4 mia. danske kroner og har mere end 3.000 ansatte. KMD er ejet af EQT samt ATP.

Kontaktoplysninger
YWC Sports, direktør Thomas Veje Olsen, mobil: 20 72 50 80
KMD, pressechef Christoffer Hellmann, mobil 25 29 17 84

Brian Martin Rasmussen
Presseansvarlig for Challenge Copenhagen den 14. august 2011
og Challenge Aarhus den 3. juli 2011

22 12 02 40
Skype: brianmartinrasmussen
Twitter: @pressechefen

YWC Sports er et sporteventfirma, der er specialiseret i at afvikle store nationale og internationale sportevents. YWC Sports står bag KMD Challenge Copenhagen, KMD Challenge Aarhus og motionstriatlonkonceptet KMD 4:18:4. Sidstnævnte afvikles på nuværende tidspunkt i København og Aarhus forud for KMD Challenge Copenhagen og KMD Challenge Aarhus.

Læs mere her