Pris fra USA til MusiCure musik som medicin af Niels Eje

Den specielt komponerede og videnskabeligt dokumenterede musik MusiCure har vundet en fornem førstepris ved den Internationale Blair L. Sadler konkurrence om implementering af kunst i sundhedssektoren. Prisen uddeles den 13. april ved en stor konference i Nashville, Tennessee i USA.

Den amerikanske organisation "Society for The Arts in Healthcare " uddeler hvert år hæderspriser til projekter og personer som har gjort en særlig indsats for forbedring af miljøet indenfor sundhedsvæsenet, og formået at dokumentere effekten heraf. Det amerikanske ikon indenfor integration af kunst i hospitalsverdenen, Dr. Blair L. Sadler, lægger navn til prisen og dette understreger også vigtigheden af hans egen mangeårige indsats på området. Dr. Sadler har siden 1970erne skabt banebrydende kunstnerisk indretning af bl.a. børnehospitaler i USA, og selv vundet stor hæder overalt i verden.

I 2007 bliver prisen for første gang givet til et dansk projekt: det særligt udviklede produkt MusiCure "musik som medicin", som siden 1998 er blevet skabt specielt til behandlingsformål i nært samarbejde med læger og sygeplejersker fra forskningsgruppen Musica Humana.

MusiCure CD serien har dermed nu vundet international anerkendelse med tildelingen af årets førstepris i USA. Den omfattende videnskabelige dokumentation som ligger bag skabelsen af denne musik har også medvirket til at sætte fokus på, at Danmark har været helt i front på netop dette område.

Prisen gives til Niels Eje og Inge Mulvad Eje for deres indsats som henholdsvis komponist, musikere, producere og formidlere af den videnskabelige forskning og selve den specielt designede musik.

Skabelsen af MusiCure og Musica Humanas forskning blev i årene 1998 til 2003 støttet af Egmont Fonden, og netop på grund af den omfattende kliniske forskning som ligger bag musikken, er MusiCure kun tilgængelig via apotekerne.
 

Læs mere her