Cykelløb i hjertet af København

Elitegadeløb med professionelle ryttere, motionscykelløb i Storkøbenhavn og Københavns centrum samt cykelløb på Københavns Befæstningsrute, der fører deltagerne forbi byens gamle befæstningsværker. Alt dette og meget mere er på programmet, når Copenhagen Cycling søndag den 29. august endnu en gang inviterer hele den cykelglade familie til Københavns største cykelløb.

Allerede nu tegner dette års Copenhagen Cycling til at blive større end nogensinde. Med motionscykelløb i flere afskygninger og et stærkt besat felt i eliteløbet, der består af ryttere fra den hjemlige topelite og flere professionelle, er der lagt op til en sand lækkerbisken for cykelelskere.

Copenhagen Cycling er igen i år udviklet i tæt samarbejde med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

En cykelbegivenhed for hele familien
Tilskuer eller aktiv cykelrytter, eliteudøver eller motionist – Københavns største cykelløb byder på cykling for enhver smag.

De ambitiøse kan deltage i det 128 km lange motionsløb, der kommer i to udgaver. En race-udgave og et mere klassisk motionscykelløb. Begge udgaver fører rytterne op ad strandvejen til Humlebæk, indover Nordsjælland og via Vestegnen tilbage til Københavns centrum. For dem der bare ønsker at nyde København på mere afslappet vis, er der mulighed for at deltage i det 25 km lange cykel-sightseeing løb i hjertet af København Fulgt af en 40 personers MC-eskorte samt politiets motorcykler.

Befæstningsløbet Ny rute langs gamle befæstningsværker
Som noget nyt byder Copenhagen Cycling i år på cykelløb på Københavns Befæstningsrute, der er udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og 9 kommuner i Storkøbenhavn. Deltagerne kommer rundt med direkte udsyn til en række af de gamle befæstningsværker samt en længere tur på hele 14 km langs Vestvolden. En særdeles spændende og smuk anlagt rute på i alt 68 km.

Befæstningsløbet vil samtidig være en styrkeprøve for 13 børn og unge med alvorlige medfødte hjertefejl. Efter initiativ fra Børnehjertefonden har de, via et nøje planlagt træningsprogram henover forår og sommer, trænet sig op til at kunne gennemføre Befæstningsrutens 68 km.

Revanche i Rundt om Christiansborg
Dagen afsluttes med eliteløbet Rundt om Christiansborg , der tæller flere professionelle ryttere. Her dyster rytterne på den historiske og udfordrende 1,4 km lange rundstrækning Rundt om Christiansborg , der skal gennemkøres 50 gange. På hver omgang skal der i Bryghusgade passeres et 300 meter langt brostens-stykke. Kræs for specialisterne og en stor pinsel for alle andre.

Der forhandles i øjeblikket med Nicki Sørensen og Michael Mørkøv, så en nervepirrende revanche fra 2008 kan komme på tale.

Både motions- og eliteløb har start og mål ved Christiansborg Slotsplads, der dagen igennem tilbyder et væld af underholdende tilbud og aktiviteter for hele familien. Den landskendte cykelekspert Henrik Jul Hansen vil blandt andet deltage i Befæstningsløbet og efterfølgende underholde i målområdet med anekdoter fra en menneskealder i cykelsporten.

Bike City Copenhagen
Copenhagen Cycling er en del af Bike City Copenhagen. Som den første by i verden er København udnævnt som Bike City af UCI, den internationale cykelunion. Bike City Copenhagen byder på seks cykelløb for den absolutte verdenselite i løbet af den fire årige periode – Fordelt på to World Cup-afdelinger på både bane og BMX samt verdensmesterskaber på såvel bane som landevej. Derudover er der tilføjet flere elitemesterskaber og en lang række motionscykelløb siden opstarten af Bike City Copenhagen. Bag projektet står bl.a. Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen. Læs mere på www.bikecitycopenhagen.com

Tilmelding
Læs mere om Copenhagen Cycling på www.copenhagencycling.dk. Her er det samtidig muligt at tilmelde sig de forskellige cykelløb. Det er også muligt at tilmelde sig på selve dagen.

Samarbejdspartnere
Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Rigspolitiets Idrætsforening, Danmarks Cykle Union, UCI Bike City Copenhagen, Wonderful Copenhagen, Copenhagen Event Company, Københavns Befæstning og Ultimate Sports Service.

Arrangør
Rigspolitiets Idrætsforening og Dansk Cykle Union, Distrikt Sjælland

Læs mere her