Vejen til sikker sundhed

SundhedsKompasset

Ifølge Sundhedsstyrelsen efterspørger 56 % af samtlige virksomheder materialer, der kan inspirere og vejlede i forhold til sundhedsfremme på arbejdspladsen.

Lego, Coloplast og KMD har alle erfaring med sundhedsfremme blandt deres medarbejdere. I starten af 2006 gik sundhedskonsulentvirksomheden Healthy Company sammen med de 3 virksomheder og et tværfagligt ekspertpanel med blandt andre Professor i HRM Henrik Holt Larsen, Professor i Sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen og konsulent ved Arbejdsmarkeds–Etisk Råd Krista E. Blaabjerg.

Formålet var at udvikle og teste et værktøj, på baggrund af en systematisk erfaringsudveksling, som kunne støtte og vejlede andre danske virksomheder i arbejdet med sundhedsfremme.

SundhedsKompasset, som værktøjet hedder, er blevet testet i Herlev Kommune blandt 375 medarbejdere og har allerede skabt en række positive resultater.

Healthy Company og Helse ArbejdsLiv indbyder til gå–hjem–møde om SundhedsKompasset onsdag den 9. maj kl. 14.30–16.00 på Rosenvængets Allé 25 København Ø.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding på info@healthy–company.dk
 

Læs mere her

Region Hovedstadens Blodbank vinder Den Danske Logistikpris 2011

Prisen tildeles blandt andet fordi akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % .

Overbevisende styring af forsyningskæderne
Lego har gjort det, flere af erhvervslivets sværvægtere som Danfoss og Arla Foods har gjort det taget prisen som danmarksmestre i logistik og supply chain management. Men i år tegner der sig et nyt billede. Region Hovedstadens Blodbank, Rigshospitalet, har med overbevisende styring af forsyningskæderne gjort sin entré i toppen af listen, der i alle årene ellers har været forbeholdt de fremmeligste private virksomheder.

Første gang en offentlig virksomhed løber med pisen
Det er første gang i Logistikprisens 18-årige historie, at en offentlig virksomhed løber med Logistikprisen. Og det siger ikke så lidt. For supply chain management (SCM) er, om noget, en disciplin, der traditionelt set har hørt til i det private erhvervsliv, hvor man igennem de seneste mange årtier har optimeret forsyningskæderne ved at styre de forskellige led, der kæder leverandør, producent, lagerbeholdning, distributør og slutbruger sammen med mindst muligt spild og størst muligt udbytte.

Blodbanksorganisationer lagt sammen
Region Hovedstaden valgte i 2008 at sammenlægge de tre eksisterende blodbanksorganisationer bestående af 10 tappesteder i én samlet organisation med base på Rigshospitalet, og efter fusionen har Blodbanken på få år formået at nytænke, udvikle og forandre blodforsyningen i hele regionen ved at sætte supply chain management på dagsordenen i et miljø, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence og vel at mærke på en måde, hvor det bruges som løftestang for innovation.

Robust blodforsyning
Dommerkomitéens begrundelse for udpegningen lyder bl.a., at … akutindkøb af blod udefra er helt elimineret, ligesom leveringssikkerheden til de decentrale lagre er steget fra 93 til 98 % … blodbanken er på flere punkter førende internationalt, også fra en forskningsmæssig vinkel.
Forandringerne, som i høj grad har været båret frem af hele medarbejderstaben i Blodbanken, har ført til en mere effektiv anvendelse af blodet i dets forskellige bestanddele og blodprodukter, og med det er visionen om en robust blodforsyning på kort tid blevet til virkelighed.

Hele teamet inddraget
Det kan vi godt være stolte over, lyder det fra centerdirektør Bettina Lundgren, Diagnostisk Center, Rigshospitalet. Den logistiske udfordring spænder fra frivillig bloddonation til blodtransfusion af korrekt match; i en lægehelikopter, på Rigshospitalet, et stort akut hospital eller et mindre nærhospital i Region Hovedstaden, og at løfte den opgave kræver en talentfuld ledelse, der forstår at forene faglig udvikling og drift til gavn for patientbehandlingen ved at inddrage hele teamet af ressourcebevidste, innovative medarbejdere.

Fra tappested til slutbruger
Blodbankens medarbejdere og ledelse har som et stærkt team vist viljen til forandring og på egen hånd udviklet et skræddersyet, realtidsbaseret IT-system, som gør det muligt at holde øje med lagerbeholdningen real time og samtidig styre blodforsyningen hele vejen fra tappested til slutbruger og helt ned til styring af blodets blandingsforhold under transfusioner ved operationsbordet fx hos patienter med livstruende blødning.

Har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv
Modellen er i supply chain-sammenhæng helt unik. En effektiv og intelligent forsyningsstyring, der har været medvirkende til at redde flere hundrede menneskeliv, som ellers ville være tabt. Og supply-systemet, der følger blodets sammensætning ned til mindste detalje og kan matche patientens behovsprofil i transfusionsøjeblikket, vækker allerede stor international opmærksomhed. Foreløbige tal fra opgørelser af patienter med livstruende blødning viser overlevelsesrater, der er steget med op til 50 %, efter at de nye tiltag med blodforsyningen og sammensætningen af blodkomponenterne ved transfusion er indført.

Ikke akut mangel på blod i fremtiden
Men historien om blodlogistikken stopper ikke her. De nye tiltag tæller bl.a. også et patient-blood-management-system og et kommende donor-booking-system. Tiltag, som skal sikre, at der ikke i fremtiden bliver akut mangel på blod i regionen.

Skal styre efterspørgslen på blod
Vi er nødt til at tage højde for befolkningsudviklingen og tænke den ind i vores måde at arbejde med blodforsyningen fremadrettet, siger Morten Bagge, Klinikchef for Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet og fortsætter: Allerede om 10-15 år vil samfundet opleve et væsentligt øget behov for blod til behandlinger, alt imens der vil være betydeligt færre donorer at tappe fra. Og det er et problem, hvis vi ikke begynder at forberede os på det. Derfor bygger visionen om en robust blodforsyning på flere områder. Et af de mange nye tiltag er bl.a. et blood management program, som skal sikre, at vi udover at styre kapaciteten af blodforsyningen også har mulighed for at styre efterspørgslen fx ved hjælp af forebyggende behandling inden indlæggelse, siger Morten Bagge.

Web-baseret donor-bookingsystem på vej
Der er derfor også et web-baseret, interaktivt donor-bookingsystem på vej, siger chefbioanalytiker Susan Mathiasen, ligeledes fra Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet.
Her kan den enkelte donor selv følge behovet for blod i forhold til den aktuelle blodsituation i Blodbanken herunder lagerbeholdning, blodtypemangel, donorstatistik og helbredsdata.

Udsnit af dommerkomitéens begrundelse
Ledelsen af blodbanken har været både forudseende, innovative og ambitiøse omkring udviklingen af SCM-konceptet. De har vist, at det er muligt at optimere ressourcer i den offentlige sektor, de har skabt imponerende resultater langs hele værdikæden fra indsamling af donorblod, produktion og lagring af blodkomponenter og blodprodukter med kort holdbarhed ved at udvikle kundetilpassede leverancemodeller. Dommerkomitéen udtrykker stor anerkendelse for det store entreprenørskab og evnen til at sætte Danmark på verdenskortet inden for et område, hvor logistik ikke er den naturlige kernekompetence .

Den Danske Logistikpris uddeles årligt i et samarbejde mellem effektivitet.dk og IDA Produktion & Logistik

Læs mere på: www.logistikkonferencen.dk

Læs mere her