Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificering® etablerer følgegruppe med sundhedseksperter

Dansk Firmaidrætsforbund præsenterede i februar 2007 et nyt banebrydende produkt: SundhedsCertificering® af de danske arbejdspladser.

SundhedsCertificering® målretter og strukturerer sundhedsarbejdet på den enkelte virksomhed. Den unikke arbejdsmetode skaber sunde rammer for medarbejderne på områderne Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (KRAMS).

En SundhedsCertificering® er ikke kun et "kvalitetsstempel" af sundhedsarbejdet. Certificeringen inkluderer også et særligt rådgivningsforløb med udgangspunkt i virksomhedens behov og erfaringer. En Sundhedskonsulent guider den enkelte virksomhed sikkert igennem forløbet fra start til slut.

Konceptet har siden opstarten i februar 2007 mødt stor opbakning og interesse fra både private og offentlige virksomheder. Bl.a. er Assens Kommunes ældreområde med i alt 850 medarbejdere i gang med at blive SundhedsCertificeret.

– Med SundhedsCertificering® sætter vi spot på vort ældreområde, som en attraktiv og vigtig arbejdsplads. Målet med projektet er først og fremmest, at medarbejderne oplever, at vi som virksomhed anerkender den indsats, de yder i hverdagen. Vi vil vise, hvor højt vi prioriterer, at de har det godt på arbejdet – til glæde for både dem selv, kolleger og borgere, siger formand for social– og seniorudvalget i Assens Kommune, Lene Due.

Dansk Firmaidrætsforbund har på nuværende tidspunkt igangsat 34 SundhedsCertificeringer® på private og offentlige virksomheder landet over. Et arbejde, der bliver nøje overvåget af en ekstern gruppe af forskere, fagfolk mv., der via en følgegruppe, superviserer og kvalitetssikrer SundhedsCertificering®. Formålet med følgegruppen er bl.a. at sikre:

– Sundhedsfaglig kvalitet og relevans
– Kvalitet og standardisering i DFIFs arbejde med SundhedsCertificering®
– Relevante og brugbare certificeringskrav

Følgegruppens medlemmer er:

– Professor Bengt Saltin, Center for Muskelforskning på Københavns Universitet
– Professor Gisela Sjøgaard, Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø:
– Læge Leif Skive, Motion Media APS
– Lektor Kaya Roessler, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
– Just Justesen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen
– Politisk konsulent Krista E. Blaabjerg, Kristelig Fagbevægelse

– I Dansk Firmaidrætsforbund er vi meget stolte og beærede over følgegruppens objektive, kritiske stillingtagen og engagement i konceptet det er med til at understrege og forstærke kvaliteten i SundhedsCertificering®, udtaler formand for Dansk Firmaidrætsforbund Peder Bisgaard.

Læs mere om SundhedsCertificering® på www.sund.dfif.dk

Billedtekst: Indenrigs– og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Kulturminister Brian Mikkelsen er ivrige fortalere for Motion på arbejdspladsen
 

Læs mere her

Nyt kursus i stress-styring og forebyggelse

Stressteam er et nyt firma inden for stress bearbejdning.

Vi er et tværfagligt team af erfarne undervisere, rådgivere og behandlere. Vi har sammensat et nyt og spændende kursusforløb til at afhjælpe arbejdsrelateret stress.

Metoden er først og fremmest gruppearbejde og opsamling af erfaringer gennem længere tid. Kurset foregår i en tryg og åben atmosfære.

Vi tilbyder:

– At gøre kursusdeltagerne mere opmærksom på deres personlige ressourcer og muligheder.

– At finde frem til de måder, man bedst kan bearbejde og forebygge stressproblemer.

– At gøre medarbejderne i stand til at beskrive personlige og arbejdsmæssige erfaringer med stress gennem kurset, som består af følgende tre moduler:

· To indledende interviews
· Tre dages internatkursus
· Opfølgning i grupper

I det indledende forløb fokuserer vi på stresserfaringer og personlige forudsætninger. Kursisterne gennemfører to interviews én til to måneder før internatkurset.

På internatkurset arbejder kursisterne både i storgruppe og i mindre grupper. Vi arbejder med forskellige temaer og aktiviteter, som har betydning for styring og forebyggelse af stress.

Efter internatkurset deltager kursisten i fire møder på fire måneder i den gruppe, der er etableret under internatkurset. Møderne har fokus på opsamling af erfaringer og justering i forhold til kursistens sociale og arbejdsmæssige situation.

Det første kursus vil blive afviklet i efteråret. Yderligere informationer kan findes på adressen: www.stressteam.dk.

Folder kan rekvireres på telefon: 22448090

Stressteam består af: Arne Hantho, f.1952, speciallæge i almen medicin og praktiserende læge i København siden 1986. Forskningsassistent ved Københavns Universitet med fokus på læge–patient kommunikation. Mangeårig erfaring som underviser og kursusarrangør. Bjarni Sørensen, f.1948, sejladsinstruktør og naturvejleder. Arbejder som produktionsskolelærer på Roskilde Naturskoles maritime linie. Undervist i (middelalder–) sang og dans rundt omkring i Norden og arbejdet med historiefortælling. Bo Wacker, f.1965, merkonom & officer i forsvaret. Arbejder i dag som selvstændig med egen virksomhed. Har stor erfaring i udarbejdelse og gennemførelse af teambuilding–kurser, specielt inden for tværfaglig kommunikation og samarbejde. Jens Mølvig, f.1955, overlæge, dr. med., speciallæge i medicinske sygdomme og hormonsygdomme. Specialist i diabetesbehandling, der i høj grad sætter fokus på egenomsorg og livsstil. Mangeårig undervisnings– og kursuserfaring. Steen Dahl Pedersen, f.1950, cand.phil. samf. Er selvstændig konsulent, tidligere personalechef i Roskilde Kommune i 12 år. Speciale i offentlig forvaltning, tværgående samarbejde og organisationsudvikling. Er tillige musiker og har medvirket i en række ungdoms– og kulturprojekter. Torben Moe, f.1949, ph.d., musikterapeut og musiker. Ansat i H:S. Leder af anerkendt efteruddannelse for musikterapeuter og sundhedspersonale. Har særlig fokus på musiks indvirkning og potentiale i relation til stressforebyggelse og behandling. Ulf Søgaard, f.1950, overlæge og speciallæge i psykiatri. Daglig leder af en distriktspsykiatrisk og psykoterapeutisk enhed i Roskilde. Uddannet gruppe–psykoterapeut og supervisor. Aktiv indenfor behandling og forskning vedr. psykosomatik og posttraumatiske stresstilstande.
 

Læs mere her

Mental fitness skal holde de ældre friske

Mental gymnastik gør ældre bedre til at huske og forstå. Et nyskabende partnerskab mellem offentlige og private vil lave et nyt slags mødested for ældre, hvor de kan styrke både hjerne og krop.

Studier i USA med flere tusinde raske ældre har vist, at fast mental træning, selv i moderat omfang, øger selvhjulpenhed og evnen til at løse problemer i hverdagen f.eks. at huske indkøbslister og forstå busplaner.

Nu vil et nyt partnerskab i Danmark mellem virksomheder, sygehuse, universite-ter, kommuner og patientforeninger udvikle et radikalt nyt slags mødested for ældre, hvor oplevelser, leg, træning og socialt samvær kombineres. I første omgang bliver der tale om et fysisk mødested et sted i Hovedstadsområdet kombineret med digitale løsninger, som gør, at mødestedet kan nå helt ud i den ældres dagligstue.

Partnerskabet med navnet LEV VEL, innovation til ældre har netop fået bevilget 22,5 mio. kr. af Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet.

– Jeg håber, at denne saltvandsindsprøjtning til det nye partnerskab vil give mange ældre en langt større livskvalitet, når de f.eks. kan slippe for hospitalsbesøg og kan blive længere i eget hjem. Samtidig er vi med til at styrke et stærkere offentligt/privat samarbejde, der vil give øget innovation og vækst indenfor et nyt område som velfærdsteknologi. Et område, der for alvor er på vej frem i Danmark, og som også har store muligheder i internationalt, siger videnskabsminister Helge Sander.

Han bakkes op af branchedirektøren i DI ITEK, Tom Togsverd:
– Vi har brug for at fremme innovationskraften i Danmark. LEV VEL, innovation til ældre giver virksomheder en dybere forståelse af brugernes behov. Samarbejdet mellem offentlige brugere og teknologivirksomheder vil sikre danske virksomheder en bedre konkurrencesituation på det potentielt store marked for løsninger til ældre.

Elektroniske medicinkort
Faste mødesteder, hvor raske ældre kan vedligeholde både krop og sjæl er blot ét af de nye tiltag, som partnerskabet har planlagt at sætte i gang i nærmeste fremtid. Elektroniske medicinkort, så ældre selv kan holde styr på deres medicinering og redskaber til selvmonitorering, der f.eks. gør det muligt at holde øje med blod-tryk i eget hjem, er andre eksempler.

Nana Scheibel fra Innovation Center Copenhagen er projektleder på LEV VEL, innovation til ældre :

– I dag koncentrerer den offentlige service sig først og fremmest om de ældre, der har et massivt behov for hjælp, men der er et kæmpe potentiale i at udvikle offentlige servicetilbud eller teknologiske løsninger, der gør det muligt for velfungerende ældre at klare sig selv længere i en mere aktiv tilværelse med større medbestemmelse og bedre livskvalitet. Når vi om 30-40 år har omkring 400.000 flere ældre end i dag, så er det måske den måde, vi kan undgå, at de offentlige serviceydelser løber løbsk.

Center for Sund Aldring under Københavns Universitet er partner i projektet. Her siger professor Lene Juel Rasmussen:

– Forskningen i aldring bør give ny viden om, hvordan flere mennesker kan få et sundt liv. Ved at samarbejde med innovative miljøer i dette partnerskab kan vi være med til at frembringe nye og bedre produkter, der gavner både den enkelte borger og samfundet.

Rådet for Teknologi og Innovation har også givet 22,5 mio. kr. til et andet stort projekt om velfærdsteknologi, der fokuserer på løsninger til kroniske syge, og som partnerskabet skal samarbejde med.

Yderligere oplysninger
Nana Scheibel, projektleder, Innovation Center Copenhagen, tlf. 3010 8097
Professor Lene Juel Rasmussen, Københavns Universitet tlf. 2917 6532
Fuldmægtig Jesper Rasch, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, tlf. 3544 6223
Videnskabsminister Helge Sander via Videnskabsministeriets pressemed-arbejder Charlotte Holst på tlf. 2211 0200

Fakta om partnerskabet LEV VEL, innovation til ældre
Deltagere
Partnerskabet består af over 100 parter, heriblandt mange virksomheder, centre/afdelinger på 7 danske videninstitutioner og 7 udenlandske videninstitutioner, patientforeninger og en række kommuner og hospitaler. InnovationCenter Copenhagen og Alexandra Instituttet leder partnerskabet.

Formål
Partnerskabets formål er at udvikle innovative løsninger, der muliggør, at selv-hjulpne ældre fastholder deres ønskede livsrum og funktionsevne. De vil dermed adressere udfordringen i de mange flere ældre på den ene side og de færre hænder i det offentlige sundhedsvæsen på den anden side.

Læs mere her

Forskere vil afsløre snigende kræftsygdom tidligt

Nyt forskningsprojekt skal afsløre lymfekræft i huden på et tidligt tidspunkt. Forskerne håber, at eksisterende medicin kan bruges til at behandle sygdommen mens den endnu er godartet. Forskningen støttes af Kræftens Bekæmpelse med 2.1 mio. kr.

Lymfekræft i huden er en tilsyneladende godartet sygdom, der i de tidlige stadier ligner en uskyldig svampeinfektion, eksem eller betændelse. Pludselig kan sygdommen imidlertid ændre sig til en særdeles ondartet kræftform, der både kan give udbredte kræftsvulster i huden og sprede sig via lymfe og blod til indre organer. Behandlingen er vanskelig og forbundet med svære bivirkninger. Der findes i dag ikke nogen måde at skelne mellem en ufarlig betændelse og en tidlig kræft.

En gruppe forskerne fra Rigshospitalet, Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital, har imidlertid opdaget, at bestemte signalstoffer udtrykkes i kræftceller men ikke i raske lymfocytter. Nogle udtrykkes tidligt i sygdommen, mens andre først udtrykkes på senere stadier.

De tidlige signalstoffer ser ud til at kunne bruges til at skelne mellem kræft og godartede tilstande. Alle fremmer dog kræftens vækst og forskerne vil derfor se, om de kan bruges som mål i en behandling. Der findes allerede lægemidler og stoffer, der hæmmer signalstofferne, så forskerne håber at deres resultater relativt hurtigt kan komme patienter til gavn.

Det nye forskningsprojekt har tre mål: 1. at forstå ændringen fra godartet til ondartet kræft. 2. at kunne skelne mellem tidlig kræft og ufarlig betændelse og 3. at finde nye, effektive behandlinger.

De 2,1 mio kr er givet fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg, der i maj har uddelt 74 mio. kr til 56 kræftforskningssamarbejder.

Projektet udføres ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, og dets fulde titel er: Nye angrebspunkter til behandling og diagnose af T celle lymphom i huden.

Læs mere her

Bi-07 kan mildne eksem hos småbørn

Denne uafhængige undersøgelse blev foretaget af Københavns Universitet1 med det formål at evaluere de kliniske og immunologiske ændringer i atopisk dermatitis efter indtagelse af Daniscos probiotiske stammer Lactobacillus acidophilus NCFM® og Bifidobacterium animalis lactis Bi-07 . Undersøgelsen blev foretaget som en dobbeltblind, randomiseret, placebo-kontrolleret undersøgelse, hvor 50 børn med atopisk dermatitis i alderen 7-24 måneder fik tilskud indeholdende enten Daniscos L. acidophilus NCFM® (1010 CFU/dag), B. lactis Bi-07 (1010 CFU/dag) eller placebo i otte uger. Den immunologiske aktivitet og kliniske effekt blev evalueret af IgE, ECP, IL-10, IFN-γ, IL-31, calprotectin i fæces og det standardiserede Scoring Atopic Dermatitis (SCORAD)-indeks2.

Vigtigste konklusioner

En post hoc-analyse af SCORAD-resultaterne viste en signifikant reduktion af sværhedsgraden af atopisk dermatitis i Bi-07 -gruppen sammen med et forbedret IFN-γ og IL-10-forhold. Muligheden for en gavnlig immunologisk effekt af denne B. lactis Bi-07 probiotiske stamme hos småbørn kan vise sig at være meget interessant.

Der blev i undersøgelsesperioden ikke rapporteret bivirkninger i denne gruppe af ellers følsomme børn. Undersøgelsen bekræfter endvidere, at stammerne L. acidophilus NCFM® and B. lactis Bi-07 er veltolererede og sikre at indtage for personer i alle aldre, herunder spædbørn og småbørn i aldersgruppen 7-24 måneder.

Undersøgelsen viser, at visse probiotika muligvis kan spille en rolle i behandlingen af atopisk dermatitis, siger Dr. Arthur Ouwehand, Group Manager Health & Nutrition, Danisco.

Veldokumenterede stammer

Som verdens førende leverandør af probiotiske produkter til tilskud, ernæringsprodukter og fødevarer har Danisco et unikt sortiment inden for klinisk dokumenterede produkter tilpasset specifikke tilstande. Daniscos HOWARU® Premium probiotika er blandt de bedst undersøgte stammer og blandinger i verden. Hvert eneste HOWARU®-produkt er understøttet af de bedste humankliniske forsøg og virker fremmende på fordøjelsen og immunsystemet. Blandt disse er HOWARU® Dophilus, Lactobacillus acidophilus NCFM®, som har været omtalt i mere end 75 artikler i relevante fagtidsskrifter.

Yderligere oplysninger om Daniscos probiotika kan fås på www.howaru.com eller ved at kontakte den lokale Danisco salgsrepræsentant.

Hvad er atopisk dermatitis (AD)

Ifølge den såkaldte hygiejnehypotese har fremskridt inden for sundhedsplejen i den vestlige verden haft held til at begrænse antallet af infektioner tidligt i livet. Det kan dog desværre medføre allergi senere i livet3. Den atopiske march hentyder til den stigning i allergiske lidelser, der ses i højindkomstlande og antyder, at skiftet mod en mere velstående livsstil kan være en mulig miljømæssig årsag4.

Samtidig er udbredelsen af atopisk dermatitis (AD), bedre kendt som eksem, stigende i den vestlige verden. Over 20% af alle børn har eksem5, og det er den mest udbredte hudlidelse blandt børn i den vestlige verden6. Den voldsomme kløe, der følger med AD, kan være en følelsesmæssig belastning, kan skade huden og påvirke livskvaliteten for barnet og dets familie7. I dag anbefales en lokalbehandling med betændelseshæmmende binyrebarkhormon til spædbørn og småbørn med AD. Mange forældre frygter bivirkningerne af steroider og undgår at bruge dem, hvilket kan medføre en mindre optimal behandling af de ramte børn8. Innovative behandlingsmetoder med probiotika kan være et velkomment alternativ.

Undersøgelser viser, at personer, der lider af AD, har en forhøjet immunologisk reaktion i slimhinderne og betændelse i mavetarmsystemet. Denne svækkelse af tarmslimhinden ser ud til at være en medvirkende årsag til atopisk dermatitis. Børn med AD har ofte en øget gennemtrængning af tarmslimhinden9, som kan bidrage til tarmbetændelse10. Undersøgelser viser også, at indtagelse af kosttilskud eller fødevarer indeholdende probiotika kan stabilisere tarmfunktionen og mindske mave-tarm-betændelse hos børn med AD11.

Litteraturhenvisninger:

1 R. Gøbel, N. Larsen, C. Mølgaard, M. Jakobsen and K.F. Michaelsen; Probiotics to young children with atopic dermatitis: a randomized placebo-controlled trial. International Journal of Probiotics and Prebiotics, Vol. 5, No. 2, pp. 53-60, 2010.

2 Stadler J. (1993); Severity scoring of atopic dermatitis. The SCORAD index. Consensus Report of the European Task Force on Atopic dermatitis. Dermatology 186: 23-31.

3 Schaub B, Lauener R, von ME. (2006); The many faces of the hygiene hypothesis. Journal of Allergy and Clinical Immunology 117: 969-977.

4 Kalliomaki M, Salminen S, Arvilommi H, Kero P, Koskinen P, Isolauri E. (2001); Probiotics in primary prevention of atopic disease: a randomised placebo-controlled trial. Lancet 357 : 1076-1079.

5 Horii KA, Simon S.D., Liu D.Y., Sharma V. (2009); Atopic Dermatitis in Children in the United States, 1997-2004: Visit Trends, Patient and Provider Characteristics, and Prescribing Patterns. Pediatrics 120: e527-e534.

6 Gruber C, Wendt M, Sulser C, Lau S, Kulig M, Wahn U, Werfel T, Niggemann B. (2007); Randomized, placebo-controlled trial of Lactobacillus rhamnosus GG as treatment of atopic dermatitis in infancy. Allergy 62: 1270-1276

7 Levy ML. (2007); Atopic dermatitis: understanding the disease and its management. Current Medical Research and Opinion 23: 3091-3103
Udgivet af Danisco A/S, Communications, Langebrogade 1, Postboks 17, 1001 København K Tlf.: 32 66 20 00 Fax: 32 66 21 75 info@danisco.com www.danisco.com

8 Gustafsson D, Sjoberg O, Foucard T. (2000); Development of allergies and asthma in infants and young children with atopic dermatitis–a prospective follow-up to 7 years of age. Allergy 55: 240-345 245.

9 Rokaite R, Labanauskas L. (2005); Gastrointestinal disorders in children with atopic dermatitis. Medicina (Kaunas ) 41: 837-845. Baumgart and Dignass, 2002

10 Rosenfeldt V, Benfeldt E, Nielsen SD, Michaelsen KF, Jeppesen DL, Valerius NH, Paerregaard A. (2003); Effect of probiotic Lactobacillus strains in children with atopic dermatitis. Journal of Allergy and Clinical Immunology 111: 389-395.

11 Rosenfeldt V, Benfeldt E, Nielsen SD, Michaelsen KF, Jeppesen DL, Valerius NH, Paerregaard A. (2004); Effect of probiotics on gastrointestinal symptoms and small intestinal permeability in children with atopic dermatitis. Journal of Pediatarics 145: 612-616.

Om Danisco
Med et omfattende og innovativt udbud af produkter er Danisco en af verdens førende inden for fødevareingredienser, enzymer og biobaserede løsninger. Vi bruger naturens egne materialer, videnskaben og vores 6.800 medarbejderes viden til at udvikle og levere biobaserede ingredienser, der imødekommer markedets efterspørgsel efter sundere og sikrere produkter. Daniscos ingredienser bruges globalt i en række industrier fra bageri, mejeri og drikkevarer til dyrefoder, vaskemidler og bioethanol og giver mulighed for funktionelle, økonomiske og bæredygtige løsninger. Med udgangspunkt i vores hovedkontor i Danmark og aktiviteter på mere end 80 lokationer er Daniscos hovedfokus at blive vores kunders First choice og en helt igennem markedsdrevet, global forretning.

Læs mere her

Falske naturlægemidler afsløres i avanceret test

I takt med øget rejseaktivitet og handel på nettet, er der sket en stigning i antallet af forfalskede lægemidler, naturlægemidler og kosttilskud. Der er tale om produkter, som i værste fald kan være livsfarlige. En sammenkobling af avancerede analysemetoder kan identificere falske naturlægemidler til gavn for forbrugere og myndigheder.

Forfalskede lægemidler er i nogle tilfælde blot uvirksomme, men i værste fald kan de medføre alvorlige og uoprettelige bivirkninger, som det er svært at opdage årsagen til, fordi folk ikke ved, hvad de har indtaget, fortæller farmaceut og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Julie Kesting. Hun forsvarer i dag sin ph.d.-afhandling om naturstofkemiske analysemetoder.

Julie Kesting fortæller, at mange typer medicin forfalskes, men at det ofte er slankemidler og produkter til fremme af potensen, som frygtløse danskere erhverver sig på ferieturen eller ved at surfe på internettet:

Der er afsløret præparater med et meget højt indhold af tungmetaller, og man har fundet adskillige ‘naturlige’ potenspræparater, der udover eller i stedet for det deklarerede plantemateriale indeholder store doser af de samme virksomme stoffer, som indgår i receptpligtige lægemidler, fortæller Julie Kesting.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen har tolden i et andet EU-land sågar fundet et forfalsket lægemiddel mod hjerte-karsygdomme, som indeholdt støv fra mursten overtrukket med gul maling og møbellak.
Farlig ommøblering på molekyleniveau

For at afgøre om et naturlægemiddel indeholder andet end det deklarerede, er det nødvendigt at adskille og identificere alle indholdsstofferne. En hyppigt anvendt metode identificerer indholdsstoffer ud fra deres eksakte masse via en sammenligning med databaser, som indeholder referencedata:

Hvis et naturlægemiddel indeholder et kendt stof, vil det blive genkendt. Men der er nu desværre observeret en stigende tendens til, at producenter af forfalskede lægemidler ændrer på den kemiske struktur af de indholdsstoffer, de tilsætter, så en sammenligning er umulig. Det er farligt, fordi det er svært at forudsige, hvilken effekt en ændring af et molekyles sammensætning kan have på kroppen, fortæller Julie Kesting.

En moderne sammenkobling af flere analysemetoder kan imidlertid afsløre de forfalskede lægemidler. Her anvendes kromatografi til adskillelse, mens identifikationen af indholdsstofferne opnås ved at kombinere såkaldt massespektrometri, fastfaseekstraktion og kernemagnetisk resonans spektroskopi.

I forskningsgruppen Natural Products Research på Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet anvender vi sammenkoblingen af metoder til hurtigt at identificere kendte såvel som ukendte stoffer i planteekstrakter og svampeekstrakter. Vi forsøger på den måde at danne udgangspunktet for nye potente lægemiddelstoffer med inspiration i naturen, fortæller Julie Kesting.
Kvalitetskontrol af blodtrykspræparat

Men teknikken er også oplagt til kvalitetskontrol. I samarbejde med forskerne Dan Sørensen og JingQi Huang fra Merck Frosst Ltd. har Julie Kesting undersøgt et kinesisk naturpræparat til behandling af forhøjet blodtryk:

Præparatet, som ifølge deklarationen indeholder en række forskellige dele fra dyr og planter, viste sig at være særdeles effektivt. Derfor undersøgte vi præparatet i håb om at finde et ukendt naturstof, som måske kunne danne grundlag for udvikling af et nyt lægemiddel til behandling af forhøjet blodtryk, fortæller Julie Kesting.

Under anvendelse af de avancerede analysemetoder blev det hurtigt tydeligt, at kapslerne kun indeholdt de tre kendte blodtrykssænkende lægemiddelstoffer amlodipin, indapamid og valsartan intet naturstof bidrog til effekten af kapslerne, som blev markedsført som naturlægemiddel på trods af de receptpligtige indholdsstoffer:

Undersøgelsen er et godt eksempel på, hvordan kombinationen af moderne analysemetoder kan afsløre forfalskede lægemidler. Både til gavn for forbrugere og myndigheder, slutter Julie Kesting.

Læs mere her

Dans dig sund og glad

Hvem siger det skal være kedeligt at gøre noget godt for krop og sjæl Kombinationen af dans og meditation er for mange en rigtig dejlig måde at få sig rørt, at komme ud af grå og kedelige tankebaner og komme ind i kroppen .

Materialet er udviklet og afprøvet i Delta livsstilsprogrammet, et forskningsprojekt ved Københavns Universitet, og musikken og meditationen er nu udgivet på en danskproduceret CD.

– Forskningen i mindfulness i forhold til bl.a. livsstilssygdomme har både hos os og hos flere forskerhold i USA vist foreløbige lovende resultater, siger Niels Viggo Hansen, som er forskningsleder ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund ved Københavns Universitet.

– Vores resultater siger entydigt, at deltagerne oplever det som støttende og motiverende – ikke mindst igennem afstresning, kropsbevidsthed, humor og vedholdende kærlig egenomsorg.

Man kan bruge øvelserne som supplement og støtte til andre typer meditation, som motion på en regnvejrsdag eller som en god oplevelse i sig selv. CD’en indeholder tre bevægelses-meditationer med skridt-for-skridt instruktioner samt special-komponeret musik, som inspirerer til at bevæge hele kroppen.

– Efterhånden som vi udviklede dansemeditationerne i forbindelse med forskningen, blev det mere og mere klart, at de virkede støttende, inspirerende og sjove også for andre end deltagerne i forskningsprogrammet derfor har de nu fået et selvstændigt liv på cd en, siger Niels Viggo Hansen.

– Du kan fordybe dig i mindfulness-meditation, samtidig med at du leger med krop og rytme i 20 minutter. Man kan bruge øvelserne som supplement og støtte til andre slags meditation, som motion på en regnvejrsdag, eller som en god oplevelse i sig selv.

På CD en er der tre versioner af et 20-minutters forløb. I hvert af dem bygger musikken gradvis op, mens man bliver guidet ind i en mindfulness-øvelse, en træning i at være helt til stede i kroppen. Den kan bruges uanset om man i forvejen har lille, stor eller ingen erfaring med mindfulness-meditation. Med den nye CD kan man skabe en slags win-win-win situation hjemme på stuegulvet, hvor man både træner kropsbevidsthed, får solid motion, stresser af og har det sjovt.

Forskerne søger fondsmidler til at forske videre i hvilke psykologiske og biologiske faktorer, der er på spil, hvis opmærksom, udforskende og nydende bevægelse med sved på panden kan være en hjælp til at passe bedre på ens krop og dens behov.

Pressefotos:
http://mindfulness-moving.com/pr-photos.html

Læs mere på www.mindfulness-moving.com
og lyt/dans til tre smagsprøver på www.mindfulness-moving.com/CD1-readmore.html

Læs mere her

Sjælden sygdom afslører ny viden om kræftcellers vækst

En fuldstændig ukendt sygdom fik en gruppe canadiske forskere til at kontakte en ekspert i mavetarmhormoner ved Københavns Universitet. Sammen fandt de årsagen, og afdækkede et samspil mellem kropslige signalstoffer, som kan give endnu en brik i det globale puslespilsarbejde for at finde et våben mod kræft.

Polypper i tarmen er almindeligt
Professor i klinisk biokemi ved Københavns Universitet Jens Rehfeld er en af verdens førende eksperter indenfor mavens hormoner, især gastrin, som stimulerer produktion af mavesyre – og en canadisk forskergruppe valgte at kontakte ham, da de stod med en medicinsk gåde.

– Over 35 % af den voksne befolkning har polypper, små udvoksninger, i tyktarmen, forklarer Jens Rehfeld. De skyder frem, når der opstår små defekter i tarmens slimhinde. I sjældne tilfælde kan disse polypper også vokse i maven. Det kan give nogle géner, og kirurgen kan fjerne dem. Men de canadiske forskere stod med en ekstrem udgave af mavepolypper.

Patient havde ekstrem vækst af polypper
Candierne havde en patient, en 38-årig canadisk kvinde, som tre år tidligere var begyndt at udvikle polypper i mavesækken. De havde udviklet sig så ekstremt, at hun til sidst fik fjernet sin mavesæk for at overleve.

– Da vejede mavesækken 5,14 kg; en normal mavesæk vejer 140 gram, fortæller Jens Rehfeld.

– Canadierne spekulerede naturligvis på, hvad der kunne give en så ekstrem polypvækst, og da de havde målt høje niveauer af gastrin før operationen, forhørte de sig rundt i verden, om gastrin eller forstadiet, progastrin, kunne være en vækstfaktor. Vi er de eneste i verden, der kan måle progastrin, og derfor kontaktede candierne os. Canadierne havde en hypotese om, at patienten havde en kræftsvulst, som producerede progastrin og gastrin, som så stod bag fænomenet. Jeg forklarede dem, at i sig selv kunne hverken gastrin eller progastrin give den massive polypdannelse, og så satte jeg mig ned og tænkte mig om. Tilbage i 90’erne deltog jeg i nogle forsøg omkring signalstoffet EGF – Epidermal Growth Factor (slimhinde-vækst-faktor), hvor vi så, at for meget EGF stimulerer gastrin, som igen stimulerer EGF. Og så har du en ond cirkel, forklarer Jens Rehfeld.

En ond vækst-cirkel af signalstoffer
Desværre findes der endnu ikke en metode til at måle EFG i blodet. Men på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er Sten Seier Poulsen rigtigt skrap til at lave immunhistokemiske billeder, dvs. billeder til hjælp indenfor diagnostik af abnormt voksende celler – fx kræft.

– Canadierne sendte os nogle prøver af både polypper og patientens blod. Vi målte ganske rigtigt høje mængder af gastrin, og Sten Seier Poulsens billeder viste tydeligt , at kæmpepolypperne havde kirteldannelser. De dannede altså hele tiden nye kirtler, og dér hvor polypperne voksede, i hjørnerne, fandt vi en kombination af gastrin og to receptorer, som opfanger EGF. Det betød, at det selvforstærkende EGF-gastrin-system var i fuld gang, siger Jens Rehfeld.

Kræft er uhæmmet vækst
Rehfeld forklarer, at denne form for ekstrem vækst netop er interessant i forbindelse med cancersygdomme i lunger og hele mavetarmen. Mange kræftsvulster producerer selv gastrin, men det er svært at finde ud af, hvor stor en rolle gastrin spiller for disse sygdomme.

– Og kan vi få en bedre forståelse af kræftsvulsternes uhæmmede vækst, præcis hvilke stoffer og molekyler er involveret, så har vi nogle steder, hvor vi kan forsøge at sætte ind med farmaceutiske stoffer, som fx hæmmer en vækstfaktor, siger Jens Rehfeld.

Endelig viser denne opdagelse, at de sjældne, usædvanlige og monstrøse udgaver af sygdomme kan blive øjenåbnere. De kan vise os helt nye sammenhænge for helt andre sygdomme, som er ret hyppige, og som måske ikke var blevet opdaget, hvis ikke vi tog os tid til de usædvanlige og enestående tilfælde.

Opdagelsen er publiceret i det videnskabelige onlinemagasin Nature Reviews Gastroenterology and Hepatology.

Samtidig har det videnskabelige selskab European Neuroendocrine Tumor Society besluttet at tildele Jens Rehfeld ‘The 2011 Life Achivement Award” for hans livslange bidrag til forståelsen af kroppens signalstoffer.

Læs mere her

Også bakterier kan forværre astma-anfald hos børn

Læger har længe vidst, at virusinfektioner kan forværre astma med anfald af åndenød, hoste og hvæsende, pibende vejrtrækning, og vi kan ikke behandle virusinfektioner. Nu har forskere ved Dansk BørneAstma Center på Københavns Universitet og Gentofte Hospital opdaget, at også bakterielle infektioner kan udløse anfald, og det kan revolutionere behandlingen.
– Vi fandt en signifikant sammenhæng mellem bakterieinfektioner og akutte astma-anfald ud over den forventede sammenhæng med virusinfektioner, fortæller Hans Bisgaard, professor i pædiatri ved Dansk Børneastma Center ved Københavns Universitet og Gentofte Universitetshospital.

Forskerne undersøgte i alt 361 børn i alderen 4 uger til 3 år, for virus- og bakterieinfektioner under svære astma-anfald, og kunne konkludere, at der var ligeså mange børn med anfald, der var inficerede med kun luftvejsbakterier, som med virusinfektioner i luftvejene.

Antibiotika mod astma-anfald
– Det peger på, at bakterier kan forværre astma-symptomerne uafhængigt af virusinfektioner, siger Hans Bisgaard. Og det giver lægerne en helt ny mulighed for at behandle svære astmaanfald. Vi har ingen medicin mod virus-infektioner, men forskerne vil nu undersøge, om behandling med antibiotika kan hjælpe børnene, når de får astma-anfald, og de samtidig har en bakteriel infektion.

– Hvis antibiotika kan hjælpe ved astmaanfald, er det revolutionerende i behandlingen af børn med astma, slår Hans Bisgaard fast. Effekten af antibiotika ved astmaanfald skal nu undersøges ved et stort kontrolleret, klinisk forsøg ved Dansk BørneAstma Center på Københavns Universitet.

Opdagelsen er 5. oktober 2010 offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal.

Fakta om astma

Hyppigheden af børneastma er fordoblet i de seneste årti. Omtrent hvert 10. danske barn i skolealderen lider af astma, mens op mod hvert femte i småbørnsalderen har astmatiske symptomer. Det gør astma til den mest almindelige årsag til hospitalsindlæggelse og medicinbrug blandt børn.

Læs mere her

Vægtstoprådgivere flytter kilo i den tunge ende

Det er ikke hver dag nye arter opstår og slet ikke i Danmark. Men fordi fedme og overvægt hvert år koster samfundet milliarder, er der investeret i en ny uddannelse, og det har skabt vægtstoprådgiveren. En ny landsdækkende evaluering fra Sundhedsstyrelsen viser, at de nye vægtstoprådgivere kan knække vægtkurven hos samfundets tungeste grupper. Nu er opgaven at kommuner og regioner fortsat bakker op og sikrer at kampen mod kiloene fortsætter effektivt.

Det Nationale Udviklingscenter mod Overvægt (NUMO) har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udviklet en helt ny som uddannelse Vægtstoprådgiver og det Danmarks første af sin art. Og uddannelsen virker de uddannede rådgivere har bidraget til, at hele 84% af de overvægtige borgere, der havde kontakt med vægtstoprådgiverne, efter 15 måneder har tabt sig eller holdt vægten. At det var lykkedes at fortsætte vægttabet – også efter de første 3 måneder – er et meget positivt resultat, konkluderer den nye evaluering.

Siden 2009 er i alt 450 kommunalt-og regionalt ansatte blevet uddannet vægtstoprådgivere. De har fået kompetencer, der gør dem klar til at hjælpe samfundets svageste grupper ud af overspisning og en helbredsskadelig BMI > 30. Gruppen har bl.a. været ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige, overvægtige gravide og borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

Mål om vægtstop blev til vægttab
Evalueringen viser at borgerne med svær overvægt i gennemsnit har tabt 3,8 kg og holdt vægttabet hele 15 måneder. Hele 14% af borgerne med svær overvægt har rykket deres BMI grænse, så den efter vægtstopforløbet var overvægt i stedet for svær overvægt. Dette ryk har store helbredsmæssige konsekvenser. Tidligere studier har bl.a. vist at et vægttab på bare 3 kg reducerer forekomsten af type-2-diabetes med hele 58%!

Det er vi uhyre stolte af, siger Regitze Siggaard, udviklingsansvarlig i NUMO. Hun fortsætter: Vægtstoprådgiverne har henvendt sig til den gruppe borgere, som ellers synes umulig at nå og som de fleste af tidens sundhedskampagner slet ikke bider på og at det er lykkedes at få dem ned i vægt og ovenikøbet bevare vægttabet er super resultater.

En vigtig detalje er at borgerne – foruden vægttab – har oplevet en række positive sideeffekter. De har oplevet forbedringer ikke kun fysisk, men også at de har fået mere energi, færre smerter, bedre humør og de sov meget bedre, efter deres vægtstopforløb.

Succesen skyldes bl.a., at ansvaret for vægtstoppet gives tilbage til borgeren. De svært overvægtige borgere må anerkende, at kampen mod kiloene er deres, men at vejledning og hjælp altid er lige ved hånden.

Større motivation hos vægtstopsrådgiverne
De nyuddannede vægtstoprådgivere er begejstrede for den nye måde, de har lært at møde borgerne på. Før uddannelsen havde 58% af de kommunalt- og regionalt ansatte høj eller middel motivation til at hjælpe de svært overvægtige til et vægttab. Med uddannelsen i bagagen er dette steget til hele 85%! De nyuddannede føler med andre ord, at de har fået et kompetenceløft og er klædt på til at stoppe vægtøgningen for landets tungeste borgere.

Resultaterne skal veje tungt på uddannelseskontoen
Det er essentielt, at vi får uddannet flere vægtstoprådgivere rundt om i landet. Evalueringen af vægtstoprådgiver konceptet og uddannelsen viser, at vi når resultater. Derfor må kommuner og regioner vise, at de fortsat vil være med og være en aktiv del af at løse fedmeproblemet. Hvis vi lader fedtet flyde mellem ansvarsområder er de udsatte grupper de absolutte tabere, afslutter Adam Holst, projektleder NUMO.

Fakta om NUMO:
NUMO (Nationalt Udviklingscenter Mod Overvægt) er et non-profit partnerskab mellem Gerlev Idrætshøjskole, Adam Holst Aps og Aktivo Aps med sparring fra Adipositasforeningen og Københavns Universitet. Partnerskabet blev indgået i 2009, og har til formål at fremme handlekompetencerne blandt danskerne i forhold til at forebygge og behandle overvægt.

NUMO tilbyder temadage og intensive vægtstoprådgivningskurser for alle der er interesserede i at blive vægtstoprådgiver. Kurserne er baseret på en overbevisning om, at det er de små ændringer i dagligdagen, der fører til et langvarigt vægttab, der er altså ikke tale om endnu en slankekur.

Uddannelsen er udviklet af 12 førende eksperter fra Sverige og Danmark og baseres på teorier og erfaringer inden for fem felter: Kognitiv adfærdsteori, Mindfulness, Positiv psykologi, Social Learning Theory og Stages of Change. Tilsammen gør disse teorier kursisterne i stand til at motivere og rådgive overvægtige voksne.

Uddannelsen er opbygget af tre trin, hvor hvert trin består af internetbaseret selvstudie kombineret med fælles undervisning af varierende længde. Læs mere på www.numo.nu

Yderligere kontakt:
Regitze Siggaard, udviklingsansvarlig, NUMO, tlf. 4162 4887
Adam Holst, projektleder, NUMO, tlf 2294 0686

Læs mere her