Forbedret indsats for børn, unge og voksne udsat for seksuelle overgreb

Nu forbedres behandlingstilbuddene til børn, unge og voksne udsat for seksuelle overgreb især for de unge: Fra begyndelsen af april etablerer Rigshospitalet en ny speciale-enhed, Center for Seksuelle Overgreb mod børn, unge og voksne.
Speciale-enheden får til formål at udvikle og yde en optimal kvalitet i tværfaglig undersøgelse og behandling af børn, unge og voksne udsat for seksuelle overgreb i form af eksempelvis incest, voldtægt, krænkelser og voldtægtsforsøg. Det er første gang i Danmark, der etableres en sådan tværgående enhed for børn unge og voksne.

Centret udvikles gennem en faglig fusion mellem Center for Voldtægtsofre og Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Centret vil også udvikle en ny funktion, hvor de unge udsat for overgreb får et tilbud om behandling, også selvom overgrebene ikke er akutte. Denne nye funktion for unge etableres med støtte fra Folketingets Satspuljemidler.

Fremover vil undersøgelsen og behandlingen af børn, unge og voksne blive forbedret. Det sker med udgangspunkt i de erfaringer, der er indhøstet i Center for Voldtægtsofre og Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Begge har eksisteret som enheder i ti år, har tilsammen modtaget over 7.000 henvendelser om seksuelle overgreb og integreres nu i en højt specialiseret tværfaglig funktion. Centret vil behandle henvendelser om overgreb på omkring 800 personer om året. Den behandling, de udsatte kvinder, mænd og børn tilbydes, sker i et samarbejde imellem læger og sygeplejersker inden for kvindesygdomme og børneområdet samt psykologer og socialrådgivere.

Fakta om Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb mod Unge, Børn og Voksne

– Tilsammen modtager de to enheder i dag årligt 700 henvendelser om seksuelle overgreb.

– Ca. 120 har hidtil været 14-18 år. Der forventes omkring 100 flere i denne gruppe fremover.

– Henvendelserne om børn, unge og voksne udsat for seksuelle overgreb kommer fra ofrene selv, politiet, socialforvaltninger, andre hospitaler, andre behandlere mv.

– Centret tilbyder medicinske, psykologiske og sociale undersøgelser, socialrådgivning, medicinsk, social og psykologisk støtte og behandling. Centret samarbejder tæt med retsmedicinerne og bistår ved retsmedicinske undersøgelser.

Læs mere her