Videnskabelig dokumentation af MusiCure’s positive virkning
Udgangspunktet for skabelsen af MusiCure er forskningsprojektet Musica Humana, som siden 1998 har gennemført videnskabelige studier af musikkens virkning på en række patientgrupper på sygehuse i Danmark, Norge, Sverige og USA. Musikken har herigennem opnået videnskabelig dokumentation for sin positive effekt på flere tusinde patienter.
MusiCure er specielt komponeret "genre–løs" musik, skabt med henblik på at virke afstressende og oplevelses–skabende, og denne musik søger bevidst at ophæve associationer til nogen af de traditionelle etablerede musikgenrer eller stilarter, for herved at henvende sig direkte til alle, uanset individuel musiksmag, lyttevaner og præferencer indenfor musik i øvrigt.
Den nye udgivelse "HORIZONS" MusiCure nr. 7
Musikken på "HORIZONS" handler om overblik og oplevelse af brede vidtstrakte horisonter.
Som lytter svæver man over store landskaber og ser verden i fugleperspektiv og denne fornemmelse af overblik og ro virker stress–dæmpende og beroligende.
Integreret i musikken er komponistens egne optagelser af lyde fra naturen et element som er gennemgående for hele MusiCure serien og som medvirker til at gøre HORIZONS og de øvrige seks CDer til et unikt redskab i indsatsen mod stress.
MusiCure har modtaget hæderspris i USA
Den nye udgivelse i CD serien MusiCure "HORIZONS" kommer umiddelbart efter uddelingen af årets "Blair Sadler Awards" i USA, hvor førsteprisen 2007 gik til den dansk producerede CD serie MusiCure og komponisten Niels Eje. Prisen er international og uddeles for kreativ nytænkning indenfor integrering af kunst i sundhedssystemet.
Den nye udgivelse "HORIZONS" er den syvende i MusiCure CD serien, der nu anvendes bredt som middel mod bl.a. stress på sygehuse, institutioner, virksomheder og blandt tusindvis af private brugere, som har købt MusiCure CDerne på apoteket.
Introduktion af MusiCure på Londons største apotek
Den internationale interesse for den forskningsdokumenterede musik har været stigende siden 2003 hvor den første udgivelse blev lanceret. Først kom de norske apoteker med deres præsentation af MusiCure i 2005, og nu introduceres CD serien på det største apotek i London: John Bell & Croyden, i hjertet af den britiske hovedstad. Det er planen at den engelske apotekskæde Lloyds Pharmacies i efteråret vil lancere MusiCure som et permanent tilbud på alle kædens apoteker i hele England.