Ny app vil skabe trafik i sportsforeningerne

Danskernes motionsvaner er i forandring. Det oplever landets sportsforeninger og klubber specielt for deres medlemmer over 20 år. Medlemstallene falder på tværs af de fleste sportsgrene og udøverne ønsker højere grad af fleksibilitet. Derfor tænkes der med WannaSport nyt i kampen om at tiltrække brugere til landets sportsklubber. Tal og opgørelser fra DIF, DGI og Firmaidrætten taler deres tydelige sprog. Et fald i medlemstal i en bred vifte af sportsgrene har stået på i flere år, og især landets mest populære sportsgrene som fodbold, badminton og håndbold er hårdt ramt. Samtidig viser flere analyser, at adfærdsmønstrene hos den moderne idrætsudøver bevæger sig i retning af mere fleksible træningsformer og tilvalg af sportsaktiviteter, der kan tilpasses en omskiftelig hverdag (Idrættens Analyseinstitut) Denne udvikling kalder på et modsvar, som igen skal forbinde de danske sportsudøvere med landets sportsforeninger.

Det starter med forbindelsen
WannaSport er lanceret som en app, der gør det muligt at få overblik og booke sportsaktiviteter i byen, men app’en er samtidig en platform, hvor den fleksible sportsudøver bliver sat i forbindelse med klubber, faciliteter og foreninger omkring ham eller hende. Tanken er, at folk nemt skal blive introduceret for de muligheder de har, og nemt melde sig på en introduktionstime, banetider eller andre arrangementer ­ uanset hvilken sportsform de søger, og uanset hvordan man ønsker at dyrke sport. Dette skal skabe mere trafik i klubber og på træningsfaciliteter, og hjælpe med at bane vejen for et mere permanent match.

“Vi har allerede fået god respons på vores lancering af WannaSport, og folk har længe manglet en samlet platform der skaber overblik, over de tonsvis af muligheder, der findes lige i nærheden. Nu handler det om, at klubberne også skal se fordelen i øget synlighed kombineret med nem tilmelding”, udtaler Jacob Lau Larsen, stifter af WannaSport.

Imødekommer nye adfærdsmønstre
Fleksibilitet, udvalg og kort vej fra tanke til handling er kodeordene når sport skal gøres mere attraktivt for nye brugere. Det handler om at gøre folk bevidste om deres muligheder, og på den måde “åbne dørene” endnu mere i landets klubber. WannaSport er etableret som platfom der bygger bro mellem landets fantastiske og enorme udvalg af sportsmuligheder, og den store gruppe af danskere, der gerne vil dyrke endnu mere sport.

App’en er naturligvis ikke hele løsningen på faldende medlemstal i danske sportsforeninger, men platformen skaber lige som just­eat for restauranter, den umiddelbare kontakt mellem brugere og udbyder ­ og gør det nemt at prøve nyt eller booke favoritaktiviteten ved integration af klubbernes
egne bookingsystemer. Når kontakten er skabt, så er det op til klubber og foreninger at bestemme, hvad de vil have ud af den øgede opmærksomhed, og hvordan de håndterer de nye potentielle medlemmer.

“Uanset hvordan man vil dyrke sport, ønsker WannaSport at hjælpe dig på vej,” fastslår Jacob Lau Larsen. “Samtidig glæder vi os til at samarbejde tæt med landets sportsklubber, i ønsket om at gøre sport endnu mere tilgængelig for den moderne bruger.”

EXTRA INFO
­- WannaSport er gratis at downloade
­- App’en har været tilgængelig i App Store og Google Play siden 1. september 2014.
­- Fokus har i opstarten været på tennis, squash, badminton, yoga, løb, fitness, golf og fodbold ­ men flere sportsgrene kommer løbende til.
­- Det er gratis for klubber og sportsforeninger at formidle aktiviteter igennem WannaSport. For betalende aktiviteter er der en mindre administrationsfee.
­- Som bruger kan du finde og booke banetider direkte, eller du kan blive sat i forbindelse med den klub der er interessant for dig.
­- WannaSport er udviklet i Danmark og har base i Founders House på Islands Brygge, København.

FAKTA:
Udvikling i Medlemstal, DIF­klubber 2002­2013, medlemmer over 19 år:
­ Fodbold, – ­5%
­ Tennis, – ­18%
­ Badminton, – ­27%
­ Håndbold, – ­36%

Læs mere her

Chris fra chokoladefabrikken gæster Assens Kommune

Som den første kommune i Danmark er Assens Kommune i øjeblikket ved at blive sundhedscertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund.

I den forbindelse gæster Chris MacDonald – kendt fra DR programmernerne "Chris og chokoladefabrikken" samt "Chris på skolebænken" – Assens Kommune torsdag d. 24. januar 2008 kl. 19.00–20:30 i Glamsbjerg Hallen. Her kan medarbejdere, der tager del i SundhedsCertificeringen opleve Chris MacDonalds inspirerende foredrag "Strong body–strong mind".

Dansk Firmaidrætsforbunds Sundhedscertificering af Assens Kommune omfatter hele 30 afdelinger og i alt 850 medarbejdere – inden for ældreområdet, og gør Assens Kommune til frontløber i den forebyggende sundhedsindsats. En SundhedsCertificering skal give medarbejderne et "KRAMS", dvs. skabe sunde tiltag på Kost, Rygning, Alkohol, Motion– og Stressområdet. SundhedsCertificeringen ruster kommunen til et målrettet og struktureret sundhedsarbejde. Certificeringen inkluderer et længerevarende rådgivningsforløb med udgangspunkt i kommunens behov og erfaringer.

Som et led i SundhedsCertificeringen har Dansk Firmaidrætsforbund i efteråret 2007 gennemført en spørgeskemaundersøgelse om sundhed og livsstil blandt alle medarbejdere, der deltager i projektet – og dette forløb har været meget succesfuldt, fortælle projektleder Trine Andersen fra Dansk Firmaidrætsforbund:

"Engagementet har været overvældende – vi har gennemført undersøgelsen med en svarprocent på ikke mindre end 89,2%".

Som belønning for medarbejdernes høje deltagelsesgrad har Assens Kommune valgt at belønne dem med Chris MacDonald foredraget – og det er blevet vel modtaget. Foreløbig har ikke mindre end 510 medarbejdere meldt sig til foredraget, og man forventer, at Glamsbjerg Hallen bliver stuvende fuld.

Sundhedsudvalgene indenfor Assens Kommunes ældreområde er godt i gang med arbejdet omkring "KRAMS–områderne". Der arbejdes ud fra resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen, hvilket vil sige medarbejdernes angivne ønsker, og Dansk Firmaidrætsforbund har igangsat tiltag såsom pusterumsaktiviteter, frugtordning, rabatordning til fitnesscenter, gå– og løbeklubber m.m.

Læs mere om Dansk Firmaidrætsforbund på www.dfif.dk

Læs mere om SundhedsCertificering på www.sund.dfif.dk
 

Læs mere her

Direktoratet for FødevareErhverv skal sundhedscertificeres

Som led i flere års arbejde med sundhed på arbejdspladsen, har Direktoratet for FødevareErhverv valgt at indgå samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund om en SundhedsCertificering.

En SundhedsCertificering skal give medarbejderne et "KRAMS", dvs. skabe og fastholde sunde tiltag på Kost, Rygning, Alkohol, Motion– og Stressområdet. SundhedsCertificeringen ruster Direktoratet for FødevareErhverv til et målrettet og struktureret sundhedsarbejde. Certificeringen inkluderer et længerevarende rådgivningsforløb med udgangspunkt i virksomhedens behov og erfaringer.

"Sådan set er det vores oplevelse, at vi allerede ligger helt i front blandt de statslige arbejdspladser" udtaler personalechef Joan Reimann. I 2007 lå direktoratet blandt de fem bedste da Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv uddelte prisen for "Årets familievenlige arbejdsplads".

"Aftalen om SundhedsCertificering indgås blandt andet med et ønske om bedre at kunne strukturere vore sundhedstilbud og arbejde mere målrettet med sundhed. Vi lægger ikke skjul på, at vi gør dette, fordi det også kan betale sig på bundlinjen", pointerer Joan Reimann, der understreger at sunde og glade medarbejdere, er stabile og engagerede medarbejdere.

Direktoratet er en arbejdsplads som tager sygefravær og stress alvorligt. Der er under overskriften "Projekt Arbejdsglæde" blandt andet arbejdet med sygefraværssamtaler og forebyggelse samt håndtering af stress.

Direktoratet er samtidig en arbejdsplads, hvor der ofte er travlt og der hele tiden er store forandringer i arbejdsopgaver og rutiner. Faktorer som er kendt for at kunne øge stress og sygefravær blandt ansatte. På trods heraf har man fra 2005 til 2007 kunne se, at sygefraværet er faldet. Samtidigt er andelen af medarbejdere, der i Arbejdspladsvurderingen angiver, at de ofte er stressede, faldet ganske markant.

Grunden hertil er blandt andet, at Direktoratet i flere år har haft fokus på at skabe en arbejdsplads hvor medarbejderne har mulighed for at vælge og opretholde en sund levevis. Der er f.eks. oprettet motionsrum, og der er sund mad og gratis frugt til alle medarbejdere. Der er regelmæssige tilbud om gratis sundhedstjek til alle, samt mulighed for sundhedscoaching til personer med dokumenterede livsstilsproblemer.

Det forventes, at arbejdet med SundhedsCertificeringen allerede kan afsluttes i sommeren 2008, men arbejdet med at opretholde og videreudvikle direktoratet som en sund og god arbejdsplads fortsætter.

Læs mere om SundhedsCertificering på www.sund.dfif.dk

Læs mere om Direktoratet for FødevareErhverv på www.dffe.dk

Yderligere information fås ved henvendelse til Rikke Døssing, projektansvarlig for SundhedsCertificering i Dansk Firmaidrætsforbund, tlf. 61 20 59 13 eller Marianne Clod Zauner fra Direktoratet for FødevareErhverv, tlf.: 33 95 85 03
 

Læs mere her

Dansk Firmaidrætsforbund: Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring bør prioritere sundhedsfremme på arbejdspladsen højt

Af regeringens nyligt offentliggjorte regeringsgrundlag fremgår det, at regeringen, som et led i en styrkelse af det forebyggende arbejde, ønsker at sammenlægge Det Nationale Råd for Folkesundhed og Motions– og Ernæringsrådet.

Dansk Firmaidrætsforbund er af den opfattelse, at tankerne om en styrkelse af det forebyggende arbejde, er både spændende og absolut nødvendige danskernes generelle sundhedstilstand taget i betragtning. Derfor har forbundets formand

Peder Bisgaard, der står i spidsen for 330.000 firmaidrætsudøvere landet over, en klar opfordring til sundhedsministeren:

– I Dansk Firmaidrætsforbund mener vi, at der er behov for, at Det Nationale Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring helt fra starten af får et stærkt fokus på sundhedsfremme på arbejdspladsen.

Dansk Firmaidrætsforbund foreslår, at Sundhedsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, LO og Dansk Arbejdsgiverforening, i samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund, kan spille en vigtig rolle i arbejdet for at fremme den generelle sundhedsindsats på arbejdspladser landet over.

– Forsikringsbranchen kunne ligeledes spille en rolle i form af præmienedsættelse på policer for virksomheder, der arbejder seriøst med sundhedsfremme, men det vil i givet fald være en naturlig opgave for et Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring at arbejde videre med, lyder det fra Peder Bisgaard.

– Danskerne tilbringer en stor del af deres vågne tid på arbejdspladsen, hvilket gør denne arena til et oplagt forum at fokusere på. Mange kan nikke genkendende til, hvor svært det kan være at holde sig i form med otte timers dagligt arbejde foran computeren. Fysisk inaktivitet på arbejdspladsen er et problem, der koster sygdom og for tidlig død. Faktisk forholder det sig således, at en 30 årig kvinde, der bevæger sig 30 minutter dagligt, kan regne med at leve 4 ½ år længere, end hvis hun ikke bevægede sig. Arbejdspladsen skal derfor skabe rammer, der gør det nemmere at være sund, og også her kunne det nye råd komme på banen som inspirator og igangsætter, pointerer Peder Bisgaard.

– Det er væsentligt, at virksomhederne har en holdning til motion og sundhed og har udarbejdet retningslinier for, hvordan man integrerer motion i arbejdsdagen. På den baggrund kan der, på lige fod med eksisterende rygepolitikker og alkoholpolitikker, med fordel indføres deciderede motionspolitikker, eller en samlet sundhedspolitik, på den enkelte arbejdsplads. Også her kunne et nyt Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring, der fokuserer på sundhedsfremme på arbejdspladsen, spille en vigtig rolle, påpeger Peder Bisgaard.

Dansk Firmaidrætsforbund tilbyder bl.a. SundhedsCertificering®, Sundhedstjek, Sundhedscafé, Sundhedsprofil, Sundhedsindex, Mail Motion m.m.

###

Billedtekst: Dansk Firmaidrætsforbund: Nationalt råd for folkesundhed, motion og ernæring bør prioritere sundhedsfremme på arbejdspladsen højt.
 

Læs mere her

Dansk Firmaidrætsforbunds SundhedsCertificering® etablerer følgegruppe med sundhedseksperter

Dansk Firmaidrætsforbund præsenterede i februar 2007 et nyt banebrydende produkt: SundhedsCertificering® af de danske arbejdspladser.

SundhedsCertificering® målretter og strukturerer sundhedsarbejdet på den enkelte virksomhed. Den unikke arbejdsmetode skaber sunde rammer for medarbejderne på områderne Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (KRAMS).

En SundhedsCertificering® er ikke kun et "kvalitetsstempel" af sundhedsarbejdet. Certificeringen inkluderer også et særligt rådgivningsforløb med udgangspunkt i virksomhedens behov og erfaringer. En Sundhedskonsulent guider den enkelte virksomhed sikkert igennem forløbet fra start til slut.

Konceptet har siden opstarten i februar 2007 mødt stor opbakning og interesse fra både private og offentlige virksomheder. Bl.a. er Assens Kommunes ældreområde med i alt 850 medarbejdere i gang med at blive SundhedsCertificeret.

– Med SundhedsCertificering® sætter vi spot på vort ældreområde, som en attraktiv og vigtig arbejdsplads. Målet med projektet er først og fremmest, at medarbejderne oplever, at vi som virksomhed anerkender den indsats, de yder i hverdagen. Vi vil vise, hvor højt vi prioriterer, at de har det godt på arbejdet – til glæde for både dem selv, kolleger og borgere, siger formand for social– og seniorudvalget i Assens Kommune, Lene Due.

Dansk Firmaidrætsforbund har på nuværende tidspunkt igangsat 34 SundhedsCertificeringer® på private og offentlige virksomheder landet over. Et arbejde, der bliver nøje overvåget af en ekstern gruppe af forskere, fagfolk mv., der via en følgegruppe, superviserer og kvalitetssikrer SundhedsCertificering®. Formålet med følgegruppen er bl.a. at sikre:

– Sundhedsfaglig kvalitet og relevans
– Kvalitet og standardisering i DFIFs arbejde med SundhedsCertificering®
– Relevante og brugbare certificeringskrav

Følgegruppens medlemmer er:

– Professor Bengt Saltin, Center for Muskelforskning på Københavns Universitet
– Professor Gisela Sjøgaard, Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø:
– Læge Leif Skive, Motion Media APS
– Lektor Kaya Roessler, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
– Just Justesen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen
– Politisk konsulent Krista E. Blaabjerg, Kristelig Fagbevægelse

– I Dansk Firmaidrætsforbund er vi meget stolte og beærede over følgegruppens objektive, kritiske stillingtagen og engagement i konceptet det er med til at understrege og forstærke kvaliteten i SundhedsCertificering®, udtaler formand for Dansk Firmaidrætsforbund Peder Bisgaard.

Læs mere om SundhedsCertificering® på www.sund.dfif.dk

Billedtekst: Indenrigs– og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og Kulturminister Brian Mikkelsen er ivrige fortalere for Motion på arbejdspladsen
 

Læs mere her

Motion på arbejdspladsen – et hot emne for kommende overenskomster

Dansk Firmaidrætsforbund noterer sig med tilfredshed, at Dennis Kristensen, formand for KTO (Kommunale Tjenestemænd– og Overenskomstansatte) for øjeblikket i stærke vendinger betoner vigtigheden af, at sætte motion og sund kost på dagsordenen, når lønmodtagerne i forbindelse med kommende overenskomster går til forhandlinger om løn– og arbejdsforhold. Dennis Kristensen forestiller sig, at de omkring 650.000 offentligt ansatte får retten til daglig motion skrevet ind i overenskomsten. Når man bliver slidt ned i arbejdstiden, skal man også have mulighed for at forebygge nedslidning i arbejdstiden, lyder det fra KTO´s formand.

"Vi glæder os over KTO´s fokus på at fremme deres medlemmers sundhedstilstand og vi finder tankerne om at integrere motion i overenskomsterne spændende. Samtidig finder vi det interessant, at ikke kun de kommunale lønmodtagere, men også de kommunale arbejdsgivere, med Herlevs borgmester Kjeld Hansen (S) i spidsen, er positive overfor at fokusere på motion i forbindelse med overenskomsterne", udtaler forbundsformand Peder Bisgaard, der står i spidsen for ca. 320.000 firmaidrætsfolk i Danmarks tredjestørste idrætsforbund, Dansk Firmaidrætsforbund.

"Dansk Firmaidrætsforbund har gennem de senere år iværksat en omfattende indsats for at fremme danskernes bevidsthed om vigtigheden af at dyrke daglig motion og at udvikle motionsaktiviteter, som er lette at gå til på arbejdspladserne – vi har med andre ord den vare, der kan føre de gode intentioner ud i livet", lyder det fra Peder Bisgaard.

"KTO´s ønske om at sætte arbejdspladsen i centrum for en fremtidig sundhedsindsats, er en central understregning af, hvor væsentligt et stykke arbejde, der udføres via Dansk Firmaidrætsforbunds omfattende indsats med at integrere motion i de ansattes hverdag", pointerer Peder Bisgaard, der opfordrer de danske virksomheder til at formulere en motionspolitik på linje med alkohol– og rygepolitikker.

Dansk Firmaidrætsforbunds indsats er sket igennem konceptet "Motion på Arbejdspladsen", der har sat motionsaktiviteter på dagsordenen i en lang række danske virksomheder, og via den tilhørende kampagne "Arbejdspladsen Motionerer", som tilbyder arbejdspladserne motionsmuligheder integreret i arbejdsdagen. Alene kampagnen havde sidste år 25.000 deltagere og forventes i år at nå op på 40.000 deltagere.
 

Læs mere her

Firmaidrætten skal have fat i kvinderne og de unge

Foreningsundersøgelsen "Den rummelige firmaidræt", foretaget i Kolding og Roskilde, viser at udviklingspotentialet for firmaidræt og motion på arbejdspladsen er stort

Der er dobbelt så mange, der gerne vil dyrke idræt og motion indenfor firma­idrætten, end der gør det i dag, og der er endnu flere, der vil dyrke motion på selve arbejdspladsen.

Det er hovedkonklusionen på en undersøgelse af interessen for og deltagelsen i idræt og motion indenfor firmaidrætten og på arbejdspladsen, som i februar 2005 blev gennemført på arbejdspladser i Kolding og Roskilde. I alt 915 ansatte har deltaget i under­søgelsen, der er udført af lektor Bjarne Ibsen, Syddansk Universitet.

Undersøgelsen viser, at halvdelen af de idrætsaktive (43 % af de ansatte) gerne vil dyrke en eller anden form for idræt eller motion i firmaidrætten eller på arbejdspladsen.

40 % af de adspurgte svarer, at arbejdspladsen støtter deltagelsen i idræts– og motionsaktiviteter. Ligeså interessant er det imidlertid, at mange påpeger et behov for at få bedre muligheder for at dyrke motion i arbejdstiden. 38 % vil gerne have mulighed for at benytte mindre pauser i arbejdstiden til motion, 36 % vil gerne dyrke "ikke omklædt" motion i arbejdstiden og hele 49 % anfører, at de gerne vil have et motionsvenligt kontor.

Forbundsformand Peder Bisgaard udtaler:

"Tallene understreger, at vi med dels vore traditionelle firmaidrætstilbud og dels Motion på Arbejdspladsen har nogle efterspurgte produkter. Samtidig viser tallene også, at vi stadig har en udfordring i at få Motion på Arbejdspladsen implementeret på mange arbejdspladser. Virksomhedslederne skal have en forståelse for, at det faktisk forholder sig sådan, at Motion på Arbejdspladsen giver mindre sygefravær og mere tilfredse medarbejdere".

Det store udviklingspotentiale for Dansk Firmaidrætsforbund og de ca. 90 tilknyttede firmaidrætsforeninger landet over, findes hos kvinderne, de unge, og personer med en længerevarende uddannelse. Det er især kvinderne, de unge/midaldrende og ansatte med en længere skoleuddannelse, der gerne vil gå til styrketræning/spinning og gymnastik/aerobic. Disse målgrupper viser dog også en pæn interesse for nogle traditionelle idrætter, eksempelvis fodbold.

Undersøgelsen viser endvidere, at personer med skiftende arbejdstidspunkter, i højere grad end andre ansatte, dyrker motion på arbejdspladsen. Folk med skiftende arbejdstider foretrækker også i højere grad at gå til motionsformer, der kan dyrkes fleksibelt og på selvvalgte tidspunkter f.eks. udendørs motion, styrketræning, spinning, svømning m.m.

"Det er interessant, at undersøgelsen viser et stort potentiale for at hverve nye medlemmer blandt andet i relation til kvinderne og de unge. Med den lange række af motionstilbud, som Dansk Firmaidrætsforbund har udviklet gennem de seneste år, står vi godt rustet til at tage denne udfordring op også når det gælder fleksible motionstilbud", pointerer Peder Bisgaard.
 

Læs mere her

Lis Sørensen åbner Firmaidrætsfestival i Aalborg

Der er gratis entré, når Lis Sørensen fredag d. 2. september 2005 åbner Firmaidrætsfestivalen i Aalborg med en koncert i Skovdalen

Fra den 2.–4. september 2005 bliver der liv og glade dage i Aalborg. Her afholder Dansk Firmaidrætsforbund i samarbejde med Aalborg Firmasport og Aalborg Kommune Firmaidrætsfestival. Det bliver en weekend præget af idræt, motion og samvær for de op mod 5000 deltagere og Aalborgs borgere.

Arrangementet skydes i gang med et festligt åbningsarrangement på Friluftsscenen i Skovdalen. Her vil Aalborgs borgmester Henning G. Jensen og Dansk Firmaidrætsforbunds formand Peder Bisgaard byde velkommen, hvorefter Asger Fonnesbech, kendt fra "Scenen er din" på TV2, vil underholde frem til kl. 19:45, hvor Lis Sørensen indtager scenen.

Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, udtaler:

"Vi ser frem til en festlig åbning af Firmaidrætsfestivalen. Vi har valgt at gøre åbningsarrangementet gratis som en gave til deltagerne og Aalborgs borgere, som er meget velkomne til at møde op ved Friluftsscenen og få en hyggelig aften".

Da der er en naturlig begrænsning på, hvor mange mennesker, der er plads til ved Friluftsscenen i Skovdalen, vil billetter til åbningsarrangementet blive uddelt efter "Først til mølle princippet" ca. 14 dage inden arrangementets afholdelse. Nærmere information om afhentning af billetter følger i starten af august.

Efter åbningen i Skovdalen fester de virksomheder, der har tilmeldt sig festivalen, videre i et kæmpe festtelt i Mølleparken til tonerne af bl.a. "På Slaget 12". Dette festtelt tages også i brug til en storstilet aftenfest lørdag for alle deltagere.

Firmaidrætsfestivalen byder bl.a. på en række Åbne Stævner, som alle kan deltage i – der kræves ikke medlemskab af Firmaidrætten. Det drejer sig om bowling, floorball, fodbold, futsal (Indoor Soccer), golf (slagspil), curling, petanque, put and take og skak.

Det er muligt at tilmelde sig frem til d. 15. juni 2005.
 

Læs mere her

Motion på arbejdspladsen er vejen til et længere liv

Dansk Firmaidrætsforbund noterer sig med tilfredshed, at Rådet for Folkesundhed for øjeblikket i stærke vendinger betoner vigtigheden af at få danskerne til at integrere motion som en naturlig del af deres hverdag på arbejdspladsen.

"Vi glæder os over Rådet for Folkesundheds øgede fokus på at fremme danskernes sundhedstilstand. Dansk Firmaidrætsforbund har gennem de senere år iværksat en omfattende indsats for at fremme danskernes bevidsthed om vigtigheden af at dyrke daglig motion og at udvikle motionsaktiviteter, som er lette at gå til på arbejdspladserne", udtaler forbundsformand Peder Bisgaard, der står i spidsen for ca. 320.000 firmaidrætsfolk i Danmarks tredjestørste idrætsforbund.

I sin egenskab af formand for Rådet for Folkesundhed, fremhæver Bente Klarlund, at det først og fremmest er på arbejdspladsen, at slaget skal slås – langt de fleste lønmodtagere har i dag et stillesiddende arbejde, og det er det, der slår dem ihjel.

"Rådet for Folkesundheds ønske om at sætte arbejdspladsen i centrum for en fremtidig sundhedsindsats, er en meget væsentlig understregning af, hvor væsentligt et stykke arbejde, der udføres via Dansk Firmaidrætsforbunds omfattende indsats med at integrere motion i de ansattes hverdag", lyder det fra Peder Bisgaard, der opfordrer de danske virksomheder til at formulere en motionspolitik på linje med alkohol– og rygepolitikker.

Dansk Firmaidrætsforbunds indsats er sket igennem konceptet "Motion på Arbejdspladsen", der har sat motion på dagsordenen i en lang række danske virksomheder, og via den tilhørende kampagne "Arbejdspladsen Motionerer", som tilbyder arbejdspladserne en lang række motionsmuligheder integreret i arbejdsdagen. Kampagnen havde sidste år 25.000 deltagere og forventes i år at nå op på 40.000 deltagere.

Dansk Firmaidrætsforbund deltager i øjeblikket i en større undersøgelse sammen med Arbejdsmiljøinstituttet, som skal afdække effekterne af at integrere motion i medarbejdernes arbejdsdag.

– Indenfor firmaidrætten deltager vi gerne i et samarbejde omkring udvikling af motions– og sundhedsinitiativer til de danske arbejdspladser. Vi stiller vores viden, erfaring og kontakt til arbejdspladserne til rådighed for alle initiativer, der kan højne folkesundheden, pointerer Peder Bisgaard.
 

Læs mere her

Dansk Firmaidrætsforbund indbyder regeringens nye forskningsprogram indenfor fødevarer, ernæring og sundhed til samarbejde

Dansk Firmaidrætsforbund noterer sig med glæde regeringens nyligt offentliggjorte plan om at iværksætte et ambitiøst forskningsprogram, der skal give svar på en række vigtige spørgsmål inden for fødevarer, ernæring og sundhed over de næste 4 år.

"Familie– og Forbrugerminister Lars Barfoeds udtalelse om, at det nye regeringsinitiativ skal give os ny viden om sammenhængene mellem kost, sundhed og livsstil og samtidig bremse stigningen i overvægt, fedme og livsstilsrelaterede sygdomme, er helt i tråd med Dansk Firmaidrætsforbunds initiativer på området", lyder det fra forbundsformand Peder Bisgaard, der står i spidsen for Danmarks tredjestørste idrætsforbund med ca. 320.000 medlemmer.

Dansk Firmaidrætsforbund har gennem de senere år etableret et landsdækkende net af livsstilsklubber, hvor primært overvægtige med ønsket om en sundere livsstil, mødes i et motiverende fællesskab centeret omkring kostomlægning og motion.

"Vi ønsker at sætte fokus på, hvor vigtig motion og sund kost er for vejen til en bedre livskvalitet og et sundere liv", udtaler Peder Bisgaard om Dansk Firmaidrætsforbunds initiativ, der skal være med til at løfte folkesundheden i Danmark.

"Vi noterer os, at regeringen med det nye forskningsprogram lægger op til et bredt samarbejde med interessenter indenfor bl.a. ernæring og sundhedsopfattelser, ligesom der fokuseres på samspillet mellem fødevarer og livskvalitet. Der er dermed tale om kerneområder for vore Livsstilsklubber, og Dansk Firmaidrætsforbund stiller gerne sin viden og erfaringer til rådighed for et samarbejde med forskningsprogrammet", pointerer Peder Bisgaard.
 

Læs mere her