Equinox Fitness i Vejle bliver til Fitness World

Den danske kæde Fitness World overtager Equinox fitnesscenter på Dæmningen i Vejle

Fitness World har indgået aftale om overtagelse af Equinox Fitness i Vejle. Overtagelsen betyder at Equinox Fitness på Dæmningen i Vejle skifter navn til Fitness World. Samtidig får alle eksisterende medlemmer automatisk tilbudt lavere priser på deres medlemsskab.

"Alle eksisterende kunder og medlemmer i Equinox i Vejle vil kunne fortsætte deres fitness–rutiner som hidtil til lavere priser," siger Fitness Worlds direktør Per Lyngbak Nielsen.

Fitness World er kendt for at indrette store og moderne fitness centre med en lav månedlig medlemspris på kun 199 kr og ingen medlemsbinding. Disse vilkår vil også komme alle medlemmer i Equinox i Vejle til gode.

Equinox Fitness i Vejle blev for nylig moderniseret med attraktive bade– og omklædingsfaciliteter og byder generelt på fine faciliteter og god beliggenhed.

"Equinox i Vejle er et veldrevet center som passer godt til Fitness World’s profil, og vi er heldigvis i stand til at fortætte driften med de eksisterende medarbejdere. I løbet af den kommende måneds tid vil vi installerede nyt og bedre fitness–udstyr, så medlemmernes træningsoplevelse bliver endnu bedre," siger Per Lyngbak Nielsen.

På bare tre år har danskejede Fitness World indtaget pladsen som Danmarks anden største fitnesskæde. Det nye Fitness World i Vejle er nummer 25 i kæden, som nu har over 75.000 medlemmer i hele landet. Alene i år vil Fitness World nå op på mere end ti nye centre rundt om i landet.
 

Læs mere her