Pris fra USA til MusiCure musik som medicin af Niels Eje

Den specielt komponerede og videnskabeligt dokumenterede musik MusiCure har vundet en fornem førstepris ved den Internationale Blair L. Sadler konkurrence om implementering af kunst i sundhedssektoren. Prisen uddeles den 13. april ved en stor konference i Nashville, Tennessee i USA.

Den amerikanske organisation "Society for The Arts in Healthcare " uddeler hvert år hæderspriser til projekter og personer som har gjort en særlig indsats for forbedring af miljøet indenfor sundhedsvæsenet, og formået at dokumentere effekten heraf. Det amerikanske ikon indenfor integration af kunst i hospitalsverdenen, Dr. Blair L. Sadler, lægger navn til prisen og dette understreger også vigtigheden af hans egen mangeårige indsats på området. Dr. Sadler har siden 1970erne skabt banebrydende kunstnerisk indretning af bl.a. børnehospitaler i USA, og selv vundet stor hæder overalt i verden.

I 2007 bliver prisen for første gang givet til et dansk projekt: det særligt udviklede produkt MusiCure "musik som medicin", som siden 1998 er blevet skabt specielt til behandlingsformål i nært samarbejde med læger og sygeplejersker fra forskningsgruppen Musica Humana.

MusiCure CD serien har dermed nu vundet international anerkendelse med tildelingen af årets førstepris i USA. Den omfattende videnskabelige dokumentation som ligger bag skabelsen af denne musik har også medvirket til at sætte fokus på, at Danmark har været helt i front på netop dette område.

Prisen gives til Niels Eje og Inge Mulvad Eje for deres indsats som henholdsvis komponist, musikere, producere og formidlere af den videnskabelige forskning og selve den specielt designede musik.

Skabelsen af MusiCure og Musica Humanas forskning blev i årene 1998 til 2003 støttet af Egmont Fonden, og netop på grund af den omfattende kliniske forskning som ligger bag musikken, er MusiCure kun tilgængelig via apotekerne.
 

Læs mere her

Specielt udviklet musik bruges til behandling af stress og angst

MusiCure CD nr. 6 "Waves" udgives nu på apotekerne i Danmark og Norge.

Ny CD udgivelse i serien MusiCure – musik som medicin, af komponisten Niels Eje, udkommer nu på de danske apoteker. Denne udgivelse har titlen "Waves" og det gennemgående tema på CDen er vand i bevægelse, som skildres i en række lydbilleder med dokumenteret beroligende og stressreducerende effekt.

Niels Ejes MusiCure indgår nu som en vigtig del af moderne stressbehandling
Flere og flere professionelle stressbehandlere, arbejdsmiljø konsulenter og større virksomheder benytter nu specielt udviklet beroligende musik i kampen mod en af vor tids folkesygdomme stress. MusiCure af Niels Eje har vist sig meget effektivt som terapi til stressede medarbejdere på alle niveauer i danske virksomheder. Bl.a. benytter de to professionelle konsulentfirmaer Markana og VileNorden dagligt MusiCure, ligesom også Danfoss og andre store virksomheder bruger MusiCure som en del af deres anti–stress tilbud til medarbejderne. Baggrunden er, at MusiCure gennem flere år er blevet positivt testet på mange tusinde patienter på sygehuse en gruppe som hører til blandt de mest udsatte angst– og stressbelastede mennesker i samfundet.

Verdens første specielt designede og videnskabeligt dokumenterede musik
MusiCure er resultatet af mere end 8 års arbejde hvor komponisten Niels Eje, i samarbejde med forskere fra flere nordiske lande og USA, har udviklet og dokumenteret en særlig form for musik, som nu udover sygehusene, også anvendes i mange former for behandling på institutioner, klinikker, virksomheder m.v. som et effektivt middel mod stress.
Det er forskergruppen Musica Humana under ledelse af overlæge Per Thorgaard, som med støtte fra Egmont Fonden, siden 1998 har gennemført kliniske studier med Niels Ejes musik og dokumenteret en overbevisende positiv effekt på mere end 5000 hospitalspatienter.

Nye forskningsresultater og anvendelsesområder
I USA er interessen for MusiCure stigende efter præsentation af nye forskningsresultater på Northwest Medical Centre i Seattle, Washington i juli i år, hvor undersøgelser med den specielt komponerede musik bl.a. har vist at man kan reducere angstniveauet markant hos hjertepatienter, og ydermere viste undersøgelserne, at størstedelen af samtlige patienter foretrak MusiCure frem for anden musik. Forskningsresultaterne blev præsenteret ved en af verdens førende sygeplejekonferencer i Toronto, Canada, og resultaterne forventes efterfølgende publiceret i det anerkendte lægefaglige tidsskrift "Critical Care Nursing".
Et stort antal private behandlere indenfor en lang række områder, bl.a. fysioterapeuter, tandlæger, stress management konsulenter, børneinstitutioner m.fl. anvender nu MusiCure som en aktiv del af deres behandling.

Unikke naturoptagelser lyd og billeder
En vigtig faktor og basis i tilblivelsen af MusiCure, er unikke optagelser af naturlyde i miljøer som er helt fri for baggrundsstøj. Komponisten Niels Eje rejser selv rundt i verden og optager naturens lyde, på steder som har enestående betingelser for helt "rene" naturmiljøer, uden den støj som omgiver os i dagligdagen. Optagelse af naturens lyde kræver stor tålmodighed og et indgående kendskab til de "akustiske" forhold i naturen. Avanceret optageudstyr, bl.a. fra danske "DPA Microphones" sikrer, at lydkvaliteten i naturoptagelserne er optimale.
Udvalgte locations hvor naturlydene optages bliver nu også optaget på film med henblik på en række audiovisuelle produktioner, som overordnet får betegnelsen "MuViCure" (Music & Visual Cure). MuViCure repræsenterer et helt nyt behandlingskoncept hvor MusiCure musikken smelter sammen med unikke billeder af fotografen Bjørn Wennerwald, og konceptet bliver netop nu klinisk testet på Århus sygehus.

MusiCure 6. "Waves" har vand i bevægelse som overordnet tema
Den nye udgivelse "MusiCure 6. Waves" handler om vandet som omgiver os, og traditionelt har lyden af vand i bevægelse en meget beroligende virkning på de fleste mennesker.
Med dette som udgangspunkt tager de enkelte kompositioner på "Waves" lytteren med på en rejse i forskellige vandverdener, som hver især repræsenterer essensen af den ro, hvile og afstressende effekt som lyden af vand formidler.
Produktionen af "Waves" har taget mere end et halvt år og indeholder mange dimensioner af musik og lyd, som tilsammen danner lydbilleder med dybe perspektiver, og naturoptagelser fra bl.a. La Gomera, Seychellerne og skandinaviske skove, kyster og vandløb.

Kort information om komponisten Niels Eje
Niels Eje er uddannet oboist og komponist fra Carl Nielsen konservatoriet i Danmark og var bl.a. gennem 1980erne ansat som solooboist i Danmarkes Radios Symfoniorkester.
Fra 1990 valgte Niels Eje at gå sine egne veje og arbejde full time som komponist, arrangør, solist og kammermusiker i Danmark og udlandet.
Niels Eje har modtaget en række priser og legater og i 1998 fik han speciel støtte fra Egmont Fonden til igangsættelse af projektet "Musica Humana" sammen med overlægerne Lars Heslet og Per Thorgaard det projekt som danner grundlaget for skabelsen af MusiCure
Niels Eje har skrevet musik til bl.a. James Galway, Safri Duo, Trio Rococo, samt til film– og teaterprojekter og som oboist har han medvirket på mere end 40 CD indspilninger, spændende fra klassisk symfonisk musik, til udgivelser med bl.a. Miles Davis, Palle Mikkelborg, Niels–Henning Ørsted Pedersen og Trio Rococo.

MusiCure forhandles eksklusivt af apotekerne i Danmark og Norge yderligere information på:
www.MusiCure.dk (om musikken) og www.MusicaHumana.dk (om forskningen).
 

Læs mere her

MUSIK SOM MEDICIN – International anerkendelse af dansk forskning indenfor området musik som medicin.

Forskningsgruppen Musica Humana styrkes nu med deltagelse af førende nordiske forskere og suppleres med omfattende undersøgelser i det øvrige Skandinavien, samt USA og Canada.
Ny CD/bog udgivelse i serien MusiCure offentliggør aktuel dokumentation fra forskningsgruppen
Musica Humana og ny musik af komponisten Niels Eje.

Musica Humana projektet

Den tværfaglige forskningsorganisation Musica Humana (lægevidenskab og musik), har siden 1998 forsket i skabelse og dokumentation af special–komponeret musik til patienter på sygehuse. En ekspertgruppe bestående af læger, sygeplejersker, musikterapeuter, psykologer, i nært samarbejde med komponisten Niels Eje, har med støtte fra Egmont Fonden arbejdet i 5 år med opgaven: at beskrive og videnskabeligt dokumentere et mere helbredende og livsbekræftende lydmiljø på fire af de største danske sygehuse, og herigennem definere og skabe den rigtige type musik til afstresning og positiv mental stimulation.

International anerkendelse af dansk forskning

Med offentliggørelsen af forskningsdokumentation og Niels Ejes specialproducerede musik, har den banebrydende danske forskning på dette område betydet en stigende international fokus på Musica Humanas positive resultater.

Nordens førende forskere indenfor anvendelse af musik i behandling, overlæge Audun Myskja (Norge) og dr.med. Ulrica Nilsson (Sverige) har nu meldt sig som aktive deltagere i Musica Humanas arbejde og vil i Oslo og Örebro forestå en række nye undersøgelser baseret på Musica Humanas forskningsprotokoller.

Sygehuse i Seattle, USA og Toronto, Canada har ligeledes indledt omfattende projekter efter den danske model.

Musik som medicin

Forskning indenfor området musik som medicin har det sidste årti været genstand for meget stor interesse fra mange sider, men Musica Humana har i modsætning til andre projekter formået, at knytte udviklingen af et specialdesignet lydmiljø sammen med en lang række praktiske undersøgelser af lydmiljøets påvirkning af patienter på sygehuse. Musica Humana adskiller sig også fra al anden forskning i anvendelse af musik i behandling ved, at introducere et meget stort antal patienter i undersøgelserne, samt påvise at det ikke er tilstrækkeligt blot, at spille musik for patienterne. Det er den strukturerede brug af musikken og valget af den helt rigtige dokumenterede musik som giver de gode resultater forskningsgruppen har kunnet påvise. Der er således lagt stor vægt på en lang række parametre i de danske undersøgelser, bl.a. hvor og hvornår der benyttes musik, i hvilken styrkegrad musikken skal afspilles og fra hvilke lydkilder. Hertil kommer anvendelsen af blindtests og kontrolgrupper og mange andre parametre, som tilsammen har gjort de danske undersøgelser enestående og værdifulde på verdensplan.

Dansk forskning i internationale fagtidsskrifter og medier

Musica Humanas forskning i lydmiljøet bliver nu også publiceret i anerkendte internationale fagtidsskrifter, hvor bl.a. "European Journal of Cardiovascular Nursing" og "Intensive and Critical Care Nursing" bringer omfattende artikler om Musica Humanas resultater. I løbet af 2001–2004 har den danske forskning desuden været præsenteret ved konferencer, symposier og kongresser i Sydney, Paris, Salzburg, Barcelona, Stockholm, Oslo, Amsterdam, Boston, samt en række sygehuse og institutioner i Danmark.
BBC World har i år bragt flere indslag om Musica Humana og MusiCure, og den internationale engelsksprogede Radio Netherlands’ specielle helsekanal har ligeledes præsenteret omfattende dækning af forskningen.

Musica Humana og MusiCure introduceres i USA

I forbindelse med præsentationen af Musica Humana og MusiCure ved konferencen "IN:FUSION" i Salzburg dette forår, blev forskningsgruppen inviteret til USA af Nordamerikas største organisation for integrering af kunst og musik i sundhedssektoren "The Society for the Arts in Healthcare" i Washington D.C.

Ved organisationens næste årsmøde i foråret 2005 skal den danske forskning præsenteres for mere end 200 sygehusrepræsentanter i USA og Canada.

MusiCure offentliggørelse af musik og dokumentation
"MusiCure" er betegnelsen for det samlede CD/bog produkt, som i lyd, tekst og billeder beskriver de resultater forskningsgruppen og komponist Niels Eje har opnået i forbindelse med skabelse og dokumentation af musik til beroligelse, og inspiration til bedre livskvalitet.
Den 26. maj udkommer den tredje CD/bog publikation i serien: "MusiCure 3. Fairy Tales", som foruden selve musikken der indgår i undersøgelserne, også bringer de seneste forskningsresultater, samt artikler og feedback fra såvel professionelle som private brugere af den specialdesignede musik.

De seneste resultater beskriver en unik ny undersøgelse, hvor den enkelte patient oplevede perioder med, og uden musik, i en række fastsatte tidsintervaller og hermed samtidigt fungerede som kontrolperson for sig selv.

Dele af resultaterne fra denne undersøgelse beskrives af overlæge Per Thorgaard i artiklen "Patienters velbefindende hænger sammen med anvendelse af musik" og kan læses i den medfølgende bog til MusiCure 3.

MusiCure kan kun fås på apoteket
På grund af de mange års videnskabelige forskning som ligger bag offentliggørelsen af MusiCure og den tilhørende dokumentation, som svarer til dokumentationen for ethvert andet lægemiddel, kan MusiCure kun købes på de danske apoteker.

Apotekerne har den rette ekspertise og erfaring til at formidle dette musikprodukt, som netop på grund af den videnskabelige dokumentation som ligger bag, er helt unik i forhold til megen anden musik der ikke har gennemgået en tilsvarende klinisk testning.

Mange anvendelsesområder for MusiCure

MusiCure musikken har vist sig, at indeholde mange helt fundamentale og basale elementer, som giver den et langt bredere spektrum af anvendelsesområder, i en lang række andre sammenhænge end supplerende patientbehandling. Mange behandlere indenfor såvel det etablerede, som det mere alternative behandlermiljø anvender MusiCure i en lang række situationer, ligesom et meget stort antal private, herunder både børn og voksne, bruger MusiCure aktivt i deres hverdag, som terapi til afstresning og oplevelse.

Musik og lyd–atmosfærer inspireret af naturen
Komponist og musiker Niels Eje har igennem fem år arbejdet med udformningen af det konceptet "MusiCure". Musikken er blevet til på baggrund af en lang række analyser og forskningsdata fra undersøgelser af musikkens virkning på kritisk syge patienter, og analyser af musik og lyds generelle virkning på mennesker. Produktionen af MusiCure er sket i flere faser, hvor studier og lydoptagelser i naturen har spillet en afgørende rolle i udformningen af musikken. Produktionen er meget langvarig og omhyggelig og musikken består af mange lag af nøje udvalgte klange og naturoptagelser, som komplementerer hinanden og tilsammen danner et 3–dimentionelt lydunivers.

MusiCure 3 Fairy Tales
På den nye CD "Fairy Tales" er musikken inspireret af de klassiske eventyr temaer og nordiske folkeeventyr, og appellerer i høj grad til lytterens fantasi og evne til at skabe indre billeder og historier. Titlen på CDen refererer ikke til nogen konkrete eventyr, men er snarere en række "rammer", som lytteren selv udfylder med fantasiens hjælp. Naturen og naturens lyde spiller igen en vigtig rolle i produktionen af musikken. Ydermere præsenteres en række enestående billeder af den skandinaviske natur i den medfølgende bog til MusiCure 3 Fairy Tales, billeder taget af fotografen Bjørn Wennerwald, som netop har modtaget den prestigefyldte "PDN Photo Annual Award 2004" i New York, for sine billeder af nordisk natur.

FOR YDERLIGERE INFORMATION, KONTAKT:

Projektkoordinator Inge Mulvad
Tlf: 45 85 49 48
Email: info@musicahumana.dk

DOWNLOAD BILLEDER (MUSICA HUMANA & MUSICURE) DIREKTE:
www.musicahumana.dk/da/MusiCure_fotos.htm
 

Læs mere her

Offentliggørelse af dansk musik og forskning indenfor Musik som Medicin

Den 12. november udkommer MusiCure 2. ’EQUATOR’ med forskningsdokumenteret musik af Niels Eje, og videnskabelige artikler i ny CD/bog udgivelse på de danske apoteker

· Dansk forskning offentliggøres i internationale medicinske fagtidsskrifter
· Forskning i lydmiljø på sygehuse udvides med de øvrige skandinaviske lande

Baggrund: ’Musik som medicin’ projektet Musica Humana
Den tværfaglige forskningsgruppe Musica Humana (lægevidenskab og musik), har siden 1998 udført et stort humanitært forskningsarbejde indenfor skabelse og dokumentation af ny special–komponeret musik til patienter.
En ekspertgruppe bestående af læger, sygeplejersker, musikterapeuter, psykologer, i nært samarbejde med komponisten Niels Eje, har med støtte fra Egmont Fonden arbejdet i 5 år med opgaven, at beskrive og videnskabeligt dokumentere et mere befordrende og livsbekræftende lydmiljø på fire af de største danske sygehuse.
Rigshospitalet og Universitetssygehusene i Aalborg, Århus (Skejby) og Odense har deltaget i projektet, som har omfattet over 2000 patienter, personale og pårørende, i perioden 1998–2003.
Forskningsresultaterne og musikken offentliggøres i CD/bog–form under fællesbetegnelsen MusiCure.

Dansk forskning anerkendes i internationale fagtidsskrifter og medier
Musica Humanas forskning i lydmiljøet bliver nu publiceret i det anerkendte internationale fagtidsskrift "European Journal of Cardiovascular Nursing", hvor forskningsgruppens projekt med specialudvalgt musik til hjertepatienter på Kardiologisk afdeling i Aalborg bliver offentliggjort. Projektets positive resultater med anvendelsen af den special–designede musik i forbindelse med hjerteundersøgelser har vakt opsigt og indgår nu på internationalt niveau i det enestående dokumentationsmateriale, som understøtter de gavnlige og afstressende virkninger denne musik har i forbindelse med behandling af hospitalspatienter.
I Sverige, Norge, Holland og Spanien har trykte og elektroniske medier bragt artikler, interviews og indslag om den danske forskning og MusiCure udgivelserne, og hermed sat fokus på Danmarks fremtrædende rolle på området.

Samarbejde med Norge og Sverige
Henvendelser fra de øvrige skandinaviske lande har nu medført, at et samarbejde om forskningen i lydmiljøet på sygehuse breder sig til Norge og Sverige, hvor Universitetssygehuset MAS i Malmö bliver første deltager. I januar 2004 er medlemmer af Musica Humana gruppen inviteret til at deltage i sammenslutningen af norske kirurgers årskongres i Holmenkollen, som en introduktion til et kommende samarbejde.
Musica Humana gruppens forskningsmetoder og MusiCure udgivelserne vil danne grundlaget for dette fælles nordiske projekt.

MusiCure offentliggørelse af dansk musik og forskning på Apotekerne
’MusiCure’ er betegnelsen for det samlede CD/bog produkt, som i lyd, tekst og billeder beskriver de resultater forskningsgruppen og komponist Niels Eje har opnået i forbindelse med skabelse og dokumentation af musik til afstresning, beroligelse, og inspiration fysisk og psykisk velvære.
Foruden musikken på den nye CD ’MusiCure 2. Equator’, bidrager overlægerne Lars Heslet og Per Thorgaard, sammen med andre fag–specialister fra Musica Humana gruppen, med artikler og forskningsdokumentation, hvor resultaterne af undersøgelserne med benyttelsen af MusiCure i behandlingen bliver offentliggjort.
Blandt artiklerne er Lars Heslets "Vores musikalske hjerne", som beskriver de seneste videnskabelige opdagelser af hjernens komplekse behandling af musik og lyd.

Musik og naturstemninger inspireret af troperne
Musikken på ’MusiCure 2. Equator’ er baseret på enestående naturlydsoptagelser og inspiration fra troperne, hvor bl.a. unikke naturstemninger fra Seychellerne har dannet grundlag for flere af kompositionerne. ’Equator’ har i alt 5 titler, med en samlet spilletid på 72 minutter, som i drømmende "lyd–billeder" skildrer forskellige stemninger fra de tropiske egne af jorden og verdenshavet omkring ækvator.

Komponist og musiker Niels Eje har igennem fem år arbejdet med udformningen af det koncept som nu udgives i serien ’MusiCure’ . Musikken på udgivelse nr. 2 ’Equator’ er blevet til på baggrund af en lang række analyser og forskningsdata fra undersøgelser af MusiCure’s virkning på patienter, og musiks virkning på mennesker generelt.
Niels Eje: "Ét er at formode hvordan bestemt musik kan virke i forskellige sammenhænge, men noget andet er at underkaste denne positive virkning en grundig videnskabelig undersøgelse. Efter 5 års forskning og undersøgelser med over 2000 patienter, har jeg fået en indsigt og erfaring som ikke kunne være opnået på anden måde og musikken i MusiCure serien er igennem disse 5 år blevet produceret i nøje overensstemmelse med de resultater og analyser, som forskningen har dokumenteret".
Skabelsen af MusiCure er sket i flere faser, hvor studier og lydoptagelser i naturen har spillet en afgørende rolle i udformningen af musikken "Oplevelsen af den totale stilhed og de helt "rene" naturlyde, uden den baggrundsstøj vi har overalt i verden af i dag er en sjældenhed, og inspirationen efter flere ugers ophold på totalfredede øer i det indiske ocean har dannet grundlag for musikken på ’Equator’– udtaler komponist Niels Eje. "Det er naturens harmoni og livskraft som er kernen i MusiCure produktionerne, samt en meget velovervejet produktionsteknik, hvor balancen mellem musik og natur smelter sammen i en fler–dimentionel helhed, som tilsigter at afspejle ørets naturlige opfattelse af naturens akustiske rum".

Produktion og skabelse af MusiCure musik med et specifikt formål.
Arbejdet med at komponere og producere MusiCure er meget langvarig og omhyggelig. Musikken og lydfladerne består af mange lag af nøje udvalgte naturoptagelser og klange, som indbyrdes skaber en helt specifik symbiose der tilsammen danner et 3–dimentionelt lydunivers. Denne musik er skabt med et helt specifikt formål for øje og henvender sig til mennesker der har brug for at få krop og sjæl i ro og balance. Samtidigt formidler musikken en høj grad af inspiration til lytterens fantasi og menneskets sans for at danne billeder i sin egen "indre biograf". MusiCure forholder sig bevidst helt neutralt til de gængse etablerede genrer og stilarter indenfor musik (klassisk, jazz, pop etc.) med henblik på at alle, uanset musiksmag i øvrigt, kan få udbytte af at bruge MusiCure som et middel til afstresning og oplevelse.

Apotekerne er eneforhandler af MusiCure i Danmark
På baggrund af den omfattende videnskabelig dokumentation som ligger bag produktionen og udgivelsen af MusiCure er det i Danmark apotekerne som varetager salget i detailhandlen. På apoteket kan man få udleveret en oplysende brochure om MusiCure og den forskning som ligger bag, samt en grundig vejledning i de forskellige anvendelsesområder MusiCure har, i såvel behandlingsmæssig og andre sammenhænge.

Download billeder af komponist, læger og CD covers:
www.musicahumana.dk/da/MusiCure_fotos.htm
 

Læs mere her