Siemens vinder 60 pct. af ordrerne i tværregionalt CT-scanner-udbud

default iconpic.jpg Seks ud af ti danske sygehuse har valgt en Siemens CT-scanner i Danske Regioners seneste udbudsrunde. Navnlig scannernes high end-funktionalitet i forhold til kardiologiske og radiologiske undersøgelser har drevet sygehusenes beslutning om at vælge Siemens.

I alt fire leverandører bød ind på Danske Regioners udbud af CT-scannere, men det blev Siemens, der løb med den største del af kagen på i alt seks CT-scannere, hvoraf de fem er Siemens nyeste topmodel, Somatom Definition Flash.

Siemens Somatom Definition Flash er den model, som bl.a. Skejby Sygehus har bestilt til deres kardiologiske center Skandinaviens største og førende af sin art. Overlæge Morten Bøttcher fra Skejby Sygehus begrunder beslutningen således:
Det har været et meget tæt opløb mellem de forskellige udbydere, og kvaliteten er generelt meget høj. Når valget er faldet på Siemens, skyldes det to forhold: Dels deres store dedikation til hjerteområdet, og dels deres gode kombination af innovation og stabilitet både på teknisk og organisatorisk niveau, siger Morten Bøttcher og uddyber:
Helt konkret kommer tilgangen af den nye CT-scanner til at medføre en femdobling af vores kapacitet og dannelsen af et egentligt hjertemedicinsk billedcenter. Dermed kan vi omstrukturere en del af patientforløbene, så vi fremover kan stille en diagnose uden indlæggelse og komplikationer og med meget præcise resultater. Det betyder alt i alt, at vi får et langt mere fintmasket net, der dels fanger de alvorligt syge i god tid, og dels frikender dem, der ikke behøver videre avanceret behandling.

Fra henvisning til resultat
Også på Esbjerg Sygehus forventer man, at tilførslen af den nye CT-scanner vil få stor betydning for både workflowet og behandlingskvaliteten. Helt overordnet betyder det, at den proces, man med et samlet begreb kan kalde fra henvisning til resultat , bliver væsentligt hurtigere, fordi vi kan kombinere flere typer af undersøgelser i én scanning. Hvis man dykker ned i eksempelvis akutmodtagelsen, har vi et fremtidigt mål, der hedder, at alle indkomne patienter skal være undersøgt, diagnosticeret og den relevante behandling iværksat inden for fire timer fra indlæggelsen.

Når det kan lade sig gøre, er det bl.a. fordi den nye CT-scanner både kan scanne hovedpulsåren, blodkarrene i lungerne samt hjertets kranspulsåre på én gang. Dermed får lægen svar på tre vitale spørgsmål i én undersøgelse det krævede tidligere tre separate undersøgelser. Så det er klart, at i en akutsituation, hvor minutter og sekunder er afgørende, er den nye CT-scanner en kæmpe gevinst, siger Martin Kusk, radiograf på radiologisk afdeling, Esbjerg Sygehus.

Stråledosis svarende til flyvetur
Hos Siemens er man både glade og stolte over udfaldet af udbudsrunden.
Vi ved, at der har været stort fokus på high end-funktionalitet i dette udbud, bl.a. på Dual Energy-teknologien. Og der har vi fået bekræftet, at vi har nogle unikke scanner-løsninger, der både på radiologiske og kardiologiske undersøgelser er med til at sætte standarden på markedet, siger Thomas Larsen, salgschef i Siemens Healthcare og fortsætter:
Dual Energy er så banebrydende en teknologi, fordi den giver mulighed for bedre differentiering mellem vævstyperne og dermed ultimativt også større sikkerhed og præcision, når den endelige diagnose skal stilles. Det kommer eksempelvis patienter med nyresten til gode, fordi man fremover ud fra en enkelt undersøgelse kan fastslå, om nyrestenen skal behandles medicinsk eller operativt. Dertil kommer den markant lavere stråledosis i Siemens CT-scannere svarende til en mindre flyvetur hvilket i sidste instans betyder, at flere patienter fremover kan CT-scannes med øget kvalitet og sikkerhed i det efterfølgende behandlingsforløb til følge.
Frederikshavn, Hjørring, Hobro, Skejby, Esbjerg og Kalundborg Sygehus valgte alle CT-scannere fra Siemens.

Fotos i høj opløsning – Somatom Definition Flash :
ftp://ftp.discus-communications.dk/Siemens_Healthcare/Somatom%20Definition%20Flash/

Om Siemens Healthcare
Inden for medicoteknik er Siemens en af sundhedssektorens væsentligste samarbejdspartnere. Siemens leverer behandlings- og diagnostikudstyr som eksempelvis scannere og strålekanoner til hospitaler og klinikker samt udvikler teknologisk avancerede høreapparater af mærkerne Siemens og Rexton.
Siemens er en af verdens førende leverandører af medicoteknisk udstyr. Produktporteføljen bygger på integration af de kliniske specialer, som sikrer patienterne en optimal behandling. Siemens leverer blandt andet røntgenudstyr, scannere og stråleterapiudstyr.

Alle produkter bygger på mangeårig erfaring med systemdesign, integration, fælles betjeningsflade, IT-systemer til planlægning af patientbehandling og online teknisk service. Siemens Healthcare er en erfaren samarbejdspartner for det danske sygehusvæsen. Blandt andet tilbyder vi, ud over levering og installation af vores udstyr, service, support og vedligeholdelse. Læs mere om Siemens Healthcare på www.siemens.dk/healthcare

Læs mere her

Hvalhjerte i super-skanner

Den strandende hval fra Vejle Fjord har nu fået sit hjerte skannet med noget af det mest avancerede udstyr til hjerteskanninger. Det skete onsdag på det helt nye Hjertemedicinsk Billedcenter på Skejby. Her undersøgte forskerne hjertets strukturer og opbygning med den allernyeste teknologi inden for skannere.

Hjertemedicinsk Billedcenter, der først åbner officielt til september er bygget op om det der er Rolls Roycen indenfor skannere. Skanneren er ekstremt hurtig og røntgenstrålingen for patienterne er minimal.

“Med skanneren kan vi tage fantastiske billeder af hvordan hjertet fungerer uden at udsætte patienterne for væsentlig røntgenbelastning”, fortæller overlæge Morten Bøttcher fra Hjertemedcinsk Afdeling, som centeret hører under. “Det åbner helt nye muligheder, fordi vi nu kan lave en grundigere udredning af patienterne på en skånsom måde inden de skal opereres. Ved hjælp af skanningerne kan vi på forhånd finde frem til præcist hvad patienterne fejler inden operationen. Det sikrer den bedst mulige behandling”.

Hjertemedicinsk Billedcenter er enestående i Nordeuropa. Det er et af de ganske få centre dedikeret til hjertemedicinske undersøgelser. Det betyder at al den hjertemedicinske ekspertise er samlet omkring hjertepatienterne, der på den måde bliver sikret den bedst mulige behandling i deres stamafdeling. Centeret samarbejder med de øvrige hjertemedicinske afdelinger i Region Midtjylland som også råder over avancerede hjertescannere.

“Skanningsbilleder kan flyttes elektronisk mellem hospitalerne så vi får nogle gode patientforløb for de patienter der kommer til Skejby til udredning”, siger Morten Bøttcher.

Hvalhjertet blev undersøgt for at forskerne kan undersøge hvordan det er skruet sammen. “Hvalens hjerte fungerer under ekstreme forhold fordi det bliver udsat for stort pres og skal klare sig med ganske lidt ilt, når hvalen dykker. Ved at studere hvordan det påvirker dens hjerte, kan vi lære noget, der formodentligt kan sige noget om mennesket hjerte”, siger Morten Bøttcher, der undersøgte hjertet sammen med hjertekirurg Morten Smerup.

Selvom Hjertemedicinsk Billedcenter først officielt åbner til september modtages der allerede patienter. Hjertet fra den hidtil tungeste patient blev undersøgt på en dag, hvor skanneren blev serviceret og derfor ikke kunne bruges til almindelige patienter.

Fakta:
Hvalens hjerte vejer omkring 200 kg
Det er så stort, at det har måttet deles i to, for at komme igennem skanneren.

Læs mere her