Arbejdsrelateret KOL rammer skævt

Indånder man gasser, røg eller støv på jobbet, er man særligt udsat for at udvikle lungesygdomme. Ryger man også, viser forskning, at påvirkningen i lungerne er en farlig cocktail. Nyt projekt tager fat om roden af problemet især hos mænd.

Undersøgelse af danskernes holdninger til tobaksforurenet luft i 2012 viser, at det stadig særligt er de faglærte og ufaglærte, der udsættes for støv og dampe i deres arbejdsmiljø. Blandt ufaglærte og faglærte, der ryger fast eller lejlighedsvist, svarer hele 69 %, at de ofte eller engang imellem er udsat for støv og dampe, mens de er på arbejde. Undersøgelsen om danskernes tobaksvaner laves hvert år i et partnerskab mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening.

Lungerne tager skade
Vi trækker vejret ca. 23.000 gange om dagen, og 1/4 af gangene er vi på arbejde.
– Lungerne er meget følsomme organer, og vi tænker helt generelt ikke nok over, at vi kan skade dem ved blot at trække vejret. Vi ser desværre en klar forskel i forhold til, om man arbejder som funktionær eller som faglært/ufaglært. Det er derfor afgørende, at skadelige stoffer i arbejdsmiljøet begrænses, og at de ansatte i øvrigt får hjælp til at holde op med at ryge, fortæller overlæge, dr. med. Martin Døssing, Frederikssund Hospital.

På baggrund af skævvridningen hos de faglærte og ufaglærte har Danmarks Lungeforening og Dansk Metal i Projekt Friske Forsyninger sat lunger, sundhed og arbejdsmiljø på dagsordenen i hele 2012. Konkret samarbejdes med Roskilde Forsyning A/S og Ringkøbing Skjern Forsyning A/S. Målet er at opspore evt. lungeproblemer som følge af fx gasser og dampe og samtidig motivere til rygestop.
– Samspillet mellem arbejdsmiljø og rygning har særligt betydning for vores medarbejdere i driften, og derfor har vi gennem Friske Forsyninger sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet her. Samtidig har vi tilbudt alle rygere et intensivt rygestopforløb, og nu har vi markant færre rygere, end før vi gik i gang med projektet, fortæller Bjarne Westergaard, sikkerhedsleder på Roskilde Forsyning A/S.

Tidlig opsporing er fejlet
Allerede tilbage i april 2011 påviste et studie fra Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Sygehus, at 65.000 danskere har udviklet KOL, hvor et forurenet arbejdsmiljø har været en stærkt medvirkende faktor. I Danmark lever ca. 400.000 mennesker med lungesygdommen KOL, og ca. halvdelen ved ikke engang, at de er syge.

– Til trods for, at de negative påvirkninger fra arbejdsmiljøet er blevet kraftigt reduceret sammenlignet med tidligere, er der fortsat problematiske områder. Metalindustrien med fx svejsning er stadig problematisk i forhold til udvikling af lungesygdomme, selvom vi også her er blevet bedre til at passe på de ansatte. Samtidig er der også en mere generel udfordring i forhold til lunger og arbejdsmiljø, da de yngre generationer er sartere end de ældre, fordi mange børn og unge rammes af astma og allergi, hvilket gør deres luftveje ekstra skrøbelige. Derfor er det vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, udtaler Torben Sigsgaard, professor i arbejdsmedicin.

Mænd særligt udsatte
I Projekt Friske Forsyninger er der særligt fokus på de mandlige medarbejdere i driften på de to virksomheder, fordi der er en tendens til, at mænd ikke går til lægen ret ofte, og derfor er de endnu mere udsat for at leve med en lungesygdom uden at vide det.
– Ved at tilbyde medarbejderne på især arbejdspladser med meget støv, gasser og dampe et tjek af deres lunger, kan vi sikre, at flere bliver bevidste om deres lunger, og hvordan de passer på dem. Samtidig er målet i Danmarks Lungeforening at finde dem, der lever med nedsat lungefunktion langt tidligere, så de kan få den nødvendige behandling og dermed bremse deres sygdom siger Anne Brandt, direktør i Danmarks Lungeforening.

Et klart mål for projektet er at kunne tilbyde andre virksomheder hjælp til at gøre noget ved arbejdsmiljøet og samtidig sætte fokus på den tidlige opsporing af lungesygdomme i det nye år.

Læs mere her