Finansloven tilgodeser telemedicin

Regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance er enige om at afsætte tre mia. kr. i perioden 2009–2012 til medfinansiering af investeringer i ny arbejdskraftbesparende teknologi. Det kan blive et gennembrud for den sydfynske patientkuffert, der gør det muligt at udskrive patienter med rygerlunger efter mindre end 48 timers indlæggelse.

Igennem knap to år har Medicinsk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus satset målrettet på at udvikle en patientkuffert, som gør, at patienter med KOL (rygerlunger) kan sendes hjem efter mindre end 48 timers indlæggelse for i eget hjem at blive tilset og behandlet af læge eller specialuddannet sygeplejerske fra hospitalet. Patientkufferten indeholder forskelligt medicinsk udstyr, og lægen kan sammen med patienten foretage helbredsmålinger. Patient og læge kan samtidig se og tale med hinanden via et videokonferencesystem.

Ny i international sammenhæng
Jeg glæder mig over den opmærksomhed, vores projekt får som eksempel på et arbejdsbesparende initiativ i finansloven, siger ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus. Vi har udviklet en behandlingsmetode, som er helt ny i international sammenhæng, og hvor den kliniske dokumentation nu så småt er på plads. Ingen andre i verden har leveret den dokumentation for virkningen af telemedicinske modeller, som vi er tæt på at have.

Det er godt for brugerne, som med dette projekt opnår langt større fleksibilitet, siger administrerende direktør på OUH Jens–Otto S. Jeppesen. I løsningen er den patientoplevede kvalitet sat i hovedsædet. Det er det ene. Det andet er, at projektet frigør personale, og det vigtigt i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor. Derfor er vi meget interesserede i at indgå i denne type af projekter, som også kræver tæt samarbejde mellem det offentlige og det private.

Flere end 50 patienter har benyttet kufferten, og de foreløbige resultater er så overbevisende, at modellen er et godt eksempel på udviklingsmuligheder inden for rammen af de tre mia. kr., der er afsat på finansloven til udvikling af velfærdsteknologi.

Dette arbejde understøtter OUH’s rolle i Region Syddanmark som udviklingscenter i overensstemmelse med den plan, der politisk er vedtaget af vores regionsråd, siger Jens–Otto S. Jeppesen. Vi er i front på dette område på verdensplan, og jeg håber, at projektet nu får politisk opmærksomhed under indsatsen for udvikling af velfærdsteknologier, som omtales direkte i Finansloven.

Løsningen er udarbejdet i samarbejde med MedCom, de sydfynske kommuner og det private IT–firma (GiTS – Medisat®, Odense).

De forskellige projektforslag vil blive bedømt af et udvalg af regionale og kommunale chefer samt private eksperter, der har erfaring med arbejdskraftbesparende teknologier. Regeringen vil med afsæt i udvalgets forslag udarbejde et udspil med konkrete forslag til investeringer. Der udmøntes første gang midler på finansloven for 2009.

Mere information
Administrerende direktør, Jens–Otto S. Jeppesen, OUH Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus, 23 46 65 19
Ledende overlæge Michael Hansen–Nord, Medicinsk Afdeling M, OUH Svendborg Sygehus, 23 28 34 60
 

Læs mere her

Flertal for gratis HPV-vaccine op til 26 år

Et flertal i Folketinget vil arbejde for at alle kvinder under 26 år skal tilbydes gratis vaccine mod livmoderhalskræft. Det mål har længe været et stærkt ønske hos Kræftens Bekæmpelse. Vaccinen vil nemlig kunne forebygge mere end 2.000 tilfælde af livmoderhalskræft og mere end 28.000 kegleoperationer af forstadier.

Hvis det står til et flertal i Folketinget, skal 90.000 kvinder under 26 år have tilbudt gratis HPV-vaccine, der beskytter mod livmoderhalskræft og en række andre kræftformer. Det skriver Berlingske Tidende idag.

-Vi er glade for, at regeringen har prioriteret en så vigtig sag, og vi vil gerne slå fast, at vaccinetilbuddet skal gælde til alle kvinder op til 26 år, siger Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Petersen

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder lover sammen med Dansk Folkeparti at arbejde for at finde penge til at sætte aldersgrænsen for gratis kræftvaccine op. Pengene skal imidlertid først findes under efterårets forhandlinger om finansloven.

-Der er grund til at rose initiativet om at gøre HPV-vaccinen gratis op til 26 år. Hvis det bliver gennemført, vil det redde liv og livskvalitet. Alene hvis alle kvinder i alderen 18-26 år lader sig vaccinere, vil vi kunne forebygge mere end 2.000 tilfælde af livmoderhalskræft, siger Leif Vestergaard Pedersen.

I dag er mange unge kvinder tilbageholdende med at lade sig vaccinere, først og fremmest fordi prisen er for høj. Fire ud af fem kvinder mellem 19 og 22 år er således ikke blevet vaccineret mod den seksuelt overførte HPV-virus.

Livmoderhalskræft kan undgås
Danmark har med ca. 400 årlige tilfælde en af de højeste forekomster af livmoderhalskræft i Europa. Det er unødvendigt mange, da livmoderhalskræft er en af de kræftsygdomme, der kan forebygges mest effektivt med vaccination og screening.

-Det er dejligt, at politikerne har lyttet til alle de gode argumenter. Nu har vi chancen for at sætte kræfterne ind på at få udryddet den her kræftsygdom og Kræftens Bekæmpelse vil gå efter at få verdens højeste vaccinationsgrad, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Vaccinen beskytter mod infektion med HPV type 16 og 18, som er skyld i 70 pct. af alle livmoderhalskræfttilfælde. Samtidig mindsker den formentlig også risikoen for andre HPV-relaterede kræftsygdomme.

Kontaktinformation:
Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, tlf. 2124 2316
Kommunikationschef i Kræftens Bekæmpelse, Kurt Damsgaard, tlf. 3092 8900

Læs mere her

Rygestopkampagne var en succes

Rygestopkampagnen Hver eneste cigaret skader dig fra 2009 havde stor gennemslagskraft i befolkningen og har med stor sandsynlighed bidraget til den positive udvikling mod færre rygere. Det fremgår af den evalueringsrapport, som sundhedsminister Bertel Haarder offentliggjorde i dag.

De stærke billeder af lunger, arterier, hjerne og øjne ødelagt af rygning, som var de centrale elementer i rygestopkampagnen Hver eneste cigaret skader dig , har tilsyneladende virket. Næsten alle rygere har bemærket kampagnen, og 10 procent af rygerne forsøgte at holde op på grund af kampagnen. Samtidig faldt andelen af daglig-rygere i perioden fra december 2008 til marts 2010 med to procentpoint, som er mindst det dobbelte af, hvad man normalt skulle forvente. Derfor må kampagnen betegnes som særdeles succesfuld. Det er nogle af de centrale budskaber i den evalueringsrapport, som COWI har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen..

Mere end 80 procent af rygerne har set eller hørt om kampagnen, og mere end halvdelen af rygerne oplevede, at den var relevant for dem.

Det er bemærkelsesværdigt, at kampagnen i særlig grad har nået de unge, mænd og personer med kort uddannelse, som traditionelt er vanskelige at nå via kampagner. En forskningsundersøgelse fra Rockwoll Fonden har netop beskrevet at der er sammenfald mellem de unge der ryger og de der senere tager stoffer. Det er endnu et argument for at fortsætte indsatsen , siger sundhedsminister Bertel Haarder.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har netop besluttet at gentage kampagnen som et led i kræftplan III.

Der afsættes 6 mio. kr. i 2011 til rygestopkampagnen: Hver eneste cigaret skader dig og
2,5 mio. kr. årligt fra 2011 til driften af STOP-Linien.

Læs mere her

Styrket indsats mod hormonforstyrrende stoffer

Regeringen og Dansk Folkeparti har netop besluttet at afsætte fem millioner kroner på finansloven til en styrket indsats overfor hormonforstyrrende stoffer, særligt de såkaldte cocktail-effekter.

Hormonforstyrrende stoffer og kombinationseffekterne af dem også kaldet cocktail-effekten har gennem længere tid været en høj prioritet for regeringen og med den nye bevilling, bliver der taget endnu et skridt mod bedre viden på området.

– Vi har behov for mere viden om, hvordan hormonforstyrrende stoffer påvirker os i dagligdagen, så vi kan sætte ind med målrettet beskyttelse. Det nytter eksempelvis ikke kun at regulere babylegetøj, hvis der allerede i fosterstadiet sker skader, der viser sig som øget følsomhed eller sygdomsudvikling senere i livet. Derfor skal vi nu som noget nyt have dette undersøgt nærmere, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Der afsættes en million kroner til undersøgelser af sundhedseffekter senere i livet ved udsættelse for kombinationer af hormonforstyrrende stoffer i fosterstadiet. Derudover afsættes fire millioner kroner til at få belyst danskernes belastning med hormonforstyrrende stoffer som eksempelvis bisphenol A, pthalater og bromerede flammehæmmere. Denne opprioriterede indsats glæder Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann:

– I dag ved vi reelt ikke, hvilke hormonforstyrrende stoffer danskerne har i kroppen, og hvilken betydning disse stoffer har for danskernes helbred. Denne viden er nødvendig, før vi kan handle. Jeg forestiller mig, at undersøgelserne eksempelvis kan ske med udgangspunkt i de folkesundhedsundersøgelser, som allerede er til rådighed, og sygehusenes biobanker. F.eks. har Vejle Sygehus en samling af blodprøver og vægtmålinger fra skolebørn, som kan være yderst relevant at bruge, siger Jørn Dohrmann.

Hormonforstyrrende stoffer som bisphenol A og phtalater er under mistanke for at medvirke til nedsat forplantningsevne samt udvikling af kræft, hjerte-karsygdomme, fedme og diabetes. Stofferne menes også at kunne påvirke immunsystemet og hjernens udvikling.

I Kemikaliehandlingsplanen 2010-2013 er der afsat 5 millioner kroner årligt til etablering og drift af Center for Hormonforstyrrende Stoffer. Derudover er der afsat i alt 8 millioner kroner til en særlig indsats i 2010 og 2011 til kombinationseffekter og hormonforstyrrende stoffer.

Yderligere oplysninger:
Maja Kirkegaard, AC-tekniker i Miljøstyrelsen, tlf.: 72 54 42 45
Thomas Hag, pressemedarbejder i Miljøministeriet, tlf.: 72 54 60 41
Jørn Dohrmann, Dansk Folkeparti, tlf.: 40 26 24 00 (deltager pt. i Cop16 i Cancun)

Læs mere her