Dansk Firmaidrætsforbund: Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring bør prioritere sundhedsfremme på arbejdspladsen højt

Af regeringens nyligt offentliggjorte regeringsgrundlag fremgår det, at regeringen, som et led i en styrkelse af det forebyggende arbejde, ønsker at sammenlægge Det Nationale Råd for Folkesundhed og Motions– og Ernæringsrådet.

Dansk Firmaidrætsforbund er af den opfattelse, at tankerne om en styrkelse af det forebyggende arbejde, er både spændende og absolut nødvendige danskernes generelle sundhedstilstand taget i betragtning. Derfor har forbundets formand

Peder Bisgaard, der står i spidsen for 330.000 firmaidrætsudøvere landet over, en klar opfordring til sundhedsministeren:

– I Dansk Firmaidrætsforbund mener vi, at der er behov for, at Det Nationale Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring helt fra starten af får et stærkt fokus på sundhedsfremme på arbejdspladsen.

Dansk Firmaidrætsforbund foreslår, at Sundhedsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, LO og Dansk Arbejdsgiverforening, i samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund, kan spille en vigtig rolle i arbejdet for at fremme den generelle sundhedsindsats på arbejdspladser landet over.

– Forsikringsbranchen kunne ligeledes spille en rolle i form af præmienedsættelse på policer for virksomheder, der arbejder seriøst med sundhedsfremme, men det vil i givet fald være en naturlig opgave for et Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring at arbejde videre med, lyder det fra Peder Bisgaard.

– Danskerne tilbringer en stor del af deres vågne tid på arbejdspladsen, hvilket gør denne arena til et oplagt forum at fokusere på. Mange kan nikke genkendende til, hvor svært det kan være at holde sig i form med otte timers dagligt arbejde foran computeren. Fysisk inaktivitet på arbejdspladsen er et problem, der koster sygdom og for tidlig død. Faktisk forholder det sig således, at en 30 årig kvinde, der bevæger sig 30 minutter dagligt, kan regne med at leve 4 ½ år længere, end hvis hun ikke bevægede sig. Arbejdspladsen skal derfor skabe rammer, der gør det nemmere at være sund, og også her kunne det nye råd komme på banen som inspirator og igangsætter, pointerer Peder Bisgaard.

– Det er væsentligt, at virksomhederne har en holdning til motion og sundhed og har udarbejdet retningslinier for, hvordan man integrerer motion i arbejdsdagen. På den baggrund kan der, på lige fod med eksisterende rygepolitikker og alkoholpolitikker, med fordel indføres deciderede motionspolitikker, eller en samlet sundhedspolitik, på den enkelte arbejdsplads. Også her kunne et nyt Nationalt Råd for Folkesundhed, Motion og Ernæring, der fokuserer på sundhedsfremme på arbejdspladsen, spille en vigtig rolle, påpeger Peder Bisgaard.

Dansk Firmaidrætsforbund tilbyder bl.a. SundhedsCertificering®, Sundhedstjek, Sundhedscafé, Sundhedsprofil, Sundhedsindex, Mail Motion m.m.

###

Billedtekst: Dansk Firmaidrætsforbund: Nationalt råd for folkesundhed, motion og ernæring bør prioritere sundhedsfremme på arbejdspladsen højt.
 

Læs mere her