Rekordstor dansk medaljehøst til VM i is-svømning i Sibirien

Som det femte bedst repræsenterede land i verden tog 26 dansker til VM i is-svømning og gjorde det historisk flot. Danmark er det tiende mest vindende land med hele 7 medaljer, vundet af Mette BL Thomsen (55-59 år) med 5 medaljer: 2 sølv (100 + 450 m fri) og 3 bronze (25 m bryst, 25 + 200 m fri) og af Jan Johansen (75-79 år) med 1 guld (25 bryst) og 1 sølv (25 m fri)Danmark har kun deltaget i verdensmesterskaber i is-svømning i alt 3 gange. For to år siden blev det til en bronzemedalje til Mette BL Thomsen, da hun som den første dansker nogensinde gennemførte kongedistancen på 450 m i Lapland i Finland, 7 km nord for polarcirklen. Til dette års VM var hendes mål at gennemføre alle 9 discipliner: 25 & 50 meter brystsvømning. 25, 50, 100, 200 & 450 meter fri/crawl og to stafetløb 4 x 25 m bryst og 4 x 25 meter fri/crawl, og forbedre tiden på de 450 m og gennemføre distancen i svømmestilen crawl. Det blev til hele 5 medaljer til Mette BL Thomsen, der gennemførte alle 9 discipliner og i crawl forbedrede sin personlig rekord på 450 m med mere end et minut.

Ny hjemmeside og kommende sportsgren i Danmark
Mette BL Thomsen, der startede som vinterbader for 3½ år siden, har lavet hjemmesiden www.iceswimmer.com for at hjælpe andre til at prøve kræfter med at svømme i det kolde vand. ”Siden min første deltagelse i VM i Finland i marts 2014 har jeg arbejdet målrettet på udbredelsen af denne fantastiske vinterbadesport i Danmark, og jeg håber at mange flere danskere får øjnene op for glæden, der er forbundet med vinterbadning og det at turde svømme i det kolde vand”, fortæller Mette BL Thomsen, der drømmer om at Danmark bliver en nation af livsglade stærke vintersvømmere, som fremover vil finde vejen sammen til kommende verdensmesterskaber og andre arrangementer i vinter-is-svømning.

Hele 4 danske kvinder svømmede 450 m i Sibirien
”Nu kan Danmark glæde sig over at have 4 kvinder der har gennemført den længste distance på 450 m til et VM”, fortæller Mette. ”Det er Dorte Ussing, Sinne Lundgaard og svømmetalentet Nadja Joy (28 år), sidstnævnte der er født med Prader-Willis syndrom (udviklingshæmmet). Det er kun 6 uger siden Nadja Joy for første gang hørte om VM i Sibirien, og derfor kun 6 uger Nadja har svømmetrænet uden våddragt. ”Derfor er det endnu mere fantastisk at Nadja Joy gennemførte de 7 discipliner – inklusive de 450 som var hendes mål”, fortæller Mette BL Thomsen og fortsætter: ”Da konkurrencen i Nadjas aldersgruppe er for stærk, blev det ikke som håbet til medaljer, men Nadja kan glæde sig over at hun er Danmarks absolut hurtigste svømmer på 100, 200 og 450 m”, fortæller Mette, der har svømmetrænet med og coached både Nadja Joy og Dorte Ussing op til VM.

100 og 200 m er en leg for danskerne
Som noget nyt kunne der svømmes 100 og 200 m til VM, og det benyttede mange danskere sig af. 8 svømmede 100 m og 7 svømmede 200 m. Det blev til to danske medajler: sølv i 100 m og bronze i 200 m. Begge vundet af Mette BL Thomsen.

Fakta om VM i is-svømning
VM i is-svømning afholdes hvert andet år – og det var det 10 VM og det første VM i Rusland. VM i Sibirien blev afholdt i byen Tyumen, hvor svømmebassinet blev hugget ud af isen i den tilfrossede flod Tura, der løber gennem byen. Eneste tilladte påklædning i vandet er en svømmedragt, svømmebriller og en obligatorisk hovedbeklædning. Til VM den 8.-12. marts 2016 deltog 1275 fra 42 forskellig lande. 800 mænd. 464 kvinder, Ældste deltager er 91 år og yngste 8 år.

Fra Danmark er yngste 24 år (Catharina Høgdal) og ældste 76 år (Jan Johansen)

Læs mere her

Rekordstor deltagelse af danske svømmere ved årets VM i is-svømning

26 danskere deltager ved VM i is-svømning, som i år bliver afholdt i Sibirien. De får mulighed for at dyste på ni forskellige distancer i det iskolde vand. VM-bassinet er hugget ud af isen i den tilfrossede flod Tura ved byen Tyumen og 4 danske kvinder stiller op på den super krævende kongedistance, der er hele 450 m.En af de kvinder der også deltog ved det sidste VM for to år siden i Finland er Mette BL Thomsen, 54 år. Hun er én af de ildsjæle, der arbejder på at udbrede kendskabet til is-svømning i Danmark: “Efter min sidste VM-deltagelse, hvor jeg vandt bronze i min aldersgruppe 50-59 år – og blev den første dansker, der svømmede 450 m i is-vand, har jeg skærpet træningen – og også arbejdet for at udbrede denne fantastiske og krævende sportsgren i Danmark”.

Mette BL Thomsen håber selvfølgelig på, at hun også i år kan få en medalje. Men bare det at gennemføre en disciplin er yderst krævende, hvor eneste tilladte påklædning er svømmedragt, svømmebriller og en obligatorisk hovedbeklædning: “Jeg tror på, at det umulige er muligt, og stiller op i samtlige 9 discipliner. Det vil sige 25 & 50 meter brystsvømning. 25, 50, 100, 200 & 450 meter crawl/fri og i to stafetløb 4 x 25 m bryst og 4 x 25 meter crawl/fri”, siger Mette BL Thomsen.

Handicappet kvinde deltager på lige fod med de øvrige deltagere
Svømmetalentet Nadja Joy (28 år), som lider af Prader-Willis syndrom (udviklingshæmmet), deltager for første gang i en is-svømningskonkurrence. Hun stiller, trods sine udfordringer op i hele 7 distancer inklusive 450 m. Selv om hun har et handicap træner hun dagligt og blev i 2011 kåret som årets åbent-vand svømmer. Hun har tilmed ved stævner i ind og udland vundet mere end 500 svømmemedaljer. Nu vil Nadja Joy også til VM i Sibirien, og hun er et godt bud på en medalje til Danmark i år. Mette BL Thomsen har coached og flere gange svømmetrænet med Nadja Joy og hun er imponeret over denne kvinde: ” Nadja er helt speciel og hun stiller op i 7 discipliner, inklusive 450 m, der er den sværeste disciplin til VM. Det kræver mentalt overblik, en fysisk stærk krop og rigtig meget træning”. Nadja svømmetræner hele året i åbent vand, men har netop smidt våddragten for at lære at udholde den bidende kulde i det underafkølede vand. Nadjas mor Lilli Susanne Tønnesen tager med til Sibirien for at støtte Nadja, bl.a. med at tælle de baner hun svømmer.

Fakta om VM i is-svømning
VM i is-svømning afholdes hvert andet år rundt om i verden. Den 8.-12. marts 2016 afholdes VM i Sibirien.
Svømmebassinet er hugget ud af isen i den tilfrossede flod Tura ved byen Tyumen.
Danmark deltager i VM for tredje gang. Første gang i Letland i 2012 med tre deltagere. I 2014, i den Finske by Rovaniemi 7 km nord for polarcirklen, deltog 20 til VM.
2 danskere høstede medaljer.
I år deltager 1276 svømmere fra 39 forskellige lande. 801 mænd og 464 kvinder.
Mere end 900 er russere, 116 kommer fra Finland, 30 fra Tyskland, 28 fra Belgien og Danmark kommer på en fornem femteplads med 26 deltagere til dette VM.
Den yngste er 8 år og den ældste er 91 år.
Fra Danmark er den yngste 24 år og den ældste 72 år.

I år konkurreres der i aldersgrupper med 5 års interval, og der uddeles guld, sølv og bronzemedaljer i alle disse grupper.
Læs mere på: winterswimming.ru/en/

Se video-resume af de 450 m her: www.youtube.com/watch v=uxtnh-FJOOI

Læs mere her

Kom og hør den første dansker der gennemførte 450 m is-svømning til et VM

Mette BL Thomsen der var den første dansker der gennemførte 450 m is-svømning til et VM, holder et gratis foredrag med titlen: MOD på KOLDT VAND i Roskilde, torsdag den 27. Maj. Den første dansker har nu svømmet 450 m i is-vand
Mette BL Thomsen startede som vinterbader d. 2. okt. 2013 og besluttede sig i december måned for at vise, at hun med 3½ måneds intens fysisk og mental træning, som den første dansker ville være i stand til at gennemføre at svømme 450 m til VM i vinter-is-svømning den 20.-23. marts 2014 i Finland i byen Rovaniemi – 7 km nord for Polarcirklen.

I minus 1 grad koldt vand i et svømmebassin hugget ud af isen i Finlands længste flod Kemijoki nåede hun sit mål, der tillige rakte til en bronzemedalje til Danmark.

Mette BL Thomsen håber at kunne inspirere andre til at sætte sig spændende mål og nå dem, og arbejder på at udbrede kendskabet til vinterbadning, til vintersvømning og til vinter-is-svømning.

Sporten er kommet for at blive – vil du være med
– Det er en vidunderlig oplevelse, en helsebringende livsstil og en fascinerende ny sportsgren, der lige er startet i Danmark,” fortæller hun.

Se levende billeder fra VM
Med en billede-, og video illustreret PowerPoint med materiale fra VM, hvor ca. 2000 deltagere fra hele verden, her iblandt 22 danskere deltog – vil Mette BL Thomsen vise, hvordan man arbejder med motivation og mentaltræning, og hvad hun selv har gjort for at gøre sin drøm til virkelighed.

Få MOD på udfordringer
– Med foredraget får du modet til at kaste dig ud i større udfordringer og måske turde prøve kræfter med det kolde vand, garanterer Mette, der stadig nyder en svømmetur i Roskilde Fjord, selvom vandet har sneget sig op over 10 grader.

Mød op og hør mere:
Tirsdag d. 27. maj 2014 kl. 19 – 21
på Roskilde Kommunes Rådhus, Rådhusbuen 1-3. 4000 Roskilde.
Foredraget er GRATIS og afholdes i kantinen.
Alle kan være med.

Billedtekst: Vinter-is-svømmer Mette BL Thomsen fra Roskilde, bliver den første dansker der gennemfører 450 meter is-svømning til VM i Finland d. 20.-23. marts 2014.

Læs mere her