Kolesterol-test dig selv!

Den personlige kolesteroltest, CholesTrak®, er nu på det danske marked. Den forhandles kun af apotekerne, som spår, at danskernes interesse for egen sundhed vil betyde, at mange kolesteroltestere går over disken i de kommende måneder.

Den personlige kolesteroltester har været på markedet i snart 13 år og findes nu i flere end 70 lande. Tusinde af mennesker i udlandet betragter det som en rutine at foretage et tjek af deres kolesteroltal, og denne mulighed findes nu også i Danmark. CholesTrak® er en stor succes, og testen bliver i vid udstrækning benyttet af almindelige mennesker i mellem de almindelige lægebesøg.

–Men det er ikke kun fordi testen er nem, billig og bekvem at foretage derhjemme. Der er en direkte sammenhæng mellem indhold af kolesterol i blodet og forekomsten af hjerte–karsygdomme.
Mere end 12 pct. af alle indlæggelser skyldes hjertekarsygdomme, og de beslaglægger op mod 17 pct. af sengedagene på de danske sygehuse. Op gennem 90’erne har der været en betydelig vækst i indlæggelser for stort set alle typer hjertekarsygdomme.

En sengedag koster i gennemsnit 3.000 kr. og der er 138.000 indlæggelser om året pga. hjertekarsygdomme. Det betyder, at der også vil være store samfundsmæssige besparelser at hente ved at nedbringe antallet hjertekarsygdomme, oplyser Hjerteforeningen, der mener at sygdommene koster samfundet op mod 4 mia. kr. årligt. Ved jævnligt at kontrollere sit kolesteroltal med CholesTrak® kan man nu selv se, om man er på vej ud i farezonen og skal søge lægehjælp eller lægge sin kost om.

CholesTrak® er meget nem at anvende. Med en lancet tager man et par dråber blod fra sin finger og placerer dem i den medfølgende testkassette. Efter 15 min. har man et resultat, der er ligeså pålideligt, som det man ville få hos lægen. CholesTrak® er således godkendt til klinisk brug i USA og flere andre lande og det har været medvirkende til at de danske apoteker tager produktet på hylderne.

"Vi vil gerne hjælpe danskerne til at tage et større ansvar for deres sundhed. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde en lang række moderne og prisrigtige test–instrumenter, som folk selv kan tage med hjem," siger Lone Borgstrøm, der er administrerende direktør hos Apotekernes A/S. I løbet af få måneder er varer som sædkvalitetstest, alkoholtest, blodtypetest og ægløsningstest kommet på hylderne hos de danske apoteker, og det afspejler en trend blandt danskerne om at tage bedre vare på eget helbred.

Dean Srugley, der er marketing manager hos Accutech, der producerer CholesTrak® i USA, siger: "Vi har i USA set, at muligheden for at teste sit kolesteroltal derhjemme, og så ofte man vil, betyder at mange er mere motiverede for at gennemføre kure eller leve op til lægens anbefalinger."

CholesTrak® sælges både til læger og hospitaler samt patienter, der har brug for at overvåge deres kolesteroltal i forbindelse med behandling og til raske personer, der gerne vil have et overblik over deres generelle sundhedstilstand.

CholesTrak® fås nu på alle landets apoteker i en pakke med to tests til 215 kr.
 

Læs mere her

Internettet bugner med kopimedicin

– Sådan undgår du forfalsket medicin

Det er nemt og bekvemt at købe medicin på internettet, og flere og flere danskere gør det. Forfalsket medicin florerer i stor stil, hvilket DR har sat fokus på med et indslag i 21 Søndag. Netdoktor.dk lancerer derfor i denne uge en oplysningskampagne, der skal hjælpe danskerne med at navigere, når de køber medicin på internettet. Forbrugerne får her mulighed for at teste deres viden om forfalsket medicin, så de bliver rustet til at skille myter fra fakta.

Farlig medicin fra uautoriserede forhandlere
Eksperter skønner, at 50 til 70 pct. af den medicin, der sælges via internettet, er forfalsket. Det meste af den medicin, man beslaglægger, er Viagra. Diabetesmedicin, hjertemedicin, antidepressiver, antibiotika og andet medicin mod meget alvorlige sygdomme, tegner sig dog for en fjerdedel (24 pct.) af den beslaglagte medicin.

Forfalsket medicin fremstilles ulovligt, og der er derfor ingen kontrol med den. Den falske medicin kan have samme navn og samme indpakning som den originale medicin. Men der kan være brugt et helt andet lægemiddelstof end angivet, stofferne kan være tilsat i en forkert mængde, og pillerne kan være fyldt med tungmetaller og pesticider. På Netdoktor.dk kan man nu teste sin viden om forfalsket medicin og nethandel.

"Der er nogle helt grundlæggende ting man bør vide, når man køber medicin. Derfor sætter Netdoktor nu en oplysningskampagne i gang med de vigtigste budskaber omkring forfalsket medicin og nethandel. Vi er ikke ude på at skræmme folk tværtimod. Kampagnen skal være med til at gøre folk mere sikre, når de køber medicin på internettet." siger Rikke Esbjerg, læge og direktør for Netdoktor Media A/S.

Online–apoteker
Det er ikke ulovligt at købe medicin på internettet. Men receptpligtig medicin må kun sælges på apotekerne eller via hjemmesider, der er tilknyttet et reelt fysisk apotek. Apoteket står dermed som garant for, at medicinen kommer fra legale og velkontrollerede distributionskanaler.

"Sikkerheden på et dansk online–apotek, som er tilknyttet et fysisk apotek, er helt den samme, som hvis man fysisk går ned på apoteket og handler. Fordi det er et rigtigt apotek, som leverer medicinen, får man lige så høj sikkerhed, som på selve apoteket. Handlen er bare blevet gjort nemmere for kunden," siger Klaus Jensen, farmaceut på Taastrup Apotek, som står bag online–apoteket www.nemmedicin.dk.

MEDICIN PÅ NETTET
Det er nemt, bekvemt og diskret at købe medicin på internettet.

Men 50–70 pct. af den medicin, der sælges på internettet, er forfalsket.

Forfalsket medicin kan indeholde forkerte lægemiddelstoffer, stofferne kan være tilsat i en forkert mængde, eller pillerne kan være fyldt med tungmetaller og pesticider.

Køber man sin medicin på et online–apotek, der er tilknyttet et reelt fysisk apotek, er man sikker på at få den rigtige medicin.

Danmark har to online–apoteker, som er tilknyttet fysiske apoteker: Apoteket.dk og Nemmedicin.dk.
 

Læs mere her