Nintendo Wii-projekt hjælper smertepatienter

Gennem leg kan man glemme sine muskelsmerter og få øget livskvalitet, viser forstudierne i et dansk forskningsprojekt med fibromyalgi-patienter. Derfor søger AAU-forsker nye forsøgspersoner på Rehab & Health-massen i København i de kommende dage.

En forsker på fokus på leg og interaktive teknologier og en speciallæge, der vil hjælpe smerteramte fybromyalgi-patienter til en bedre hverdag det er det makkerpar, der i disse dage søger nye deltagere til et projekt med spændende perspektiver. Deres indledende undersøgelser med tre forsøgspersoner har givet dem en tro på, at leg og bevægelse gennem Nintendo Wii-spil giver meget fine resultater og bedre livskvalitet for patienter, som ellers lider af smerter og isolation på grund af sygdommen fibromyalgi.

Patienterne har selv valgt hvilke sportsgrene, de ville dyrke på Nintendo Wii, som er en slags computerspil, hvor man skal have hele kroppen i bevægelse i stedet for blot at sidde og kigge på en skærm. Træningen er foregået i et laboratorium på Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg, så forskerne efterfølgende har kunnet analysere videooptagelser af patienternes bevægelsesmønstre.

– I starten står patienterne relativt stille, men langsomt bliver deres bevægelser mere levende og spillet mere normalt. De opfatter det ikke som almindelig træning, men som en leg, og derfor bliver de grebet af spillet og engageret på en måde, hvor det er langt mere sjovt end smertefuldt. De slapper af og bruger muskler, som de ellers har været bange for at bruge, forklarer Hans-Jacob Haga, der er speciallæge i reumatologi med egen klinik i Esbjerg. Hans undersøgelser viser, at testpersonerne har opnået en forbedring på 40-50 procent i deres smerteproblemer, og han håber derfor sammen med Aalborg Universitet Esbjerg at kunne fortsætte forsøgene i større skala.

Netop derfor vil hans samarbejdspartner på Aalborg Universitet, lektor Tony Brooks, benytte sig af denne uges Health & Rehab-messe i Bella Center til at komme i kontakt med potentielle deltagere i næste det af projektet. På sin stand fremviser han flere eksempler på, hvordan moderne medieteknologier, leg og læring kan spille sammen, hvilket han selv og mange Medialogi-studerende på Aalborg Universitet Esbjerg arbejder med. På messen kommer både fagfolk, hjælpemiddelfirmaer og familier med handicap-relaterede behov, og derfor vil Nintendo Wii-projektet også blive præsenteret.

– Jeg har i flere år arbejdet med teknologier til genoptræning, som kan sammenlignes med Nintendo Wii, men her går det den modsatte vej: Wii er et kommercielt produkt, som bliver tilpasset til genoptræningsprogrammet. Det åbner muligheder i folks eget hjem, for i legen glemmer patienterne deres problemer eller smerter, fortæller Tony Brooks.

Der er andre, der i disse år afsøger mulighederne for at bruge Nintendo Wii i behandlingssammenhænge, men så vidt vides er Tony Brooks og Hans-Jacob Haga de eneste, der har fokus på fibromyalgi, som er kendetegnet ved muskelsmerter og ømhed, der ikke kan påvises på normal vis. Health & Rehab er Skandinaviens største messe inden for social- og sundhedssektoren med blandt andet præsentation af hjælpemidler, plejeartikler og serviceydelser.

Kontakt:
Lektor Tony Brooks, Aalborg Universitet Esbjerg, tlf. 99 40 77 16, mobil 26 27 22 79
Hans-Jacob Haga, speciallæge i reumatologi, Reumaklinik Danmark, Esbjerg, tlf. 7517 77 00, mobil 26 33 22 02

Læs mere her

Lægeuddannelse skaber nye muligheder i Nordjylland

En ny lægeuddannelse i Aalborg får ikke bare fuldt hus med masser af nordjyske studerende den løfter også effektivt hele AAU s sundhedsvidenskabelige område ind i en ny fase.

Det sundhedsvidenskabelige område på Aalborg Universitet har gennem en årrække været under udvikling, og med åbningen af en egentlig lægeuddannelse træder man ind i en ny fase. Ikke blot er der netop blevet etableret et selvstændigt Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, det store indsatsområde får også en flyvende start i form af stor studenterinteresse.

De friske tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT), som på landsplan håndterer ansøgninger til de videregående uddannelser, viser, at alle de eksisterende sundhedsvidenskabelige studier i Aalborg er i fremgang, og at interessen for den nye lægeuddannelse er stor. Forud for Videnskabsministeriets godkendelse af lægeuddannelsen mente kritiske røster, at Nordjylland ikke ville få særlig glæde af en lægeuddannelse på AAU, fordi de fleste ansøgere alligevel ville komme udefra. Det har på ingen måde vist sig at være tilfældet. Ud af de 57, der er blevet optaget, har 28 taget deres adgangsgivende eksamen i Nordjylland, dvs. halvdelen af det hold, der åbner uddannelsen til september. Blandt de 57 er desuden ni udenlandske statsborgere, to fra Norge og syv fra Sverige.

– Vi har hele tiden ment, at en lægeuddannelse i Aalborg ville tiltrække nordjyder til faget, hvilket med årene også vil få stor betydning for rekrutteringen af læger i Nordjylland, hvilket ellers i visse sammenhænge har haft dystre udsigter. Med den enorme interesse, der har været for uddannelsen, og med det store antal optagne nordjyder mener jeg, at det nu er dokumenteret, at nordjyder vælger at læse på AAU, også når det gælder lægevidenskab, siger Egon Toft, der er nyudnævnt dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU. – For helt at kunne dække behovet i Nordjylland har vi brug for flere studiepladser, og det vil vi forsøge at opnå. Herved kan praktikpladserne i Nordjylland også udnyttes, tilføjer han.

Han glæder sig samtidig over, at etableringen af en lægeuddannelse ikke har undermineret, men tværtimod styrket interessen for den beslægtede Medicin med Industriel Specialisering, der åbnede for fire år siden. – Lægeuddannelsen giver et boost til det sundhedsvidenskabelige område samlet set, og den gør det også mere attraktivt at søge ind på de øvrige uddannelser. Det er et af de første resultater i den positive snebold-effekt, vi Også har peget på, at en lægeuddannelse ville have for Aalborg Universitet og for Nordjylland som helhed, påpeger Egon Toft.

Medicin med Industriel Specialisering, der forbereder de studerende på en karriere i lægemiddelindustrien eller sygehusvæsenet, har optaget 70 studerende i år, hvilket er en stigning på 20 procent. Sundhedsteknologi-uddannelsen går også frem, og efter nogle pæne opstarts-år får Idræt i år sit helt store gennembrud med flere end 100 optagne, hvilket svarer til en stigning på 35 procent.

Generelt har Aalborg Universitet fået et rekordoptag i 2010 og kan i september byde velkommen til 2757 nye studerende i Aalborg, Ballerup og Esbjerg. Det er en fremgang på knap 14 procent og det højeste nogensinde på AAU. På trods af rekordresultatet er der dog fortsat ledige pladser på næsten alle AAU s uddannelser. Sidste år blev ca. 400 tilbudt optagelse på en ledig studieplads, og da der i år er flere afviste universitetsansøgere på landsplan, kan det medføre et endnu højere optag på AAU. Informationer om ledige pladser findes på Studieguiden på aau.dk.

Læs mere her

Nemme gør-det-selv tests til et sundere liv

Rigtig mange danskere har et ønske om at komme i bedre form og leve et sundere og mere afbalanceret liv, men langt de fleste opgiver hurtigt de altafgørende livsstilsændringer det kræver. Med en række nemme gør-det-selv test og planlægningsforslag forklarer sundhedscoachen Marina Aagaard i sin nye bog Sundhedstjek og Formtest hvordan målene nås uden dyre og tidskrævende træningsprogrammer.

Sundhedscoachen Marina Aagaard, der er forfatter til 25 bøger om sundhed og træning og gennem årene har deltaget i forskellige Tv-programmer, mener at det er manglende målsætning der gør at så mange stopper næsten før de er begyndt. For at hjælpe folk til et bedre liv har hun nu udgivet det hun kalder en Sundheds og formtest for alle , en praktisk orienteret motivationshåndbog der fortæller dig hvor du er og giver dig gode og overskuelige råd til hvordan du når dine form- og sundhedsmål.

Mange livsstilsændringer, inklusive motionstiltag, går hurtigt i sig selv igen, fordi de foregår på må og få. Hvis man ikke ved hvor man kommer fra, hvor man skal hen og hvordan man kommer dertil, så bliver det let så som så med motivation og vedholdenhed, forklarer Marina Aagaard.

I bogen Sundhedstjek og Formtest hjælper Marina Aagaard dig til, at blive mere opmærksom på din krops signaler, så du passer bedre på dig selv og får overblik over, hvor du kan sætte ind for, at opnå et vedvarende sundere liv.

Dit eget Fitnessbarometer
Sundheden og formen testes normalt med en lang række avancerede prøver, der som regel er både dyre og tidskrævende, men med Marina Aagaards nye bog i hånden kan du nu via et Fitnessbarometer selv tjekke åndedræt, BMI, taljemål, hvilepuls og kondital, som er de fem områder der fortæller dig om din almene sundhed og form.

Jeg har udformet bogens Fitnessbarometer som en hjælp til bogens læsere således at de med en nem gør-det-selv test, bliver mere opmærksom på deres krops signaler. Barometeret giver overblik over, hvor man kan sætte ind og via overskuelige ændringer få mere overskud og energi, fortæller Marina Aagaard.

Viljen er en muskel der skal trænes
Mange livsstilsændringer, inklusive motionstiltag, går hurtigt i sig selv igen, fordi de foregår uden mål og plan. For uden at vide hvor man kommer fra, hvor man skal hen og hvordan man kommer dertil, ender det ofte med at være så som så med motivation og vedholdenhed.
Det er krævende at ændre vaner og det er lige præcis her mange fejler. Der skal stor viljestyrke til at gennemføre markante livsstilsændringer, men med overskuelige mål og planlægning kan viljen trænes mener Marina Aagaard:

Viljen er som en muskel. Den kan trænes ! Så beslut dig for nye vaner og hold ved. Heldigvis er det sådan, at selvom du falder tilbage, er intet tabt. Du har allerede opnået noget og desuden fået en erfaring, der gør, at det bliver lettere næste gang, råder Marina Aagaard i sin nye bog.

Bogen Sundhedstjek og Formtest hjælper til at bevare motivation og fokus via en række gør-det-selv tests og let forståelige forklaringer der hjælper læseren til at få overblik og sætte mål, så der kan sættes ind hvor der er behov. Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog der henvender sig til den almindelige dansker der ønsker tjek og tuning af motions- og livsstilsvaner.

Fakta om bogen
Titel: Sundhedstjek og Formtest – Styrk og bevar din motivation med nemme gør-det-selv tests
Forfatter: Marina Aagaard
Anden info: 1. udgave 1. Oplag Sideantal 128
ISBN: 978-87-993695-9-1
Udgivelsesdato: 10-01 2012
Forlag: Scandinavian Books

Fakta om Marina Aagaard
– Master of Fitness and Exercise, SDU
– Ekstern lektor AAU Idræt og gæsteforelæser SDU Master
– Censor, DIF Diplomtræneruddannelse på Trænerakademiet
– Foredragsholder og gæsteforelæser i ind- og udland.
– Forfatter til 25 bøger om sundhed og træning.
– Forfatter til 100 hæfter/manualer om alle former for motion.
– Skribent/konsulent for diverse medier.
– Fitness forsker og konceptudvikler, Evidensbaseret Fitness
Træning, Fitness Excellence®, FlowMotion, GYMFIT Dance’n’Fun.
– Universitetsuddannet coach samt sundhedscoach (CHEK, USA).
– Medlem, Aftagerpanel, Masteruddannelsen MFT,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet

Ekspertviden med liv og sjæl
Marina Aagaard, af tilhørere og medier kaldt en “ildsjæl”, formidler sundhed og træning med indsigt og indlevelse og med alle midler – ord og oplevelser – der oplyser, overrasker, opliver, provokerer, inspirerer og motiverer.
Før på Eurosport og DR TV. Nu i bøger, artikler, film og foredrag for sundheds- og fitnesssektoren, virksomheder, organisationer, foreninger, skoler og private.

Læs mere her