Peter Lund Madsen fortæller om tvangstanker

Hjerneforsker Peter Lund Madsen kommer tirsdag d. 23. februar til Skejby for at fortælle, hvad sker der i hjernen, når de ufrivillige tanker tager magten, og mennesker bliver plaget af tvangstanker og tvangshandlinger.

Psykiatrisk Informationscenter, PsykInfo, inviterer til et temaarrangement om lidelsen OCD tirsdag d. 23. februar. Her vil fire oplægsholdere fortælle om OCD, der fører til, at mennesker bliver plaget af tvangstanker og tvangshandlinger.

Oplægsholder er blandt andre hjerneforsker og læge Peter Lund Madsen, der er ambassadør for OCD-foreningen. Han holder et oplæg med titlen Hjernen og en rem af huden . Derudover kommer Tommas Kjær, der var med i DR-serien Tvunget af tanker . Han fortæller om at leve med OCD, og hvordan det har været at deltage i programserien og modtage hjælp med kognitiv adfærdsterapi.

Der vil også være oplæg fra professor Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov. Han vil fortælle om OCD hos børn og voksne og hvilken medicinsk behandling, der findes for lidelsen. Chefpsykolog Nicole Rosenberg, Klinik for Angstlidelser, Århus Universitetshospital, Risskov fortæller om OCD og behandling af voksne med kognitiv adfærdsterapi.

100.000 danskere lider af OCD
I Danmark lider omkring 100.000 mennesker af OCD. Det svarer til omtrent to procent af befolkningen. Nogle kan bruge timer på deres tvangshandlinger og ritualer hver dag, men alligevel formår de at holde det skjult for både lægen, venner og familie.

OCD er en lidelse, der meget ofte hverken bliver fundet eller behandlet hos mange danskere, fordi personer med OCD holder sig tilbage fra at søge behandling. De føler, det er pinligt at indvie andre i deres bizarre symptomer. Mange patienter har eksempelvis i flere år gået til læge med forskellige symptomer, enkelte endda til psykiater eller psykolog, uden at fortælle om deres tvangssymptomer. I alvorlige tilfælde kan lidelsen fuldstændigt ødelægge en persons evne til at fungere i skole, på arbejde eller derhjemme, hvis den ikke bliver behandlet.

OCD rammer både mænd og kvinder. Halvdelen af alle, der udvikler OCD, får lidelsen som barn eller ung, og omkring en tredjedel får den, før de begynder at gå i skole. Det er mest almindeligt, at lidelsen opstår i 6-15-årsalderen for mænd og 20-29-årsalderen for kvinder.

Hvor og hvornår
Temaarrangementet om OCD foregår tirsdag den 23. februar 2010, kl. 16.00-20.00 på Århus Universitetshospital, Skejby, Auditorium A, indgang 6 (ved hovedindgangen), Brendstrupgårdsvej 100, 8200 Århus N.

Flere oplysninger
Britta Frederiksen, PsykInfo: 7789 3233

Pressekontakt for Psykiatri og Social, Marianne Jakobsen: 8728 4219 / 2172 9179

Læs mere her

DNU indstillet til lighedspris

Sundhedsbrugerrådet for Region Midtjylland indstiller Det Nye Universiteteshospitals borgervendte forum til Lighedsprisen 2010.

Når den ugentlige uafhængige nyhedsavis Dagens Medicin den 1. marts lukker for indstillinger af kandidater til deres nyligt indstiftede Lighedspris , så vil Det Nye Universitetshospital i Århus (DNU) være blandt de indstillinger, der ligger i dommerpanelets bunke af initiativer til lighed i sundhedsvæsnet.

Det er Sundhedsbrugerrådet for Region Midtjylland, der har peget på DNU til den pris, der hædrer initiativer, der sætter fokus på sundhedsvæsenets favorisering og diskriminering af patienter en diskriminering, som er afhængig af deres indkomst, uddannelse, køn, alder og bopæl .

Dagens Medicin stiftede Lighedsprisen den 20. oktober 2009 på konferencen Sociale forskelle i sundhed i Århus. Lighedsprisen uddeles en gang årligt og gives til initiativer, der har formået at skabe lighed eller større lighed i sundhedssektoren i Danmark

Indflydelse og større lighed
Sundhedsbrugerrådet i Region Midtjylland skriver i deres indstilling blandt andet at, Projektafdelingen med sit åbne borgervendte forum har åbnet for indflydelse og større lighed i sundhed. Og uddyber indstillingen med at, Mødet mellem de professionelle og forbrugerne har været en frugtbar debatudveksling og givet indflydelse fordi gensidig lydhørhed har været til stede. Det vil uden tvivl gavne langt frem ved også fremtidige hospitalsbyggeri rundt om i Danmark. Et flot pionerarbejde som har sat sig spor til gavn for alle befolkningsgrupper.

Desuden lægger Sundhedsbrugerrådet vægt på den åbenhed, som DNU i forbindelse med inddragelsen af patienter og pårørende har skabt med rum og mæle for et frugtbart demokratisk forum, hvor mange værdifulde erfaringer konstruktivt er kommet positivt til udtryk og samlet til gavn og anvendelse i fremtidens udvikling i det danske sundhedsvæsen.

Det er medlemmerne Bent Lundstrøm og Alice Brask fra Sundhedsbrugerrådet i Region Midtjylland, der har skrevet indstillingen til Dagens Medicin.

På DNU-projektets hjemmeside www.dnu.rm.dk under hovedmenuen Borger og undermenuen Patientinddragelse kan man læse mere om hele inddragelsesforløbet.

Forløb:
Åbning af inddragelse af patienter og pårørende den 16. maj 2009. Omtalt i avis fra dagen
Infomationsmøde om DNU-Panel den 22. juni 2009
DNU-Panelets 1. møde den 27. august 2009
Inden for 5 temaer var der efteråret 2009 nedsat en arbejdsgruppe under DNU-Panelet
Den 21. januar 2010 fremlagde arbejdsgrupperne sine resultater på det 2. møde i DNU-Panelet.

Læs mere her

Lundbeck udvider aftalen med Teva til at inkludere rettigheder til markedsføring i udvalgte lande i Asien

H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag offentliggjort, at selskabet har udvidet aftalen med Teva Pharmaceutical Industries Ltd. (NASDAQ: TEVA) vedrørende Azilect(®), så den nu omfatter seks markeder i Asien – Kina, Sydkorea, Hong Kong, Malaysia, Thailand og Filippinerne.

Det asiatiske marked udvikler sig til at være platform af stigende betydning for Lundbeck i takt med, at regionen oplever rivende vækst indenfor CNS markedet. Med aftalen får Lundbeck adgang til seks interessante asiatiske markeder, som alle forventes at vise høj vækst på markedet for behandling af Parkinsons sygdom. Azilect(®) vil fremover være en væsentlig kilde til vækst for Lundbeck i Asien generelt, og især i Kina og Sydkorea. Udover denne aftale er to af Lundbecks nøgleprodukter, Cipralex(®) og Ebixa(®), for nylig blevet tilskudsberettiget i Kina.

Som led i aftalen er Lundbeck ansvarlig for at gennemføre de kliniske undersøgelser og klargøre de ansøgninger til myndighederne, som kræves for at opnå markedsføringstilladelse på de enkelte markeder. Den første lancering på et af markederne kan potentielt ske om cirka ét år.

“Med den nye aftale med vores partner, Teva, får vi en mulighed for at udvide vores allerede succesfulde arbejde med Azilect(®). Det farmaceutiske marked i Asien, og CNS-markedet især, er under hastig udvikling, og vi ser denne aftale som en mulighed for at styrke vores forretningsmæssige platform i denne lovende region yderligere,” udtaler Ole Chrintz, Senior Vice President, Commercial Operations i Lundbeck. “I det utilstrækkelige marked for Parkinsons sygdom er Azilect en vigtig behandlingsmulighed, og den første behandling som i kliniske undersøgelser har sandsynliggjort en sygdomsmodificerende effekt i Parkinsons sygdom. Vi er glade for at vi nu er i stand til at tilbyde denne effektive behandling til befolkningen i de asiatiske lande.”

De specifikke økonomiske betingelser er ikke oplyst, men Lundbeck skal betale en andel af nettoomsætningen på markederne til Teva.

Ændring i regnskabspraksis
I forbindelse med indgåelse af aftalen og som følge af, at der i løbet af 2009 er foretaget en præcisering i IAS 18 Omsætning vedrørende agent- og principalmetoden, foretager Lundbeck en ændring i anvendt regnskabspraksis for så vidt angår præsentation af den eksisterende aftale vedrørende Azilect(®).

Med indgåelse af den nye aftale vurderes det at Lundbeck agerer principal, for så vidt angår det samlede salg af Azilect(®). Det medfører, at Azilect(®) fremover regnskabsmæssigt behandles på samme måde, som Lundbecks øvrige produkter, hvor selskabet betaler en andel af produktets omsætning eller indtjening til en ekstern partner. Ændringen betyder at omsætning vedrørende Azilect(®) fremover vil bidrage fuldstændigt til koncernens omsætning mens licensbetalinger til Teva vil blive bogført som en del af produktionsomkostningerne, modsat tidligere praksis, hvor omsætning af Azilect(®) blev bogført fratrukket licensbetalinger.

Som følge af ændringen i regnskabspraksis vil omsætningen af Azilect(®) i de første 9 måneder af 2009 være DKK 545 mio., mod tidligere rapporterede DKK 259 mio. Produktionsomkostninger for de første 9 måneder af 2009 vil som følge af ændringen i regnskabspraksis udgøre DKK 1915 mio. mod tidligere rapporterede DKK 1629 mio.

Praksisændringen får ingen betydning for Lundbecks resultat af primær drift (EBIT).

Sammenligningstal vil blive tilrettet i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2009.

Forventninger
Som følge af ændringen i regnskabspraksis relateret til salget af Azilect(®), forventer Lundbeck nu at selskabets samlede omsætning for 2009 vil blive en smule højere end den tidligere udmeldte forventning på DKK 13,1-13,6 mia. Foruden denne ændring, er forventningerne til 2009 uændret.

Lundbeck fremlægger årsregnskab for 2009 den 4. marts 2010. Ved denne lejlighed vil selskabet fremlægge forventninger til regnskabsåret 2010.

Om Azilect(®)
Azilect(®) (rasagilin-tabletter), som er et registreret varemærke som tilhører Teva, er indikeret til behandling af symptomerne på Parkinsons sygdom både som indledende behandling alene og som supplement til levodopa senere i sygdommen. Azilect(®) er i dag tilgængelig i 38 lande, herunder i USA, Canada, Israel, Mexico og alle EU-landene. Lundbeck har rettighederne til at markedsføre Azilect(®) i Europa (i samarbejde med Teva i Frankrig, Storbritannien og Tyskland) og i Kina, Sydkorea, Hong Kong, Malaysia, Thailand, Filippinerne og få andre lande udenfor Europa.

Om Parkinsons sygdom
Parkinsons sygdom er en aldersrelateret, degenerativ forstyrrelse i hjernen. Typiske symptomer er rystelser, stivhed, langsomme bevægelser og forringet balanceevne. Det anslås, at fire millioner mennesker verden over lider af sygdommen, som normalt rammer mennesker over 60 år.

Om H. Lundbeck A/S
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed, der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København, og har i dag mere end 5.500 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende virksomheder inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2008 for DKK 11,3 mia.
(ca. EUR 1,5 mia. eller USD 2,2 mia.). For mere information, se http://www.lundbeck.com”>www.lundbeck.com

Læs mere her

Ny ledelse i Regionspsykiatrien Vest

Regionspsykiatrien i Herning og Holstebro gør sig klar til det nye vestjyske storsygehus.

Regionspsykiatrierne i Holstebro og Herning bliver lagt sammen rent ledelsesmæssigt 1. maj 2010. Dermed er psykiatrien klar til at flytte ind i det kommende storsygehus i Vestjylland, når det står færdigt om knap ti år. Indtil da vil den nye samlede psykiatri holde til i de nuværende bygninger i Herning og Holstebro.

Det er en erfaren ledelsen, der skal stå i spidsen for Regionspsykiatrien Vest, som den nye sammenlægning kommer til at hedde. Ledende overlæge bliver Inge Lund Petersen, der i dag er ledende overlæge i Regionspsykiatrien Holstebro og ledende oversygeplejerske bliver Kirsten Krogh, der i dag er ledende oversygeplejerske i Regionspsykiatrien Herning.

Kirsten Krogh er uddannet sygeplejerske fra Århus Kommunehospital i 1971. Hun arbejdede de første ti år som sygeplejerske på Århus Universitetshospital, Risskov, hvorefter hun i 1981 kom til psykiatrien i Herning. I 1984 blev hun afdelingssygeplejerske og i 1998 ledende oversygeplejerske i Regionspsykiatrien Herning.

Kirsten Krogh har ud over sin sygeplejeuddannelse taget en diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Sygeplejehøjskole og har også taget Ringkjøbing Amts lederuddannelse.

Den nye ledende overlæge i Regionspsykiatrien Vest, Inge Lund Petersen, har været ledende overlæge i psykiatrien i Holstebro siden 2002. Hun blev i 1987 uddannet læge fra Odense Universitet. Hun havde oprindelig planlagt at blive praktiserende læge, men hun blev fanget af psykiatrien, da hun var under uddannelse. Hun har arbejdet på psykiatriske afdelinger i Herning, Silkeborg, Randers, Risskov, Holstebro og Thisted indtil hun kom tilbage til Holstebro for at blive ledende overlæge. Nu glæder hun sig til de nye udfordringer i Regionspsykiatrien Vest.

– Vi vil arbejde for at få skabt sammenhæng og enhedsfølelse, så uansat om medarbejderne i dag arbejder i Holstebro eller Herning, skal de opleve, at de er en aktiv og betydende del af Regionspsykiatri Vest, siger Inge Lund Petersen.

Både Inge Lund Petersen og Kirsten Krogh vil i deres lederjob have fokus på en fortsat udvikling af kvaliteten i behandlingen, så patienterne får den bedst mulige behandling, og det er muligt på grund af de dygtige medarbejdere, der bliver taget med på råd.

– Vi vil fortsat arbejde for, at vi har et godt arbejdsmiljø præget af fokus på opgaven, engagement, faglig stolthed og god dialog, siger Kirsten Krogh.

Flere oplysninger
Ledende overlæge Inge Lund Petersen, tlf. 9912 5694
Ledende oversygeplejerske Kirsten Krogh, tlf. 9927 2426

Læs mere her

Det går godt med Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse Hvordan har du det

Det nationale helbredstjek er i fare. Sådan lyder det i dagens udgave af Jyllands-Posten. Men det billede kan sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, som er ansvarlig for Region Midtjyllands sundhedsundersøgelse slet ikke genkende.

– Det går faktisk rigtig godt med at få folk til at svare. Vi runder i dag 60% deltagelse, og hver dag bringer postvæsenet nye kasser med udfyldte spørgeskemaer, fortæller Finn Breinholt Larsen og forklarer:

– Region Midtjylland lavede i 2006 en tilsvarende undersøgelse af danskernes helbred og endte dengang på den flotte svarprocent 69.
Sammenlignet med sidst ligger vores svarprocent på nuværende tidspunkt på nogenlunde samme niveau.

– Men når det er sagt, har vi også visse udfordringer. Fx har vi svært ved at få svar fra indvandrere og ældre kvinder. Ligesom vi også har haft problemer med at få de unge mænd til at svare.

Man kan stadig nå at deltage
Finn Breinholt Larsen understreger, at man stadig kan nå at indsende spørgeskemaet.

– Hvert eneste svar tæller, og de der svarer, er med til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen, siger Finn Breinholt Larsen og fortsætter:

– Man ikke kan sætte nogen håndfast grænse for, hvor høj svarprocenten skal være for at undersøgelsen kan bruges. Jo højere, jo mere pålidelige er data. Det allerbedste ville være 100%. Det når vi aldrig. Men med de 60% vi allerede har nu, er vi godt på vej til at få et datasæt i hus af høj kvalitet.

Fakta om undersøgelsen
52.400 borgere fra 16 år og op modtager et spørgeskema, herunder også borgere af anden etnisk baggrund end dansk.

Der indgår 2.500 personer fra hver kommune, dog 8200 fra Århus Kommune.
Undersøgelsen i Region Midtjylland gennemføres af regionens Center for Folkesundhed i samarbejde med regionens 19 kommuner.

Undersøgelsen er endel af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Svarprocent den 12.marts 2010, fordelt på de enkelte kommuner

Pct. Kommune
65 – Favrskov
65 – Skanderborg
62 – Syddjurs
62 – Odder
62 – Hedensted
61 – Viborg
61 – Hering
60 – Struer
60 – Lemvig
60 – Randers
60 – Silkeborg
60 – Skive
60 – Ringkøbing-Skjern
59 – Holstebro
59 – Norddjurs
59 – Ikast-Brande
58 – Samsø
57 – Horsens
57 – Århus
60 – Region Midtjylland

Læs mere og hent grafik og fakta på :
http://www.hvordanhardudet.rm.dk

Læs mere her

Ambulancer få sekunder fra mål

En ny opgørelse viser, at ambulancerne i Region Midtjylland er få sekunder fra at være lige så hurtigt fremme, som de servicemål regionsrådet har besluttet. Regionsrådsformand Bent Hansen vurderer, at tiden nu er moden til at gå skridtet videre og oprette en særlig konferencetelefon, som er fælles for politi og region.

I december og januar sendte Region Midtjyllands AMK-vagtcentral knap 20.000 ambulancer af sted heraf var 7.412 i den mest hastende kategori A, som omfatter livstruende situationer.

Regionsrådet følger løbende med i, hvordan ambulancerne lever op til de fastsatte mål. En ny opgørelse over de første to måneder med regionens nye AMK-Vagtcentral viser, at ambulancerne er få sekunder fra at overholde de servicemål, regionsrådet har opsat.

– Det er meget tilfredsstillende. Jeg vil gerne kippe med flaget for alle involverede. En ny organisation har skullet stå sin prøve. Når det falder sammen med en vinter med mere sne end i de sidste 40 år, så bliver det for alvor svært. Ingen er kommet sovende til disse resultater, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Regionsrådsformanden glæder sig nu til at se det endelige resultat af det arbejde, som danske Regioners bestyrelse har sat i gang sammen med Rigspolitiet. Initiativet skal i løbet af 2010 sikre borgerne i hele landet, at alle opkald til 112, hvor indholdet er behov for sundhedsfaglig hjælp, vil blive vurderet af en sundhedsfaglig medarbejder. Det kan ske i form af en konference-telefon, hvor den regionale vagtcentral kobles ind på politiets alarmcentrals samtale med den enkelte borger.

Fakta
Responstider fra 1.12.2009 til 31.1. 2010

A-kørsler er livstruende og B-kørsler haster, men de er ikke livstruende.

For at se tabellen :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/Foto_bilag/Responstider_tabel_600.jpg

Besøg Præhospitalets hjemmeside :
http://www.regionmidtjylland.dk/om+regionen/aktuelt/nyheder docid=80153#

Flere oplysninger
– Regionsrådsformand Bent Hansen, tlf. 4031 3707
– Driftschef i Præhospitalet Else Ammitzbøll, tlf. 8728 4420
– Lægelig chef i Præhospitalet, Erika Christensen, tlf. 8728 4476

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer:
http://www.regionmidtjylland.dk/om+regionen/aktuelt/nyheder docid=80153#

Læs mere her

Regionen har stor gavn af indiske læger

På trods af kulturforskelle og geografiske afstande er kun seks ud af 26 indiske læger faldet fra, siden gruppen blev ansat i blev ansat i Region Midtjylland i begyndelsen af 2008. I den afsluttende evaluering viser det sig, at det store flertal af lægerne er integrerede og tilfredse med arbejdet.

Af de 26 indiske læger, der fik job i Region Midtjylland den 1. februar 2008, er der pr. 1. februar 2010 20 læger tilbage.

Et ægtepar blandt de 26 læger er rejst tilbage til Indien i forbindelse med graviditet og fødsel, én læge er rejst tilbage, da ægtefællen ikke kunne få job i Danmark og de resterende tre er rejst tilbage af forskellige andre årsager – såsom sprogvanskeligheder og manglende beståelse af de krævede eksamener.

Regionens Center for Kvalitetsudvikling lagde i januar 2010 sidste hånd på tredje og afsluttende evaluering af, hvordan lægerne fungerer og er tilfredse med deres arbejdsliv.

Tre ud af fire indiske læger svarer i evalueringen ja eller måske til, om de ville være taget til Danmark, hvis de på forhånd havde kendt forløbet. Tilmed planlægger et stort flertal af lægerne, at blive i Danmark for at arbejde i en kortere eller længere periode.

– Det er altså et fint resultat efter to år, synes regionsrådsformand Bent Hansen (S).

– Husk lige på, at ingen havde erfaringer med at integrere udenlandske læger i den målestok, før vi i Region Midtjylland tog hul på pilotprojektet sammen med de 26 indiske læger. Både lægerne og vi er blevet klogere undervejs. Men samlet set er det ret flot, at vi efter to år stadig har 20 indiske læger ansat og heldigvis ser ud til at have det i flere år endnu, siger Bent Hansen.

På to år har rekrutteringssituationen og antallet af ledige lægestillinger ændret sig så meget, at der ikke aktuelt er planer om at gentage rekrutteringen af udenlandske læger.

– Men det siger mere om økonomi og rammer, end om den arbejdskraft udenlandske læger leverer. De indiske læger har bidraget til at afhjælpe manglen på læger. Og projektet har givet en række gode og nyttige erfaringer, der kan bruges ved fremtidige internationale rekrutteringsprojekter, understreger Bent Hansen.

Flere oplysninger
– Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf. 4031 3707
– Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer :
http://www.regionmidtjylland.dk/om+regionen/aktuelt/nyheder/presserummet/regionsr%c3%a5det

Fakta
– Afsluttende evaluering af indiske læger :
http://www.rm.dk/politik/udvalg/forretningsudvalget/visdagsorden file=09-03-2010/%c3%a5ben%20dagsorden/bilag/Punkt_25_Bilag_1.pdf

– Notat om evalueringsrapport om indiske læger :
http://www.rm.dk/politik/udvalg/forretningsudvalget/visdagsorden file=09-03-2010/%c3%a5ben%20dagsorden/bilag/Punkt_25_Bilag_2.PDF

Læs mere her

Nu skal kronerne til DNU rulle

Regionsrådet i Region Midtjylland beder regeringen om at frigive 6,35 mia. kroner til byggeriet af Det Nye Universitetshospital.

Planlægningen af byggeriet af Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby er nu så langt, at Regionsrådet i Region Midtjylland beder regeringen om at frigive de penge, som er øremærket til byggeriet.

Regeringen har givet foreløbigt tilsagn om 6,35 milliarder kroner til byggeriet af DNU. Regionsrådet skriver dog i ansøgningen om frigivelsen af pengene, at man i Region Midtjylland fortsat anser et anlægs budget på 8,96 mia. kroner til byggeriet af DNU for mere realistisk.

Årsagen er, at Region Midtjylland på det nuværende grundlag finder det mest realistisk at anvende forudsætninger, der på nogle områder er anderledes end de forudsætninger, som regeringens rådgivende udvalg har anvendt. Det gælder bl.a. forudsætninger omkring befolkningsudvikling, effekt af øget åbningstid, kvadratmeterpris, byggemodning, veje og P-anlæg, grundkøb samt integration af eksisterende byggeri og nybyggeri.

– Vi er betænkelige ved, om regeringens rådgivende udvalgs forudsætninger holder, så byggeriet kan etableres for 6,35 milliarder kroner. Regionsrådet vurderer med den viden, der gælder for øjeblikket, at DNU mere realistisk vil kunne etableres for 8,96 milliarder kroner. Men lige nu er det vigtigt, at vi kommer i gang, siger Bent Hansen (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Region Midtjylland ser gerne hurtig handling fra regeringens side:

– Der er ingen grund til at trække denne sag i langdrag. Projektet tripper for at komme videre, og erhvervslivet tripper for at få nye opgaver. Så vi opfordrer til, at pengene frigives, så hurtigt som overhovedet muligt, siger Bent Hansen.

Byggeriet af Det Nye Universitetshospital (DNU) vil forløbe over de næste cirka 10 år. Planen er at bygge en hel hospitalsby med et grundareal på cirka 1,2 millioner kvadratmeter. Det forventes, at de første afdelinger i nybyggeriet kan tages i brug i 2015, mens hele byggeriet forventes færdiggjort i 2019.

Fakta

Se dagsordenspunktet til mødet i Regionsrådet den 17. marts 2010 :
http://www.rm.dk/politik/regionsr%c3%a5dets+m%c3%b8der/visdagsorden file=17-03-2010/%c3%a5ben%20dagsorden/dagsorden.xml#Punkt6804

Finansieringsansøgningen:

– Brev til regeringens rådgivende udvalg :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/100317%20DNU%20finanseringsans%C3%B8gning/100317_DNU%20finansiering%20brev.pdf

– Elementer i fiansieringsansøgningen :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/100317%20DNU%20finanseringsans%C3%B8gning/100317_DNU%20finansiering%20elementer.pdf

– Projektbeskrivelse :
http://www.regionmidtjylland.dk/files/Aktuelt/grafik/PDF-filer/100317%20DNU%20finanseringsans%C3%B8gning/100317_DNU%20projektbeskrivelse.pdf

Flere oplysninger
Regionsrådsformand Bent Hansen, tlf. 8728 5010 / 4031 3707

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer :
http://www.regionmidtjylland.dk/politik/politikerne

Læs mere her

Ny larynxmaske til engangsbrug fra Ambu

Ambu er en af markedslederne inden for udvikling og salg af løsninger til vanskelige luftveje. For yderligere at styrke markedspositionen globalt er det nyeste medlem af Ambus Aura-familie, Ambu Aura-i, blevet lanceret.

Ambu Aura-i kombinerer rutinebrug med direkte intuberingsevner i tilfælde af vanskelige luftveje, så lægen kan bruge den samme maske både til standard brug og vanskelige luftveje. Aura-i kan bruges som en guide til endotracheal intubering sammen med Ambu aScope og standardiserede ET-tubes i tilfælde hvor uventede vanskelige luftveje opstår og en normal intubering ikke kan benyttes. Masken kan også bruges sammen med Ambu aScope i de tilfælde hvor man fra start ved, at der er tale om en vanskelig luftvej og klinikeren vælger at etablere en luftvej.

Ambu Aura-i er med sin karakteristiske anatomiske form hurtig og let at placere, og den er udarbejdet i otte størrelser, som er egnet til alle fra spædbørn, pædiatri og voksne.

I USA bliver størrelserne #3, #4 og #5 lanceret i løbet af marts 2010, og vi glæder os til en international lancering til maj 2010. De resterende størrelser bliver frigivet til salg til juni. Vi tror på, at produkter af denne type kan styrke Ambus konkurrenceevne og bidrage til, at vi fortsat kan tage markedsandele og vokse mere end markedsvæksten, siger Adm. Direktør Lars Marcher

Aura-i bliver vist på Euroanaestesia 2010 i Helsinki, Finland til juni 2010.

For yderligere information kontakt venligst: Adm. Direktør Lars Marcher tlf. 51 36 24 90.

Læs mere her

Ventetid på strålebehandling er væk

Alle kræftpatienter i Region Midtjylland kan nu tilbydes strålebehandling uden ventetid. Årsagen er flere stråleapparater og mere personale

Halvdelen af alle kræftpatienter modtager strålebehandling som led i deres behandling og behovet har været stigende de seneste ti år. Det har i en årrække resulteret i ventetider for patienterne eller henvisning til andre afdelinger. Men det er slut nu.

Antallet af strålebehandlinger i Region Midtjylland steg med over 25 procent fra år 2008-2009, og i 2010 forventer man at kunne behandle 16 procent flere patienter. Det samlede antal strålebehandlinger er tredoblet i løbet af de seneste 10 år.

Stigningen i antallet af strålebehandlinger skyldes dels en forøgelse fra 4 til 10 acceleratorer, dels at personalet er opnormeret.

Optimering af arbejdsgange i relation til patientforløbene har også været medvirkende til, at patienterne nu helt kan slippe for unødig ventetid.

10 topmoderne apparater
I 2009 begyndte man udskiftningen af den sidste af stråleterapiens ældre stråleapparater. I 2010 råder afdelingen over 10 topmoderne stråleapparater, som giver en skånsom behandling med høj præcision.

På Onkologisk Afdeling er man glade for, at strålebehandlingen nu kan tilbydes uden ventetid:

– Vi har satset meget på uddannelse af personale, fordi det har været en flaskehals i udvidelsen af vores kapacitet. Det har båret frugt på mange måde. Patienterne kommer til at opleve, at der ingen unødig ventetid er til strålebehandling, og at vores daglige programmer afvikles mere smidigt, siger oversygeplejerske Lisbeth Kjær Lagoni.

Nu er det tid til at sætte fokus på fremtidige projekter.

Næste projekt er etablering af strålefunktionen ved Skejby i andet halvår af 2011. En strålefunktion, der udover to nye acceleratorer, også vil rumme en MR- og PET/CT-scanner til planlægning af strålebehandling samt en ny type strålebehandling (brachyterapi), hvor radioaktive nåle placeres direkte i kræftknuden.

Flere oplysninger

* Overlæge Henrik Pagh Schultz, Onkologisk Afdeling, tlf. 8949 2386
* Afdelingssygeplejerske Dorte Oksbjerre Mortensen, tlf. 8949 2488

Fakta

* Antal strålebehandlinger 2007: 33.030
* Antal strålebehandlinger 2008: 40.250
* Antal strålebehandlinger 2009: 50.402

Læs mere her