I højrisikoperioden efter et selvmordsforsøg er der brug for tæt kontakt, opfølgning og personlige relationer i behandlingen for at undgå, at tragedien gentager sig. Det er forskere, læger og patienter enige om at mene. Nu viser ny forskning, at strategien ikke virker. De overraskende resultater fra Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet er netop publiceret i British Medical Journal.
Forskere fra Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet har netop afsluttet en stor undersøgelse af effekten af opsøgende og ledsagende behandling efter selvmordsforsøg hos unge. Den overraskende konklusion er, at den øgede opmærksomhed og støtte til patienten ikke har signifikant effekt.
Vores resultater viser, at der ikke er forskel på, om man får standardbehandlingen efter et selvmordsforsøg, eller om man får en opsøgende og ledsagende tillægsbehandling, fortæller forskningsassistent Britt Morthorst, Psykiatrisk Center København og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der har ledet undersøgelsen.
Undersøgelsen er afviklet ved Forskningsenheden på Psykiatrisk Center København i perioden 2007 til 2010. I alt deltog 243 patienter med nyligt selvmordsforsøg i undersøgelsen; 123 i tillægsgruppen og 120 i kontrolgruppen. Gentagelseshyppigheden var 17 procent for begge grupper. Tallet kendes fra den internationale litteratur på området, og beskriver den risikofaktor som tidligere selvmordsforsøg udgør.
Standardbehandlingen er lige så god
Standardbehandlingen efter et selvmordsforsøg foregår oftest hos ens egen læge eller en psykolog, og er tilpasset patientens fysiske og mentale helbred. Generelt er det op til patienten selv at sørge for at opsøge behandleren for at starte et forløb op. I det rapporterede studie blev standardbehandlingen suppleret med behandling i Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse i Region Hovedstadens Psykiatri.
I tillægsbehandlingen opsøgte specialuddannede sygeplejersker patienterne få dage efter udskrivning og vedligeholdt en ekstraordinær tæt kontakt i op til seks måneder med mellem otte og 20 opsøgende konsultationer oven i standardbehandlingen. Møderne mellem patient og behandler foregik i patientens hjem, men bestod også af ledsagelse til lægelig behandling samt møder med sociale myndigheder. Herudover var der løbende mulighed for telefonisk kontakt og kontakt via sms.
Øget fokus på faresignaler før første selvmordsforsøg
Men den tætte kontakt er altså ikke det der skal til for at stoppe den negative spiral der omgiver gentagne selvmordsforsøg. Ved undersøgelsens afslutning måtte forskerne konstatere, at der var lige så mange selvmordsforsøg i året efter behandlingen i den gruppe, der havde modtaget tillægsbehandlingen som i kontrolgruppen, der modtog standardbehandlingen.
Der er således ingen nedgang at spore hverken i hospitalernes registre eller i data, der er indsamlet på baggrund af selvrapportering af deltagerne i undersøgelsen:
Konklusionen må altså være, at hverken standardbehandlingen eller den opsøgende og ledsagende behandling desværre er gode nok. Mit bud er, at vi skal forsøge at få fat i denne gruppe mennesker før de forsøger selvmord første gang, og derfor ser vi lige nu med interesse på nogle amerikanske Teen-Screen programmer, hvor man ser på unges mentale trivsel generelt for at se, om vi kan identificere nogle faresignaler, så vi kan reagere tidligere, fortælle Britt Morthorst.
Fakta:
Titel: Morthorst B, Krogh J, Erlangsen A, Alberdi F, Nordentoft M. The AID-trial (Assertive Intervention after Deliberate self-harm): a randomised, clinical trial investigating the effect of assertive outreach versus standard treatment in patients with recent suicide attempt.
