Ny træningsteknik kan afhjælpe efterfødsels-gener hos hver anden kvinde

Hver anden kvinde, der har født, har permanent delte mavemuskler og gener såsom lænde- og bækkensmerter, fordøjelsesproblemer og stædig topmave. Tupler Technique™, som nu er kommet til Danmark, får beviseligt mavemusklerne til at vokse sammen igen – og alle kan hjælpes, også selv om fødslen ligger år tilbage. Rigtig mange kvinder går rundt med delte mavemuskler uden at være klar over det og uden at forbinde det med de gener, det giver – eksempelvis lændesmerter, ustabilt bækken, mave-tarm-problemer som forstoppelse og oppustethed og i det hele taget en mave, der bliver ved med at se gravid ud, selv om man i øvrigt er slank. En undersøgelse viser, at hele 60 pct. får permanent adskilte mavemuskler, også kaldet rectus diastase, i forbindelse med første graviditet – og ved flere graviditeter øges risikoen yderligere.

Enkelt at genoptræne
”Den gode nyhed er, at det er rimelig simpelt at genoptræne og få kroppen tilbage. Et amerikansk studie dokumenterer, at alle, der følger Tupler Technique™-programmet, kan lukke diastasen og blive smerterne og topmaven kvit, så der kun er eventuelle strækmærker og løs hud tilbage. Og det gælder, uanset om man fødte i går eller for 25 år siden – det er blot et spørgsmål om, hvor lang tid det tager,” fortæller Sussi Noble, der er en af de blot to specialister i Danmark, som underviser i Tupler Technique™.

Nogle heler på blot seks uger, når de følger det intensive program, mens det for andre tager længere tid, afhængigt af blandt andet diastasens størrelse, hvor længe man har gået med den, og ikke mindst hvor god man er til at følge programmet.

Traditionelle mavebøjninger hjælper ikke
Tupler Technique™ er udviklet i USA, og Sussi Noble og Katarina Polster har som de eneste i Europa taget den specialiserede uddannelse, der kræves for at kunne undervise i teknikken. Den evidensbaserede Tupler Technique™, som har specifikt fokus på delte mavemuskler, rummer fire aspekter: øvelser, et mavebælte man skal bære i en periode, træning af ergonomi i hverdagen (fx løfteteknik) og endelig det at komme korrekt ned i og op fra liggende stilling.

”Man kan ikke bare lave øvelserne uden mavebæltet – eller nøjes med at gå med bæltet uden at lave øvelserne. Alle de fire elementer af programmet er nødvendige, for at helingen sker. Mange tror, det bare gælder om at lave en masse mavebøjninger, men traditionel mavetræning belaster faktisk musklerne på en uhensigtsmæssig måde. Det er nødvendigt at hele bindevævet og træne de dybereliggende muskler, hvis mavemusklerne skal samles igen, og dét sker ikke ved almindelig mavetræning,” forklarer Sussi Noble.

Træner også gravide
Hun og Katarina Polster underviser også gravide:
”I vores stillesiddende samfund bliver mavemuskulaturen så svag, at den let deler sig under en graviditet – og jo større deling, desto større skade gør man på mavemusklerne under fødslen. Vi hjælper de gravide med at styrke muskulaturen, så de kan presse mere effektivt, undgå komplikationer og hurtigere komme sig efter fødslen,” lyder det fra Sussi Noble.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *