En ny hjemmeside, Osteoporosedoktor.dk, vil fremover give professionelle behandlere adgang til opdateret viden om diagnosticering, udredning og behandling af osteoporose.
Undersøgelser viser, at 40 % af alle kvinder og 15 % af alle mænd får et osteoporotisk brud i løbet af deres levetid. Mange patienter får desværre først konstateret osteoporose på et sent tidspunkt, og antallet af brud som følge af knogleskørhed er derfor unødigt højt.
Med Osteoporosedoktor.dk får professionelle behandlere nu et digitalt værktøj og en vidensbank, som guider brugeren gennem de forskellige trin i diagnoseprocessen, hjælper med at tolke undersøgelsesresultater og vejleder i valg af behandling, opfølgning og kontrol.
Praktiserende læge Anders Winther, Birkerød, har testet hjemmesiden, og siger om dens brugervenlige design:
"Osteoporosedoktor er et brugbart og let tilgængeligt værktøj, der er nemt at integrere direkte i konsultationsprocessen. Sitet kan anbefales som et værktøj i en hverdag i almen praksis, hvor der er behov for hurtig formidling af viden, der kan anvendes direkte i konsultationen, mens man sidder over for patienten."
Indholdet på hjemmesiden er udviklet af specialister i osteoporose og Prescriba, der er en sundhedsvidenskabelig formidlingsvirksomhed, som står bag en række såvel kliniske som patientorienterede hjemmesider om sundhed, forebyggelse og behandling.
Lars Hyldstrup, der er endokrinolog og overlæge ved Osteoporoseenheden på Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital, er en af de faglige redaktører på Osteoporosedoktor.dk, der sikrer et opdateret videnskabeligt og kommercielt uafhængigt indhold på hjemmesiden. Han mener, at en af styrkerne ved hjemmesiden er, at den giver professionelle behandlere mulighed for nemt og hurtigt at gøre brug af specialisternes ekspertise.
"Hjemmesiden kan både bruges som opslagsværk og under selve konsultationen. Indholdet er udarbejdet af speciallæger i samarbejde med praktiserende læger, netop for at sikre, at informationen er rettet mod den travle klinikers dagligdag. Relevant information er højst 2 klik væk, så svar på spørgsmål om osteoporose kan findes på få sekunder", udtaler Lars Hyldstrup.
Prescriba, som har udviklet og ejer Osteoporosedoktor.dk, har indgået en 3–årig distributions– og sponsoraftale med Roche Danmark a/s og GlaxoSmithKline Pharma A/S.
Hjemmesiden følger de til enhver tid gældende retningslinjer for diagnostik, forebyggelse og behandling af osteoporose, nationale såvel som internationale.
Yderligere information:
Adm. Direktør Anna Lise Frier Ruge, Prescriba:
Telefon: +45 20 11 06 33
Hovedredaktør, Overlæge Lars Hyldstrup, Osteoporosedoktor:
Telefon: +45 24 25 58 02