Mænds sædkvalitet er ikke faldende

Sædkvaliteten hos unge danske mænd er ikke faldende. Det konkluderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af de årlige undersøgelser af sessionsindkaldte, som siden 1996 har fundet sted på Rigshospitalet.

Der har tegnet sig et billede i offentligheden af, at unge danske mænds sædkvalitet er faldende og har nået et niveau, hvor en væsentlig del af de unge mænd vil få problemer med forplantningen. Dette billede er ikke korrekt, fastslår Sundhedsstyrelsen. Det, som for forskerne er hypoteser, der søges underbygget eller afkræftet, bliver ofte opfattet lidt for firkantet i nyhedsstrømmen.

Sundhedsstyrelsen advarer dog mod at konkludere, at danskernes fertilitet dermed er i den bedste orden. Det er stadig uafklaret, om der har været et fald i danske mænds sædkvalitet inden Rigshospitalets program blev sat i værk i 1996, hvilket nogle forskere mener, er tilfældet. Tilsvarende er der stadig sparsom viden om betydningen af faktorer i det omgivende miljø som for eksempel stoffer med hormonlignende virkninger. Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse er der grund til fortsat at følge området nøje.

Sundhedsstyrelsen har også set på pigers alder ved pubertetsstart. Flere undersøgelser tyder på, at brystudviklingen begynder tidligere i dag, end den gjorde for ti til femten år siden. Det er vigtigt at følge dette op, herunder fortsat at fokusere på kemien i det ydre miljø. Men også vigtigt at det forskningsmæssige fokus bredes ud. Eksempelvis ved ingen, om fremskyndet pubertet eventuelt kunne være et biologisk svar på det voksende samfundsmæssige krav til de unge om at gøre sig klar til et produktivt voksenliv.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *