Regelmæssig motion, løb, svømning, cykling eller måske i motionscentret, hjælper migrænikere til at få færre anfald, og hvert enkelt anfald bliver mindre smertefuldt. Motion og migræne er ikke en oplagt kombination. Men migrænikere, som dyrker regelmæssig motion oplever at de får mindre migræne, og at anfaldene bliver mindre belastende.
En svensk undersøgelse fra 2011 viste, at hver anden migræniker fik mindre migræne i perioder, hvor de motionerede 40 minutter 3 gange om ugen. Det var lige så effektivt som forebyggende medicin. En spansk undersøgelse fra 2013 fulgte op på disse resultater og viste, at motion i ½ time 3 gange om ugen med en puls på op til 150 halverede antal migrænedage fra i gennemsnit 6 dage om måneden til 3 dage om måneden, og migrænikernes reaktionstid blev også kortere.
Migrænikere har som gruppe tendens til at opfatte mange flere detaljer end andre. Den store mængde indtryk anses for at være en af årsagerne til at en tur på Strøget eller i biografen kan udløse et migræneanfald. Den spanske undersøgelse viste også, at migrænikerne bedre kunne håndtere et mylder af indtryk i perioder med motion. Måske er det lige netop denne effekt, som gør, at de fik færre migrænedage.
Ikke alle migrænikere er glade for at motionere, for de oplever at de får migræne, når de anstrenger sig. Og det kan være svært at komme op af lænestolen, når man har ondt i hovedet, kvalme og er svimmel. Så tag små skridt. Gå en tur. Gå lidt længere næste dag. Og prøv at jogge et par skridt efter nogen tid. Måske bliver det lidt lettere at komme i gang efterhånden.
Migræneløbet på Kalvebod fælled d. 19. juni er måske en måde at få smag for motion uden konkurrencepres. Her gælder det om at være med, at gennemføre, men der er ikke præmier til de hurtigste. Præmien ligger i at komme ud i en skøn sommeraften, og få motioneret, lige netop så meget, som kroppen har lyst til. Tilmelding via Løbskalenderen eller kalenderen på www.migraeniker.dk