Den netop indgåede økonomiaftale mellem Regeringen og Danske Regioner sætter spot på øget effektivisering og bedre ressourceudnyttelse. Det imødekommer lægesekretærernes længe påpegede behov for at give DRG–systemet et serviceeftersyn.
Endnu engang resulterer økonomiaftalen i endnu strammere økonomi for regionerne. Trods øget forbrug af sundhedsydelser, må regionerne igen sande, at regeringen ikke ønsker at betale omkostningerne. Der er derfor mere end nogen sinde behov for at gøre sundhedsvæsenet mere effektivt.
– Èn af de mest oplagte veje til øget effektivitet er at se på den opgavefordeling, der er i sundhedsvæsenet. Hospitalerne bruger i dag enorme unødige ressourcer og begrænser antallet af patientforløb betydeligt ved, at både højtuddannede læger og sygeplejerskerne sidder bag computeren, siger Birgitte Ussing, formand for DL Patient | Administration | Kommunikation.
Nu hvor konflikten er slut og økonomiaftalen i hus, forventer DL, at regeringen langt om længe får sat gang i "Task–forcen om opgaveglidning i sundhedsvæsenet". Der er brug for at få lavet mere effektive arbejdsgange og arbejdsfordelinger.
– Mottoet i task–forcen må blandt andet være: "Giv læger og sygeplejersker tid til deres kerneopgaver og lad lægesekretærerne tage sig af administrationen", foreslår Birgitte Ussing.
Parterne har med økonomiaftalen aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der specifikt skal se på DRG–systemet til effektiv styring af sygehusområdet. DL ser frem til at få en invitation til at sidde med ved bordet.
– Lægesekretærerne sikrer dagligt kvaliteten i DRG–systemet og sidder ofte med ansvaret for udvikling af og undervisning i god registreringspraksis. Vi vil meget gerne bidrage med vores viden i udarbejdelsen af en model, der kan understøtte sygehusene i at foretage flere undersøgelser og behandlinger med kortere ventetid, siger Birgitte Ussing.
I økonomiaftalen er der ydermere aftalt, at der skal gennemføres en analyse, der skal belyse muligheder for at effektivisere regionernes administration. DL anbefaler, at man i analysen ikke kun forholder sig til de overordnede linjer.
– Der bør samtidig sættes fokus på de gode erfaringer, der er med til at samle de administrative opgaver i den daglige praksis på sygehusene. Der er også gode erfaringer med at samle ledelsesansvaret for lægesekretærerne i én fælles Lægesekretærafdeling. Det giver langt bedre mulighed for ressourceudnyttelse og opgavefordeling, siger Birgitte Ussing, formand for DL – Patient | Administration | Kommunikation.
Yderligere oplysninger:
Mobiltelefon 30 91 47 16 til Birgitte Ussing, Formand for DL – Patient | Administration | Kommunikation (12.000 lægesekretærer under HK)
Mobiltelefon: 40 20 43 53 til Ole Gregersen, sekretariatsleder DL