De praktiserende læger får brug for aflastning i de kommende år. Lægesekretærerne både kan og vil gerne overtage opgaver i lægehusene, der kan sikre lægerne mere tid til de primære lægeopgaver.
Den enkelte læge vil derved kunne have flere patienter, hvilket er nødvendigt med udsigten til et faldende antal praktiserende læger.
"Med øget opgaveglidning fra læger til praksispersonale kan vi sammen håndtere nogle af udfordringerne med den voksende personalemangel i sundhedsvæsenet", siger næstformand i Danske Lægesekretærer (DL), Birgitte Wildt–Andersen.
Hun forslår derfor, at sundhedsministeren snarest nedsætter en national task force, der kan analysere og komme med anbefalinger til arbejdsdelingen mellem klinikpersonalet og lægerne i almen praksis – herunder arbejdsdelingen mellem de forskellige faggrupper.
En del lægesekretærer løser allerede i dag mindre kliniske opgaver. Det sker i de lægehuse, hvor lægerne har givet dem den nødvendige efteruddannelse.
I mange lægehuse er det samtidig lægesekretæren der styrer regnskaberne, stå for indkøb, holder hjemmesiden opdateret, maile med patienter og myndigheder, sikre at datakvaliteten er i orden, varetage mindre kliniske opgaver og have ansvar for selvstændige konsultationer med fx diabeteskontrol eller livsstilssamtaler.
Erfaringerne fra blandt andet England, Holland, Finland og Sverige viser desuden, at det er muligt at udnytte praksispersonale i langt højere grad end det sker i Danmark i dag. Det er blandt andet beskrevet i en helt ny rapport fra DL: "Lægesekretærens opgaver i almen praksis".
"Men hvis lægesekretærerne skal aflaste lægerne og varetage flere opgaver i almen praksis, så er det nødvendigt at ansætte flere lægesekretærer. De kan til gengæld uddannes relativt hurtigt og er langt "billigere i drift" end lægerne," pointerer Birgitte Wildt–Andersen.
For DL er det vigtigt med en fornuftig arbejdsdeling mellem praksispersonalet – sygeplejersker, bioanalytikere, lægesekretærer mv således at der ikke opstår "fagkrige" og "kamp" om de enkelte opgaver.
Netop derfor anbefaler DL, at Sundhedsstyrelsens netop offentliggjorte rapport om almen praksis bliver fulgt op af analyser af og anbefalinger til, hvordan arbejdsdelingen mellem de forskellige faggrupper i amen praksis bør være fremover.
For yderligere information, kontakt venligst:
Birgitte Wildt–Andersen, næstformand i DL, tlf: 29 45 01 27, mail: hks44bwa@hk.dk
Astrid Fabricius, projektleder i DL, tlf: 61 55 06 09, mail: 44asf@hk.dk
Ole Gregersen, Sekretariatsleder I DL, tlf: 33 30 43 53, mail: 44og@hk.dk
DL offentliggør sidst på ugen en rapport, der kortlægger lægesekretærens opgaver i almen praksis. Rapporten vil blive offentliggjort på DL’s hjemmeside: www.dl–hk.dk