GÅ ind i kampen mod diabetes d. 19. juni

Lørdag d. 19. juni afholder Fonden for diabetesforskning (JDRF) arrangementet Walk Festival på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro i København. (I Aalborg lørdag den 28. august og i Århus lørdag den 18. september)

Vi kender alle nogen der er berørt af diabetes, nogle af os har måske familiemedlemmer der må leve med sygdommen. Det er en sygdom der kræver opmærksomhed døgnet rundt ofte også fra de pårørende.

Kan man helbrede diabetes vil det betyde en kolossal forbedring i livskvalitet for de berørte, og vi vil samtidig spare samfundet for milliarder af kroner. De direkte udgifter til diabetes er over 21 mia. kr. årligt, eller ca. 15 % af det samlede sundhedsbudget.

JDRF og Walk Festival handler om at skabe fokus på diabetes, støtte medicinsk forskning, motionere og have det sjovt samtidig. Man går en frisk tur i Fælledparken på 5 eller 10 km, og det bliver underholdning med trylleri og musik. Michael MC Christiansen (som har type 1 diabetes) er konferencier.

GÅ sammen i hold
Vores fokus i år er at få så mange som muligt at starte sit eget hold på www.jdrf.dk . Man kan f.eks. kontakte sine kollegaer, sin familie og venner og sammen gå en tur og få en hyggelig dag sammen. Det er nemt, sundt og sjovt! Flotte præmier til de største hold på dagen.

Det koster 80 kr. at deltage ved forhåndstilmelding på www.diabeteswalk.dk eller 100 kr. ved indgangen. Børn u. 12 år ½ pris, og børn u. 2 år gratis adgang.

Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Fondens arbejde med diabetesforskning.

Om diabetes
1 barn i Danmark får hver dag året rundt diagnosen diabetes. Totalt 226.000 danskere, eller hver 20. dansker har diabetes. Det betyder at stort set alle har et familiemedlem eller kender en der har sygdommen.

Diabetes rammer hårdt på lang sigt med farlige følgesygdomme hvis patienten ikke selv holder sit blodsukker inden for snævre grænseværdier. På kort sigt risikerer man ubehag og choktilstande.

Om Fonden for diabetesforskning – JDRF
JDRF er den største private sponsor af diabetesforskning i verden, og investerer på verdensplan ca. 1 mia. kr. årligt i denne forskning. Målet er at finde en kur mod diabetes og de relaterede følgesygdomme gennem støtte af medicinsk forskning.

JDRF Fonden for diabetesforskning er den danske afdeling af forskningsfonden (CVR 27660568) med Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte som protektor.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *