Forskere punkterer myten om fiskeolie

Forskere er på vej med en ny indkapslingsteknologi til fiskeolie, der skal sikre de sundhedsgavnelige effekter på mennesker. I dag er langt de fleste kosttilskud på markedet værdiløse, fordi kroppens egen iltningsproces ødelægger omega-3 fedtsyrerne.

Hver dag indtager millioner af mennesker verden over de små perler med fiskeolie på grund af omega-3 fedtsyrernes gavnlige virkninger på helbredet. Imidlertid har forskere længe vist, at de sunde aktivstoffer i fiskeolien stort set aldrig opnår den tilsigtede effekt. Kosttilskuddene er meget sarte, og de bliver ødelagt langt før, de optages i kroppen. Det forklarer Ling-zhi Cheong, som forsker i indkapsling af fiskeolie ved Aarhus School of Engineering.

Vi ved, at aktivstofferne i fiskeolie har en meget lav biotilgængelighed. Omega-3 fedtsyrerne bliver ødelagt i mødet med de frie radikaler i kroppen, og på den måde mister de deres ernæringsmæssige værdi. Det kræver en hel ny indkapslingsteknologi, hvis man vil sikre en gavnlig effekt på helbredet.

De såkaldt frie radikaler opstår i forbindelse med oxidation i kroppens cellestofskifte. De beskadiger omega-3 fedtsyrernes molekylære struktur, så de stort set bliver værdiløse. Teoretisk set kan det være skadeligt at indtage oxideret fiskeolie over mange år, men der er endnu ingen undersøgelser, der kan påvise en helbredsmæssig risiko.

Man skal ikke være bekymret, hvis man har indtaget fiskeolie. Kroppen kan sagtens håndtere det. Men langt hen af vejen er det er spild af penge og meget bedre at få dækket sit behov for omega-3 fedtsyrer ved at spise fisk, siger Ling-zhi Cheong.

Hendes udsagn bakkes op af Torger Børresen, som er forskningschef ved Fødevareinstituttet. Han stod i sidste måned i spidsen for en undersøgelse, der viste, at langt de fleste fiskeolieprodukter er harske allerede før, de bliver solgt i butikkerne.

Ny indkapslingsmetode på vej
Forskere har i de seneste år arbejdet med at udvikle en indkapslingsmetode, der kan beskytte den sarte olie, så dens bioaktive stoffer bevares. Og resultaterne er lovende.

Vi har opnået markante resultater. I laboratoriet er vi i stand til at beskytte fiskeolien mod den oxidation, der svarer til iltningsprocessen i cellernes stofskifte. Vi har fundet frem til forskellige former for indkapslingsmateriale beriget med en særlig sammensætning af antioxidanter. De kan neutralisere de frie radikaler og på den måde hjælpe aktivstofferne fra olien igennem cellemembranerne og over i blodbanen, hvor de kan optages i kroppen, siger Ling-zhi Cheong.

Metoden er baseret på en enzymteknologi, som kan optimere de fysiske og kemiske egenskaber hos antioxidanterne. Antioxidanterne i fiskeoliens kapsel har desuden den positive virkning, at holdbarheden forlænges, og at smagen af fisk maskeres bedre.

Fiskeolieforskningen ved Aarhus School of Engineering er en del af aktiviteterne i et større dansk innovationskonsortium med fokus på indkapslingssystemer til fødevare- og lægemiddelindustrien.

Der vil gå endnu nogle år, før forskerne har en færdig teknologi til anvendelse i en industriel skala.

På verdensplan bliver der omsat fiskeolie for 1,6 milliarder dollar.

PROJEKTOPLYSNINGER

– Forskningsaktiviteterne ved Aarhus School of Engineering er en del af projektet MulitCaps med fokus på multifunktionel indkapslingsteknologi.
– Projektets parter er Danisco A/S, Atlantic Biotechnology Sp/f, Marine Bioproducts, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut og Aarhus School of Engineering.
– Projektet startede i januar 2010 og har forventet afslutning i december 2013.
– Projektparterne skal opbygge en teknologiplatform til forbedring og funktionalitet af sundhedsfremmende ingredienser og til forbedring af aktivstoffers biotilgængelighed.
– Den største forskningsmæssige udfordring er at skaffe viden om vekselvirkninger mellem aktivstoffer, indkapslingsmaterialer og biologiske membraner.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER

– Mange af fiskeoliekosttilskuddene på markedet er harske allerede før, de udsættes for kroppens oxidation. Det blev dokumenteret i en undersøgelse foretaget af DTU Fødevareinstituttet i maj måned 2011. (Kilde: BT. http://www.bt.dk/sundhed/stor-test-se-hvilke-fiskeolier-der-kan-vaere-farlige)

KONTAKT
Ling-zhi Cheong, postdoc, Aarhus School of Engineering: 8942 5284 (sprog: engelsk)

Xuebing Zu, professor, Aarhus School of Engineering: 8942 5089/ 22817648 (sprog: engelsk)

Kim Harell, Kommunikationschef, Ingeniørhøjskolen i Århus: 4189 3302 (sprog: dansk)

Aarhus School of Engineering (ASE) er den overordnede paraply for alle ingeniøruddannelser i Aarhus, herunder Ingeniørhøjskolens diplomingeniøruddannelser og Aarhus Universitets civilingeniøruddannelser og tekniske bacheloruddannelser.

Aarhus School of Engineering samler desuden de to institutioners udviklings- og forskningsaktiviteter inden for det teknisk-videnskabelige område.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *